Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96482Visninger
AA

5. 4

 

Det hele var mørkt, helt sort og stille. Der var ingen ting at høre, kun lyden af mit tunge åndedrag. Jeg havde aldrig følt mig så træt, som jeg gjorde lige nu. Dagen idag havde været meget speciel, men jeg var glad. Eller for at være helt ærlig, vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle føle. Forrådt? glæde? Vrede? frygt? jeg vidste det ærlig talt ikke, og hvis jeg følte alle tingene, ville jeg nok eksplodere. 

 

Jeg vendte mig om i sengen, eller det var mere en madras, som var blevet lagt på mit værelse. Imorgen skulle vi vidst købe møbler og dermed en ny seng, som jeg rent faktisk kunne være i. Men det betød også, at jeg skulle ud i offentligheden. Liam havde forklaret mig flere detaljer omkring det hele, så jeg forstod det bedre. Det var pænt af ham, og jeg var så evig taknemmelig. Han havde også fortalt, at han havde sin egen lejlighed, hvor han boede mest, men han blev hjemme nogle dage for min skyld. Endnu en grund til, at jeg kunne lide ham så godt. 

 

Jeg træk dynen hop til hagen, hvor jeg prøvede på at lukke øjnene. Nu ville jeg bare gerne sove, så måtte jeg tage en dag ad gangen. 

 

 

 

Jeg vågnede ved sollyset, som strømmede ind af vinduet. Det føltes rart men gjorde også, at jeg allerede måtte stå op. Hvad mon Mr. & Mrs. Mikaelson lavede? Jeg vidste ikke hvad jeg skulle kalde dem mere, alt virkede så utrolig forkert. 

 

Jeg rejste mig op fra madrassen, som gav nogle fjedrede lyde fra sig. Mit tøj var stadig den klamme hospitalsdragt, som ærligtalt ikke var særlig køn. 

 

Jeg var spændt for i dag, for hvad jeg skulle opleve. Louis havde snakket noget om, at jeg ihvertfald skulle have nyt tøj, hospitalsdragten skulle jeg ikke have på mere, og det var min mor og far også helt enige i. 

 

Jeg gik over mod døren, hvor jeg trak ned i håndtaget, så den gik op. Jeg havde aldrig været ude og shoppe før. 

 

Gulvbrædderne var af en eller anden grund lune, så jeg frøs ikke det mindste, selvom jeg gik rundt på bare fødder. Det ville jeg have gjort i det gamle hus, derfor havde jeg også altid hygge sko på. Det her virkede meget mere trygt.

 

“Godmorgen, har du sovet godt?” Min mor kiggede straks på mig, da jeg kom til syne i døren. Jeg nikkede høfligt, “det var helt fint.” Svarede jeg, imens jeg prøvede på at holde tonen. Hun skulle ikke tro, at jeg var utaknemmelig. 

 

“Skal du have morgenmad?” Min far, som kom gående ind i køkkenet, havde en krøllet avis under armen. Hans smil fyldte næsten hele ansigtet, og det fik ham lidt til at ligne en julenisse. Sådan en havde mine “falske far?” altid stående i haven, så den rigtig stod og stirrede på en, når man gik forbi den.

 

“Jeg kan godt lave det selv.” Smilede jeg, så han ikke skulle lege tjener for mig. De havde allerede gjort så meget for mig, i det mindste kunne jeg sørge for mig selv. Jeg gik et par skridt ind i køkkenet, men han stoppede mig, ved at hive en pose brød ud af skabet. 

 

“Nej sæt du dig ned, jeg tror også at Liam har en plan for i dag, som du skal høre.” Han sendte mig et skævt smil, hvorefter han begyndte at hive brød ud af posen. Jeg kiggede lidt åndsfraværende på ham, indtil et host lød ved siden af mig. Jeg kiggede forvirret til siden, hvor Liam sad ved spisebordet, med et smil på læben og kiggede på mig. Jeg havde slet ikke opdaget hans tilstedeværelse før nu. 

