Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96605Visninger
AA

3. 2

 

Valeries synsvinkel:

 

Et kraftigt lys og en gentagende bippende lyd tvang mig til at slå øjnene op. Men det skulle jeg nok ikke have gjort, for lyset fra lampen ovenover mig blændede mig nogle få sekunder, inden mine øjne havde vendt sig til lyset. Jeg gned mig træt i øjet, imens jeg prøvede på at huske tilbage. Det føltes som om jeg var blevet tæsket igennem af en professionel bokser, som havde lagt alle kræfter i det.  Hvad lavede jeg her? Og hvor var her overhovedet? Jeg lod mine øjne glide rundt i lokalet, som var forholdsvist enkelt og hvidt, men nogle slanger var ført ind i min hud. Et gisp forlod mine læber, da det gik op for mig hvor jeg var. 

 

Et hospital? Jeg begyndte allerede at ryste, hvordan kunne det ske? Vi måtte være kørt galt, åh nej. Panikken lagde sig over mig, som en sort regnsky. Grimme tanker strømmede rundt i mit hoved, imens jeg prøvede på at holde fokus, men det gav mere den modsatte effekt. Jeg måtte vide noget!

 

Med en hånd så svag som Gele, tog jeg tag om en af ledningerne, som sad inde i min hud, imens den anden ende sad forbundet til en maskine. Jeg hev hårdt til, så en smerte gik igennem mig, men ikke stor nok til at det stoppede mig. Igen hev jeg i en ny, indtil alle nålene og ledninger var ude. Maskinen ved siden af mine begyndte pludselig at sige end masse underlige lyde, men endte ud i en ans artet tone, som skræmte mig en smule. 

 

En døren blev pludselig slået op, hvilket fik mig forskrækket til at kigge til siden. En kvinde med lysekrøller sat op i en hestehale og hvid kittel kom gående over imod mig. Hendes ansigtsudtryk så anspændt ud, som om der var noget der gik hende på. 

 

Hun stoppede først da hun stod foran mig, så jeg automatisk kiggede op på hende. Hun var egentlig meget køn, med lyserøde læber og grønne øjne.

 

“Hejsa, mit navn er Michel.” Hun trak hånden frem, men jeg sad bare og stirrerede op på hende fuldstændig tom for ord. Hun lod hånden falde ned på siden igen, hvorefter hun satte sig ved siden af mig på hospitalsengen. 

“Kan du fortælle lidt om dig selv?” Hun kiggede på mig med et medlidende blik, som jeg ikke helt forstod. Var der noget galt med mine forældre?

“Hvorfor er jeg her?” røg det ud af mig, så jeg helt glemte den høflige tone, som mine forældre havde lært mig at bruge.

“Du var jo med i en ulykke, Mr. & Mrs. Mikaelson kørte i en bil med dig, ikke sandt?” Hun kiggede interesseret på mig, med sine grønlige øjne. Jeg lod blikket falde ned på min hånd, hvor jeg fik øje på et plaster. 

“Jeg skulle i teateret med mine forældre.” hviskede jeg, med en lillebitte stemme. Jeg turde ikke spørge om der var sket dem noget, svaret kunne så nemt være dårligt. 

“Dine forældre?” Hun kiggede spørgende på mig, men da jeg så helt fortabt ud, ændrede hendes ansigt sig hurtigt.

 

“Vi har lavet nogle undersøgelser på dig og..” “hvor er mine forældre?” Jeg kiggede sammenbidt på hende, med et skræmt ansigtsudtryk. 

“Er det Mr. & Mrs. Mikaelson du snakker om?” Spurgte hun, hvilket virkede ret uintelligent. Hvad skulle de dog ellers være? hun måtte være nyuddannet. 

“Ja.” Jeg kiggede væk, imens jeg inderligt håbede på, at de var okay.

“De ligger inde på en anden stue, med nogle stærke kvæstelser, men de vil formentlig klare sig.” Hun fjernede en tot hår fra mit ansigt, som hun placerede bag mit øre.

