Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96688Visninger
AA

22. 20

 

Valeries synsvinkel: 

 

Jeg havde slet ikke styr på hvad der skete, det ene øjeblik brændte Jean-Henri mig med en lighter, og det næste øjeblik blev han revet væk fra mig, også kom drengene. Mit hjerte kørte på højtryk, og jeg hikstede panisk efter vejret. Tårerne var for længst drevet ned af mine kinder, og gjort mine øjne våde. Jeg kunne slet ikke snakke, hvad var der sket? Og hvad ville der være sket, hvis drengene IKKE var kommet? Jeg turde knap tænke tanken, den skræmte mig ad helvedes til. 

 

“Liam, slap af.. Fald nu ned, ikke?” Niall klappede ham forsigtigt på ryggen, efter han lige havde tæsket Jean, til han knækkede sammen ned på jorden. 

 

“Tænk på paparazzierne.” mumlede Eleanor lavt, hvilket fik ham til at slappe lidt mere af. Hvordan havde de overhovedet fundet mig? Ligemeget hvad, så var jeg yderst taknemmelig. Men så ville spørgsmålene da helt sikkert komme, hvordan kunne jeg også være så dum, at stikke af? 

 

“Valerie..” Harry var ovre ved mig, med et trist ansigtsudtryk. Jeg skulle lige til at sige noget, men hans gisp fik mig til at lukke munden igen. 

“Din arm.” mumlede han utydeligt, men jeg forstod straks hvad han mente. Smerten var ikke til at ignorere, den brændte igennem min hud. Jeg skar tænder, det måtte se slemt ud. 

 

“Vi skal hjem, NU!” udbrød Louis, efter at han kigget på både mig og Liam. Det havde han nok ret i.. Så måtte jeg blive udspurgt, når vi kom hjem. Jeg rykkede mig fra muren, men mærkede straks kvalmen og det begyndte at gynge. Alkoholen havde taget til, eller dvs. det havde den hele tiden, men jeg havde ikke mærket den helt lige så meget, fordi jeg havde stået stille. 

 

“Mit hoved.” mumlede jeg stille, da vi begyndte at gå. Jean lå vel bare på jorden og havde ondt af sig selv, hvis jeg var heldig, skammede han sig, men det ville jeg stærkt tvivle på. 

 

“Du stinker også af alkohol.” kommenterede Louis, med blikket på mig. Hans grå øjne så ikke så rolige ud, som de plejede at gøre. Han så chokeret ud, det kunne han ikke gemme. 

 

“Ja.. drinks.” Jeg følte mig ydmyget og dum, drengene blev ved med at acceptere mig, selvom jeg hele tiden dummede mig. Hvorfor? Kunne det virkelig passe, at de rent faktisk holdt af mig? 

 

Jeg støttede mig op af Harry, da vejen føltes uoverskuelig at gå selv. Liam var dog også hurtig om, at komme hen på siden af mig, hvorefter han lagde en arm om mig som ekstra støtte. 

 

“Liam, jeg er så ked af det..” min stemme var så skrøbelig, så svag og lille. 

“Du behøver ikke at undskylde..” hans stemme lød træt, men alligevel ikke sur, “vi snakker om det, når vi kommer hjem.” jeg nikkede, uden at sige noget. Det gjorde vi, det skulle nok gå.. 

 

                X X X X  X X X   XX  X 

 

 

Stemningen var mærkelig trykket, men jeg vidste jo godt hvorfor. Det hele på grund af mig, jeg var den skyldige. Jeg ventede egentlig bare på, at Liam ville konfrontere mig, men noget sagde mig, at han ville vente til jeg var ædru. Hvilken dårlig beslutning, så ville jeg bare føle mig endnu dårligere tilpas. Bare han ikke sagde noget til mor & far, jeg ville ikke ødelægge noget for dem. 

 

Så da klokken alligevel var blevet mange, var jeg gået ind på værelset. Først dér gik det op for mig, at jeg intet havde spist idag. Udover alkohol selvfølgelig og der var jo kalorier i, men alligevel. På den ene side ville jeg gerne spise, men der var noget inde i mig, som skreg at jeg skulle lade være. Der var noget inde i mig, som fortalte mig at det hele ville blive bedre, hvis jeg smed et par kilo. 

 

Zayn havde forresten sørget for en forbinding til min arm, da de alle mente, at det var ret slemt. Jeg turde ikke helt se det, så jeg havde bare ladet arbejdet gå til ham. Men smerten holdt da heller ikke igen, da han fik den ide at rense det.. Men nu havde jeg ihvertfald en forbinding bundet omkring overarmen, hvilket hjalp en smule på smerten.

 

Jeg lagde mig træt i sengen, imorgen ville jeg få det hele på plads med Liam, nu måtte jeg sove. Jeg trak dynen over mig, da der var koldt på værelset. Det havde jeg klaget over før, men stadig det var da irriterende.