 

Jeg bed mig i læben, for at skjule det lidt, selvom det nok ikke hjalp det store.

“Godmorgen solstråle.” grinede han, hvorefter han klappede på pladsen ved siden af sig. Jeg kiggede lidt tid på ham, hans hår var rodet sammen i en kage, ikke fordi der var så meget hår, men det der var sad hulter til bulter. Det så meget sødt ud, det måtte jeg indrømme. Jeg nikkede, da jeg kommet lidt til mig selv.

 

“Jeg har en ide.” Sagde han, da jeg havde taget plads ved siden af ham. 

“Den vil du kunne lide.” Brød min mor ind, hvilket fik mig til at kigge på hende. Hun stod med ryggen til, imens bacon og noget der lignede æg syede på panden. Duften var ihvertfald ikke til at tage fejl af, den fyldte mine næsebord hver gang jeg trak vejret. 

 

“Ja sagen er den, at mor og far skal snakke med nogle fra kommunen osv. du skal jo registreres som borger igen, så derfor vil jeg tage dig ud på en lille tur.” Jeg fjernede blikket fra min mor over til Liam, som sad med et hemmelighedsfuldt blik.

 

“Hvad skal vi?” spurgte jeg, da han ikke sagde noget.

 

“Først og fremmest, skal du have noget andet kluns.” Han gjorde et nik mod mit tøj, “men det andet vi skal, det er en overraskelse.” Han fjernede hænderne fra bordpladen, som han hidtil havde haft dem på, da en tallerken æg, bacon og ristet toast blev sat foran ham. 

 

“Jeg har ingen penge.” mumlede jeg, da en ens tallerken blev sat foran mig også. Han kiggede seriøst på mig, “selvfølgelig betaler jeg.” grinede han så let, hvorefter han stak gaflen ned i ægget, så blommen langsomt begyndte at flyde ud.

 

“Mener du det?” Jeg ville helst ikke presse mig på, det var jo hans penge, jeg var bare.. hans søster. Hans søster! Det virkede mærkeligt at sige det i den sammenhæng, vi var i familie. Men jeg kunne godt lide det. 

 

“Selvfølgelig, søs.” Han lagde tryk på ordet “søs”, hvilket fik mig til at smile. 

                                                    XXXXX

 

“Okay det er helt fint, jaja mor.” Liam blev ved med at bekræfte, at han ville passe på mig, når vi skulle ud og “shoppe”. Jeg var mere spændt på det, som han havde planlagt til mig bagefter. 

“Mor det er fint.” Jeg slog armene ud, så hun kunne give mig et ordentligt kram.

 

“Ja okay.” Hun smilede varmt til mig, “jamen så ses vi senere, din far og jeg skal også til at afsted, mange papirer skal underskrives osv.” Hun lød en smule stresset, men det bebrejdede jeg hende nu heller ikke for, de gjorde det jo også for mig. 

 

“Så smutter vi.” Liam tog min hånd, da jeg havde fået nogle sko på, som overhovedet ikke passede i størrelsen, da jeg havde lånt dem af min mor. Og hvad angår tøjet, havde jeg lånt nogle shorts af hende, og en stor sweatshirt af Liam, så jeg kunne holde varmen. Ikke fordi det var mega koldt udenfor, men jeg ville gerne have den på alligevel, også duftede den dejligt af ham. Han måtte da bruge mange penge på parfume, kunne jeg forstille mig. 

 

“Er du klar?” spurgte han, da han åbnede hoveddøren, så lyset næsten blændede mig. 

Jeg nikkede, klar det var jeg. 

 

Hans bil holdt parkeret lige ved siden af huset, så det var ikke særlig svært, at komme derhen. Når vi snakker om biler, så var hans bil godt nok også bare fed. Det havde jeg allerede været inde på tidligere, men fuck den måtte have været dyr. 