 

“Nu vil jeg gerne høre lidt om dig og dit liv.” 

 

Efter at have fortalt hende om mit liv, ikke fordi der var viderligt meget at fortælle, sad hun med med et ulæseligt blik. Jeg havde fortalt hende om den dejlige have vi havde, men at jeg aldrig måtte gå udenfor den. Jeg havde fortalt om mine musik talenter, men at jeg ingen venner rigtig havde. I det hele taget meget. Jeg forstod bare ikke, hvorfor hun ville vide det, jeg var jo ikke ligefrem et spændende menneske. 

 

“Okay.. Beatrice, der er noget jeg er nød til at fortælle dig, og det vil sikkert komme meget bag på dig, men det er sandheden.” Hun holdt en kort pause, imens hendes øjne analyserede mig for følelser, men jeg sad bare uden at trække en mine.

“For godt og vel 11 år siden forsvandt der en lille pige på mystisk vis, ingen vidste hvor hun blev af. Politiet ledte og ledte efter den lille pige, og som årene langsomt skred fremad, mistede de håbet. Familien fortsatte med at finde nye detektiver og andre mennesker, men ingen ting nyttede, pigen var væk. Pigens blodtype var speciel, og der er ikke mange mennesker som har den, ligesom pigens bror.” 

Hun holdt igen en pause, som om jeg ikke kunne følge med. Det kunne jeg måske heller ikke, jeg forstod ihvertfald intet. Hvorfor skulle jeg vide alt dette, når mine forældre måske lå inde på en anden stue og led? 

Jeg knugede den ene hånd sammen til en knytnæve, imens jeg ventede på at hun ville fortsætte sin lille historie.

“Er du med?” Jeg nikkede utålmodigt til hende, “okay, så omkring 11 år senere, som var i går, skete der en forfærdelig ulykke som du var med i, da dig Mr. & Mrs. Mikaelson kørte galt, så i endte straks på hospitalet. Vi var bange for om du kunne overleve, så vi tog blandt andet en del blodprøver, som viste os din lidt specielle blodtype. Da Mr. & Mrs. Mikaelson også blev undersøgt, viste det sig, at i slet ikke har samme blodtype eller gener. Intet tyder på genetisk relation mellem dig og dem, så vi blev nysgerrige.” Jeg fattede stadig minus, det måtte vel være en mærkelig fejl. 

“Jeg forstår det ikke.” mumlede jeg, imens jeg lod blikket falde til gulvet. 

“De er ikke dine rigtige forældre, det undersøgte vi efterfølgende. Og da de ingen adoptionsattest havde på dig, og ikke kunne komme med nogen ordenlige grunde, valgte vi yderligere at undersøge det. Du er den forsvundne pige, Beatrice.” 

Mine øjne blev store i takt med at min vejrtrækning blev højere, det kunne da ikke passe, kunne det? Var dette her en ond drøm? Det måtte det da være, jeg var ikke blevet kidnappet! Det kunne jeg ikke, det var ikke muligt. Nej nej nej nej. 

Jeg førte hånden op til den anden arm, hvor jeg hårdt nev mig i siden, for at forvente, at jeg slog øjnene op inde i min seng på mit værelse, men der skete ingenting. Ikke andet end en svag smerte steg igennem mig, og lod et brændende mærke side det sted, hvor jeg nev. 

 

“Du er Valerie Payne.” Michel prøvede at komme igennem til mig, men jeg kunne slet ikke fokusere, det føltes alt for uvirkeligt. Hvad var en Payne overhovedet? Jeg fik pludselig svært ved at trække vejret, som om der var noget som blokerede for min lufttilgang. 

“Valeri.” “STOP!” Skreg jeg, selvom min stemme ikke rigtig var særlig høj, mere en mærkelig form for hvisken. 

“Jeg ville ikke gøre d” “du skal ikke snakke til mig!” Jeg slog kraftigt hendes hånd væk, da hun prøvede på at nærme mig. Tårerne væltede ned af kinderne på mig, som et endeløst vandfald. Alt blev sløret og mit hoved føltes pludselig så tungt. Jeg kunne ikke fatte noget, jeg ville ikke fatte noget. Havde mine “forældre” holdt mig for nar? Var jeg slet ikke sindssyg og så rent faktisk flashbacks? 

