Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96482Visninger
AA

26. 24

 

Jeg valgte at træde et par skridt mere ind i klassen, da jeg ligesom ikke bare kunne stå der og glo som en idiot. Hvis bare læreren snart ville komme, så de kunne lade være, med at stå sådan og stirre. 

 

“Hedder du ikke Valerie?” en pige stemme fik mig til at vågne lidt op, havde jeg slet ikke opdaget, at hun var kommet hen ved siden af mig? Jeg kiggede opmærksomt på hende, som havde snakket til mig. Ganske køn måtte jeg sige, hun havde langt sort hår, og nogle ret kraftige grønne øjne. Noget sagde mig, at det hår var farvet, men det klædte hende godt. 

 

“Jo, det hedder jeg.” svarede jeg, med et lille smil. Det nyttede jo ikke, hvis jeg bare stod og så sur ud. Hun sendte mig et smil, hvorefter hun kort skævede over til de andre, som stadig havde deres øjne på mig. 

 

“Du skal ikke tage dig af dem, de er bare nysgerrige. Vi havde godt hørt, at du skulle starte, men altså jeg troede bare, at det var rygter.” Hun rakte hånden frem imod mig, som tegn til at jeg skulle tage den. Jeg nikkede kort, hvorefter jeg tog imod hendes hånd, “jeg hedder forresten June, men folk kalder mig bare for J.” hun ruskede min hånd lidt, hvorefter hun slap den. 

 

“Dejligt at møde dig!” pointerede jeg hurtigt, så hun ikke skulle få en dårlig opfattelse af mig. Hun smilede endnu engang til mig, men før hun jeg nåede at sige mere, kom en lære gående ind i klassen, hvilket fik alle inklusive June, til at sætte sig ned. Jeg blev dog stående, da jeg ikke anede hvor jeg skulle sætte mig. 

 

“Godmorgen unger, i dag har vi en.. Når du er kommet.” læreren kiggede først lidt forvirret på mig, men endte så ud i at smile stort. “Vi er meget beærede over, at du skal starte her! Denne skole er god og du skal nok falde på plads her.” Hun kiggede kort ud over klassen, som alle sad pænt på deres pladser.

 

“Elever, dette er Valerie Payne, som i har hørt lidt om skulle starte. Hun har været igennem meget, så jeg vil bede jer alle om, at tage pænt imod hende. Jeg gider ikke nogle dumme eller upassende spørgsmål, der er plads til alle i denne klasse.” Hun lagde kort hånden på min skulder, “Valerie du kan sætte dig ned ved siden af Leslie.” jeg nikkede, og skulle lige til at gå, men kom så i tanke om, at jeg ikke anede hvem denne “Leslie” var.  Mit ansigtsudtryk fik læreren til at reagere, ihvertfald råbte hun Leslie op, så en dreng med mørkebrunt hår rejste sig. 

 

“Ja han sidder dernede.” forklarede hun hurtigt, så jeg forstod. Det var også den eneste ledige plads, nu hvor jeg tænkte nærmere over det. 

Tænk dig nu om, Valerie!

 

Med hurtige skridt bevægede jeg mig derhen, med min skoletaske over skulderen (nærmere en håndtaske egentlig.) Leslie som han åbenbart hed, havde sat sig ned igen, med et lusket ansigtsudtryk. Han var egentlig meget køn, ikke på den der engle måde, som Harry var. For Harry var smuk, smuk som en engel, og det var ikke et ord, man normalt ville bruge om en dreng. Ihvertfald var ham her mere dem charmerende type (hvis man kunne sige det sådan). 

 

Hans mørke øjne og ringen i det ene øjenbryn, gjorde at han så lidt anderledes ud. Tatoveringer havde han også nok af, de dækkede næsten hele hans arme, som var blottede grundet trøjen han havde på. Jeg kunne ikke lade være, med at kigge en ekstra gang på ham, inden jeg satte mig ned på den ledige plads, ved siden af ham. 

 

Læreren begyndte langsomt at snakke om et eller andet emne, som vi lige var gået igang med, men jeg havde besvær med at koncentrere mig. Der var hele tiden en eller anden, som kiggede på mig, også hviskede den ene til den anden. Sådan kørte det hele tiden, for ikke at glemme Leslie, som jeg kunne mærke kigge på mig konstant. Som om hans øjne borede sig ind i min hud, men jeg prøvede på at ignorere det. Jeg måtte tage mig sammen, så jeg kunne lære noget og få mig en uddannelse. 

 

Viserne på uret rykkede sig hele tiden, men det føltes som om, at tiden gik i stå. Timen føltes alt for lang, i forhold til at det bare var halv anden time. Jeg fangede knap nok hvilket fag vi havde, og hvad de andre hed. Kort sagt anede jeg intet, og det gjorde mig endnu mere utryg. Lige nu ville jeg bare gerne hen til Harry, hvor forkert det end lød, så savnede jeg ham alt for meget. 

