Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96392Visninger
AA

6. 5

 

Klokken var godt og vel 3 om eftermiddagen, og jeg havde brugt det meste af tiden, på at spille og se film med min mor, far og Liam. Han havde dog nogle telefon opkald, som han måtte tage, ellers havde han været der hele tiden. De var alle sammen så forbandet søde imod mig, sådan som de smed alt hvad de havde i hænderne, for at være sammen med mig. Hele tiden var de der for mig, og hvis jeg manglede noget, hentede en af dem med glæde det. 

Selv da min mave rumlede en smule under serien Gossip Girl, som egentlig også så ud til at kede Liam rimelig meget, havde min mor reageret ved at hente mig lidt mad fra køkkenet, eller lave en kop varm te. 

Jeg havde altid ønsket mig så søde mennesker, tænk at de var min familie!

 

 

“Valerie, vi har snakket med hospitalet.” Brød min far pludselig ind under aftensmaden, med en smule alvorlig stemme. Jeg kiggede opmærksomt på ham, imens jeg afventede svaret. 

“Imorgen har vi aftalt en tid, hvor du skal snakke med en psykolog.” Han kiggede hen på min mor, som smilede kærligt til mig. Selvom jeg på ingen måde havde lyst, kunne jeg heller ikke opføre mig som en bitch, når de ikke havde gjort andet end at hjælpe mig.

Derfor nikkede jeg, med et sløvt smil. 

“Og der er også en anden ting, men jeg ved ikke om du vil høre det.” Han tøvede en smule, “det er om.. Hr. & Fru. Mikaelson.” Han sagde deres navne med afsky i stemmen, men det kunne jeg nu også godt forstå. 

“Ud med det.” mumlede jeg, med et nervøst blik. Jeg kunne mærke Liams blik på mig, men jeg ignorerede det. Hvis jeg kiggede ham i øjnene, ville jeg sikkert fælde en tåre eller noget andet åndssvagt. Ikke fordi jeg bekymrede mig om dem, men det ville de jo bare tro.

 

“Okay så, hvis du er sikker.” han åndede tungt ud, “kvinden Susan Mikaelson, var det ikke det, som hun hed?” Han kiggede på mig, så jeg bekræftede hurtigt ved et nik, “ja hun overlevede godt uheldet, men har fået nogle slemme skader hvor imod Hr. Mikaelson, Henrik døde igår nat.” Jeg stirrede på ham, uden rigtig at vide hvad jeg skulle sige eller svare. Gaflen jeg havde i min hånd, lagde jeg stille og roligt fra mig. 

Jeg kunne mærke klumpen i halsen, men jeg havde under ingen omstændigheder lyst til at  give udtryk for omsorg. De havde ødelagt mit liv, dem skulle jeg ikke sørge over. Aldrig. nej nej nej nej.

 

“O-okay, var det bare det?” fik jeg fremstammet, med den mest ligeglade stemme jeg nu kunne få frem, selvom jeg ikke helt var ligeglad.

“Valerie du har levet med de mennesker i 11 år, det er okay at du ikke er okay med hans dødsfald.” Begyndte min mor, men jeg rystede hurtigt på hovedet.

“De ødelagde mit liv og mig, de tog mig fra jer. Jeg holder ikke af dem, jeg ønsker ikke at se dem.” Jeg prøvede på at holde min stemme rolig, så de virkede mere overbevisende.

“Bare fordi du ikke vil se dem igen, betyder det jo ikke, at du er helt ligeglad med dem.” prøvede Liam på, med en påpasselig stemme. Jeg drejede langsomt hovedet, hvor jeg mødte hans øjne. Vi havde de samme øjne, det kunne jeg med det samme se. Vi havde det samme udtryk i øjnene. 

“Jeg er ligeglad med dem, de burde ikke leve mere.” Da jeg sagde ordene, vendte jeg blikket ned i tallerknen, hvor en halv spist bøf lå sammen med nogle pomfritter og en klat ketchup. Ikke græde Valerie, ikke græde!

 

“Hvis du har det sådan.” Sagde min mor, efter lidt stilhed. Jeg nikkede, “sådan har jeg det.” Hun kiggede undersøgende på mig, men da jeg igen kiggede væk, droppede hun det. 

 

“Jeg er ret træt, er det fint nok, hvis jeg bare går i seng nu?” Spurgte jeg forsigtigt om, da jeg alligevel ikke kunne klemme mere mad ned. Jeg behøvede alligevel ikke mere, jeg var alt for tankefuld til det.