 

Endnu flere tårer gled ned af mine kinder, og gjorde mine lår våde af de salte tåre. 

“Det er okay at du taget det sådan.” Michel rejste sig op, hvorefter døren igen blev åbnet. Jeg gad ikke engang kigge derhen, det kunne være ligemeget.

“Valerie?” En mandlig stemme kunne høres, men jeg kunne ikke genkende den. “Du skal have noget beroligende.” Sagde stemmen igen, men jeg rejste mig lynhurtigt op, det skulle han ikke. Med et enkelt blik på ham, fik jeg straks øje på indsprøjtningen i hans højrehånd. Den skulle ikke ind i mig, det kunne han godt glemme. 

“Nej..” hikstede jeg, da han kom tættere på mig. Hans skaldede hoved og kølige øjne stirrede på mig, imens skoene slog klik mod gulvet. 

 

“Det er bedst sådan.” Han lagde hovedet på skrå, så jeg kom til at tænke på en uhyggelig gyserfilm. Igen bakkede jeg et skridt tilbage, men stødte mod den hvide væg bag mig. 

“Stop nu..” Jeg havde næsten ikke kræfter til at sige mere, han havde vundet. 

Han tog fat i mig, hvorefter han smøg mit ærme op, så nålen kunne komme ind i huden på mig. Jeg nåede knap at opfange hvad der skete, før en svag smerte skød igennem min overarm, hvor nålen efter sigende blev stukket ind. Andet nåede jeg ikke at mærke, før mine øjenlåg blev tunge, og jeg fik en overdreven lyst til at sove. Det hele var ligemeget.

 

                                                          * * * * * * *

 

“Pas nu på, Henrik!” Sædet rykkede sig hårdt, og en høj lyd hørtes i min øregang. 

“Far!” Skreg jeg, da bilen voldsomt begyndte at bumle.”

Jeg vågnede med et spjæt i sengen, så den kraftige hovedpine straks brød ind. Jeg tog mig til hovedet med den ene hånd af ren refleks, det føltes varmt som om jeg havde svedt. Hvad lavede jeg egentlig også? Jeg satte mig op i sengen, for at kigge rundt. Straks flød alle minderne tilbage, som en rullefilm der bare kørte. Alt fra uheldet, Michel og historien til lægen med nålen. Det føltes mere som en mærkelig ond drøm, men eftersom jeg havde et plaster på overarmen, var det vel rigtig nok. 

Jeg tørrede hurtigt en tåre væk fra kinden, før den nåede meget længere ned. Hvor var alle folk henne? 

 

Jeg var nok mest i chok over det hele, men samtidig var jeg også bange. Bange for hvad der ville ske. Jeg kunne stadig ikke forstå hvordan mine “forældre” kunne gøre det mod mig, jeg havde jo levet med dem så længe. Også havde jeg lige pludselig en helt ny familie, som faktisk havde ledt efter mig? Det virkede så surealistisk, at jeg næsten ikke turde tænke på det. 

Det eneste der gav mening i mit hoved var alle flashbackene, som jeg havde haft et par stykker af hen af tidensløb. 

 

Der lød stemmer ude foran døren, hvilket fik mig til at ligge mig ned igen med lukkede øjne. Jeg orkede ikke snakke med nogen, især ikke en eller anden ond læge som ville stikke mig. 

 

“Er hun vågen derinde?” Lød en kvinde stemme, ikke Michels det var jeg sikker på. Hendes stemme var meget mere lys i det, som en i 20’erne. 

“Nej det tror jeg ikke, hun har også brug for meget søvn, det er jo noget af en mundfuld.” Lød en til stemme, som lød mere ligesom Michels. 

“Er du helt sikker på, at det er hende?” Lød en tredje stemme, som jeg afgjort heller ikke havde hørt før. Ihvertfald så kunne jeg ikke genkende den. 

