Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96524Visninger
AA

18. 17

 

Til sidst trak vi os fra hinanden, selvom jeg bare ønskede at blive trukket ind til ham. Jeg turde knap kigge på de andre, deres blikke ville sikkert være dømmende og forundrede. Hvad jeg havde gang i, vidste jeg ikke. Hans ene arm lagde sig omkring mig, imens jeg lænede mit hoved op af hans skulder. Hans kropsvarme og nærhed gjorde mig tryg, han gjorde mig tryg i helhed. 

 

Et falskt host lød, hvilket fik mig af ren refleks til at kigge til siden, hvor lyden var kommet fra. Det var Niall, eller dem alle sammen som stirrede på os, men han var kommet med lyden. Jeg kom ligesom tilbage til virkeligheden, hvad havde den dreng dog gjort ved mig? Jeg var da for alvor ved at gå fra forstanden. 

 

Med en akavet bevægelse, fik jeg rykket mig lidt fra Harry, som om intet var sket. Selvfølgelig havde de set det, ingen turde bare sige noget. Jeg kunne mærke alles blikke gennemtvære mig, selv Harrys lå på mig. Hvad skulle jeg overhovedet sige?

 

“Hey guys, vi går i seng.” lød en stemme pludselig, som brød stilheden. Jeg vidste, at det var Liam som snakkede, hans stemme var ikke til at tage fejl af. Han måtte være kommet ud for at sige det, for hvis han havde set mig og Harry, havde han nok ikke snakket sådan. Uden at kigge tilbage, mumlede jeg nogle lyde, som skulle forstås som “godnat.” 

 

“Er der noget galt?” Harrys stemme lød ganske tæt på mit øre, som en hæs hvisken. 

“De stirre.” mumlede jeg, hentydende til de andre, som snakkede lavmælt, imens de konstant skævede over imod os. 

“Lad dem.” svarede han tilbage, med et lille smil. Hvordan det? 

 

“Helt ærligt, ikke?” Zayn var den første til at sige noget, ingen af de andre turde. Eller Louis turde sikkert godt, han var jo godt fuld, men Eleanor havde sat sig over til ham, for at snakke om et eller andet. 

 

Jeg rettede opmærksomheden på Zayn, selvom jeg ikke havde lyst til at kigge på ham, gjorde jeg det alligevel. 

 

“Hvis i har følelser for hinanden, hvilket jeg går ud fra at i har, burde i altså snakke med Liam.. Istedet for at skjule jer sådan.” Han kastede en tom øl dåse over skulderen, så den raslede mod nogle af de andre. Jeg måtte da først finde ud af, om jeg overhovedet havde følelser for Harry? Eller dvs. det troede jeg at jeg havde, men alligevel var jeg ikke helt sikker. Mine tanker forvirrede mig, det hele forvirrede mig. 

 

“Jeg går i seng.” sagde jeg pludselig, hvorefter jeg lynhurtigt rejste mig op. Uden at kigge på de andre, skyndte jeg mig ind i huset, for at gemme mig under dynen. Jeg ville bare gerne sove, uden at nogen skulle snakke til mig. Jeg havde intet overskud til noget. 

 

                        X  X X X X X X X

 

Jeg vågnede med en tung følelse i kroppen, måske var det alkoholen som havde givet bagslag.. Ihvertfald følte jeg mig ikke på toppen, så det blev til en dag i sengen. Egentlig kunne jeg sagtens bare gå ud til de andre, og spille mega glad og energisk, men jeg orkede bare ikke. Så hellere køre lidt i, at jeg ikke havde det så godt. Så slap jeg også for alle de blikke, som jeg garanteret ville få fra de andre. Angående Harry vidste jeg ikke rigtig, hvad han mente om det. Jeg var faldet i søvn igår, før han var kommet ind på værelset, så jeg havde altså ikke snakket med ham endnu. 

 

Jeg sukkede højlydt, da der alligevel ikke var andre. De lavede sikkert morgenmad, men det skulle jeg så ikke have noget af. Helt ærligt så havde jeg taget på, det kunne enhver da se. Selvom jeg spiste langt mindre ned jeg plejede, havde jeg stadig formået at tage på.. Hvordan det var endt sådan, vidste jeg ikke helt, men noget skulle gøres. Jeg kunne ikke gå rundt, og ligne en gravid hval, når der blev taget billeder så snart vi bevægede os ud i offentligheden. 

