Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96609Visninger
AA

25. 23

 

Det var nu godt at være tilbage i gode gamle England, som jeg havde savnet. Hvis man altså så bort fra de dårlige minder, som tit hjemsøgte mit sind og gav mig en lyst til at skrige. Men det var jo også i England, at jeg havde fået mit rigtige liv tilbage, så det var vel lidt 50/50? 

 

Jeg sad med hovedet lænet op af glasruden, som var på mit værelse. Det var et ganske stort vindue, hvor jeg kunne sidde i vindueskarmen, og kigge ud på alle de mennesker, som gik forbi. Vejret var ikke for godt, men sådan var det vel i England. Regndråberne gled ned langs ruden, indtil jeg ikke kunne se dem mere, men så kom der nye igen. 

 

Jeg lukkede kort øjnene i, bare et øjeblik. Det hjalp noglegange på at tænke tingene igennem, men andre gange omklamrede mørket mig, og det gjorde mig nervøs. Jeg havde været hjemme i 4 dages tid, og jeg havde ikke snakket med Harry i den tid. Kun mor og far (selvfølgelig, de havde savnet mig så meget, havde de fortalt utallige gange) også Liam, men han havde vidst tænkt sig, at han snart skulle tilbage og bo i sin lejlighed. Det forstod jeg også godt, jeg var jo også faldet godt til. Så var det bare det problem, at mine forældre mente at jeg skulle starte til psykolog en del oftere, ja Liam havde vel nok sladret. 

 

Så det var med lidt blandede følelser, at jeg var kommet tilbage. Og for ikke at glemme, så skulle jeg også starte i skole! Eller gymnasiet, high school hvad man ville kalde det, så skulle jeg starte. Jeg kunne jo heller ikke blive ved med, at gemme mig derhjemme og drikke te med mor, og se fjernsyn med far. Desuden havde jeg jo brug for en uddannelse, hvis jeg gerne ville fortsætte med mit liv. 

 

Jeg var faktisk meget nervøs, og det gjorde at jeg fik endnu mindre lyst til mad. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at spise, så det blev altså til meget lidt mad. 

 

“Valerie skat?” min mor kom ind på værelset, med et lille smil på læben. Jeg orkede ikke rigtig at svare, jeg følte mig så træt og sløv, selvom jeg havde sovet meget i nat. Istedet kiggede jeg bare hen på hende, med et spørgende ansigtsudtryk. 

 

“Jeg har snakket med din nye skole, og jeg kan trygt fortælle dig, at de glæder sig til at du starter!” Hun kom gående henimod mig, med åbne arme som om, at det var verdens bedste nyhed. 

 

“Godt.” fik jeg mumlet, selvom jeg på ingen måde mente det. Hendes arme lagde sig om mig, i et stort og kærligt kram. 

 

“Du starter altså på tirsdag, så starter du jo også til en kort uge, er det okay?” Hendes øjne analyserede mit ansigt, sikkert for at være helt sikker på, at jeg godt ville. Men sandheden var jo, at jeg ikke havde lyst. Jo jeg ville gerne komme videre med mit liv, få nye gode venner, men jeg turde bare ikke. Jeg var bange for ikke at blive accepteret, og det gjorde det ikke nemmere, at stort set alle vidste hvem jeg var. 

 

“Det er okay.” nikkede jeg, en smule tamt. Tirsdag var da tidligt, da det var søndag idag… 

“Det er jeg glad for! Du kommer ind i en rigtig god klasse, det skal nok gå det hele! Også tager vi to ud, og køber skoletaske og nyt skoletøj!” Hun fjernede en tot hår fra mit ansigt, hvorefter hun bøjede sig ned, for at kysse mig på panden. Det fik mig til at tænke på Harry, og de aftner han havde trukket mig ind til sig.. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da episoden hvor han fortalte mig, at han var forelsket i mig poppede op. Tænk at han var det, i mig! Jeg var jo bare Valerie.. Men på den anden side, så ville han nok snart miste sine følelser for mig igen, da vi ikke sås særlig meget. Jeg havde bare haft noget at se til, efter vi var kommet hjem, desuden skulle Liam jo ikke fatte mistanke. For ja han vidste det jo stadig ikke. Det mindede mig også om, at jeg ikke engang havde fået fortalt Harry, at jeg også var forelsket i ham. Før var jeg i tvivl, eller noget i den stil, men nu stod det klokkeklart. Efter at have gennemgået minderne med ham, vidste jeg for alvor, at dette måtte være en forelskelse som blomstrede inde i mig. Jeg måtte fortælle ham det!