 

“Hop du ind.” Han åbnede bildøren i den ene side, så jeg kunne hoppe ind på passager sædet. Uden at sige noget, gjorde jeg som han sagde, imens jeg passede på ikke at snavse bilen med mine sko. 

 

“Vi skal ud i et shopping center, der er mange mennesker derude.” brummede han, da han selv fik sat sig ind på føresædet. Jeg lod blikket glide rundt i bilen, som så ganske ren og flot ud. Man ville nok heller ikke svine så meget, hvis ens bil var så dyr. 

 

Et billede af en lille dreng, som holdt om en lille baby, fik min fulde opmærksomhed. Billedet var klistret fast på hjørnet af ruden, så man stadig sagtens kunne holde øje med trafikken. Mine øjne analyserede billedet, for den nærmeste genkendelse, og jeg måtte sige, at det vækkede nogle minder frem. 

 

“Er det dig?” prøvede jeg mig frem, imens mit blik lå klistret fast til fotografiet. Jeg kunne mærke ud af øjenkrogen, at Liam drejede hovedet for at se hvad jeg mente.

 

“Når billede? Det er dig er mig faktisk.” Han smilede imens han sagde det, derfor virkede det så bekendt. Havde han haft det billede i al den tid? 

 

Bilen startede og motoren begyndte svagt at larme, men jeg prøvede at ignorere frygten. Biler måtte ikke skræmme mig, det måtte de virkelig ikke. 

 

“Så er kursen sat mod centeret.” meddelte han, hvorefter bilen drejede væk fra huset, og begyndte at køre ud mod en større vej. 

 

 

                                                   * * *  *

 

“Hvad så med den her?” Liam holdt en kjole op foran mig, som havde små blomster på. Den mindede mig alt for meget om mit tidligere liv, så jeg skyndte mig et ryste på hovedet.

 

“Du er virkelig svær at shoppe med.” grinede han, så hans solbriller var ved at falde af. For tro det eller ej, havde han både en stor jakke på, solbriller og en cap som gemte det meste af håret. Det var så også fordi, at han ikke ville genkendes af nogen, mest af alt for min skyld. Det så bare sjovt ud, da vi gik rundt indenfor.

 

“Jeg vil hellere have den der.” jeg pegede over mod en læderjakke, som jeg tilfældigvis havde set. Den var sort og ret enkel, men den mindede på ingen måde om det tøj, som min “fake mor” ville have valgt. Hun ville afsky den, så derfor ville jeg gerne have den. 

 

“fint nok.” Liam rakte mig en jakke, som vidste nok var i min størrelse.

 

“Her er virkelig uoverskueligt.” Stønnede jeg, da jeg fik øje på nogle sko, som stod ved siden af af nogle trøjer. Hvordan passede det lige sammen? Faktisk var det hele uoverskueligt, og tøjet var mast ind overalt i butikken, så det var til at blive svimmel over. Jeg forstod ikke hvordan folk kunne finde ting herinde, det var jo det rene kaos. 

 

“Du har bare ikke været her før.” Liam lagde en hånd bag min ryg, for at føre mig videre gennem butikken. Det var nok rigtigt, jeg havde trods alt ikke rigtig prøvet det før. Måske lærte jeg det med tiden?

 

Vi drejede over i en anden afdeling af butikken, som havde mere tøj jeg søgte efter. Ihvertfald var det meste i mørke farver, primært farven sort, som jeg ikke ejede noget af. Eller havde ejet noget af rettere sagt. 

 

“Den der.” Jeg samlede nogle rippede shorts op, som lå i en bunke sammen med en hel masse andre. 

“Hvad er størrelsen?” spurgte Liam, som var fuldt efter mig. 

 

“Hvad?” Jeg kiggede forvirret på ham, hvor kunne man se det henne?

 

Han begyndte at grine lidt, men foldede så shortsene ud, hvorefter han viste mig et mærke, hvorpå der stod et lille “s”. 

“Den er s?” mumlede jeg lidt for mig selv, men kom så i tanke om, at det nok var small. Det var ihvertfald hvad hun havde sagt, at jeg brugte i tøj. 

