Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96524Visninger
AA

33. 31

 

 

Mit blik røg modvilligt over på ham, hvor han stod i døren og stirrede på os begge med store øjne. Da vi fik øjenkontakt, rystede han kort på hovedet. 

 

“hvad?” mumlede Harry hæst, tydeligvist var han lige vågnet. End masse løgnhistorier dannede sig i mit hoved, hvordan kunne jeg lyve om det her? Sige at jeg var faret vild igår aftes??

“Hvorfor er Valerie her?” han kiggede alvorligt på Harry, som formenteligt lå med et forvirret ansigtsudtryk. Jeg satte mig op i sengen, men huskede at jeg var nøgen, og da Liam helst ikke skulle se det, lagde jeg mig hurtigt ned igen. 

“Hun.. jeg hentede hende fra festen igår, fordi hun blev alt for fuld.” mumlede Harry, som i mellemtiden havde sat sig op, så det knagede i sengens fjedre. 

 

Liam så et øjeblik tankefuld ud, men da hans blik gled igennem værelse, hvor vores tøj og mit UNDERTØJ lå og flød, blev hans ansigtsudtryk helt forkert. Han mumlede et eller andet uforståeligt, hvorefter han gik med faste skridt hen imod Harrys side af sengen. 

 

“kom med mig, NU!” halv råbte han, uden overhovedet at kigge på mig. Det var nok også bedst, jeg skammede mig alt for meget. Hvis jeg havde ødelagt noget i deres venskab nu, ville jeg aldrig nogensinde kunne tilgive mig selv. 

 

Harry kiggede kort på mig, hvorefter han hev dynen omkring sit underliv og fulgte med Liam ud af værelset. Jeg satte hænderne op foran øjnene i frustration, for helvede da også. Hvordan kunne man være så uheldig, at Liam skulle komme lige præcis nu??

 

“HVAD FANDEN TÆNKER DU PÅ?” blev der råbt, så højt at jeg sagtens kunne høre alt. Jeg svingede benene ned på gulvet, hvorefter jeg lynhurtigt fik taget mit undertøj på, og en tilfældig trøje i Harrys skab. Selvom kvalmen og hovedpinen summede i baghovedet, stillede jeg hen ved døren, for at lytte med til deres samtale. 

 

“Slap nu af Liam, det er ikke som du tro” “hold kæft!” afbrød Liam ham, med en meget sur stemme. Så sur at jeg var bange for, at han snart ville give Harry en lussing. 

“Du kan da forfanden da ikke gå i seng med min søster, er du overhovedet klar over hvad det kan gøre?!” Hans stemme var ikke til at overhøre, det fik kuldegysninger til at samle sig. 

“Jamen Liam, hør nu.” “Nej Harry, du fatter jo ikke en fucking skid. DU kan ikke bare bruge hende som et legetøj, som du har gjort med andre piger. Det her er IKKE en leg, fatter du ” “det gør jeg sgu da heller ikke!” 

“Hvorfor gik du så i seng med hende? Hun er jo ikke engang rask, du hørte TYDELIGVIS godt hvad jeg fortalte jer alle!” Blev Liam ved, og for hver gang krympede jeg mig bare mere sammen.

“Jeg kan godt lide hende, det kan jeg virkelig..” Harrys stemme blev lavere, men det ændrede ikke på Liams temperament. 

“Det ændre ikke en skid, og jeg kan godt love dig for, at du kommer til at bøde for det her! Hvis hun lige pludselig får det dårligere,” “Hun gjorde det af fri vilje, hvad tror du dog om mig?” 

“Ja det ved jeg ikke, hvis du kan finde på at gå i seng med min søster, min mindre årige søster, så ved jeg ikke hvad du kan finde på.” Liams stemme skar i mine øre, og hvis jeg ikke snart skulle gå amok, måtte jeg nok hellere stoppe med at lytte mere. Med rystende skridt gik jeg baglæns, indtil jeg stødte mod væggen. Liam var virkelig sur, og jeg var virkelig dum. Jeg ville virkelig gerne væk lige nu, have mine tanker på plads. 

 

Jeg drejede mig rundt, hvor et stort vindue var. Hvis ikke Harry boede så højt oppe, havde det været let som ingenting. Stemmerne råbte stadig, de overdøvede alle andre lyde. Med rystende hænder åbnede jeg vinduet, så jeg kunne læne mig ud og kigge ned. Jeg ville gerne ned på gaden, men der var ikke ligefrem kort ned. Hvis bare jeg svang med ned på en af altanerne, så kunne jeg komme ned derfra! En plan dannede sig i mit hoved, imens jeg overvejede mine muligheder uden for mange skrammer. Jeg kunne ihvertfald ikke blive her, det var sikkert. Så måtte jeg snakke med dem senere, det kunne jeg slet ikke overskue. Tømmermændende holdt heller ikke ligefrem igen med smerten. 

 

Uden den store overvejelse, svang jeg mig udover den franske altan, som Harry havde ude foran sit vindue. Jeg kiggede til siden, hvor der hang et slags rør, som førte hele vejen ned. Hvis nu jeg holdt godt fast i det, kunne jeg måske lige svinge mig ned på altanen under mig, også komme ned? Jeg trak vejret så roligt som muligt, hvorefter jeg lod hele min vægt afhænge af mine hænder. En anelse anstrengt, fik jeg svunget benene omkring røret, hvor at sidde lidt bedre fast. Jeg kiggede kort ned, men da der var pænt langt, kiggede jeg hurtigt væk ind mod muren igen. Højdeskræk led alle vel en smule af en gang imellem. 

