Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96482Visninger
AA

23. 21

 

Jeg tabte fuldstændig underkæben, da ordene var kommet ud af hans mund. Hvad havde han lige sagt der? Var det her en drøm? Jeg overvejede at nive mig i armen, men på den anden side, hvis det var rigtigt, ville det nok blive lidt akavet. 

 

“Jeg.” Jeg sad helt målløs, hvad skulle jeg svare tilbage? Hans øjne lyste op, det virkede så ægte, og dog så forkert. 

“Du behøver ikke sige det samme tilbage, men du skulle bare vide det.” Hans stemme var stadig dæmpet, men på en hæs og sexet måde. Alle hans flydende bevægelser osede af sex, han var alt for god til mig. 

 

Jeg ville gerne sige det samme tilbage til ham, for jeg var efterhånden ret sikker på mine følelser, men jeg var så bange for et se det i øjnene. 

“Vil du nu fortælle mig din hemmelighed?” Han strøg blidt sine fingre over min over arm, så gåsehuden så stille kom frem. 

 

Af en eller anden grund, følte jeg mig ikke så nervøs omkring ham. “Jo det, det er meget svært at forklare, men jeg har det bare sådan nogle gange at..” Jeg kiggede eftertænksomt  ud i luften, for at finde et passende ord, som ville kunne beskrive det ordentligt. “Jeg føler nogle gange, at der er stemmer som snakker til mig, de skriger af mig.” Jeg holdt blikket væk fra ham, det var ydmygende at fortælle om. “Jeg ved ikke hvad der skete, men den dag i parken begyndte de lige pludselig, og de ville ikke lade mig være.” Jeg kunne mærke Harrys hånd, som stille og roligt tog et tag om min hage. Lige så stille drejede han mit ansigt, så vores øjne mødtes. De smukke grønne øjne, de gjorde et eller andet ved mig. 

 

“Troede du, at jeg ville se anderledes på dig, hvis du fortalte sandheden?” hans spørgsmål kom en smule bag på mig, men jeg valgte at forholde mig i ro, “ja nej, lidt.” endte jeg ud i at svare, med en lidt usikker stemme. 

 

“Får de der stemmer dig til at.. gøre noget?” han kiggede undersøgende på mig, som om han prøvede at læse mig som en bog. Jeg blev pludselig bange for, at han vidste det med hoften, selvom det virkede lidt usandsynligt, da han ikke havde set mig nøgen. 

 

“Nej, men de gør mig lidt bange.” Jeg smilede svagt, selvom der ikke var noget at smile af. Men et eller andet, skulle jeg vel gøre, for at løfte stemningen lidt. 

 

“Jeg skal nok passe på dig, det lover jeg dig.” Han lænede sit ansigt lidt tættere imod mit, hvorefter han forsigtigt kyssede mig på panden, “det skal nok gå, det hele.” Hans stærke arme trak mig helt ind til ham, hvorefter hans ene hånd lagde sig beskyttende omkring mit liv, “jeg skal nok passe på dig, det lover jeg.” 

 

                    X X X X X 

 

De næste par dage gik fint, drengene, Eleanor, Danielle og jeg brugte det meste af tiden i huset, hvor vi hyggede med film, kortspil og snak. I forhold til maden, var jeg stadig ikke helt overbevidst om at spise. Liam havde taget en lille snak med mig, hvor han fortalte mig hvor vigtigt det var, at jeg spiste ordentligt, hvilket jeg havde nikket til, men ikke overholdt. Jeg turde ikke spise, frygten for at blive fed lå hele tiden i baghovedet. Derfor spiste jeg kun lidt, når drengene og jeg spiste sammen, men ellers intet andet. Jeg havde endda kastet op en af dagene, fordi vi fik pizza, og Harry sad og kiggede på mig imens jeg spiste, hvilket resulterede i at jeg skulle spise mindst 2 stykker. Og dum som jeg var, gik jeg ud på toilettet bagefter, og stak to fingre i halsen for at få det op. 

