Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96610Visninger
AA

28. 26

 

“Harry.” mumlede jeg, en smule overrasket da han var helt hende ved mig. Uden at sige noget, trak han mig ind i et kæmpe kram, så jeg var ved at blive mast totalt, men det betød ikke så meget. Hans parfume fyldte mine næsebor, den dejlige parfume som jeg havde vendt mig til.

 

“Jeg har savnet dig, Vals.” hans stemme var genkendelig hæs, og fik stadig nakkehårene til at rejse sig. 

 

“Jeg troede at Liam ville hente mig.” mumlede jeg, en anelse forvirret, da jeg stadig ikke helt forstod det. Hans smile blev blot større, “ja men han kunne ikke, så han spurgte om jeg ville.” Han kiggede kort hen imod bilen, som en hentydning til, at vi skulle gå derhen. 

 

“Fedt.” røg det ud af mig, selvom det egentlig var ment som en tanke han ikke skulle høre. Jeg bed mig i læben, men han så ikke ud til at tage sig af det. “Ja, det er jo dejligt at se dig igen, jeg hører at du er startet i skole?” vi begyndte at gå hen imod bilen, imens han ventede på mit svar. Ja skole.. 

 

“Ja idag faktisk.” svarede jeg en smule kort, da jeg ikke følte for at uddybe noget. Folk havde vel været fine nok.. Det var mest det, at alle gik og hviskede om mig konstant, og jeg følte mig virkelig overvåget. Der var endda nogle, som havde taget billeder af mig, som om jeg ikke havde set det. 

 

“Var det godt?” vi var efterhånden nået hen til bilen, da den holdt ganske tæt på. Jeg skar tænder, og selvfølgelig opdagede Harry mit ansigtsudtryk, den dreng opdagede jo alt. Hurtigt i håb om at slippe for konfrontationen, steg jeg ind i bilen, som nærmest var federe end Liams, ihvertfald på samme fod. Selv inde i bilen duftede der af parfume, faktisk af Harrys parfume, for at være mere præcis. Det var så sødt, at hver af drengene havde deres egen duft, så man altid kunne genkende det. Jeg elskede når fyre duftede, så det var jo bare et kæmpe ekstra plus. 

 

“Har nogen været onde ved dig? Så tæsker jeg dem..” jokede han, selvom han samtidig snakkede seriøst. Det var der vel ikke, udover at alle havde stirret totalt efter mig, men ingen havde direkte sagt noget til mig. Måske tog jeg bare alting så personligt?

 

“Nej.. Det er fint nok.” Jeg lænede mig godt tilbage i sædet, da bilen startede og begyndte at køre. Han nynnede en melodi, som mindede mig om et eller andet, jeg kunne bare ikke sætte en finger på hvad. 

 

“Hvor skal vi hen?” spurgte jeg, da jeg egentlig håbede på, at han ville tage mig med hjem til sig selv. Ja jeg ved godt, at det ville være ret dumt, taget i betragtning af paparazzier og Liam, men altså.. 

 

“Det ved man jo aldrig.” grinede han, med det søde Harry smil, som han altid havde på læberne. Han var lidt ligesom en humør bombe, og hans glade smil smittede altid af på mig. Jeg valgte at kigge ud af vinduet istedet, hvor himlen langsomt var ved at blive grå. Var det ikke sommer måske? Det kunne man ikke just se, faktisk så det mere ud som om, det skulle til at starte en slags storm. 

 

Jeg kiggede kort hen på Harry, som også havde opdaget de mørke skyer, og de få regndråber som var begyndt at vise sig. Jeg bed mig svagt i læben, da han langsomt vendte blikket hen mod mig. 

 

“Skal vi tage hjem til mig istedet?” Hans stemme fik mig til at smile ukontrolleret, hvad gjorde han dog ved mig? Jeg kiggede igen ud af ruden, hvor regnen efterhånden havde taget sin magt over himlen, men det behøvede jeg ikke at se for at vide, da lyden i sig selv afslørede det. Det hårde dunk, fra hver gang en regndråbe landede på forruden, gav en lidt afslappet stemning på en måde. 

