Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96354Visninger
AA

4. 3

 

Efter en kort pause, nikkede jeg endelig til hende. Hvad nyttede det også, at gemme sig for sandheden? Jeg skulle jo se dem på et tidspunkt, og det kunne jo godt være, at de ville kunne lide mig alligevel, og at jeg ville kunne lide dem. 

Michel nikkede lidt for sig selv, hvorefter hun trak en mobil op af lommen, sådan en gammel oldsag som helt sikkert kun kunne ringe og smsé. 

 

Jeg kiggede væk, da hun begyndte at snakke med en eller anden, som så skulle sende “dem” herind. Sommerfuglene i maven var blevet til fyrværkeri, som blev ved med at sprænge. Hvad hvis de syntes, at jeg var grim og irriterende? 

 

“Okay, Valerie de kommer lige om lidt.” Michel lagde telefonen i lommen, efter hun havde lagt på. Jeg nikkede igen, uden rigtig at sige noget. Intet passede ind, alt føltes unaturligt. 

 

“Hvordan har du det?” Hendes øjne blev smalle, hver gang hun kiggede medlidende på mig, det var næsten til at blive irriteret over, men sådan var det vel. Jeg tog en dyb indånding, for ligesom at berolige mig selv. 

“Jeg ved det ikke.” fik jeg sagt, med en stemme som i det mindste ikke kom ud som hvisken. 

 

Jeg kunne se på hendes læber, at hun skulle til at sige noget, men blev afbrudt af døren som gik op. Jeg kiggede straks derhen, men anelse bange anelser. Nervøsiteten boblede i mig og fik mig til at bide mig i under læben. 

 

Da den grålige dør var helt åben, kunne jeg se 3 mennesker og en læge bagved dem, alle sammen med et målrettet blik i øjnene. Alligevel kunne man godt se, at der var noget som nagede dem. 

Den første som kom gående ind, var en kvinde med lyst hår. Hendes øjne så tomme ud, næsten deprimerede, men da hun fik øje på mig, åbnede hun munden svagt. Jeg bed mig endnu hårdere i læben, dette her var ubehageligt. 

Bag hende kom en mand med brunligt hår, og aller bagerst en dreng. De måtte alle sammen være i min familie. 

 

“Min lille skat!” Udbrød kvinden pludselig, som om det ikke var gået op for hende før nu, at det faktisk var mig. Ikke fordi jeg selv havde forstået det. 

 

Før jeg nåede at reagere ordentligt, havde hun trukket mig ind i et kram, og dér kunne jeg ikke holde min tåre tilbage og det virkede som om, at hun heller ikke kunne. Mine kinder blev våde igen, selvom om man skulle tro at jeg da snart måtte stoppe med mit flæberi, men det blev bare ved. Mine øjne blev duggede, og øjenvipperne helt våde. 

Ud af øjenkrogen kunne jeg se af de to andre mennesker også havde fået våde øjne, men ingen af dem sagde noget. Jeg fik øjenkontakt med manden, som jeg gik ud fra var min far, han lignede mig i grunden også meget mere end Henrik. Vi havde de samme øjne, det kunne jeg se på lang afstand. Vi fik øjenkontakt, selvom jeg stadig blev holdt om af kvinden, som måtte være min mor. Et lille nik fra mig fik ham til at komme tættere, og lidt efter sluttede han sig til os i krammet. 

 

Efter mange tåre og kram trak vi os endelig fra hinanden, tænk at de var mine forældre. Jeg kiggede over imod drengen, som bare stod og stirrede fortabt på mig, med en tåre trillende ned af kinden. Han lignede en på omkring 19-22 år, hvis jeg skulle gætte på et tal. Havde jeg også en bror?

 

“Hvem” “Det er din bror.” Min mor som hun jo åbenbart var, tørrede en tåre væk fra min kind, selvom der hele tiden kom nye. Jeg tog et skridt hen imod ham, hvilket han hurtigt opfattede, så han tog resten af skridtene og omfavnede mig. Duften af parfume trængte ind i mine næsebor, det føltes helt trygt. 