 

“Det ville nok også være bedst med en ordentlig natssøvn.” Brummede min far lidt efter, så jeg bekræftende rejste mig op.

“Tak for aftensmad, jeg elsker jer.” mumlede jeg, hvorefter jeg stillede min tallerken i opvaskeren, så de ikke skulle tro, at jeg var en uhøflig lille snotunge, som var totalt kold i røven. 

Jeg ville bare sove og glemme det hele.

 

 

            X X X X X X 

 

 

 

Der gik endnu en dag, hvor mine forældre tog mig med ud og købe møbler, da Liam skulle ordne et eller andet vigtigt, som jeg ikke helt fangede hvad var. Det var nok noget omkring hans tour, det havde han ihvertfald fortalt lidt om. Jeg skulle også snart møde hans band, og mine forældre havde også fortalt mig, at jeg jo havde bedsteforældre, tanter, onkler osv. Dem skulle jeg alle sammen møde på et tidspunkt, men som de også sagde, “En ting ad gangen Valerie.” 

 

Det var senere på dagen og Karen & Geoff (mor & far) var ret trætte efter at finde møbler, som var blevet sendt med et flyttevogn. Jeg var bare alt for spændt på alting, til at jeg kunne slappe ordentligt af. 

 

“Se lige her.” min far, klaskede en avis ned foran mig, så mine øjne hurtigt fangede overskriften.

 

Liam & Ukendt pige i Silver park” 

Nedenunder teksten var der klistret et billede fast af ham og mig, hvor Liams ansigt pegede ind mod linsen, imens mit heldigvis var taget fra siden. 

 

“I blev vidst opdaget alligevel.” Sagde han, da jeg havde læst den lille tekstboks under billedet, “ja men de ved endnu ikke hvem “den ukendte pige er.” svarede min mor hurtigt, hvorefter hun blinkede til mig. 

 

“De skal vel vide det på et tidspunkt.” Sagde jeg bare ærligt, for der var i grunden ingen grund til at skjule mig. Man kunne ikke gemme sig fra sandheden forevigt, desuden var jeg død træt af løgne.

 

“Du siger noget, men måske vi skulle vente lidt?” Min far fjernede avisen igen, så han selv kunne læse videre.

“Du skal forresten også til psykolog i dag, lægerne fik fat i en god en.” Min mor smilede oprigtigt til mig, men jeg nikkede bare lidt mut. Hvorfor psykolog? jeg hadede psykologer selvom jeg aldrig havde været til en før, men folk der blandede sig i mit liv for penge, kunne godt smutte igen!

“Jeg kan køre hende derud.” forslog Liam, da han kom gående ind i køkkenet, med en mobil i den ene hånd, som var tilsluttet nogle hvide høretelefoner.

“Tjo jeg ville nu” “Det er fint mor, jeg kører hende i bilen, i har jo trods alt haft hende hele dagen.” Argumenterede Liam, med et skævt smil på læben.

Min mor kiggede over på mig, men da jeg bare træk på skuldrene, nikkede hun til ham.

“Fint nok, det er klokken halv 5 Liam og i skal ikke komme for sent!” 

 

 

X X X X X X X X X

 

“Hej, jeg hedder Marianne og du er Valerie Payne?” Psykologen som jeg lige var blevet lukket ind til, hed åbenbart Marianne. Allerede nu kunne jeg konstatere, at hun var irriterende, hvorfor prøvede hun overhovedet? og hvad skulle jeg lige have hjælp med? Jeg havde det helt fint.

 

“Vi skal idag snakke lidt om hvad der er sket og din oplevelse af hele denne store omflytning.” Startede hun ud, men jeg sad bare og kiggede tomt på hende. Hun var ikke min familie, jeg behøvede ikke spille sød overfor hende. 

 

“Prøv at fortælle mig hvordan det var, at leve ude i blackpool.” Hun kiggede intenst på mig, så jeg undveg hurtigt hendes blik.

“Altså at bo hos nogle modbydelige mennesker, som holdte mig indelukket og væk fra min rigtige familie? Det var rædselsfuldt.” Svarede jeg hårdt ud i en lang køre, i håb om at hun ikke kunne følge med.

“Hvordan var Hr. & Fru. Mikaelson?” Hun samlede en kuglepen op fra bordet, hvorefter hun svingede den lidt rundt mellem fingrene. 