“Ja det viser alle blodprøverne og de undersøgelser vi har taget, hun er helt sikkert en Payne.” Det var Michels stemme igen, men jeg vidste ikke hvem hun snakkede med.

“Hvornår kan vi så se hende?” Kvinde stemmen kom tilbage, selvom det var en smule svært at høre igennem døren.

“Senere.. Hun skal have ro først.” Andet nåede jeg ikke at høre, før stemmerne blev lavere og til sidst forsvandt. 

Hvem ville se mig? Jeg prøvede at få min hjerne til at virke, men den kørte virkelig ikke særlig godt. Det hele gik så utrolig langsomt, og jeg havde svært ved at fokusere på noget. Hver gang jeg tænkte på noget, blev mine tanker afledt af noget andet. 

Igen lukkede mine øjne sig i. 

 

Liams synsvinkel: 

 

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle forholde mig til det her, det virkelige alt for surealistisk. Var min søster virkelig i live og fundet? Efter alle de mange år? Jeg kunne ærligtalt ikke fatte det, også måtte vi ikke engang se hende endnu. 

Drengene og jeg var kommet hurtigt, da jeg på daværende tidspunkt ikke vidste hvad det handlede om. Men da vi så var kommet, var jeg bedt om at snakke alene med mine forældre og en læge, også sprang bomben. Først troede jeg det var en eller anden syg joke, men min mor virkede helt alvorlig. Det gjorde de alle sammen faktisk, også da hun begyndte at græde vidste jeg det var sandt. Min forsvundne lillesøster var i live og i samme bygning som mig! Jeg havde savnet hende så utrolig meget, selvom hun kun var lille da jeg sidst så hende, kunne jeg stadig huske det i detaljer. At vi havde leget sammen og at jeg altid havde givet hende skylden, hvis der var blevet smadret noget. Hvordan jeg havde sunget godnat sang til hende og fodret hende med ulækker babymad som hun altid svinede rundt med. 

Alle havde ellers indstillet sig selv på, at hun var død, selv medierne havde skrevet det ud i alle bladende. Før jeg blev kendt, kørte det som en sag, men efter jeg blev kendt, var det bare overalt i aviserne og sladderbladende. Mine fans havde endda også lavet sider omkring hende, for at støtte op omkring mig. Nu ville det hele da gå amok, når nyheden kom ud om at hun levede. Bare jeg kunne se hende. 

 

“Jeg fatter det ikke.” Mumlede Louis for 4. gang, imens vi sad i et specielt venteværelse, som lægerne havde fået os ind i. Hans hoved lå begravet i hænderne, så man ikke kunne se hans ansigt. Vi havde siddet i rummet i omtrent 3 timer, uden rigtig at sige noget til hinanden. Ingen af os forstod det, og for at være ærlig tror jeg også de var bange for at sige noget forkert. 

“Heller ikke mig.” Mumlede Harry, som lå ned i en sofa, med øjnene klistret til loftet, som i øvrigt var malet lyseblåt. Ikke særlig kønt, men det kunne også være ligemeget.

 

“Hvordan tror i mon.. hun har haft det?” Zayns blik lå på mig, det kunne jeg sagtens mærke, selvom jeg sad med hovedet nedad, så mine øjne lå på gulvet. 

“Lægerne sagde jo, at hun havde fortalt om de mennesker, som påstod at være hendes forældre. Hun troede vel, at de var hendes biologiske forældre.” svarede jeg, stadig uden at kigge på nogen af dem. Tænk at nogen menneske kunne gøre det, stjæle en andens barn og påstå at det var deres! En vrede steg op i mig, så jeg rejste mig op med et ryk. 

“Sådan nogle møgsvin!” Råbte jeg ud i lokalet, så drengene forskrækkede stirrede op på mig. 

“Hvordan fanden i HELVEDE!” Jeg sparkede arrigt ind i væggen, så der kom et lille mærke i det hvidmalede tapet. Jeg var ligeglad. Det hele kogede over, imens vreden bare pumpede i mig. 