“Jeg har sådan savnet dig.” mumlede han stille, men fordi vi stod så tæt, kunne jeg sagtens høre det. Jeg ville gerne sige det samme tilbage, men jeg anede ikke, at han eksisterede indtil for få minutter siden.

 

“Tak fordi i fandt mig.” snøftede jeg, med en pjevset stemme. De virkede allerede til at være nogle fantastiske mennesker, meget venligere end mine hidtil “ falske forældre” eller hvad jeg skulle kalde dem. Jeg kunne allerede lide dem meget bedre, selvom jeg kun havde tilbragt nogle minutter med dem. 

 

“Vi har savnet dig så forbandet meget.” Min far, som det nu var, tog min hånd og klemte den hårdt, som om han var bange for, at jeg ville forsvinde, hvis ikke han holdt fast. 

 

Det var uvirkeligt men fantastisk. Det føltes lidt lige som om noget i mig blev helt igen, som om jeg hele livet havde manglet en brik inde i mig, men nu blev den samlet sammen. Ligesom nogle gange hvis man føler sig tom indeni, det her var måske nok første gang, at jeg rigtig følte mig rigtig og godt tilpas. 

 

                X X X XX X 

 

“Valerie, vi vil gerne have dig med hjem, hvis du gerne vil det?” Min mor, som jeg havde fået fortalt hed Karen Payne, smilede en smule forsigtigt til mig. Hvordan kunne hun dog tvivle på det? 

Jeg nikkede hurtigt, så hun ikke skulle tro noget andet. 

“Det er godt at have dig tilbage.” Sagde hun så igen, for nok 20. gang, men det gjorde mig ikke noget. Jeg var glad for at være tilbage hos dem, tænk hvis de aldrig havde fundet mig? Så havde jeg levet et evigt liv med de to falske mennesker i uvisheden. Den tanke fik kuldegysninger til at gå igennem min krop.

 

Jeg kiggede hen på Liam, som jeg også havde fået fortalt lidt om. Han var åbenbart en sanger? Jeg havde ikke helt forstået det, men det virkede til at han havde ret meget succes, de roste ham ihvertfald meget. Han virkede mere til at være en rigtig venlig og nede på jorden person, hvis alle mennesker var så venlige som dem, ville jeg med glæde møde flere. 

 

De havde også spurgt meget ind til mig, men dog meget påpasseligt. Et hvert spørgsmål var blevet tilpasset så jeg ikke skulle føle mig stødt, det kunne jeg sagtens mærke. Så jeg havde også fortalt så meget som muligt omkring det hele.

 

“Skal vi ikke tage hjem i de trygge rammer, så kan du se dit hjem?” Spurgte min far pludseligt, med et venligt smil. Jeg kiggede hen på ham og kunne ikke andet end at smile tilbage. 

 

“Det vil jeg meget gerne.” Jeg prøvede på at styre mit smil, imens jeg snakkede. Jeg ville meget gerne se mit rigtige hjem, selvfølgelig ville jeg da det.

 

“Vi bor inde i London.” Min mor lagde en hånd på min skulder, hvilket fik mig til at smile til hende. 

“Der har jeg aldrig været før.” mumlede jeg,  ihvertfald ikke efter jeg blev taget. Jeg havde faktisk kun prøvet på at være i Blackpool, som var en lille lorte by. Mest af alt i “mit” hus, som jeg afskyede nu. 

“Aldrig?” Liam kiggede på mig, med et ulæseligt blik. 

Jeg nikkede stumt, “aldrig været ude for Blackpool, faktisk knap aldrig været ude fra huset.. Udover haven selvfølgelig!” Jeg prøvede på at få det til at lyde okay, så de ikke skulle få alt for meget medlidenhed. 

“Det er.. sygt.” Han lagde en hånd bag min ryg, da vi alle rejste os op fra sengen, som vi havde siddet på i det sidste stykke tid. 