 

“Godt gået.” han udstødte endnu et lille grin, men tog så i mod shortsene, i sin allerede overfyldte arme. 

 

“Er der mere, som du gerne vil have?” spurgte han, med blikket glidende over de forskellige stykker tøj.

 

“Hm.” mumlede jeg, imens min øjne gennemsøgte et tøj stativ, som jeg var kommet hen til.

“De her er også pæne.” Jeg trak en top op, som var så en anelse nedringet ud, men den var pæn og sort. 

 

                                          * * * * * * *

 

 

Vi havde shoppet en del, og når jeg siger en del, mener jeg at Liam havde på en eller anden måde, havde fået fat i en indkøbsvågn, som han havde læsset alle de mange poser op i. Både sko, tøj, jakker og makeup havde jeg fået, selvom jeg flere gange havde sagt, at nu var det altså okay, så havde han insisteret på mere. 

 

Det jeg var gladest for, var faktisk bare at komme ud. Der var mange mennesker som ligsom jeg også var blevet, var de alle frie. De gik rundt og pjattede med hinanden og grinede, hvilket smittede af på mig. Også var shopping centeret også bare mega flot, med lyskæder og en springvand i midten, som jeg havde fået lov til at smide en mønt i. Hvorfor det vidste jeg ikke helt, men det havde alle de andre også gjort, så det ville jeg også gøre. 

 

“Er du klar til at komme videre?” Liam skubbede til indkøbsvognen, imens jeg bare gik ved siden af. Jeg lavede et lille hop, imens jeg slog ud med armene. 

 

“Yes sir.” Svarede jeg lidt efter, efterfuldt af endnu et mærkeligt hop, som mest af alt nok mindede om en forslået blind balarina. Eller noget i den retning. 

 

“Det var godt, for jeg er ved at blive træt.” grinede han, med blikket på indkøbsvognen, som var proppet til randen. 

 

“Tror du virkelig at din udklædning vil holde hele dagen?” Jeg kiggede på hans cap, som var trukket godt ned over håret. Hvis hans fans elskede ham så meget, som han havde givet udtryk for, virkede det da lidt mærkeligt, hvis de slet ikke kunne genkende ham. 

 

“Egentlig ikke.” Han gik hen mod udgangen, hvor dørene heldigvis automatisk åbnede. Jeg fik et lille chok, da døren åbnede lidt foran mig. Hvorfor havde den ikke et håndtag? Hvordan kunne den mærke at jeg kom? 

Jeg gik et par skridt tilbage, for at se døren bedre. Liam stoppede op, da han var kommet udenfor, men jeg kunne nemt se ham gennem glasruden. 

Tænk hvis døren lukkede imens jeg gik igennem?

“Er der ikke en anden udgang?” Råbte jeg, i håb om at han ville kunne høre det. En dame kom gående forbi med faste skridt, så døren igen åbnede. 

 

“Kom med!” halv råbte Liam, i det døren var åben, inden den igen svang i. Ja det kunne han jo sagtens sige, jeg ville da blive kvast. Tøvende tog jeg nogle skridt hen mod døren, og selvom jeg havde set den komme, blev jeg alligevel lidt overrasket da dørene åbnede. Hurtigere end jeg kunne nå at tælle, var jeg sprunget ud af døren, så jeg var ved at falde på fortovet. 

 

“Du er mærkelig.” Pointerede Liam, efterfuldt af et højt grin, som smittede af på mig, selvom jeg egentlig var dybt uenig. 