 

“God ide.” smilede jeg, “hvor bor du?” Jeg kørte en hånd igennem håret, for at få lidt mere liv i det, da det føltes lidt som om, at det var blevet slasket. Jeg hadede når mit hår så slasket ud, det var så utiltrækkende og grimt. 

 

“Tættere på end dig ihvertfald.” Han smilede skævt, hvorefter han rettede sit blik imod vejen, hvilket nok også var en god ide, ved mindre vi ville ende ud i et uheld. Egentlig kunne vi sagtens tage hjem til mig, men nu havde vi lidt en grund til, at tage hjem til ham alene

 

                    X X X X X X X X X

 

Man var da ikke i tvivl om, at Harry havde røven fuld af penge. Bare det at gå rundt i hans lejlighed, var som at gå rundt i et boligmagasin. Alt passede perfekt sammen, både i farver og kvalitet. Det hele så ud til, at koste langt mere end hvad man havde lyst til at tænke over. Jeg måtte ærligtalt sige, at den dreng havde forstand på indretning og kvalitet! Ikke engang rod på gulvet, som jeg havde forventet. For ja med hånden på hjertet osv. havde jeg egentlig tænkt, at det lignede et bombet lokum, med tøj overalt! Men sådan så det altså også lidt ud i Frankrig.. 

 

“Kan du lide det?” grinede han, da jeg efterhånden havde stået længe og stirret på hans enorme køkken, som man da kunne holde en hel bagekonkurrence i. Det undrede mig lidt, at han var så dårlig til at lave mad, når han havde sådan et enormt køkken.. Altså hvis jeg havde det her køkken, ville jeg da ikke lave andet end mad! Det mindede mig om, at jeg ikke rigtig havde fået spist idag, udover det æble til morgenmad, da jeg smed bollen ud, som mor havde givet mig med. 

 

“Det er virkelig flot!” roste jeg, hvorefter jeg bevægede mig lidt længere ind i rummet. Det var meget lyst, da vinduerne var særdeles store. Også hang der diskrete billeder på væggen, af ham og hans familie (hvis jeg skulle gætte) og ham og drengene, også nogle få abstrakte. 

 

“Når man har pengene..” Han gik hen imod et skab i køkkenet, som han svang op, “Te eller kaffe?” hans øjne fandt hurtigt mine, da vi fik øjenkontakt smilede jeg svagt. 

 

“Kaffe!” Han nikkede, og stillede et glas med kaffepulver på bordet, hvorefter han elegant klappede lågen i igen. Langsomt begyndte han at åbne låget, og finde nogle store kopper frem til os begge.

 

“Jeg har ellers en meget god te.” mumlede han, imens han hældte kaffepulveret ned i vores kopper. Jeg kom til at smile, da han så yderst koncentreret ud. Jeg gik over imod ham, og placeret mig på en barstol, som førte op til en slags “disk” til køkkenet, så jeg kunne kigge på ham. Eller noget i den retning, ihvertfald virkede den plads god. 

 

“Jeg hader te.” mumlede jeg, imens mit blik lå på koppen, som han var igang med at hælde kogende vand i. Han stoppede kort sine handlinger, for at kigge overrasket på mig. 

 

“Hader du te? Hvorfor dog det?” Han rynkede det ene bryn, som om det kom totalt bag på ham. Var det ikke meget almindeligt, ikke at bryde sig så meget om te? Altså ved mindre der var et halvt ton sukker i, hvilket Danielle havde givet mig den anden dag.. mhm men ellers smagte det jo bare at kogt vand?? Eller havde jeg misforstået noget..

 

“Det smager bare af kogt vand.” forklarede jeg, med et lille smil på læben. Hvis i ikke allerede havde bemærket det, så kunne jeg aldrig lade være med at smile, når jeg var omkring Harry. Det var ret mærkeligt, men det skulle jeg jo ikke klage over! 