“Det var hverdag for mig.” Jeg kiggede sammenbidt på ham, for at se hans ansigtsudtryk. Det var ret nemt at læse, selvom jeg kunne se, at han prøvede at skjule det. Han så næsten rystet ud, selvom det lille tværrede smil prøvede at dække over det. 

“Det skal vi lave om på!” Var han hurtig om at sige, “først skal vi hjem.” de smilede alle sammen varmt til mig, sådan som et rigtigt smil skulle være. Ikke sådan et stift falsk smil, som mine “falske forældre” ellers havde brugt, nej dette her var ægte. 

 

 

“Er det jeres bil?!” udbrød jeg, da vi stod ude på parkeringspladsen. Min mor kiggede opmærksomt hen på mig, med et lille smil på læberne. 

“Ja det er Liam, der har sørget for det.” Hun klappede Liam på ryggen, hvorefter hun fiskede nogle bilnøgler op. 

“Jeg har jo min egen bil.” Liam kiggede hen på mor, med et lidt sammenbidt ansigtsudtryk. 

“Når ja, du bliver nød til at køre selv, hvad med drengene?” Hun kiggede hurtigt hen på mig, med et smil. Som om hun hele tiden skulle forsikre mig om, at alt var i den fineste orden. 

 

“Har du din egen bil?” Jeg lavede store øjne, jeg havde ikke engang haft min egen cykel, også havde han sin egen bil! 

Han sendte mig et overdrevent smil, “den skal du lige se!” 

“Mor?” Liam kiggede hen på mor, men hun nikkede bare hurtigt. 

“Smut i hurtigt hen og se den, men hun kører med os!” Vi nikkede begge to, selvom det nok mest var ment til Liam. 

 

“Hvordan kan du have din egen bil?” spurgte jeg, imens vi gik over i den anden ende af parkeringspladsen, hvor der holdt rækker af biler.

“Hm, nu har jeg jo tjent ret mange penge, så det siger lidt sig selv.” forklarede han kort, hvorefter han stoppede op foran en bil, som jeg flere gange havde set i film. Den var lakeret helt glat og sort, også så det ud til at man kunne fjerne taget, ikke fordi jeg havde nogen forstand på biler overhovedet, men den så godt no dyr ud.

“Wow..” mumlede jeg, med åben mund. Det skulle ikke undre mig, hvis jeg lignede en fra stenalderen, som var kommet transporteret til fremtiden. Jeg mener, jeg havde jo ikke ligefrem set særlig meget i virkeligheden.

“Ja.” han strøg en finger over lakeringen, imens hans øjne lå på den.

“Du kan en dag få en tur i den, men det er nok bedst at du køre hjem med mor og far, jeg kommer lidt bagefter jer.” Han smilede til mig, så hans mundviger gled op af. Han lignede lidt sådan en rigtig glad hundehvalp, som lige havde fået en godbid.

“Desuden bliver drengene nød til at køre med mig, de venter derinde. Og jeg ikke at det er en særlig god ide, hvis du skal til at møde dem nu.” forklarede han, selvom jeg ikke helt forstod hvem de var. Drengene?? 

Jeg undlod dog at stille spørgsmålstegn ved det, istedet nikkede jeg bare forstående. 

 

“Kom.” Han tog mig i hånden, så den blev helt varm. Han gjorde mig virkelig tryg, også bare det at han fulgte mig tilbage til bilen, selvom de holdt så tæt på hinanden. Han var en rigtig storebror, sådan en jeg altid havde ønsket mig. 

 

“Så du så bilen?” Karen/min mor smilede oprigtigt til mig, da vi var kommet derhen. Jeg nikkede ivrigt, hvorefter jeg nikkede hen imod Liam. 

“Vi kører nu så, du henter bare drengene og kører dem hjem, også kommer du lige med det samme?” Min mor kiggede spørgende på Liam, som hurtigt nikkede. 