 

X X X X X X X X  X X 

 

Poserne var blevet dumpet ind i bagagerummet, så dem behøvede vi ikke at bekymre os om. Ihvertfald ikke før vi skulle have dem ud igen. Nu skulle vi så et nyt sted hen, som Liam nægtede at fortælle mig om. Sommerfuglene fløj rundt i min mave, men nervøsiteten var dog også at føle. Jeg savnede faktisk lidt at komme hjem allerede, selvom jeg kun havde været her nogle få timer. Men hele den her verden gjorde mig nervøs og utryg, jeg havde jo set tv udsendelser, hvor bygninger blev bombet. Man kunne jo aldrig vide om det her faktisk var det sidste sekund man var i live, om en lastbil lige om lidt ville ramle ind i en, om der ville komme et jordskælv eller et bombefly! Eller at ens hjerte stoppede med at slå. Sådanne ting kunne man ikke vide. 

 

Liams synsvinkel: 

 

Vi sad i bilen på vej videre, da jeg havde planlagt at vi skulle i en forlystelsespark. Hun vidste sikker knap at de fandtes, så jeg ville med glæde vise hende en. Faktisk så ville jeg vise hende hele verden, hvis det kunne lade sig gøre. Der var så meget vi skulle have indhentet, så mange til jeg ville gøre med hende. Også skulle hun også møde drengene på et tidspunkt, det havde de også givet udtryk for, at de rigtig gerne ville. Men jeg ville gerne lige vente lidt, så hun ikke blev alt for forvirret.

 

Valeries synsvinkel: 

 

“Hvor skal vi heen?” Jeg stirrede endnu en gang ud af vinduet, hvor vi passerede en masse biler. Det lignede at de bare susede afsted, så jeg knap nok nåede at se dem, før der kom en ny forbi. Det så ret sjovt ud, men blev dog også kedeligt i længden.

 

“Nu må du lige have lidt utålmodighed, pige barn.” Han grinede, hvorefter han tændte på en knap i bilen, så noget musik startede. 

 

“Jeg rummer ikke utålmodig.” mumlede jeg for sjov, hvilket fik ham til at grine igen. “Der ligner vi så ikke hinanden, jeg passer jo næsten på en børnehave i min fritid.” Jeg rynkede forvirret øjenbrynene, var han ikke sanger?? Han skruede en anelse højere op for musikken, som han begyndte at synge med på.

 

“Jeg troede, at du var sanger.” Mumlede jeg, da jeg ikke helt kunne få tingene til at passe.

 

“Haha jo men, drengene er nogle gange ikke til at styre, så jeg er for det meste den der opfører mig mest voksent.. Ellers ville det nok også gå galt.” Han begyndte at tromme på rattet, imens hans blik lå på vejen.

 

“Når sådan.” Jeg nikkede lidt for mig selv, selvom jeg ikke helt kunne forstille mig det. De lød ret sjove, hvem de så end var. 

 

“Yes nu kommer den bedste sang, som du nogensinde vil komme til at høre.” Liam skruede endnu højere op for radioen, hvorefter han begyndte på at synge en sang, som jeg måtte sige, at jeg aldrig nogensinde havde hørt før.

 

The story of my liiife” Skrålede han, med en blød stemme, som mindede ret meget om den i sangen. Faktisk utrolig meget. Men jeg havde dog hørt nogle sange før, og hjemmeundervisning havde jeg også haft, så nogle navne kunne jeg godt komme op med.

“Er det ikke ham der.. Hitler som har sunget sangen?” Spurgte jeg, hvorefter jeg prøvede på at efterligne Liams stemme, dog gik det ikke særlig godt. 

 

Et forskrækket blik kom fra Liam, imens hans øjenbryn blev skudt i vejret. 

“Hitler?” udstødte han, med foragt i stemmen. “Er det dit alvor?” Han skruede lidt ned for musikken, så vi bedre kunne høre hinanden. 

“Hvem var lige din historie lære?” Han rystede på hovedet, men længere kunne han ikke holde latteren inde. Den brølede ud af ham, hvilket fik mig til at føle mig lidt dum. 

 

“Søde skat, Hitler er eller var faktisk en.. hvordan skal jeg sige det på en pæn måde? psykopat? Han var en diktator, som havde et seriøst problem med Jøder.” forklarede han kort, med en del grin indimellem. 

