Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96605Visninger
AA

21. 19

 

Zayns synsvinkel: 

 

Jeg var tom for ord, bogstavligtalt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, da vi var kommet tilbage til værelset. Jeg havde få minutter inden, været inde og snakke lidt med Valerie, og vi var jo så kommet ind på mad, da jeg havde lagt mærke til, at hun ikke spiste særlig meget. Faktisk tror jeg slet ikke, at jeg har set hende spise et eneste måltid op. Det skræmte mig lidt, men i starten havde jeg bare troet, at det var fordi hun havde kvalme eller var lidt genert. Men der lå noget bag, og det havde jeg tænkt mig at undersøge nærmere. Drengene havde desuden også bemærket det, men ingen af os havde sagt noget. Ikke før jeg var kommet ud i køkkenet, for at få Liam med mig. Også var hun bare væk? 

 

“Jeg forstår bare ikke.. Hvorfor stak hun af?” Harry lænede sig op af dørkarmen, med et ulæseligt ansigtsudtryk. Jeg kom til at tænke på igår, hvor Valerie og Harry igen havde delt mundvand. Og det var ikke bare et uskyldigt lille kys, som kun skyldtes alkoholen, det var helt sikkert. Det var vel ikke derfor, at han var løbet væk? Jeg blev alt for forvirret, af alle de tanker og muligheder der kunne være. 

 

“Måske.. Måske så ville hun bare gå en tur.” Prøvede Niall på, selvom at det bare var en måde til at berolige os på, især Liam. Men den hjalp bare ikke, for vi vidste alle sammen godt, at det ikke var sandheden. Så havde hun jo sagt noget til os, istedet for at stikke af ud af vinduet. 

 

Jeg følte mig lidt skyldig, da jeg var den, som sidst havde været hos hende sidst.

“Hvad sagde du til hende?” Prøvede Harry igen, men jeg sukkede bare af hans spørgsmål, “Det har jeg jo sagt, jeg sagde bare, at jeg ville hente Liam.. Fordi at hun nægtede at spise noget.” Mit blik røg hen på Liam, så stirrede ud af det åbne vindue. 

 

“Tænk hvis hun.. i ved gør noget.” Han kørte frustreret hånden igennem håret, “det er min skyld, hvis der sker hende noget.” hans stemme lød en smule panisk, men det forstod jeg også godt. Han havde fået ansvaret for hende, og det var jo ikke fordi, at hun ikke havde været væk før. Han ville sikkert bebrejde sig selv, selv hvis hun bare fik en sølle forkølelse. 

 

“Vi finder hende.” bød jeg ind med, “det kan vi godt!” Det fik alles opmærksomhed ledt hen på mig, “vi deler os op, også skal det nok gå.” Uden at få noget svar tilbage, gik jeg ud i gangen, hvor mine sko stod. Vi skulle nok finde hende, det skulle vi bare. 

 

Valeries synsvinkel:

 

Det hele kørte rundt, hans hænder, hans tag på mig, mine akavede grin og den dæmpede snak. Jeg kunne slet ikke holde styr på noget, og det føltes som om, at hver gang jeg kom til mig selv, var der sket noget helt nyt. Som om jeg kun opfattede 25% af hvad der forgik. 

 

Jean-Henri eller hvad han hed, havde taget mig med udenfor, hvor luften var lun og mørket var faldet på. Var det allerede blevet SÅ sent? Hvad med drengene? Min tanker kørte hele tiden rundt, og der kom hele tiden en ny ting, som jeg måtte tage stilling til, men så glemte jeg det igen. 

 

“Søde..” Jean gik en smule tættere på mig, først der gik det op for mig, at jeg stod lænet op af en kølig mur. Hvad lavede jeg her? Han satte den ene hånd på muren, og den anden på min kind.  Jeg følte mig fanget, ikke på den måde Harry gjorde, når han kiggede mig ind i øjnene. Nej det her var anderledes, og jeg brød mig ikke om det. 

 

“Du er smuk, har jeg fortalt dig det?” hans øjne gled kort ned af min krop, som flæskede ud. Jeg var ikke smuk, det kunne han ikke bilde mig ind. Jeg var bare en halv fed irriterende unge, som var blevet alt for fuld. 

 

Pludselig var hans hånd ved mit bryst, eller om den havde været der længere tid, var jeg ikke helt sikker på. Det hele flød bare sammen, i takt med at mine reflekser blev svagere.

 

Jeg prøvede at slå hans hånd væk, men det hjalp ikke. Hans blik blev bare en anelse irriteret, men det ændrede ikke i hans handlinger. 

 

“Lad være.” mumlede jeg, da hans ansigt nærmede sig mit. Hvad lavede han? 

“Noget for noget.” mumlede han hæst, hvorefter hans læber stødte imod min hals, som kolde aftryk. Slet ikke på samme måde som Harry, nej overhovedet ikke. 

 

“Jean.. Stop!” Jeg rykkede mig kraftigt væk fra ham, men han var hurtigere, så jeg blev trukket kraftigt tilbage, så min ryg styrtede hårdt imod muren. Smerten skød igennem mig, men jeg prøvede så vidt muligt at ignorere den. 