 

Da den skingrene klokke fik alles opmærksomhed, fik det alle eleverne i klassen til at pakke deres ting sammen i lyntempo. Jeg sad bare og kiggede lidt, imens klassen hurtigt blev tømt for elever, lige bortset fra mig og Leslie. 

 

Jeg rystede på hovedet, hvorefter jeg langsomt begyndte at pakke mine ting sammen, hvilket egentlig kun bestod af en engelsk bog og en blyant. Men jeg havde sådan set intet at skulle nå, ingen venner at gå ud til. Jeg var så også lige startet, kunne man så sige. 

 

“Hvorfor er du startet du den her skole?” den hæse stemme, fik mig til at dreje hovedet. Leslie eller hvad han hed, sad stadig afslappet på sin plads, og kiggede på mig med et drillende ansigtsudtryk. 

 

“Det ved jeg ikke? Jeg skulle jo starte et sted.” svarede jeg kort, med et skuldertræk. Jeg kunne mærke hans blik borre sig igennem mig, selvom jeg igen havde vendt blikket væk. 

 

“Du ligner lidt hende der fra Divergent, hvad hedder hun nu?” hans spørgsmål fik mig til at rynke brynene, selvom han ikke kunne se det. 

 

“Hvad?” 

 

“Shailene Woodley!” brummede han, selvom jeg stadig ikke fattede hans pointe.

 

“Hvad snakker du om?” Jeg kørte en hånd igennem håret, hvorefter jeg skubbede min stol ind på plads, men han flyttede sig ikke. Hans smørrede smil var stadig placeret på hans ansigt, hvad ville han mig? 

 

“Du minder bare om hende.. Jeg hedder forresten Less.” han smilede charmerende, så det flotte hvide tandsæt blev flashet. 

 

“Leslie?” spurgte jeg, med et forvirret ansigtsudtryk, men fik dog et hårdt blik tilbage, “nej det er Less, jeg ved ikke hvorfor, men lærerne bruger stadig det åndssvage navn Leslie.” Han kiggede irriteret ud i luften, men endte så ud i at ryste på hovedet. 

 

“Du må hygge dig.” også var han skredet, og efterladt mig forvirret og alene. Udfra hans udstråling ville jeg nok tænke, at han var lidt af den hårde type, men nu måtte jeg ikke dømme en bog for dens forside.. Eller hvad det nu hed. Så ville folk vel også bare dømme mig, fordi jeg var til den overvægtige side, ville de ikke? 

 

Jeg gik ud på gangen, med min taske over skulderen. Jeg havde dog ingen ide om, hvor jeg var på vej hen, men bare det lignede, at jeg vidste det. 

 

“Valerie?” en pige stemme fik mig til at reagere, selvom det kom som lidt af et chok.. Jeg måtte lære, at folk kendte mit navn her. 

 

En pige med platin blondt hår, og en tydelig streg eyeliner samt lyserøder læber, stod foran mig med et stort smil. Hendes lange lokker hang løst ned af ryggen, hvilket mindede mig lidt om engle hår, bortset fra at det så ret fake ud. Var platin blondt hår ikke altid farvet? Eller hvad, det vidste jeg egentlig ikke særlig meget om. 

 

“Ja?” Jeg kiggede spørgende på hende, da jeg huskede på, at hun havde sagt mit navn. Nogle gange glemte jeg bare, når folk spurgte mig om noget, fordi jeg havde så travlt med mine tanker.. 

 

“Skal du ikke vises lidt rundt her? Skolen er jo stor og med mange elever, jeg kan jo gøre det?” Hun snakkede hurtigt, så jeg knap kunne nu at følge med, før hun snakkede om noget andet, “og gud hvor er du bare køn i virkeligheden, jeg troede faktisk ikke, at din hud var så flot, der tog jeg fejl!” Hun slog ud med armene, i den lange strøm af ord. Burde jeg smile nu og grine? Jeg prøvede på at nikke, selvom det ikke helt virkede så overbevisende, men nu måtte jeg også være taknemmelig for, at jeg blev snakket til. 

 

“Når ja, jeg har jo helt glemt at præsentere mig selv; mit navn er Lexi Sofia Magellan.” Hun rakte hånden frem imod mig, som indbydning til at jeg skulle tage den. Med et lidt usikkert smil, rakte jeg hende hånden, som hun ruskede et par gange. Hendes negle så meget dyrt lakerede ud, hvis ikke de var fake også. 

 

“Du kan komme og sidde med os i spisepausen.” smilede hun, hvilket fik mig til at nikke svagt. Hvem var “os”?? 

 

______________________________________________________________________________________________

 

Undskyld for at der gik lidt tid, inden der kom et nyt kapitel! Jeg havde endda skrevet det... 

Men jeg har været på ferie, osv. så tiden havde ikke lige været det. 

 

MEN jeg har skrevet næsten ALLE kapitler til en er færdig, hvilket betyder hurtig update! 

Måske får i 2 kapitler imorgen.. For jeg prøver på, ikke at lave kapitlerne alt for lange som i starten. 

 

​Men like i said, har jeg næsten skrevet slutningen, sååå glæd jer (;

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...