Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96524Visninger
AA

34. 32 -SLUTNINGEN-

 

Harrys synsvinkel: 

Ugerne gik i snegletempo, hvert eneste minut føltes som en pinsel. Skyldfølelsen var der også nok af, så meget at det opslugte mig om natten, og fik mig til at få de værste mareridt. Liam virkede helt ude af sig selv, men han snakkede ikke særlig meget til mig. Faktisk ikke til nogen af drengene, han holdt sig mest på hospitalet hvor hun lå. For ja, den historie var jo frygtelig. Hvis man kunne se lyst på det, mente lægerne at hun ville vågne op igen, men hvornår var ikke til at sige. Hun lå i koma lige for tiden, og den uvished som bredte sig, var ikke til at klare. Jeg besøgte hospitalet stort set hver dag, for at se om hun var vågnet, men det eneste jeg så, var hendes fredfyldte ansigt, som lå med lukkede øjne og virkede mest af alt død. Jeg forstod heller ikke helt, hvordan hun var endt nede på den kolde asfalt. Hun virkede ikke ligefrem som om, at hun ville tage livet af sig selv, men hvem ved. Det var det med Valerie, man vidste aldrig helt, hvad hun havde i tankerne. Det føltes altid som om, at hun holdt inde med et eller andet. Som om de kønne brune øjne skjulte på end masse grimme hemmeligheder. 

 

“Harry, du falder hen igen.” mumlede Niall, med en bekymret stemme. Jeg kiggede hurtigt op fra maden, som vi var igang med at spise. Pasta med kødsovs - en standard ret, som nok var den eneste Niall kunne finde ud af at lave. 

“Undskyld.” mumlede jeg, hvorefter jeg rettede blikket hen på Louis, som sad med sin mobil og stirrede ned i skærmen. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige. Det hele føltes så mærkeligt, og jeg var så bange for, at de også bebrejdede mig. 

“Når hun vågner op igen, holder vi et brag af en fest, også skal Liam også nok blive god igen.” opmuntrede han, selvom det ikke rigtig hjælp. Tænk hvis hun aldrig åbnede de smukke øjne igen? Tænk hvis det bare var slut nu? 

 

                

                *        *        * 

 

Valeries synsvinkel: 

 

Lyset var foran mig, men så alligevel så langt væk. Som var det solen jeg prøvede at tage fat i, som om det var en umulig mission. Hver gang jeg prøvede på, at få fat i lyset, faldt jeg tilbage i mørket. Alligevel gav jeg aldrig op, alligevel blev jeg ved. 

 

 

Musik. Den rolige melodi, som jeg godt huskede Liam havde spillet for mig før, den trængte ind et sted. Jeg kunne genkende den, men ikke forstå hvorfor. Det føltes som om, at jeg faldt og faldt. Med et sæt, åbnede jeg øjnene så det mørke omkring mig forsvandt, og blev erstattet med et lyst rum. End masse minder flød sammen, i det øjeblik min hjerne registrerede hvor jeg var henne. Hospitalet. 

 

Jeg kiggede kort rundt i værelset, hvor der til min overraskelse befandt sig et andet menneske. Et sovende væsen, som jeg elskede noget så højt. Hans brune hår så rodet ud, næsten helt fedtet og uglet. Som om han ikke havde været i bad i flere uger, og det gjorde hans tøj også. Det var selvfølgelig min bror, som sad og sov i den elendige stol, som var beregnet til besøgende gæster. 

 

Det var vel igår, at jeg var så dum at springe ud af det vindue. Eller jeg sprang jo så ikke, jeg prøvede bare på at komme ned på altanen under mig, da den ikke var så lang væk fra Harrys, men det var så ikke en særlig heldig ide. Men i det mindste var jeg okay, udover den træthed der lå over mig. Måske skulle jeg lige tjekket spejlet? Også bagefter kunne jeg vække Liam, han var nok lidt urolig. Men okay, én nat var jo ikke det store at være bevidstløst i. 

 

Jeg trak de ubehagelige “ledninger” ud, som var boret ind i min hud. Jeg havde faktisk slet ikke bemærket dem før nu. De sugekommer som også var fordelt på min mave, fik jeg revet ud med lidt besvær. Måske skulle jeg bare droppe det med spejlet, jeg lignede nok alligevel en bunke lort. 

