Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96477Visninger
AA

27. 25

 

 

Så hende snakker vi ikke med mere, da hun gik i seng med Tomas.” plaprede Lexi løs, i spisepausen hvor jeg var blevet vist til kantinen. Hun havde åbenbart ment sit “slæng”, som jeg nok betegnede det, ihvertfald var det dem, som jeg sad sammen med om bordet. Lexi virkede umiddelbart til at være “lederen” af gruppen, eftersom det konstant var hende, der snakkede og forklarede, hende det grinede højest, og hende der blev spurgt til råds om. Ikke lige frem den omgangskreds, som jeg havde i tankerne at omgås med, men hvis alle var sådan, måtte jeg jo bare tilpasse mig.

 

“Hvordan er det, at have en kendt person som storebror?” blev der pludselig spurgt om, efter Lexis store foredrag om hvem jeg skulle og ikke skulle snakke med, også havde hun da også snakket en del om, hvad man kunne tage på af tøj, og hvad jeg ikke måtte. 

“Det ved jeg ikke, jeg elsker ham.” Svarede jeg lidt forvirret, det at han var kendt ændrede jo ikke min opfattelse af ham, slet ikke. Nok nærmere andres opfattelse af os. 

 

“Hvordan er drengene?” kom det fra en af de andre, som sad og stirrede en smule fraværende ud i luften med et kærligt blik. Jeg kiggede kort på hende, hvorefter jeg satte det ene ben over kors. 

 

“De er fantastiske at være sammen med, helt nede på jorden og glade.” Fortalte jeg kort, da jeg ikke gad at snakke for meget om dem, også fordi jeg vidste, hvor nemt folk kunne opføre sig falskt, fordi jeg kendte dem. 

 

“Er de..” “så piger, lad hende nu lige være.” afbrød Lexi, med en hånd på min skulder, “jeg tror ikke vi skal spørge så meget, det er jo første dag.” hun blinkede til mig, efter hun havde sendt dem et dræberblik. Jeg var en anelse forvirret, over den måde hun opførte sig på. På den ene siden opførte hun sig som om, at hun ejede alt og alle, selv hele skolen, og på den anden side opførte hun sig beskyttende overfor mig. 

 

Klokken der ringede ud til næste time, fik alle til at afgive et suk, hvorefter kantinen langsomt blev tømt for mennesker. 

 

 

                    X X X X X X X X

 

 

“Så hvordan gik første skoledag? Fik du nogle venner?” Liam smilede venligt til mig, da han var kommet for at hente mig, da jeg havde fået fri. Dog lige ned af en lille sidevej, så folk ikke opdagede ham. Så ville helvede da først bryde løs, kunne jeg godt fortælle jer. 

 

“Jeg tænkte på noget, og du må ikke sige nej!” Han åbnede bildøren, så jeg kunne stige ind. Jeg spændte hurtigt sikkerhedselen, man skulle jo være på den sikre side! Uheldet sad stadig i mig nogle gange, når jeg var i trafikken, men Liam var en god chauffør. 

 

“Ud med sproget.” sagde jeg, med et lille smil. Jeg var glad for, at den første dag var overstået, det kunne vel kun gå bedre fra nu af. 

 

“Drengene og jeg vil gerne invitere dig med til vores koncert på lørdag, vi er jo startet igen efter ferien, du ved arbejdet kalder.” han lukkede hurtigt sin egen bildør, hvorefter han satte nøglerne i, så motoren startede. 

 

“Det vil jeg vildt gerne!” udbrød jeg, for det var også sandheden. Jeg havde aldrig set dem til en koncert før, så selvfølgelig ville jeg gerne det. 

 

“Det tænkte jeg nok, du må også gerne invitere en veninde med, hvis det er.” han blinkede til mig, “ja hvis jeg får en.” tilføjede jeg, med blikket på bilruden. 

 

“Det er jo sikker på, at du får.. Du er jo Valerie.” han blinkede sjovt til mig, hvilket jeg ikke kunne lade være med at grine af. Gode gamle Liam.. 