 

-

 

“Rækker du mig lige salatskålen?” spurgte Louis, med et smil på læben, da vi den sidste aften havde samlet os om spisebordet, for at få et sidste måltid her i Frankrig. Så der var ovenikøbet lavet salat, hvilke til info ikke var noget, som drengene var særlig stor fans af. Men da det nu var der i dagens anledning, gled det alligevel ned. “Nej så hellere nogle store bøffer med sovs” som Zayn sagde, godt nok var jeg ret uenig der. Jeg holdt mig pænt til salaten, og det spiste jeg så også en del af. 

 

“Hvor har det bare været en hyggeligt ferie!” Niall smilede stort til os alle, hvilket vi godt kunne nikke os enige i. På trods af mine uheld, hvilket drengene gudskelov ikke havde nævnt noget om, var det jo gået meget godt. Liam havde så sagt, at jeg skulle snakke lidt med psykologen, når vi kom hjem, men det ville jeg tage til den tid. Hvis der var noget jeg ikke orkede, var det at surmule over alle de dårlige ting, som jeg skulle igennem, for der var listen da lang. Skolen (angsten for ingen ville kunne lide mig), Snak med psyk, alvorlig snak med Liam, mad, billeder af mig i offentligheden, hvis Harry mistede interessen for mig, hvis Liam fandt ud af at vi havde kysset og jeg kunne egentligt blive ved, men så ville jeg falde i søvn inden da, og dog. Jeg skulle ikke klage så meget, jeg glemte helt hvor stor en glæde det var, at jeg var kommet tilbage til familien Payne. De betød alt for mig, det kunne jeg ikke komme udenom. Liam var min klippe, eller hvad man nu skulle sige. 

 

Jeg kiggede rundt på dem alle sammen, så glade de så ud. Det gjorde mig helt glad, når jeg så dem smile. Det fik mig til at tænke på, at jeg stadig havde den pakke cigarretter faktisk. Jeg havde røget en enkel eller to, men ellers var der nu ret mange tilbage. Jeg ville ikke være en stor ryger, men de fik mig til at slappe af.

 

“Forresten, Valerie?” Liams stemme, fik mig til at reagere. Jeg sad ellers lige i mine egne tanker, “jeg har en gave til dig.” sagde han, med et hemmelighedsfuldt blik. Jeg kiggede kort rundt på de andre, men lagde så igen mit blik på ham. 

“Hvad er det så?” Jeg løftede svagt øjenbrynet, men jeg kunne dog ikke fjerne smilet. “Noget du har brug for, i dette moderne samfund.” han rejste sig, for at gå hen til et skab, hvor der stod nogle poser. Det mindede mig om episoden med mig og Harry, som prøvede på at lave en lasagne. 

“Du må gerne springe af glæde som en sindssyg.” pointerede han, da han kort tid efter havde anbragt en æske foran mig. Udfra billedet på æsken kunne jeg godt regne ud, at det var en mobil telefon, faktisk en iPhone for at være helt konkret. 

“Seriøst?” udbrød jeg, hvorefter jeg hurtigt fik låget af, så indholdet kom til syne. Ganske rigtigt en iPhone i hvid, som hed noget i retning af iPhone 5s. Det kunne også være ligegyldigt, den var flot og sikkert utrolig dyr. 

“Kan du lide den?” Jeg kunne fornemme smilet på hans læber, selvom jeg ikke kiggede på ham. 

“Øh Ja? Jeg elsker den!” Udbrød jeg lidt for højt, men alles øjne var alligevel på mig. 

“Jeg tænke også, at du havde brug for en.” han puffede til mig, hvorefter han gik hen og satte sig. 

“Tusind mange tak!” Jeg kiggede hen på Zayn, som hjælp til, hvordan jeg brugte den. 

“Jaja da.” overgav Zayn sig, med et stort smil, “jeg skal nok vise dig, hvordan man bruger den.”

 

______________________________________________________________________________________________

 

SÅÅ

Den sluttede måske lidt kedeligt, men der sker snart lidt drama igen. <3

 

(LÆS GERNE HER SKATTEBASSERE)

Og som jeg har sagt, tager de jo snart hjem osv. så der kan ske noget nyt, men jeg er faktisk lidt splittet over, hvad der skal ske. Hmm ja, har skrevet forud, men er ikke helt tilfreds med det, så i må gerne komme med idéer hvis det er! 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...