 

Da jeg ikke længere var forbundet til nogle af de maskiner, som stod ved min seng, stillede jeg mig ned på  gulvet. Det mindede mig forbandet meget om dengang, hvor jeg kørte galt med Mr. og Mrs. Michelsen. Den tanke skræmte mig lidt, og hvis ikke det var fordi Liam lå der, ville jeg nok bilde mig selv ind, at de sidste par måneder bare havde været en drøm. At jeg i virkeligheden stadig “boede” hos dem. 

 

Jeg rystede tankerne af mig, da jeg gik hen til Liam. Han så ud til at sove tungt, så jeg bøjede mig ned og lagde armene omkring ham. 

“Jeg elsker dig, Liam.” sagde jeg højt, i håb om at han ville vågne af den grund. Et par grynt lød, så jeg besluttede mig for, at sige det en gang til. 

“Jeg elsker dig Liam, noget så højt. Du aner slet ikke, hvor meget.” sagde jeg igen, hvorefter jeg kyssede ham på panden. En brummen fra ham lød igen, og kort tid efter slog han øjnene op, så de røde øjne blev blottet og de mørkerander endnu tydeligere. Var han så træt? 

 

“Val.. Valerie?” Han lignede en, der lige havde set et spøgelse. Alligevel slog han armene om med med et stramt tag. En tåre gled ned af hans kind, hvorefter endnu en. Hvorfor græd han, jeg var jo lige her? 

 

“Hvad er der galt?” mumlede jeg, hvorefter jeg satte mig på hans skød istedet, stadig med hans arme slynget omkring mig. 

 

“Er det virkelig dig? Ser jeg syner?” Hans greb blev strammere, som om han var bange for, at jeg ville forsvinde hvis ikke han holdt godt nok fast. 

“Det er mig, Valerie Payne.” mumlede jeg lidt forvirret. 

“Det har været så forfærdeligt uden dig, det føltes som om at jeg mistede dig igen.” hans stemme lød så grådkvalt, så svag og lille. Slet ikke som den Liam jeg kendte, slet ikke som den store og stærke mand han fremstod som. 

“Du må ikke være ked af det, jeg lever jo.” sagde jeg lavt, da jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle sige.

“Undskyld undskyld undskyld, det er min skyld du gjorde det.” han kiggede kort væk, “jeg vidste ikke, at du ville gøre det.” Jeg blev først forvirret, men så forstod jeg hvad han mente. Han troede, at jeg havde prøvet på, at begå selvmord.. 

“Det er ikke som du tror.” mumlede jeg, “jeg prøvede ikke på.” “jeg er så frygtelig ked af det, jeg vidste ikke at dig og Harry kunne lidt hinanden så godt, jeg var dum.” afbrød han mig, som om han slet ikke hørte efter hvad jeg sagde. Han havde travlt med at bebrejde sig selv for noget, som ikke engang var sandt. 

“Liam, jeg ville aldrig slå mig selv ihjel. Jeg ville bare gerne væk, bare gerne være alene.” prøvede jeg på at forklare, men han rystede bare på hovedet.

“Du behøver ikke, at få mig til at føle bedre. Jeg vil bare sige, at jeg holder så meget af dig..” Han strøg fingeren henover min arm, “Men Liam..” 

“Du behøver ikke forklare, ikke lige nu. Harry har forklaret mig jeres forhold, jeg forstår det godt. Jeg vil ikke stå i vejen, jeg vil ikke ødelægge noget for dig.” han snakkede hurtigt, og det lød som om, at han havde gennemtænkt det rigtig mange gange. Jeg kunne bare ikke lide, at han troede at jeg havde prøvet på at slå mig selv ihjel, når det slet ikke var hvad jeg ville. Jeg kunne aldrig drømme om, at komme væk fra mine forældre, Liam, drenge og min elskede Harry. 

“Du forstår ikke Liam.. jeg ville ikke begå selvmord, det er sandt hvad jeg siger.” Han tog min ene hånd, så varmen fra ham lige så stille blev overført til mig. “Du skal nok få den rigtige hjælp, det skal nok blive godt igen.” Han hørte slet ikke, hvad jeg prøvede på at fortælle ham. Som om ideen om selvmord havde overtaget hans hoved. Det fik mig i nogle sekunder til at overveje, hvor længe jeg havde ligget i koma. 