“Jo, vis ses søs.” Han trak mig hurtigt ind i et kram, så jeg kom til at smile endnu en gang. Jeg kunne stort set ikke andet end at smile, de mennesker var så rare og søde imod mig. 

 

“Jamen så kører vi.” Min far åbnede bildøren for mig, så jeg kunne komme ind på bagsædet. 

Jeg nikkede, hvorefter jeg hoppede ind på sædet, som føltes brændende varmt mod min bare hud, da bilen nok havde stået i solen i lang tid. Jeg spændte mig om hyggeligt, og knipsede derefter selen fast. 

 

Lidt efter blev begge bildøre smækket i, og vi sad alle sammen inde i den kogende varme bil. 

“Det er en lidt lang tur.” meddelte min mor, da min far satte bil nøglen i. Lyden af bilensmotor fik mig til at ryste en smule. Bare biler i det hele taget skræmte mig lidt efter uheldet, tænk hvis vi kørte galt? Jeg satte hånden fast om håndtaget på bagsædet, for at holde mig bedre fast. Det var helt klart ubehageligt, og fik nervøsiteten til at stige lidt. 

 

Jeg kom til at tænke på Mr. & Mrs. Mikaelson, som lægerne havde kaldt dem. Hvad mon de lavede? Jeg håbede på at de kom i fængsel og aldrig blev lukket ud igen, men en lille bitte del af mig syntes heller ikke de skulle udsættes for så meget. Jeg havde trods alt levet med dem i omtrent 11 år, om det hele så var en løgn eller ej. Men jeg ville dog aldrig tage kontakt til dem igen, aldrig ville jeg se deres ansigter eller høre deres stemmer! Jeg var en Payne ikke en Mikaelson. 

 

 

                                   * * * * *

 

“Okay så det her er dit værelse.” Min mor åbnede en hvid dør, i huset som jeg lige havde fået en rundtur i. Og jeg var ærligtalt meget overrasket, det var så flot og hyggeligt. De havde indrettet meget personligt, hvilket gjorde at jeg følte mig mere hjemme. 

 

Jeg strakte hals, da døren blev åbnet, for at se ordentligt ind. Værelset lignede noget der ikke var blevet rørt i flere år, hvilket det jo nok heller ikke var blevet.. Der var opryddet helt fint, ellers stod der stadig baby møbler, som en tremmeseng, en kasse med legetøj og bamser. 

 

Jeg gik ind på værelset, for at se mig bedre omkring. Jeg kunne faktisk godt huske noget af det her! Jeg havde haft værelset i et flashback, det kunne jeg genkende nu. Og bamsen med det ene øje, den kunne jeg også genkende. Det føltes lidt uhyggeligt, men jeg var glad for at være hjemme. 

 

“Vi skal nok få renoveret værelset, og du kan få nogle nye møbler. Det har vi aldrig fået gjort, da det føltes forkert at fjerne dine ting.” Min mor kiggede kort rundt i værelset, hvorefter hendes blik endte på mig.

 

“Ja det er fint.” gav jeg som svar, da jeg egentlig også helt ville have et nyt, så jeg ikke skulle blive mindet om det hele tiden. Jeg ville helst bare starte på en frisk, som om intet andet var sket.

 

“Så hvad har du lyst til nu? Vil du gerne være alene?” Min mor satte hånden i dørkarmen, imens hun kiggede undersøgende på mig. 

“Nej, jeg vil gerne være sammen med jer.” Hun nikkede, igen med et smil på læberne. 

“Liam kommer også lige om lidt, og jeg er ret sikker på, at der ikke var nogen fans som opdagede os.” Hun gav tegn til at vi skal gå videre, så jeg fulgte efter hende ud af værelset. 

“Hvilket fans?” Spurgte jeg, imens vi var på vej ud i køkkenet, hvis jeg huskede rigtigt fra rundturen.

“Ja Liam er jo medlem i One Direction, det snakkede vi ikke så meget om, men det er et kendt boyband her i England, eller faktisk i hele verden.” Hun grinede let, med en glad klang i stemmen. 