 

Jeg kiggede længe på ham, imens jeg prøvede på at finde et nogenlunde svar at komme tilbage med. Måske havde jeg ramt liidt ved siden af der så, men okay min hjemmeundervisningslære var heller ikke særlig skarp, han virkede ikke engang til at være lære. Det tror jeg faktisk ikke at han var, for nogle gange spiste han hos os,  og gøre lærere virkelig det?

 

“Når jamen okay, hvem synger så den sang?” Jeg vendte blikket mod vejen, hvor bilerne stadig susede forbi.

 

“Det gør jeg faktisk.” Mit blik røg hurtigt over på ham igen, men denne gang lå hans blik igen på vejen. 

“Seriøst? Wow Liam.” Jeg nikkede anerkendende, selvom det først var nu, at jeg havde hørt en af hans/deres sange. 

“Hvad for noget musik hørte du egentlig?” Spurgte han, efter en kort stilhed.

“Det “hun” downloadede til mig, jeg måtte sgu ikke selv vælge. Det var nok på grund af jer. Men jeg hørte mest Ed Sheeran og Justin Bieber også.” Jeg kiggede ned på mine ben, som lå klasket sammen på sædet. 

 

“Det er for dårligt det der.” Jokede han, men det der fangede min opmærksomhed, var den parkeringsplads, som han lige var kørt ind på.

 

 

“Hvad er det her?” Spurgte jeg, da vi samtidig steg ud af bilen.

“Nu må du se.” Han smækkede bildøren i, hvilket jeg også gjorde efterfuldt af ham. Da de tog smæk havde lydt, trykkede han på en lille fjernbetjening, så bilen sagde en lille lyd.

“Kom så, Val.” Jeg skulle lige til at spørge ham, hvad Val overhovedet betød, men så kom jeg i tanke om Valerie, som jo åbenbart var mit rigtige navn. Jeg glemte det bare hele tiden, derfor forvirrede det mig ret meget. Jeg lignede mere en Beatrice, men det skulle der vel ændres på.

 

Vi gik op af en grusvej, indtil vi kom til et kæmpe hegn, som man umuligt ville kunne kravle op af, uden af falde ned og dø eller sidde fast. 

“Har du hørt om forlystelsesparker før?” brummede han, da vi var nået hen til et lille hus af en art, hvor der stod “billetsalg” på. Billetter til hvad? Jeg blev nysgerrig, det her havde jeg da ikke set før.

 

“Nej.” gav jeg som svar til hans spørgsmål. 

“Det kommer du til nu.” Han stillede sig op i køen til billetsalget, som heldigvis kun var meget kort, så det gik stærkt med at komme op forrest. 

 

En dame sad bag en rude af glas, og tog imod penge fra de mennesker, som skulle købe de her sens billetter. Hendes øjne faldt på mig, da vi stillede os på foran hende. Der var ikke tegn på nogen form for glæde i hendes øjne. Hendes hår var kort klippet og der sad et par briller på hendes næsetip, som fik hende til at se ældre ud. Hun lignede ærligtalt bare en, der kedede sig utrolig meget. Måske var hun lukket inde? Stakkels hende dog.

 

“Vi skal have 2 billetter.” Liam lagde et par sedler på bordet, hvor der var en lille sprække, så hun kunne tage imod dem. 

“Armbåndende kommer ud forneden, tak fordi i valgte Silver park forlystelsespark.” Hun  lænede sig tilbage, lige i det øjeblik nogle papirsarmbånd gled ud af maskinen på siden.

 

Liam var hurtigt til at klistre det ene om mit håndled og det andet om sit eget, så vi var klar til at gå derind. 

 

“Du vil elske det.” smilede han, da vi havde taget et skridt ind i “parken.” som jeg ikke havde nogen ide om hvad lignede. Der var kæmpe metal ting, som snoede sig rundt lidt som skinner på et tog, også sad der en vågn med skrigende børn, der kørte i en lyn fart rundt. Hele tiden kom der skrig fra børnene, da sad i vognene. Andre steder var der boder, hvor man kunne kaste med bolde på skiver. Det så ærligtalt meget mærkeligt ud, havde vi betalt for en totur park? 