“Jeg har skrevet til Harry og..” Liams stemme døde hen, som om sætningen var for svær at fuldføre. Jeg tørrede lynhurtigt en tåre væk, som var på vej ned af min kind. 

 

En dør blev åbnet, så en kold brise et kort øjeblik ramte mig. Jeg havde på fornemmelsen hvem det var, men alligevel turde jeg ikke helt kigge derhen. Liams stivnede krop forklarede mig nok. Han var kommet, og jeg frygtede hvad han ville sige. Hvis han også troede, at jeg havde prøvet på selvmord, ville jeg gå amok. 

 

“Valerie..” hans bløde stemme ødelagde stilheden, som ellers havde lagt sig i lokalet. Hans skridt kunne høres, kun få meter bag mig kunne han stå. Så tæt på, at jeg kunne springe i armene på ham, så tæt på at han burde have løftet mig op, måske givet mig et kram eller et kys. Jeg kiggede istedet på Liam, som jeg stadig sad på skødet af. Hans blik lå på gulvet, som om han prøvede på at lukke Harrys ord ude. 

“Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige.” han ord fik Liam til at stirre hen på ham, med et uhyggeligt blik. Jeg rejste mig fra Liams skød, så jeg kunne kigge på Harry istedet. Jeg fik et chok over, hvordan Harry så ud. Hvordan hans øjne så helt døde ud, hvordan hans hår lignede en smadret fuglerede, hvordan hans tøj var sammensat fuldstændig tilfældigt. Hvordan hans normale genkendelige duft ikke var der mere. Var jeg skyld i alt det?

 

“Jeg” “Jeg vil ikke ødelægge dig mere Valerie, ikke mere end du var i forevejen. Det var dumt af mig at tro, at jeg kunne hjælpe på nogen måde. Det var dumt af mig, at jeg gik i seng med dig. Det var så skide dumt, og jeg hader mig selv for at være sådan en idiot..” Han kiggede kort hen på Liam, men lagde så igen sit blik på mig. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle svare, det virkede ikke til at være noget Harry sagde af fri vilje, men på den anden side. Han virkede så ødelagt, så ked af det og nede. 

 

“Jamen..” 

“Det går ikke, du bliver nød til at blive behandlet.. få det bedre. Blive rask, ellers vil jeg ikke se dig mere.” hans ord føltes som tusinde af knive, der blev stukket direkte igennem mig, gennemhullet min hud og min sjæl. Jeg kunne ikke fatte, hvad han stod og sagde til mig. Det virkede ikke som Harry, det kunne det ikke være. Jeg kunne ikke holde de mange tårer tilbage, som pludselig strømmede ned af mine kinder. Jeg kunne ikke lade være med, at bryde ud i gråd. Det kunne han ikke mene, det kunne han bare ikke.. Imellem mine tårer og slørede øjne, kiggede jeg på Liam som bare sad med et tomt ansigtsudtryk. Jeg havde på fornemmelsen, at han havde haft en finger med i det her. Ellers ville Harry ikke sige sådan, han ville gøre alt for at hjælpe mig, ikke bare forlade.. Et hulk faldt ud af mine læber, jeg måtte gøre noget. Blive rask hvis det var det, jeg ville ikke miste ham.

 

 

        

__________________________________________________________________________________________________________________

 

Omg så er den her movella "endelig" slut! Det føltes helt mærkeligt.. har virklelig elsket at skrive på den, så det er jo lidt trist.. også måden den sluttede på): Men det måtte ske, fordi der kommet som sagt en 2'er. Det har jeg også skrevet nogle gange, så bare rolig. Ved ikke hvornår den kommet, men har allerede skrevet meget lidt af første kapitel.<3

 

Har også overvejet en helt ny movella, men er ikke så god til at have 2 movella'er oppe samtidig, så skal lige tænke lidt over det.. Ihvertfald TUSIND MANGE GANGE TAK for alle de søde kommentarer, likes og favoritlister! Det giver mig bare virkelig lyst til at skrive videre, så mange gange tak<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...