Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96434Visninger
AA

31. 29

 

Jeg har noget bedre end alkohol, men vi skal udenfor.” svarede han, og før jeg nåede at se mig om, var vi kommet hen til hoveddøren, som han fik skubbet op. Den kølige luft trængte ikke rigtig igennem til mig, selvom jeg vidste at jeg burde fryse. Det lød sikkert pisse underligt. 

 

“Flot kjole.” påpegede han, med et flirtende smil, som jeg bare rullede med øjnene af. Han skulle så sandelig ikke tro, at jeg ville falde for sådan en lam kompliment. Desuden havde jeg min Harry, og det var mere end nok for mig. 

 

“Jeg mener det, nu mindre stof nu bedre.” først fattede jeg ikke, hvad det var han mente, men da han hurtigt lagde blikket på mine bryster, fik jeg en lyst til at give ham en lussing. 

 

“Du er sådan en nar.” jeg satte mig irriteret ned på sten trappetrinet, som var ganske køligt imod min røv. Jeg kiggede i smug på Less, da han også satte sig ned ved siden af mig. Han havde gang i et eller andet, men jeg kunne ikke helt se hvad det var. 

 

“Det er sjovt.. Jeg troede du ville være helt anderledes.” mumlede han pludseligt, hvilket fik mig revet ud af mine tanker. Ikke fordi de var særlig vigtige, det var de aldrig rigtig. 

 

“Hvordan troede du, at jeg ville være så?” Jeg skulle lige til at læne mig bagover, men da der bare var luft, fik jeg vendt mig forover igen, så det gav et lille ryk i mig. Nogle gange var alkohol ikke så godt, kun nogle gange. 

 

“Jeg ved ikke.. da vi fik af vide, at du ville starte, tænkte jeg bare du ville være meget tilbageholdende.. du ved.” Han tændte pludselig en cigaret lignende ting, som alligevel ikke lignede en cigaret. 

 

“Hvordan syntes du så, at jeg er nu?” Jeg fulgte ham med øjnene, da han tog et hvæs. Først da han rakte den til mig, gik det op for mig, at det var en joint han havde rullet. I et split sekund overvejede jeg, om jeg skulle tage imod den, men endte ud i at gøre det. Hvorfor ikke? 

 

Jeg tog den op til munden, og tog et ordentligt hvæs, imens jeg ventede på hans svar. “Du er meget speciel, jeg ved ikke helt hvordan.” Han kiggede op imod himlen, som var fuldstændig sort, på trods af det få stjerner som lyste. 

 

“Er det en god ting?” spurgte jeg, hvorefter jeg rakte ham hans joint. Jeg kunne mærke trætheden i min krop, som kom med mellemrum. Jeg burde nok stoppe, med at drikke mere for i aften. Ved mindre der skulle starte en bombe krig i mit hoved i morgen, hvilket jeg gerne ville undgå. 

 

“Det er jo et godt spørgsmål.” mumlede Less, som endnu en gang tog et hvæs. Jeg kiggede på ham, fulgte med i hans bevægelser. Der var noget særligt over ham, men jeg kunne ikke helt sætte en finger på hvad. 

 

“Hvad er der sket med din arm?” kom det pludselig fra ham, imens en finger blev strøget over mit brændmærke, som jeg havde fået tilbage i Frankrig. Jeg havde faktisk helt glemt det, men nu hvor han mindede mig om det, kom episoden op i mit hoved. 

 

“Det er bare..” jeg kiggede ud i luften, for at finde den rigtige beskrivelse. “Jeg faldt ind i en kogeplade.” mumlede jeg lavt, da jeg ikke var særlig sikker på, at det overhovedet kunne lade sig gøre. 

 

“Aha, også fik du dette der store mærke?” han virkede ikke just overbevist, men det var der vel nok også en ret god grund til. “Var det de der.. Dem der kidnappede dig, gjorde de det med dig?” han rakte mig sin joint, som jeg hurtigt tog imod. En brise ramte min kind, og fik skubbet mit hår let tilbage, men jeg følte ikke kulden, som jeg måske nok burde. 

 

“Nej det var ikke dem, der gjorde det!” Svarede jeg lidt for hurtigt, uden at tænke. Sådan var det tit med mig, jeg snakkede uden at tænke først. Men det var jo egentlig først noget, som jeg var begyndt på her for nylig. Før i tiden snakkede jeg ikke særlig meget, for det syntes “de” ikke om. Også havde jeg ikke særlig mange at snakke til, så det kunne jo være ligemeget. 

 

“Hvem gjorde så?” Han lagde en arm omkring mig, hvilket fik min krop til at spænde. Selvom jeg var fuld, huskede jeg stadig på Harry. 

 

“Det er lige meget.” mumlede jeg, uden at kigge på ham. Jeg kunne mærke hans hånd klemme omkring min talje, de kolde fingre som ikke skulle røre mig. Lexi havde jo ikke beskrevet ham som “ond” for sjov. 

 

“Kom nu, hvem gjorde det?” Han strøg noget hår væk fra mit ansigt, men jeg rystede bare små irriteret på hovedet. Jeg ville helst ikke huske hans ansigt, det havde jeg prøvet at fjerne fra min nethinde. 

 

“Du er svær..” mumlede han hæst, så jeg knap kunne høre det. Jeg kunne mærke hvordan det snurrede rundt hver gang jeg kiggede rundt, så jeg prøvede på, at holde mit blik på mine ben. Det blev dog svært, da Less hele tiden trak mig tættere på sig, som var jeg hans kramme bamse. 