 

                    X X X X X X X X

 

“Når Valerie.. hvordan går det derhjemme?” psykologens bløde stemme forekom mig falsk, også bare den måde hun sad med benene over skrævs, også en kuglepen i den ene hånd. Jeg skulle jo gå til psykolog, efter disse “uheld” i Frankrig. Men alligevel skulle jeg jo gå her, da lægerne åbenbart stadig mente, at jeg ikke var helt “stabil”. Hvad det så betød, var jo en anden sag. Ihvertfald sad jeg nu hos psykologen, klokken 16:00 onsdag eftermiddag. Gad jeg det her? Nej. Skulle jeg det her? Ja. 

 

“Det går helt fint.” mumlede jeg, da det var det svar, som jeg lige kunne finde på. Det gik jo også fint derhjemme, det var mere mit hoved, som ikke kunne styre tankerne, eller skulle jeg sige stemmerne? Men dem havde jeg ikke haft i noget tid, så det var vel positivt. 

 

“Liam fortalte mig, at du har hørt nogle stemmer, kan du fortælle mig om dem?” Hun kiggede på mig med hovedet på skrå, som om jeg var et lille barn, som havde gjort noget forkert. Hvor vidste hun overhovedet det fra? Havde jeg ikke kun fortalt det til Harry..?

 

“Hvor ved du det fra?”  Røg det ud af mig, ikke særlig gennemtænkt, men jeg ville vide det. Hun kiggede kort ned i nogle papirer, hvorefter hun igen rettede blikket på mig. 

 

“Det fortalte din bror mig jo?” 

 

“Ja men han vidste det ikke!” næsten spyttede jeg ud, hvor var min manerer? De var vel nok blevet væk, sammen med den gamle mig. Folk ændre sig vel, når de finder ud af, at de er blevet løjet for. 

 

“Hvem fortalte du det til?” Hun var klar til at skrive ned, men det kunne hun godt glemme. Istedet kiggede jeg bare irriteret væk, så hun droppede sit spørgsmål. 

 

“Liam nævnte også noget andet..” Hendes stemme ændrede sig lidt, hvilket fangede min opmærksomhed. Jeg havde godt i tankerne, hvad hun ville sige, men jeg gad bare ikke høre efter.

 

“Vil du gerne tabe dig, er det derfor at du sulter dig selv?” Hendes ord lød hårde, selvom hun sikkert prøvede på, at få det til at lyde roligt. 

 

“Jeg sulter ikke mig selv.” mumlede jeg stædigt, for det skulle hun da ikke blande sig i..? Måske spiste jeg ikke så meget, men var det ikke lige lovlig en stor konstatering at sige, at jeg sultede mig selv! 

 

 

“Hvornår spiste du sidst et rigtigt måltid?” Hun skrev lidt videre, imens hun ventede på mit svar. Jeg kiggede kort rundt i rummet, som faktisk var ganske stort, med både hendes skrivebord som vi sad ved, men så også en bog reol og et sofabord med lænestole, samt gyselige billeder på væggen. 

 

“Valerie?” hendes stemme rev mig ud af mine tanker, tænk at jeg så nemt kunne glemme alt andet omkring mig.. 

 

“Det ved jeg ikke, for ikke så længe siden?” Løj jeg irriteret, selvom det sikkert ikke virkede særlig overbevisende. Men det betød vel heller ikke det store, jeg mener.. Hvis jeg stadig var på grænsen til fed, så måtte jeg vel godt droppe nogle måltider. 

 

“Hvad har du så spist idag?” Hun skubbede sine briller tilbage, da de var ved at falde ned over næsetippen. Det så ikke just bedre ud, hendes øjne så bare større ud, som falke øjne. 

“Et æble og..” jeg gik i stå, hvilket jeg ikke skulle have gjort, for straks gennemskuede hun mig. 

 

“Kun et æble?” Hun skrev igen ned på sit papir, hvilket irriterede mig grænseløst. SKULLE hun skrive alt ned jeg sagde?? 

 

“Også brød.” løj jeg, men selvfølgelig troede hun mig ikke, det afslørede hendes blik allerede, før hun åbnede munden. 

 

“Det er ikke en løsning at sulte sig selv, Valerie.” måden hun udtalte mit navn på, gav mig en lyst til at give hende en lussing. Hvor al den vrede kom fra, vidste jeg ikke helt. 

 

“Hvis du bliver ved, må dine forældre jo få aftalt en tid hos en læge, vil du gerne det?” Hun lænede sig svagt tilbage i stolen, så det sagde en knirkende lyd. Jeg rullede med øjnene af irritation, selvfølgelig ville jeg da ikke det. Jeg behøvede ikke besvare sådan et hjernedødt spørgsmål.

