Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96482Visninger
AA

19. 18

 

Luften slog imod mig, mine ben syrede og knæene føltes som boksepuder, som var blevet gennemtæsket af en professionel bokser. Alligevel løb jeg afsted af vejen, som jeg ikke havde nogen anelse om hvor førte hen. Faktisk havde jeg ingen ide om, hvor jeg befandt mig henne. Det eneste jeg vidste, var at jeg var i Frankrig i udkanten af byen, ellers var jeg pænt lost. 

 

Mit hoved gjorde en smule ondt, men det kunne jeg ikke tage højde for i øjeblikket. Jeg skulle bare væk lidt, måske hvis jeg kunne, så finde en sø eller noget. Vand gjorde mig rolig, hvorfor vidste jeg ikke helt, men det gjorde det bare. Vi havde haft en sø “derhjemme” dengang jeg boede i Blackpool, den var godt nok lille og skod, og ænderne var for længst fløjet sin vej derfra, men jeg kunne godt lide, at sidde nede ved den og læse i en bog. 

 

Jeg kiggede mig omkring, da jeg endelig valgte at sætte farten ned. Jeg var allerede drejet ned af nogle tilfældige side veje, så chancen for at de lige kom denne vej, var ikke så stor igen, det håbede jeg ihvertfald ikke. Matematik havde aldrig været mit bedste fag, faktisk havde jeg ikke noget “bedste fag”. Det eneste jeg duede til, var at spille musik, læse og ja se film. Men det at se film var nok ikke et talent, det var mere bare dovenskab. 

 

Hvad lavede jeg overhovedet? Jeg kunne jo ikke blive ved med, bare at smutte fra problemerne.. Det med parken syntes jeg nu, at jeg havde en god grund til, men det her var bare dumt. Det betød så ikke, at jeg havde tænkt mig at gå tilbage. 

 

Imens jeg gik, brugte jeg tiden på at finde ud af, hvilken vej der førte ned mod byen. Jeg havde ikke set særlig mange mennesker, så jeg tvivlede på, at jeg var tæt på. Hvorfor skulle vi også bo herude i ingenting? Ja delen med at de var kendte, og “shit hvis nogen fandt os” delen kunne jeg godt se, men alligevel. 

 

Jeg skulle lige til at sætte mig ned i vejkanten, men da en dreng og en pige kom gående længere fremme, bredte der sig et smil på mine læber. Hvis de kunne fortælle mig vejen ind til byen, eller bare et eller andet, ville jeg blive mere end glad. Hvorfor jeg så gerne ville finde en by, var jeg ikke helt sikker på, men et sted skulle jeg jo hen.

 

“Hey, hallo?” Jeg næsten sprang ind foran dem, så de fik lidt af et chok. 

“Hej?..” Svarede pigen tilbage, som var den første om at sige noget. Hendes lange blonde hår mindede mig lidt om en barbie dukke, samt hendes blå krystal øjne. 

 

“Ved i hvilken vej byen er?” Spurgte jeg hurtigt, med en utålmodig stemme. 

“Ja eller.. et godt stykke dernede af, også til højre, men det kan du nok se på vejen.” forklarede drengen, kort efter jeg havde spurgt spørgsmålet. Jeg skyndte mig at nikke, hvorefter jeg sendte dem begge et smil. 

“Tusind mange gange tak.” Jeg kiggede henholdsvis på dem begge to. 

“Du ser meget bekendt ud..” mumlede pigen, med et undrende ansigtsudtryk. Jeg vidste godt hvad hun mente, det var jo kommet ud til alle, også med billeder og det hele.. Men det overraskede mig alligevel lidt. 

“Det tror jeg ikke, farvel.” Skyndte jeg mig om at sige, så jeg kunne gå videre. Eller rettere sagt; løbe videre. 

 

                                                                      X X X X X X X X X

Hans øjne lyste af lyst, det udstrålede alle hans bevægelser. Hver gang han kiggede på mig, føltes det som om, at han klædte mig af med øjnene. Jeg burde slet ikke være her, og især ikke alene med alkohol i blodet, men det stoppede mig alligevel ikke. Ingen her kendte mig, eller også var de bare alle sammen for fulde. Ihvertfald var det rart. 

 

Jeg var kort sagt endt på en bar, som jeg havde fundet i den lille by. Det var ikke et mega stort sted, men hyggeligt måtte jeg sige. Også var jeg faldet i snak med en fyr, som var 25 år gammel. Lidt for gammel måske, men han gav gratis drinks, så jeg var altså blevet godt fuld. Da han havde spurgt om min alder, havde jeg svaret 19, bare for at virke lidt ældre. Det havde han så til gengæld syntes var helt fint, og navnet havde han heller ikke sagt noget til. Da jeg måtte tænke lidt hurtigt, havde jeg bare svaret Beatrice, af ren refleks. Det var jo trods alt også et navn, som jeg var blevet kaldt for igennem næsten hele mit liv.

 

“Hvis du giver et kys, giver jeg en drink.” forslog fyren, som forresten hed noget i retning af “Jean-Henri” men grundet alkoholen, var jeg ikke helt sikker. Hvem hed også Jean-Henri? Det var ihvertfald ikke et engelsk navn, men ved nærmere eftertanke, befandt jeg mig jo også i Frankrig. Det overraskede mig faktisk, hvor godt engelsk han snakkede, på trods hans berusede tilstand. 

 

“Jeg ville nu hellere fortrække en pakke smøger også, et kys er meget at spørge om.” svarede jeg tilbage, med den bedst forførende stemme, som jeg nu engang kunne få frem. Jeg havde ikke lyst til at kysse ham, ikke fordi han ikke var pæn, for det var han. Dog intet i forhold til Harry.. Hvorfor blandede jeg overhovedet Harry ind i det her? 

 

Jeg kiggede forvirret væk, men fik dog igen øjenkontakt med hans mørkebrune øjne, da han sagde et eller andet i retning af, “det er en aftale.” 

 

Jeg slikkede mig diskret om læberne, men udfra hans ansigtsudtryk, fattede han det som et tegn. 

Nej?

“Jeg har nogen.” mumlede han pludselig ud i det blå, som om han havde siddet og tænkt længe over det. Jeg lod blikket glide ned til hans bukselomme, hvor han førte hånden ned. Kort tid efter trak han en pakke Camel frem, som så godt hærget ud. 

 

“Næsten fyldt.” pointerede hen, hvorefter han trak let ud i mine shorts, så pakken kunne blive spændt fast mellem mit maveskind og indersiden af shortsene. Nu så han vel ikke mit fedt, vel?

 

“Så skal vi lige have en lille drink.” Han viftede til bartenderen, som var hurtigt om at tage hans bestilling. Hvad havde jeg nu rodet mig ud i? 

  ______________________________________________________________________________________   Okay Normalt skulle der ikke være kommet et kapitel endnu, men så syntes jeg alligevel, at i "fortjente" et. <3 Det er så ret kort, ihvertfald i forhold til hvad de plejer at være, men det er måske også meget godt.. hihi   Og ja har sagt det tidligere, men hvis i vil have et persongalleri, vil jeg gerne lave det!  Bare skriv det, også skal jeg nok få det lavet. (Det er jo ikke vildt mange personer, men hvorfor ikke.) <3 Love y'all 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...