 

“Det er bare fordi, at du ikke lader det trække længe nok.” brummede han, hvorefter en kop varm kaffe blev stillet op foran mig. Jeg tog en lille slurk, men måtte hold mig for munden, da det var brændende varmt. 

 

“omg” udbrød jeg, med en pjevset stemme, som han bare grinte af. “Det er varmt!” brokkede jeg mig, “ja det er kogende vand jo.” konstaterede han, efterfuldt af et grin. Jeg rystede bare på hovedet, imens jeg prøvede på at få smerten væk, dog varede den ikke så længe. 

 

“Du er altså ikke særlig hjælpsom.” mumlede jeg, med en “for sjov” trist stemme, selvom han ikke ligefrem hoppede på den. Alligevel lagde han den ene hånd på min ryg som trøst, hvilket sendte alt for mange forkerte signaler rundt i min krop. Bare han ikke bemærkede det.. 

 

 

 

“Såå Valerie..” Harrys stemme brød stilheden, selvom den dog ikke havde varet særlig længe, og mest af alt grundet den film vi var ved at se. Jeg brummede en lille lyd, som hentydning til at han skulle fortsætte. Til information så vi Adventure Time, hvis nogen ved hvad det er. Jeg vidste det ikke, før jeg tændte for fjernsynet og blev totalt opslugt. Kald mig en lille unge, for det var en tegneserie for sikkert små børn, ikke ligefrem for en 17 årig pige men.. Jeg var jo heller ikke ligesom andre, vel? 

 

“Skal vi ikke spille et spil istedet? Den her serie er simpelthen for kedelig!” Han kørte hånden igennem håret, så det blev endnu mere rodet end i forevejen. Hans fødder lå på stuebordet ved siden af mine, så hver gang jeg grinede under serien, rørte de hinanden (og det skete altså ofte.) Jeg blev bare så glad af hans berøringer, ligemeget hvor det var henne. Der var self. nogle steder jeg foretrak.. Okay jeg måtte stoppe med de tanker, det kunne jo ikke gå. 

 

“Jo men, jeg er bare sygt dårlig til det.” mumlede jeg, imens jeg fulgte ham med øjnene tage fjernbetjeningen, og slukke for fjernsynet så skærmen blev sort. Jeg kunne ellers godt lide den serie! 

 

“Nej da, du er sikkert mega god.” Han rejste sig fra sofaen, så jeg gjorde det samme og fulgte efter ham, hvor end han så var på vej hen. Min mave begyndte at rumle, som en sur arrig hval, hvilket jeg fik et chok over. Harry som gik foran mig, vente sig kort om, for at se hvad der skete. 

 

Omg pinligt

 

“Øhm.” mumlede jeg, en smule akavet. Hvorfor skulle en mave også sige sådan en lyd, når den var sulten? Ligefrem så alle kunne høre det, for det var jo ikke ligefrem en tiltrækkende lyd. 

 

“Er du sulten?” Et smil plantede sig på hans læber, hvorefter han svingede ud i køkkenet, som lå på højre hånd af os. Lidt forvirret fulgte jeg med, til vi begge stod ude i det lyse køkken. Hullet i maven var for alvor gået i gang, med sin snart daglige larme rutine. Og hvis den ikke larmede, gjorde den bare ondt som pokkers. Det føltes ærlig talt, som et hul i min mave. Et stort sort hul, som bare ville have mad men intet fik. Så skreg den nogle gange, det var mest pinligt. 

 

“Nej, det er fint.” smilede jeg, selvom det var tydeligt at jeg løj. Sådan havde jeg det ihvertfald på fornemmelsen, Harry var ikke så nemt at narre. Og det fik jeg også bekræftet, da han begyndte at hive mel og sukker ned ud fra skabene. Vi skulle vidst bage, ikke fordi jeg havde de største forventninger til vores evner. 

 

 

 

 

___

 

Dør af glæde, hvis min historie på et tidspunkt rammer de 200 favoritlister! omg<3

 

Men ja, tak for jeres kommentarer. Elsker bare at læse dem, i er så søde!<33<3

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...