 

Så koncentreret som muligt, “kravlede” jeg ned af det forholdsvis lille rør, som sad fast på bygningen. Altanen under mig var ikke langt væk, og når jeg først stod på den, var jeg jo i sikkerhed. Med det ene ben, satte jeg foden på gelænderet på altanen, hvorefter jeg også satte den anden. Det var mega dumt, det vidste jeg godt, men samtidig kunne jeg ikke se en anden udvej. Da jeg troede, at jeg stod ordentlig stabilt, slap jeg forsigtigt røret, så jeg kunne hoppe ind på altanen, men i samme øjeblik gled min fod, og et stød gik igennem mig. Jeg baskede med armene, da jeg væltede ned fra gelænderet, og videre ned hvor mine arme kun kort varigt fik fat i noget at holde fast i, men mine hænder gled dog hurtigt igen, og jeg faldt så vinden slog i mit ansigt. Et kort øjeblik føltes det helt som om, at jeg ikke var tilstede nogle steder. Ikke engang smerten mærkede jeg..

 

                     *     *         *  

Liams synsvinkel: 

Jeg kunne ikke beskrive min frustration og vrede med et ord, det hele blev bare for meget, da jeg så dem ligge sammen. Tøjet var alt sammen smidt på gulvet, og Valeries hår var rodet fuldstændig rundt. Jeg var jo ikke helt dum, men åbenbart dum nok til først at opdage det nu. Jeg var bare så bange for, at hun ville få en form for tilbage anfald, eller noget i den stil. Jeg vidste ikke med Harry, og jeg gad ikke at han bare sådan droppede hende, også ville hun blive fuldstændig knust. Desuden nagede tanken om, at min bedsteven var gået bag ryggen på mig på den måde så meget. 

 

“Jeg går ind og snakker med hende, og du siger ikke et ord!” sagde jeg strengt, da Harry og jeg ellers havde stået ude i køkkenet og diskuteret. Jeg blev nød til, at se om hun var okay. Desuden ville jeg også gerne høre hendes del af sagen, inden jeg gik helt op i det røde felt. 

Hans nikkede kort, uden rigtig at kigge på mig. Jeg knyttede næven, hvorefter jeg i et rask tempo gik ind imod værelset. Hvis hun var ked af det nu, ville jeg aldrig tilgive ham! ihvertfald skulle der meget til, hun var så sårbar i forevejen. 

 

“Valerie du..” min stemme døde hen, da jeg kom ind i et tomt værelset. Jeg kiggede mig forvirret omkring, men nej der var ingen. Hvordan var hun bare smuttet? Panik ramte mig, tænk hvis hun havde gjort noget dumt? Jeg gik længere ind i værelset, men ingen tegn var der på hende. 

 

“Harry?” råbte jeg højt, med en bange stemme. Jeg behøvede ikke at vente længe, før en forvirret Harry kom til syne i døren. Jeg behøvede ikke engang at sige noget, han regnede det godt ud. 

 

“hvor helvede..” han kiggede flere gange rundt i værelset, men pludselig stoppede hans blik ved noget. Jeg fulgte det hurtigt, så vi begge kom til at kigge på vinduet. Det stod åbnet, så vinden blæste ind. Jeg små løb derhen, selvom der ikke var særlig langt. Jeg kørte hånden igennem håret, hvorefter jeg tog mig sammen, og lænede mig ud, så jeg kunne se ned. Først kunne jeg intet se, men da mine øjne havde søgt lidt, stoppede mig hjerte. 

 

Det kunne ikke passe, det kunne det bare ikke.. Var det virkelig hende? Nej det kunne det ikke, nej nej nej. 

“Shit.” udbrød Harry, da han efterfuldt af mig havde kigget ned.

“Er det?” før jeg vidste af det, var han spurtet ud af døren. Med hjertet hamrende imod brystet, fuldte jeg efter så hurtigt jeg kunne. Igennem lejligheden, ud af hoveddøren og ned af trapperne, ud i den kolde luft, hen af vejen. Jeg løb og løb, så hurtigt at jeg sikkert ville kaste op. 

 

Jeg stoppede først op, da en menneskemængde stoppede mig. Ikke fordi der var overdrevet mange, men nok til at jeg vidste det var dér. 

Uden at kigge på nogen af dem, skubbede jeg dem der stod i vejen væk, så jeg selv kunne komme til. Og der lå hun, med lukkede øjne og i en helt forkert stilling. En tåre samlede sig, jeg turde næsten ikke engang røre hende. Harry sprang ind foran hende, og begyndte at lave hjerte massage. Snakken lød og hvis jeg hørte rigtigt, var der også flere, som ringede til alarmcentralen. Jeg kunne slet ikke fokusere på noget, min hjerte virkede slet ikke mere. Jeg ville ikke kunne klare det, hvis hun ikke var uskadt. 

  ________   Så kom der drama på bordet igen.. (: Og slutningen er tæt på nu.. Måske 2 kapitler eller 1 langt.. Ja nu må vi se, håber virkelig at i stadig læser med, og at i stadig kan lide den!<3 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...