“Onde.” svarede jeg, selvom de jo ikke ligefrem havde behandlet mig dårligt, men det kunne vel også være ligemeget hvad jeg svarede, jeg skulle aldrig se dem igen.

“Hvordan har du det så nu?” Hun lagde hovedet lidt på skrå, men det så slet ikke ud som når Liam gjorde det, hun så bare klam og falsk ud.

 

“Jeg har det aldeles godt, er jeg færdig nu?” Uden at få svar tilbage, rejste jeg mig op fra stolen, så det gav et lille ryk i hende.

“Nej sæt du dig ned igen, vi er først færdige når du har åbnet dig op og” “Jeg har det helt fint.” afbrød jeg hende, hvorefter jeg drejede rundt på hælen, for at forlade lokalet.

“Du skal bare tilbage en anden gang hvis du går nu, dine forældre” Jeg smækkede døren hårdt i efter mig, så hendes stemme forsvandt fra min øregang. Måske var jeg lidt af en møg sæk overfor hende, men jeg havde virkelig ikke overskud til at opføre mig pænt hele tiden, det gav mig spat. Jeg havde jo for fanden ikke gjort andet, end af være mors lille engel i 11 år. 

 

Med tunge skridt stormede jeg ud mod bilen, hvor Liam havde lovet han ville holde til jeg kom tilbage. 

Jeg tog et par dybe vejrtrækninger, for at få kroppen til at slappe lidt bedre af, inden jeg tog de sidste skridt ned til bilen.

 

“Hej skat.” Liam kiggede spændingsfuldt på mig, som om psykolog havde været mega sjovt. 

“Hej Liamse” mumlede jeg, uden den store glæde i stemmen. 

“Hvordan gik det så?” Han gav mig et lille kram, hvorefter han åbnede bildøren for mig.

“Det gik..” Jeg overvejede hurtigt hvad jeg skulle sige, lyve eller fortælle sandheden?

“..Godt.” Jeg sendte ham et strålende smil, hvorefter jeg hoppede ind på sædet.

“Fik i snakket godt sammen?” han gik selv over på den anden side af bilen, så han selv kunne komme ind i bilen.

“Nja, det kørte bare derud af.” Svarede jeg, med et smil spillene på læberne. 

“Det er jeg glad for at høre.” han satte bilnøglen i og drejede rundt på den, så motoren begyndte. 

“Ja..” jeg kiggede ud af vinduet, hvilket var blevet lidt af en vane, når vi sad i bilen. Sådan holdt jeg det bare bedst ud.

 

 

“WE ARE HOOME!” råbte Liam, med et glad smil på læberne, da vi bragede ind af hoveddøren. 

“Når gik det godt?” råbte min mor ude fra køkkenet, hvilket fik mig til at skære ansigt uden nogen så det. Om det gik godt? tja nu skal du bare høre.. Jeg rystede svagt på hovedet af mig selv, hvorefter jeg bukkede mig ned, for at tage mine vans af. For dem havde jeg fået af Liam. Det havde jeg allerede takket ham for en million gange.

 

“Det gik super godt.” Svarede Liam på mine vegne.

“Ej hvor dejligt.” Hun kiggede hurtigt frem fra døråbningen, “hvor er jeg bare glad for jer to.” 

Jeg sendte hende et overdrevent smil, hvorefter jeg hang min læderjakke på knagen. 

 

“Du skal snart møde drengene, de er ved at dø efter at se dig.” Kom det pludselig fra Liam, da vi var på vej ind i stuen, for at se en eller anden film, som han havde fortalt mig lidt om. Noget med “saw” hed den vidst. Hvis bare det ikke var en gyserfilm, så var jeg klar på at se den.

“Det vil jeg også gerne.” Svarede jeg, med et stort smil. For det ville jeg rent faktisk gerne, efter alt hvad er var blevet fortalt om dem.

  _____________________________________________________________________________________ Okay dette her kapitel er ikke særlig spændende,  det ved jeg godt! Men det bliver det i næste kapitel (har allerede skrevet det meste af det) men ellers ville kapitlet her blive overdrevet langt, hvilket jeg ikke er så meget til.  Det her kapitel er så derimod lidt kort, men ja der kommer snart et til. <3   Hvad tror i så der sker? Skal hun snart møde drengene? Hvordan vil alle medierne osv. tage imod hende? Vil hun kunne klare presset?  Det må i jo læse jer frem til <3   Tak for at læse min movella, elsker jer alle sammen. <3
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...