 

 

                X X X X X X X X X

 

Skolen lå forude, kun et kvarter på cykel. Alligevel havde Liam bestemt sig for, at køre mig i skole og tilbage igen, når dagen var overstået. Det var jeg nu også meget taknemmelig for, da jeg ikke turde at støde ind i nogle på vejen. Så her sad jeg så, i en bil på vej til den ukendte skole. Selvfølgelig havde både mor, far og Liam prøvet at berolige mig, men det virkede ikke helt. 

 

I dagens anledning, havde jeg lagt en makeup bestående af concealer, eyeliner og måske lidt for meget mascara, men så hellere være på den sikre side, ikke? Mit brune hår havde jeg bare løst i nogle lange slangekrøller, som jeg egentlig tit havde. Angående mit tøj, havde jeg nogle sorte stramme bukser på, med hul ved knæet (de var altså købt sådan!) også en løs trøje med print, samt min dejlige læderjakke, som Liam jo havde været så dejlig at betale. (Jeg forstod stadig ikke, hvorfor han havde købt så meget dyrt tøj til mig.) 

 

Jeg prøvede på at koncentere mig om vejen, men mine tanker fik mig til at ryste. Jeg var så nervøs, at det var til at grine over. 

 

“Hvis du føler dig for utilpas, skriver du bare! Så henter jeg dig.” kom det fra Liam, da vi drejede på en vej hvor skolen lå på. Jeg var ikke klar, men jeg ville på en måde gerne bare have det overstået. Jeg var bare ikke vant til mennesker, det var stadig nyt for mig. 

 

“Ja selvfølelig.” mumlede jeg, med en stemme som jeg prøvede på at få til at lyde rolig og afslappet. Jeg tog fat om min taske, da bilen stoppede ved siden af skolen, ganske tæt på skoleporten. 

 

“Skal jeg følge dig ind?” spurgte han, med en rolig stemme, som normalt fik mig til at blive rolig, men denne gang var undtaget. 

 

“Nej.. Så går alle bare amok over at du er her, det går nok ikke.” svarede jeg, da det bare ville tiltrække enormt meget opmærksomhed. Jeg blev nød til selv at gå derind. 

 

“Okay, så ses vi senere ikke, skat?” Han kysset mig hurtigt på panden, hvorefter han kort klemte min hånd. Ordet skat fik mig til at smile, tænk at han var så sød, alt for sød. 

 

Før jeg ville fortryde det, og sætte halen imellem benene, åbnede jeg bildøren og steg ud. Jeg vidste folk ville kigge, så derfor gik jeg med øjnene ned af. Jeg skulle bare finde det rigtige klasse lokale, da mor havde klaret det hele ellers, for hun syntes ikke, at jeg skulle stresse med alt muligt. Ja kort sagt var alt ordnet, og jeg havde allerede fået mine bøger udleveret. 

 

“Lokale 2B..” læste jeg op inde i hovedet, hvor lå det overhovedet henne? Tænk hvis jeg kom mega for sent, og alle ville kigge mærkeligt på mig. Okay det ville de nok alligevel, så det kunne i grunden være lige meget. 

 

Jeg gik længere ned af den lange gang, som havde skabe på hver sin side af væggen, hvor der stod elever, som var travlt igang med at få deres bøger ud af skabet, eller bare stod og snakkede. Jeg kunne godt mærke blikkene, men da jeg gik med hovedet ned af, var det nok lidt svært at genkende mig. 

 

En lettelse steg i mig, da jeg få minutter senere stod foran lokale 2B. Så var det bare om at trække ned i håndtaget, og tiltrække al opmærksomheden fra klassen. Der var præcist 1 minut til at klokken ville ringe, så jeg kom da i det mindste ikke for sent. Men det ville også være akavet, at gå ind før læreren var kommet, også bare stå der helt alene og kigge. 

 

Efter en kort overvejelse, trak jeg ned i håndtaget, så døren gik op med en svag knirken. Det mindede mig lidt om en scene i en film, dette var bare virkeligheden. Imens jeg prøvede på at virke så afslappet som muligt, trådte jeg ind i klassen med et roligt tempo. Jeg kunne se, at det fleste var kommet og havde enten sat sig, eller sad i små grupper og snakkede sammen. 

 

Der blev langsomt vendt hoveder, og efter nogle få hviskende stemmer, lå næsten hele klassens øjne på mig. Det vidste altså godt, hvem jeg var. Det ville også være usandsynligt at tro andet, efter den store omtale min kidnapning osv. havde fået. Selv hvis jeg ikke havde været forsundet, ville folk vide hvem jeg var, da jeg trodsalt var søster af et verdenskendt bandt medlem. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...