“Han meldte sig til X Factor, også fik de succes, så nu turnere de verden rundt, har du aldrig hørt om dem?” Hun stoppede rigtig nok op ude i køkkenet, hvor hun efterfølgende gik hen og tændte for en rød elkedel, så der kom en lille lyd fra den. 

“Nej jeg havde ikke rigtig så meget internet, det måtte jeg ikke rigtig bruge så tit” forklarede jeg kort, imens jeg satte mig ned ved spisebordet. Hun fandt nogle kopper frem fra skabet, som så virkelig søde ud, den ene med små ællinger på og den anden med en mor and. 

 

“Jeg har drukket af denne her kop i årevis, fordi du elskede den som lille.” fortalte hun pludselig, tydeligvist et emneskift, men det gjorde mig ikke så meget.

“Kan du huske den?” Hun stillede en kop dampene varm te foran mig, og en skål sukker ved siden af. 

Jeg kiggede igen på koppen, imens jeg prøvede på at huske tilbage.

“Lidt.” endte jeg ud i at sige, selvom der ikke ringede nogen klokke. 

“Du ville altid have, at jeg skulle drikke af den før i tiden.” Hun grinede, så man kunne ane hendes hvide tænder. 

 

“Men der er noget, som du skal forberede dig på.” Sagde hun efter lidt stilhed, med en smule alvor i stemmen. Jeg kiggede opmærksomt på hende, med munden fuld af den varme te. Den smagte godt og krydret, lidt som en jule te. Den mindede mig om noget, jeg kunne bare ikke huske hvad. Jeg tog endnu en slurk, imens jeg ventede på at hun skal fortsætte.

“Liam er jo som sagt kendt, så pressen følger meget med i vores liv.. De ved med det samme, hvis du befandt dig i f.eks. lufthavnen eller inde i byen. De finder frem til alt, og jeg begriber ikke helt hvordan. Hvad du skal vide er, at når de finder ud af at vi har fundet dig igen, og at du er i live, ved hele verden det også. Du vil højst sandsynligt blive stoppet på gaden og forfulgt af kameraer, folk vil spørge ind til dig, men du skal bare afslå hvis du ikke har lyst til at svare.” Hun holdt en lille pause, imens hun lod mig tygge lidt på ordene. Er han så kendt? Vidste hele verden at jeg var væk? Jeg kiggede ned i den sorte te, som kun fyldte omtrent halvdelen af glasset op. Vidste alle hvem jeg var? Jeg fik pludselig en dårlig smag i munden, ved tanken om alle de mennesker. Jeg var slet ikke vant til så mange, det gjorde mig lidt urolig. 

“Liam skal nok passe på dig.” skyndte hun sig at sige, da mit ansigtsudtryk ændrede sig. 

“Det er fint.” Jeg tog endnu en tår af teen igen, og lod den varme drik glide ned i min hals. 

“Jeg kan klare det.” Jeg nikkede lidt for mig selv, for at virke overbesvisende overfor mig selv.

 

 

“I’m hooome!” Lød det pludselig gennem huset, og hvis jeg ikke tog meget fejl, var det Liam som var kommet hjem. Jeg rejste mig op fra stolen, for at begynde og vaske koppen af, men der kom min mor mig i forkøbet, med at tage den ud af hånden på mig, så jeg ikke kunne få fat på den.

“Nu skal du ikke vaske op, hyg dig med Liam, han trænger sådan til at være sammen med sin lillesøster.” Hun tændte for vandhanen, så en tyk stråle vand ramte ned over koppen. Jeg tøvede lidt, men da hun allerede var igang med sæben, besluttede jeg mig for at gøre som hun sagde. 

 

“Liam?” Jeg bevægede mig ud i gangen, hvor jeg kunne høre nogle lyde. Og som forudset, sad han på hug imens hans fingre hurtigt bandt snørebåndende op på hans sko. 