 

Mit blik landede på uret, som gudskelov var 5 minutter i 5. Om præcist fem minutter var jeg fri igen, altså lige indtil mit næste møde med hende.. Troede hun ærligt på, at jeg ville spise, bare fordi hun bad mig om det? Man kunne tydeligt se, at jeg ikke behøvede mad. Det var nytteløst for mig, det gav kun bivirkninger. 

 

“Hvis der er andet, skal du fortælle mig det. Jeg vil jo bare gerne hjælpe dig, du har haft det hårdt, det er okay.” Hendes stemme lød som en irriterede summen i mit baghovedet, det kunne hun jo sagtens sidde og sige, når hendes løn blev betalt for disse her ligegyldige møder. 

 

“Jeg må gå.” mumlede jeg pludseligt, da den var 3 minutter i. Det kunne hun ikke brokke sig over, jeg havde alligevel ikke tænkt mig at snakke mere med hende. Med hurtige skridt bevægede jeg mig ud på gangen, og ud af den rædsomme grå bygning, som kun gav mig dårligt humør. Hvis der var noget, som jeg havde brug for, skulle da det være en smøg. Heldigvis havde jeg stadig pakken fra Frankrig, jaja kald mig mega dum, men lige nu havde jeg lyst. 

 

Med et suk satte jeg mig ned på kantstenen, hvorefter jeg førte cigaretten op til munden, og lod en flamme tænde den. Jeg havde vel øvet.. 

Den rolige følelsen fra røgen, gjorde mig afslappet. Faktisk havde jeg ikke helt styr på, om jeg blev hentet eller hvad. Mor havde insisteret på at køre mig herud, men hun skulle vidst til et møde senere, så ja.. 

 

Jeg kiggede lidt rundt, for at få et overblik over stedet.. Også var der heller ikke så meget andet at lave alligevel. Jeg satte cigaretten op til munden, og lod røgen komme ind, og videre ned i mine lunger. Så måtte jeg bare be til gud og helligånden om, at der ikke var nogle paparrazier her, for så flippede mor og far da. Og med mit uheld skete det sikkert..

 

Jeg blev opmærksom, da min mobil vibrerede i lommen. Hurtigt fik jeg fisket det op med den ene hånd, for at se på skærmen. 

 

“MinLiam: Du bliver hentet om lidt, bare vent udenfor.” Jeg læste hurtigt beskeden, hvorefter jeg kiggede ud imod vejen igen. Ja jeg var stadig ved bygningen, så det måtte vel tælle. Jeg troede bare, at Liam skulle i biografen med Danielle her snart? Men min hukommelse havde så heller aldrig været særlig god, det var vel nok derfor. 

 

Da en bil drejede ind på parkeringspladsen, smed jeg cigaretten fra mig, da den alligevel var næsten død. Var det så i Danielles bil? Ihvertfald var det ikke Liams, som var drejet ind. Og hvor mange kom lige her, med mega dyre biler lige nu? 

 

Jeg gik langsomt hen imod bilen, så jeg ikke ville ligne en komplet idiot, hvis nu det ikke var Liam. Det ville egentlig være mega pinligt, jeg kunne lige forstille mig selv komme løbende i slow motion, også hoppe imod bilen, hvor en fremmed ville træde ud… 

 

Jeg rystede tankerne af mig, da bildøren blev åbnet, og en person jeg havde savnet alt for meget steg ud. Det føltes et kort øjeblik som om, at mit hjerte gik i stå og min hjerne frøs til is. Hvad lavede han her? Jeg troede at Liam ville hente mig, ikke… Harry? 

 

Jeg kunne mærke glæden boble, og sommerfuglene flyve rundt i maven. Smilet ville frem, jeg kunne ikke forhindre det. Jeg havde savnet ham, mere end jeg turde indrømme. Hans krøller sad en smule rodet, men ellers lignede han sig selv. Eller dvs. hans krøller sad jo tit rodet, så ja.. ligemeget. Han så godt ud, det var måske det jeg mente. 

 

Jeg stod bare og stirrede på ham, imens han kom tættere og tættere på mig, med et smil på læberne og et glimt i øjet. Hvordan var det muligt, at se så godt ud? Hans grønne øjne lyste virkelig igennem, åh hvor havde jeg dog savnet den dreng.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...