 

“Valerie?” Blev der pludselig råbt igennem huset, så jeg lyn hurtigt lukkede øjnene, som om jeg stadig sov. En dør blev åbnet, hvorefter en person trådte ind i værelset. Bare at det var Danielle eller Liam, de vidste ikke noget om igår.. 

 

Skridt lød, og kort tid efter blev en hånd lagt på min kind. “Du sover ikke.” konstaterede personen, som mest af alt lød som Zayn.. Pokkers lort. Af alle personer, var det lige Zayn. Zayn som også vidste, at vi havde kysset den dag på natklubben. 

 

Modvilligt åbnede jeg øjnene, hvor jeg kunne se hans sorte hår sidde helt pjusket, som havde han lige været i bad. Det havde han måske også, hvad var klokken overhovedet? Jeg bed mig i læben, da han bare stod og kiggede på mig, med et seriøst ansigtsudtryk. 

 

“Valerie..” brummede han, med en hæs sexet stemme, som fik mig til at spænde i kroppen. Behøvede han sige noget om igår? 

“Hvad forgår der mellem dig og Harry?” Han satte sig ned på sengen, så det sagde en knagende lød. Jeg kiggede op i loftet, som var malet hvidt. Kun en lille plet skilte sig ud. 

 

“Det var ikke helt uskyldigt igår, det ved jeg selv på baggrund af de mængder alkohol.” sagde han igen, men jeg ønskede bare, at han gik igen. 

 

“Jeg ved ikke hvad vi lavede.” svarede jeg, og faktisk var det sandheden. Jeg vidste ikke, hvad fanden jeg havde lavet. Jeg havde aldrig prøvet, at være forelsket før, jeg var slet ikke vant til den slags. Desuden var jeg så inderligt bange for, at Liam ville blive sur og hade mig. Det var faktisk det, som skræmte mig aller mest. Jeg elskede ham så forbandet meget, det var helt vildt. 

 

“Kan du lide ham?” Zayn stemme var rolig, som om han prøvede på, at gøre mig mere rolig. Det lød nu mest af alt, som om han snakkede til et lille barn. 

 

“Er du forelsket i ham?” Prøvede han igen, da jeg ikke svarede på det andet spørgsmål. Hvorfor skulle han også spørge så direkte?

 

“Jeg ved det ikke, okay Zayn?” vrissede jeg af ham, hvilket kom bag på ham. Søde Valerie vrissede jo ikke af andre, hvilken skam. 

 

“Jeg har lagt mærke til jeres blikke.” kom det igen fra ham, stoppede han aldrig? Forstod han ikke, at jeg ikke gad det her? Jeg var træt og hullet i maven gjorde ondt. 

“Det er noget imellem jer, det kan man jo ikke undgå at se, så hvorfor indrømmer du det ikke bare?” Jeg lukkede kort øjnene i irritation, jeg var snart bange for, at jeg ville koge over. Hvorfor blev jeg også så sur? Zayn gjorde intet galt, men alligevel..

 

“Kan du ikke bare forstå, at jeg ikke ved det?”

 

“I burde snakke med Liam.” hans stemme var dæmpet, intet i forhold til min hidsige stemmme. 

 

“Senere, jeg vil sove nu.” endte jeg ud i at svare tilbage, for ellers ville det sikkert nok gå galt. Jeg havde alt for mange humør svingninger, og jeg blev alt for nemt sur. 

 

“Du skal have morgenmad først.” han rejste sig op, men jeg rystede bare på hovedet. Som om. 

 

“Nej.” 

 

“Jo, kom nu.” 

 

“Nej?” Jeg kiggede irriteret på ham, men han tog sig ikke af det. Blev den dreng aldrig sur? Jeg opførte mig som en på 5, og alligevel var han helt afslappet og snakkede roligt. 

 

“Du bliver nød til, at få spist noget. Det går jo heller ikke, hvis du aldrig spiser.” Han rakte sin hånd imod mig, som om jeg skulle tage den, men jeg rystede bare på hovedet. 

 

“Jeg er ikke sulten, desværre.” mit svar fik ham til at ryste på hovedet, men han blev stående. 