“Hej du.” Han kiggede op på mig med et forsigtigt smil, imens han stadig var igang med at få skoene af.

“Gik det godt med at få “drengene” hjem?” Spurgte jeg, da han endelig havde fået skoene af, og stilt dem over i bunken med de andre. 

“Ja de tog vidst bare hjem til Niall alle sammen.” Han lagde hovedet en anelse på skrå, så han igen kom til at ligne en hundehvalp. Ihvertfald mindede han mig om en.. 

“Hvad er Niall?” Spurgte jeg, hvilket fik ham til at udstøde et grin. 

“Niall er en dreng, medlem af bandet.” Forklarede han så, efterfulgt af endnu et grin.

Mine kinder blev let røde, så jeg kiggede en smule forlegent væk, “nåår okay.” 

 

Liams synsvinkel:

 

Jeg var lige kommet hjem, da Valerie kom ud i gangen til mig. Hendes øjne lyste af glæde, selvom man godt kunne tyde noget i den modsatte retning inde bagved. Som om hun ikke helt kunne smile ordentligt, men det bebrejdede jeg hende godt nok heller ikke! Hun havde haft det hårdt, og det var jo noget af en omvæltning, sådan at få af vide at de mennesker man havde levet med næsten hele livet, have løjet så utrolig meget. Også som hun havde fortalt, havde hun jo knap været ude for havelågen, det kunne jeg ikke lade være med at tænke på. Hun havde jo slet ikke haft kontakt til omverdenen, og vidste nok heller ikke særlig meget om noget. Al den tid hun havde været væk, har hun jo ikke haft det særlig godt. Jeg fik det lidt dårligt ved tanken om, at jeg i mellemtiden havde haft det så fantastisk, med røven fuld af penge, 4 bedste venner, en familie og mennesker der ville gøre alt for mig. Også havde hun samtidig siddet indelukket i et lille skod hus på landet, uden overhovedet at vide, at hun var blevet holdt for nar! Det nagede mig, selvom jeg prøvede på at ignorere det. 

 

Lægerne havde også forklaret os, at vi skulle passe på hende især psykisk. Hun ville ikke kunne holde til så meget, havde de fortalt os. 

“Hej du.” endte jeg ud i at svare hende, imens jeg prøvede på at få mine sko af, men de gad ikke just samarbejde. 

“Gik det godt med at få drengene hjem?” Hun udtalte “drengene” på en sjov måde, hvilket fik mig til at smile, men hun kunne dog ikke se det, da jeg havde hovedet vendt nedad.

“Ja de tog vidst bare hjem til Niall alle sammen.” Svarede jeg, da det var der jeg havde sat dem alle sammen af, for jeg ville helst gerne hurtigt hjem til Valerie. De var også meget forstående alle sammen. Ingen af os havde helt fattet det, for 2 dage siden troede jeg, at hun var mere eller mindre død, og idag var hun i mit hjem. 

“Hvad er Niall?” Spurgte hun, efter en lille tænkepause. Jeg kom til at udstøde en grin, da jeg simpelthen ikke kunne holde det tilbage. Det ville Niall blive mopset over at høre! 

 

Jeg smed mine sko over i bunken med de andre, imens endnu et grin forlod mine læber. 

“Niall er en dreng.. Han er medlem af bandet.” Jeg sendte hen et skævt smil, som hun straks gengældte. 

 

“Skal du ikke lige se mit værelse?” Spurgte jeg så, for at få gang i en samtale. 

_______________________________________________________________________

Så er tredje kapitel ude! 

Og tusind tak for alle favoritlisterne osv. Troede ikke, at det ville gå så hurtigt.<3 

Sætter virkelig pris på det, bare så i ved det.<3

 

Når men jeg ved godt, at det her kapitel er lidt langt, men det ville bare ikke helt hænge sammen, hvis jeg stoppede den et andet sted. 

Og der sker snart noget mere!

Hun skal jo også møde drengene osv. (:

Kom gerne med konstruktiv kritik<3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...