 

“Du har flotte øjne.” hans kommentar fik mig til at kigge forvirret på ham, men før jeg nåede at sige noget, havde han presset sine læber mod mine, i et grådigt kys som jeg slet ikke var klar på. Forvirring steg i mig, jeg kunne ikke tillade mig at nyde det her, det ville slet ikke gå. Hurtigt og bestemt satte jeg hånden på hans bryst, for derefter at prøve på, at skubbe ham væk. Jeg kunne mærke hvordan han slog min hånd væk, som havde jeg ingen styrke. Jeg drejede istedet ansigtet, så han kom til at kysse min kind istedet. Dette her var forkert, også selvom jeg ikke var gået med til det, og han havde kysset mig. 

 

“Hvad laver du?” Forvirringen i hans stemme var ikke til at overse, han troede sikkert, at han havde mig i sin hulehånd. At jeg var endnu én af de hundredevis af andre, som også ville have fingrene i ham. Eller det var ihvertfald hvad de fleste på skolen gik og sagde, så det var vel rigtigt nok. 

 

“Du behøver ikke spille så kostbar..” mumlede han kort tid efter, hvorefter en hånd blev lagt på mit lår. Jeg havde virkelig lyst til, bare at skubbe ham ind i en busk, men jeg turde alligevel ikke helt. Jeg måtte tage den med ro, og smutte på en lidt mere diskret måde. 

 

“Jeg spiller ikke kostbar.” svarede jeg tilbage med et hovedryst, hvilket bare fik det hele til at gynge endnu mere. Det mindede mig lidt om, da jeg var i den forlystelsespark med Liam. 

 

“Jo du gør da så!” udbrød han, som om det var det eneste rigtige svar. Jeg spillede da ikke kostbar? Bare fordi jeg ikke gad, at lave noget med ham. 

 

“Nej jeg gør ej.” svarede jeg stædigt tilbage, som en lille pige der ikke måtte få sin slikkepind. Jeg var faktisk aldrig blevet fodret særlig meget med slik, næ nej det syntes de åndsvage Michelson’er ikke var en god ide. Jeg slog tankerne fra mig, da han kørte hånden lidt længere op af mit lår. 

 

“Stop det.” beordrede jeg, hvorefter jeg slog hans hånd væk. 

“Se selv.” mumlede han, med en bestemt tone. 

“Hvad?” 

“Du spiller kostbar.” Han udtalte ordene langsomt og tydeligt, for at sikre sig, at jeg fattede det. Men det var jo bare sådan, at jeg ikke var kostbar. Desuden var han pisse stiv og skæv, så han ville sikkert ikke kunne huske en skid imorgen. 

 

“Nej, bare fordi jeg har en kæreste.” Kun få sekunder efter at jeg havde sagt sætningen, indså jeg hvor dumt det var. Hurtig fik jeg rejst mig op, selvom det kun gjorde den kvalmende følelse værre. 

 

“Jeg må gå.” mumlede jeg, selvom han sikkert ikke kunne høre det. Det kunne i grunden også være ligemeget, jeg skulle bare væk. 

 

“Nej, vent lige.” der blev taget fat i min arm, og jeg blev kort tid efter revet tilbage, så jeg praktisk talt faldt ind i hans arme. Det føltes alt for forkert, og det hjalp ikke ligefrem, at min reflekser var så elendige. Hvorfor drak jeg også så meget?

 

 

“Du har ikke en kæreste, jeg er jo ikke dum.” selvom jeg havde lyst til at modsige ham, lod jeg alligevel være. Det ville helt klart være bedst, hvis han ikke vidste det. 

 

“Hvorfor må jeg ikke kysse sådan en flot pige?” Han holdt en anelse strammere om mig, så jeg ikke kunne komme fri. Jeg åbnede munden for at sige noget, men endnu en gang pressede han sige læber mod mine, og da min mund i forevejen var åben, tog han det som et intiativ til at udvikle kysset. 

 

Hvad fejlede den dreng dog? Tankerne løb igennem mit hoved, imens jeg igen prøvede at skubbe ham væk, denne gang hårdere end før. 

 

“Stop.” udbrød jeg, hvorefter jeg svingede den ene hånd igennem luften, så den landede som et hårdt klask på hans kind. Hans krop stivnede, og mit hjerte begyndte at pumpe hårdere i brystet. 

 

Fuck

 

“Hvad?!” “Ups.” Jeg gik et par skridt tilbage, da han havde sluppet mig ved slaget. Så hårdt var det vel nok heller ikke, men det var nok ikke noget, som han havde set komme. I et hurtigt tempo, fik jeg vendt mig om, også satte jeg ellers i løb ud af haven og ned af vejen. Mine ben bevægede sig hurtigere, end jeg kunne nå at følge med oppe i hovedet. Faktisk vidste jeg ikke helt, hvor jeg fik den pludselig energi fra, men det skulle jeg jo ikke klage over. 

 

Da jeg ikke turde at kigge mig tilbage, og da jeg heller ikke turde at tage hjem og ligne en, som var ved at få et anfald, valgte jeg at løbe i retning af hvor Harry boede. Jaja så måtte han blive skide sur over, at jeg kom rendende midt om natten med høj puls og alkohol i blodet. Jeg vidste bare ikke helt, hvor jeg ellers skulle tage hen. Liam ville jeg ikke gøre urolig, for han tog alting ret så tungt.. Nej så var Harry lidt bedre, ihvertfald lige nu. 

  ----------   Så er der ikke så lang tid igen til, at denne movella får sin afslutning.  Og der kommer en 2'er, da jeg allerede har nogle ideer. <3
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...