 

“Slap nu af.” hans hånd landede på mine hofter, hvor de kørte ned til buksekanten. Jeg blev pludselig bange, bange for hvad han havde i sinde. Jeg kendte jo slet ikke drengen, jeg vidste intet om hvad han kunne finde på. Tænk hvis han var en serie morder??

 

“Stå stille.” brokkede han sig, da jeg konstant prøvede at vriste mig ud af hans greb. Jeg skulle lige til at svare igen, da en brændende fornemmelse satte sig på min kind. Jeg kiggede forskrækket på ham, havde han lige givet mig en lussing? 

 

“Stå.stille.” kommanderede han igen, og denne gang adlød jeg. Jeg turde kort sagt ikke at gøre noget. Igen var hans hænder ned ved mine bukser, hvor han prøvede at få sin hånd ned. 

Nej nej nej nej. 

Tårer samlede sig i min øjenkrog, hvad skulle jeg gøre? Hvorfor var jeg også så dum..

En kold fornemmelse fra mit underliv, fik mig til at reagere igen. Jeg slog ud med den ene arm, hvilket fik et suk til at forlade hans læber. 

“Fatter du bare ingenting?” Hans stemme rungede i mine trommehinder, men lyden syntes ikke at glide igennem. Der var noget i vejen, jeg kunne bare ikke. 

 

Min vejrtrækning var høj og slet ikke rolig, jeg var bange. Han stak hånden i lommen, for kort tid efter at fiske en lighter op. Jeg havde godt nogle ideer om, hvad han ville gøre, men alligevel troede jeg ikke helt på, at han kunne finde på det. Jeg fulgte ham med øjnene, da han førte den over i mod mig. Man kunne næsten høre mit hjerte slå, så hårdt ramlede det imod mit bryst. 

 

Et skrig banede sig vej igennem mine læber, da en ubeskriveligt smerte fra min arm skød igennem mig. 

 

Liams synsvinkel:

 

Et højt skrig fik mig til at reagere, hvis det var Valerie, vidste jeg ærligtalt ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Vi var taget afsted, efter at lede efter hende, også havde vi mødt nogle på vejen, som godt kunne genkende hende, og de havde så heldigvis fortalt, at hun var taget ned imod byen. 

 

Jeg sprang afsted i retning af lyden, hjertet hamrede i mit bryst, imens mine ben bevægede sig hurtigt under mig. 

 

Min krop stivnede fuldstændig, da jeg kom om på den anden side af baren, hvor jeg havde hørt skriget. Der stod en pige mast op af væggen, imens en meget påtrængende dreng var igang med et eller andet. Pigen var ikke bare hvem som helst, det var Valerie. Min Valerie. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, men han skulle ihvertfald ikke gøre hende ondt. 

 

Lynhurtigt løb jeg derhen, så hurtigt af ingen af dem overhovedet nåede at se mig, før jeg havde ført min hånd igennem luften, og ladet den styre imod drengens kæbe. Styrken skød bare igennem mig, måske var det adrenalinen? 

 

“HOLD DIG FRA HENDE!” Skreg jeg, så højt at det måtte kunne høres igennem hele den lille lorte by. Jeg slog endnu en gang, selvom jeg ikke nåede at se drengenes ansigt. Det kunne også være ligemeget, han skulle ikke gøre hende noget. 

 

“Liam.” blev der sagt bagved mig, men jeg lukkede fuldstændig af. Det eneste jeg fokuserede på, var drengen som var væltet ned på jorden. Eller manden var det nok nærmere, han lignede ihvertfald en på mindst 25 år. Hvad havde Valerie dog rodet sig ud i? Jeg rystede arrigt på hovedet, hvorefter jeg sparkede ham så hårdt jeg kunne. Jeg skulle til at give endnu et spark, men et par arme fik trukket mig tilbage. 

 

“Liam, rolig.” blev der sagt, men jeg gad ikke at høre efter. Det kunne de sagtens sige, det var ikke deres søster. Jeg havde faktisk ikke engang kigget på Valerie, men frygt lyste ud af hende, på den afstand jeg havde set hende fra før. 

 

“Fald nu ned, ikke.” Det var Niall, som snakkede til mig, imens Zayn holdt mig stramt fast. Jeg rystede på hovedet, hvad skete det for mig? 

  ______________________________________________________________________________________

 

Dramaaa Ej jeg syntes, at det er synd for Liam ):  Og ja undskyld hvis nogen mente, at det er lidt tid siden (dog under en uge!) at jeg sidste lagde noget ud, men har bare haft mange afleveringer osv for!  Og skole kommer før dette her, men dog har jeg skrevet en del nu, så næste kapitel er også stort set klar!  

 

Ved ikke om nogen syntes det virker ens formelig? Ingen har skrevet det, men det er bare en tanke, så ihvertfald sker der snart noget nyt. (Nyt som i hjem fra ferie osv.)   

 

Men i må MEGET gerne skrive hvad i håber sker, eller et eller andet i kommentaren, elsker at læse sådan noget!  Elsker jer

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...