 

“Skal vi totureres!?” Spurgte jeg pludselig, da jeg fik øje på et slags hus, hvor der uafbrudt kom skrig ud fra.

 

“Nej hvad?” Hans latter startede igen, denne gang endnu højere, hvilket fik nogle få børn til at kigge over imod os.

“Nej rolig nu, Valerie. Det er jo forlystelser og boder, dem skal vi prøve!” udbrød han, da grinet var stilnet lidt af.

“Først skal vi prøve spøgelseshuset!” 

 

XXXX 

 

Okay så jeg havde ingen ide om hvad det var vi lavede, men det var noget af det sjoveste jeg nogensinde havde prøvet. Vi var blevet slynget rundt i maskiner, som folk jublede over at stå i kø til, vi havde prøvet at sejle i en lille båd, som både Liam og jeg havde store problemer med at styre, da den konstant kørte ind i andre, også havde vi prøvet en bod, hvor man skulle kaste med bolde i et net, som konstant bevægede sig fra side til side. 

Vi havde også mødt nogle “fans” som først kiggede lidt forvirret på os, men da det vidst gik op for dem, at det egentlig var Liam, så skrig de af lungersfuldekræft. Der fik Liam givet nogle autografer og tager nogle billeder, så vi kunne komme videre uden der kom flere. 

 

“Såå hvad syntes du om dagen?” Spurgte Liam mig om, da vi kom ud fra en is biks, hvor han havde købt os begge en kæmpe isvaffel hver. Jeg havde kun smagt sådan en få gange, hvis min “falske far” havde købt nogle færdig lavede i en fryseæske. 

 

“Vildt.” Svarede jeg, da jeg havde slikket på jordbær isen, som var den øverste is kugle. Han tog selv en bid, men skar hurtigt ansigt.

“Hjernefrys!” udstødte han, med et sjovt ansigtsudtryk.

“Hahahaha.” grinede jeg, da jeg ikke kunne holde det tilbage. 

“Du skal ikke grine!” Han kiggede “strengt” på mig, selvom smilet på hans læber afslørede ham. 

“Tak for isen.” Sagde jeg pludselig, da jeg slet ikke havde fået takket ham. Han smilede varmt til mig, hvorefter ham dumpede ned på en bænk, som jeg også hurtigt satte mig på. 

“Faktisk tak for hele dagen, den har været dejlig.” Jeg rykkede lidt tættere på ham på bænken, så vi sad endnu tættere. 

 

“Skulle det være en anden gang, det er jo ikke hver dag man får sin forsvundne søster tilbage.” Han lagde en arm om mig, så en varm følelse bredte sig i mig. Tryghed og glæde og det var jeg glad for at han fik mig til at føle. 

 

“Vi skulle måske tage at komme hjemad?” Han tog en til bid af isen, da han efterhånden var nået til vaflen. 

“Tjo.” jeg slikkede igen på isen, hvorefter jeg rejste mig fra bænken, som vi ellers havde siddet på. Jeg ville også gerne hjem igen, selvom dagen havde været fantastisk. Jeg savnede mine rigtige forældre allerede, og de var vidst kommet hjem. 

Liam rejste sig også fra bænken, og sammen gik vi imod bilen, for at køre hjemad.

 

_______________________________________________________________________

Så er 4. kapitel ude! Jeg syntes det er lidt langt, men det kan også bare være, at det bare er mig. 

I må meget gerne smide jeres mening ned i kommentaren! <3

 

Liam er bare såå sød <3 

Gad godt have ham som storebror (men nu helst som kæreste, hæhæ) 

Der sker snart lidt drama, men først skal hun jo ordentlig ind i familien, ellers ville det ikke give mening. 

 

 

 

                                                  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...