“Liam..” Prøvede Niall, men jeg cuttede ham af.

“HVORDAN KAN MAN GØRE DET?!” Jeg slog voldsomt ud med armene, imens jeg prøvede på at kontrollere min vejrtrækning.

“HUN ER MIN SØSTER, MIN IKKE DERES!” Jeg slog ind i væggen, med en knytnæve så mine knoer blev hvide. En smerte skød igennem min hånd, men ikke stærk nok til at jeg tog hånden til mig, jeg slog bare igen og igen, lige indtil en af drengene trak mig væk bagfra.

 

“Liam du bliver nød til at slappe af, det skal nok gå.” Det var Zayn, selvfølgelig var det det. Hans arme var så stærke, at jeg ikke ville kunne vriste mig fri.

“Slip mig!” Hvæssede jeg, men det resulterede bare i at Louis kom og hjalp med at holde mig.

“Sæt dig ned!” kommanderede Zayn, men da jeg ikke rørte mig, førte han mig hårdt ned i sofaen.

“Liam din søster jo i sikkerhed nu, hun lever!” Harry kiggede indtrængende på mig, “det er okay at være vred, men du bliver nød til at passe på.” Han prøvede på at holde øjenkontakten, men jeg undveg ved at kigge væk.

Jeg ville hen til hende.. 

 

Valeries synsvinkel:

 

Jeg vågnede ved at en dør smækkede, denne gang kunne jeg ikke dække over det. Personen havde opdaget, at jeg ikke længere sov. En hvidkittel og et har hvidetræsko kom tættere på mig, indtil personen stod foran mig.

 

“Goddag.” Hilste personen, som jeg ville regne med at en læge. Det var ihvertfald hvad beklædningen viste. 

Jeg kiggede bare spørgende op på hende, da jeg ikke rigtig gad at svare. Det var ellers vigtigt i min opdragelse, men hvis det alligevel havde været en løgn det hele, var der jo ingengrund til at jeg fulgte dem. 

 

Lægen som var en kvinde nikkede lidt for sig selv, hvorefter hun fjernede en tot hår fra ansigtet. 

“Din familie vil meget gerne se dig, men vi ville gerne vente lidt indtil du var stabil nok.” Startede hun ud, men en lidt hæs stemme, som jeg fandt irriterende. Mennesker var irriterende, jeg kunne bedre lide dem på film. Jeg havde jo heller ikke mødt særlig mange, og dem jeg så havde mødt, var enten løgnagtige som mine “falske forældre” eller også stak de mig med en nål som ham lægen. 

 

“Men da du er under 18 og derved ikke skal kan tage vare på dig selv, bliver du genforenet med dem, ligemeget hvad dine kræv er. Det er vel heller ikke noget problem, er det vel?” Hun smilede til mig, men det forekom mig falsk. Hun virkede ret ligeglad med det her, jeg ville hellere have Michel. 

 

Jeg endte bare ud i at trække på skuldrene, da jeg på en måde længtes efter at se mine rigtige forældre, men på den anden side var lidt bange. Hvad hvis de var en kæmpe skuffelse? eller hvis de ikke brød sig om mig? Jeg var trods alt så snot dum, at jeg ikke engang havde kunne se at mine falske forældre ikke var rigtige! Nu hvor jeg tænkte nærmere over det, var det jo heller ikke fordi vi ligefrem lignede hinanden. Henrik min “far” havde lyseblå øjne og mørkebrunt næsten sort hår, hans næse var ret stor og hans mund var stor og smal. Min “mor” havde dog brune øjne, ellers lignede vi ikke hinanden overhovedet! Hendes hår var gulligt lyst, og hendes kropsbygning var en smule kraftig. 

Hvor var jeg dog bare dum.. Ikke fordi man ville gå og tænke over det i situationen, men alligevel. Hvad fanden fejlede jeg også? tanken havde ikke engang strejfet mig, heller ikke selvom flashbackene havde virket så ægte. Hvorfor kunne jeg ikke huske noget da jeg blev kidnappet? var jeg bare født dum? 