 

“Hvordan har du det?” Harrys stemme afbrød mine tanker, hvilket egentlig passede mig fint. Mit blik røg automatisk over på ham, som han stod og rodede i tøj skabet. Med det samme stoppede mit blik ved den bare mave, da han måtte have smidt trøjen. Bare han ikke kiggede efter en ny.. Jeg havde ihvertfald intet imod en shirtless Harry. 

 

“Jeg har det.. fint.” ordet “fint” blev helt forvrænget af min stemme, selvom det ikke var mening. Måske fordi jeg ikke kunne lyve?? Ihvertfald lød det ikke spor troværdigt.

 

“Du må ikke bare løbe væk, vi blev alle så bekymrede.” Han lukkede skabet, med et lidt forvirret ansigtsudtryk, sikket fordi han ikke fandt hvad han søgte. 

 

“Kan vi ikke snakke om noget andet.” mumlede jeg, og håbede inderligt på, at han ville nikke og skifte emne, men Harry var Harry, og han skulle altid være sikker på, at man var okay. Sødt men i visse tilfælde havde jeg bare ikke lyst til, at folk bekymrede sig så meget.

 

“Der er noget, der plager dig.” fastslog han, tydeligvis ignorerede han mit spørgsmål. Jeg rystede på hovedet, selvom jeg ligeså godt kunne skrive løgner i panden. Det var jo nemt at gennemskue mig, eller det havde jeg ihvertfald på fornemmelsen. 

 

“Jo Valerie, lad nu være..” Han satte sig ned i sengen, så det sagde en knagende lyd, “jeg kan ikke lide, når du ikke er glad.” hans stemme var hæs og rolig, var det med vilje, at hans stemme gjorde mig så rolig?

 

“Det er ligemeget.” sukkede jeg, for det var det. 

“Nej, Vals.. Vil du ikke nok fortælle mig det?” han lagde en arm om mig, og før jeg nåede at  reagere, havde han trukket mig ind til sig. 

“Du vil ikke kunne forstå det.” svarede jeg ærligt, for hvem ville kunne forstå det? Stemmerne, mine grimme tanker om mig selv, såret på min hofte.. ja det hele. 

“Jeg kan prøve?” Han begyndte lige så stille, at nusse mig på armen. Det gav gåsehud, og jeg fik igen problemer med vejtrækningen. Det var udelukkende på grund af Harrys berøringer denne gang. 

“Det er ikke så enkelt.” prøvede jeg igen, men han rystede bare på hovedet. 

“Hvad nu hvis jeg fortalte dig min hemmelighed, så kunne du måske fortælle mig din..?” Hans stemme var lige ude foran mit øre, så tæt på, at jeg kunne mærke hans ånde mod min kind, så tæt at jeg kunne høre ham trække vejret. 

 

“Hemmelighed?” Jeg ved holdt mit blik ned i dynen, han havde vel sikkert nok mange hemmeligheder. 

“Ja, du kan godt stole på mig.. Og jeg tror også, at jeg kan stole på dig.” jeg bed mig i læben, kunne jeg komme udenom denne her? 

 

“Okay.. Men du starter.” var jeg hurtig om at tilføje, han fortjente at vide bare lidt, selvom jeg var bange for sandheden. Hvor dumt det end lød, var jeg bange for konsekvenserne af det. Hvad hvis jeg var sindssyg? 

 

“Men så lover du, at du også siger din?” Hans stemme blev en anelse lavere, men ikke så lav at jeg ikke kunne høre, hvad han sagde. 

“Selvfølgelig.” svarede jeg roligt, for jeg havde tænkt mig at fortælle ham noget af det. Ikke den der selvskade del, og heller ikke den del med at jeg ville tabe mig, for så ville han bare tvinge mad i mig, hvilket jeg for alt i verden ville undgå. 

 

“Okay.” han lød for første gang lidt nervøs, hvad mon han holdt hemmeligt? Den kunne da umuligt være værre end min..

 

“Når jeg har fortalt dig det, må du virkelig love mig, at du ikke siger noget til drengene, okay? Og især ikke til Liam.” jeg kiggede kort på ham, men nikkede så, “jeg ville aldrig sladre.” han smilede kort, men få sekunder plantede han sine læber på mine. Jeg var overrasket, men det afholdt mig ikke fra at kysse tilbage. Hans ene hånd lagde sig på min kind, imens den anden lå på min ryg. Hans læber var som en drøm, som at komme ind i drømmeverden i nogle sekunder. Jeg skilte svagt læberne ad, så vores tunger kunne mødes. Det kom helt naturligt, som om det var bestemt det hele. Jeg kunne ikke lade være med, at blive revet lidt med. Han kyssede bare så godt, han var så dejlig. 

 

“Vals..” han trak sig kort fra mig, med et spil spillende på sine læber, “jeg er forelsket dig dig.” 

 

 

__________________________________________________________________________________________________

 

Aww Harry så kom det, men hvad vil Valerie mon sige? Og hvad med hendes hemmelighed.. hm

 

Gad godt være på ferie med Harry og dele værelse med ham.. se ham i bar mave.. åhå ja når, haha sidespor.

 

Som sagt før, sker der snart noget nyt i handlingen <3

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...