“Du har jo intet spist de sidste dage.” konstaterede han, med en lidt hård stemme. Jeg skulle til at protestere, komme med en eller anden bemærkning om, at det da nok var den dårligste løgn, som han kunne komme med, men han havde jo ret. Jeg havde måske spist et æble hist og her, taget en bid af en bolle, men så heller ikke rigtig mere. Det var ikke noget, som jeg havde tænkt overordnet over. Alligevel kunne jeg ikke få mig selv til at sige ja, bare tanken om det, gav mig en lyst til at kaste op. 

 

“Nej.” mumlede jeg beslutsomt, hvorefter jeg drejede mig i sengen, så hans ansigt kom ud af syne. Jeg kunne høre et lavt suk fra Zayn, men det var jo også meget rimeligt at han blev irriteret. 

 

“Du bliver herinde, så henter jeg Liam.” kom det pludselig fra Zayn, som jeg kunne høre gå over i mod døren. Hvad ville han sige til Liam?! Hvorfor skulle jeg snakke med ham? 

 

Med et sæt hvad jeg sat mig op i sengen, “hvorfor?” min stemme var overraskende nok ikke så svag, som jeg havde troet, at den ville være. Jeg var en svag person, og det hadede jeg som pesten. 

 

“Det går ikke, at du ikke spiser.” mumlede han bare, hvorefter han forsvandt ud af døren. Hvorfor skulle Liam have den information? Jeg klarede mig fint, det behøvede han ikke blande andre ind i, og især ikke andre som i min bror. 

 

Mine hænder begyndte at ryste, hvorfor blev jeg så nervøs? Jeg kunne også bare lade som om, at jeg var faldet i søvn.. Den ville de så nok ikke hoppe på. Og hvis jeg ikke tog meget fejl, ville de tvinge mig til at spise morgenmad. Også skulle jeg sidde ude i blandt dem alle, hvoraf Harry var der, men det var jo ikke engang det værste. De andre som havde set vores “uskyldige” kys, ville også sidde der. 

 

Mine tanker kørte hurtigt, hvad skulle jeg gøre? Hurtigt gled mit blik rundt i værelset, hvor det stoppede ved et vindue. Det vindue som altid irriterede mig om morgnen, fordi Harry af en eller anden grund altid trak gardinerne fra, så sollyset skød direkte ind på mig. Det var faktisk utrolig irriterede, jeg hadede at blive vækket “tidligt” af solen. 

 

Hurtigt fik jeg transporteret mig selv hen til vinduet, hvor jeg fik låst det op ved hængslerne, som sad langs kanten i den ene side. Så måtte jeg bare håbe, at jeg kunne få mast min fede krop igennem vinduet. Tanken skræmte mig rent faktisk, at jeg var blevet så fed, at jeg ikke engang kunne komme igennem et skide vindue. Men der var ikke tid til at tænke, jeg måtte prøve, også måtte det bære eller briste. 

 

Med armene fik jeg trukket mig op til vindueskarmen, som var forholdsvis stor, men sad ret langt oppe på væggen. Hvorfor også det? Hjertet hamrede i brystet, i frygt for at de ville nå at komme, inden jeg kom ud. Det værste ville være, hvis de nåede at se mig hænge og dingle i vindueskarmen. 

 

Lettelsen steg i mig, da jeg fik svinget benene ud over kanten, og dermed hele kroppen. Vinden susede kort i mine øre, i den korte tid jeg faldt ned fra vinduet til stenene, som jeg landede på. De var hårde og kolde imod mine bare ben, og jeg ville sværge på, at jeg ville få nogle blå mærker. Men hvis jeg ville væk, skulle det gå stærkt. Jeg havde ikke tid til, at gennem tjekke for eventuelle sår eller blå mærker. 

 

Med hjertet oppe i halsen, fik jeg rejst mig op fra stenene, så jeg kunne sætte i løb. Kald mig dum, kald mig irriterende, men jeg havde bare ikke lyst til at være der. Jeg var jo irriterende i forevejen, så hvad gjorde forskellen, at jeg stak af? Det var jo ikke sådan, at jeg ville være væk i flere dage. 

  ______________________________________________________________________________________

  (ikke 100% rettet igennem, sorry) 

- Dramaa, så stikker hun af... o:  Stemmer i for Varry? (: <3i må gerne komme med jeres meninger<3   Og btw mange tak for de 113 likes! <3<3 Der kommer et nyt kapitel ved.. tja omkring de 123-120. <3       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...