 

“Du kommer til at møde dem i dag, og vis du er stabil nok efterfølgende, vil de gerne have dig med hjem. Du skal så fremadrettet gå til noget genoptræning og psykolog.” Hun afbrød mine tanker, med at snakke om alt muligt, som jeg slet ikke kunne tage stilling til. Hvad var hjem overhovedet? Det var jo ikke i det gule hus med det dejlige æbletræ og de syngende fugle. Nu hvor jeg tænkte over det, fik jeg kvalme ved tanken. Tænk at jeg så det som hjem, det var jo en fangekælder. Jeg var en fange, som ikke engang vidste det.

 

“Du vil få nogle specielle forbehold, også skal familien ellers nok passe på dig. Du er trods alt i familie med Liam Payne, han har allerede bodyguards, så det skulle nok ikke blive noget problem.” Hvem var Liam overhovedet? 

Hun klappede mig på skulderen, som om jeg var en eller anden lille hundehjalp. Sådan en havde jeg i øvrigt altid ønsket mig, men måtte aldrig få en. 

Jeg kiggede bare udtryksløst på hende, så hun valgte tilsidst at gå, og dermed forlade mig alene i rummet omgivet af grimme planter og larmende apparater. 

 

Skulle jeg så være alene igen? Eller ville hun hente familien? Tankerne kørte afsted, så jeg blev helt svimmel. 

Mit blik faldt på mine lange negle, som var lyserøde, men neglelakken var næsten skallet af, så det så bare grimt ud. Jeg rejste mig stille op fra sengen, så den sagde en knirkende lyd. 

Der var placeret et stort spejl over sengen, så man kunne se sig selv. 

 

Jeg stillede mig op foran spejlet, imens jeg lod mine øjne undersøge min krop. Jeg havde en hvid natkjole på, som jeg ikke huskede at have fået på. Den var lang og grim også havde den små diskrete mønstre i bunden. Alligevel kunne man godt se nogle af de mange blå mærker og forbindinger på mine arme og ben, som jeg måtte have fået efter ulykken. Mit hår var uglet og sad som en fuglerede, slet ikke noget jeg ville have tilladt i normale omstændigheder. Men det kunne vel også være ligemeget, jeg havde ikke lyst til at ligne det jeg gjorde før. Det mindede mig om dem. 

 

                                       * * * * * * * * * * (I denne historie består familien altså kun af de 4 personer, Far, mor og Liam, - og også Valerie selvfølgelig)

 

“Valerie?” der blev skramlet ude foran døren, så jeg fik et lille chok. Det var sikkert en af lægerne, bare det så var Michel. 

Jeg kom pludselig i tanke om, at jeg jo slet ikke hed Beatrice, som jeg havde troet i al den tid. Det var slet ikke mit rigtige navn. Valerie lød mærkeligt, det passede slet ikke til mig. Men hvad var “mig” også? det kunne jeg ikke engang svare på.

 

“Ja.” fik jeg tilsidst fremstammet, så personen bag døren trak ned i håndtaget. Jeg fulgte det med øjnene, da døren langsomt blev åbnet.

“Michel.” Mumlede jeg, da Michel tittede frem fra døren. 

“Er du klar til at møde dem?” Hun lukkede døren efter sig, så vi var helt alene. 

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare, var jeg klar til at møde min rigtige familie?

 

______________________________________________________________________

Okay så er andet kapitel allerede ude! Kunne ikke få det ud igår, da jeg fløj hjem til Danmark fra ferie, og flyet var ret forsinket! Var først hjemme klokken halv 1 om natten.. haha 

 

Men tusind tak for alle jer, som har sat på favoritliste, liket og skrevet en sød kommentar! I aner seriøst ikke, hvor glad jeg bliver af at læse dem!<3

Og jeg vil publicere næste kapitel forholdsvist hurtigt også, så der går altså IKKE særlig lang tid (:<3

 

Men når hvad tror i så der sker?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...