Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96524Visninger
AA

16. 15

 

Jeg tog hånden op foran munden, for at mindste lyden at min vejrtrækningen. De skulle IKKE se mig sådan her. Så ville der bare komme en masse spørgsmål, og allerede nu kunne jeg se, at jeg ikke ville eller kunne besvare dem. 

 

“Zayn, vi kigger i den anden ende.” Blev der pludseligt råbt, hvilket fik mig til at fare sammen, så grene og blade på jorden blev skubbet rundt. Jeg lukkede kort øjnene i, så var jeg sikkert opdaget. 

 

Hvorfor var jeg også sådan en kujon? De var sikkert allerede trætte af mig, og det bebrejde jeg dem ikke engang for. Hvem løber lige pludselig væk i Frankrig, uden overhovedet at sige noget? Og hvem står så og gemmer sig bag et fucking træ, når de eneste personer der tager sig af en, prøver på at lede efter en? Den dårlige samvittighed havde allerede bredt sig, jeg var så dum så dum. 

 

“Vals!” Jeg blev pludselig trukket voldsomt tilbage, så jeg væltede bagover ind i en anden person, som tog et fast greb i mig. Langsomt kiggede jeg op i nogle brune øjne, som helt klart tilhørte Zayn. 

 

Hans øjne kiggede undersøgende ind i mine, hvorefter han fik mig rejst ordentligt op.

“Hvad sker der?” Han kiggede medlidende på mig, sikkert fordi mascaraen havde sat sine spor, og dermed afsløret at jeg havde grædt. Pokkers makeup…

 

“Jeg..” min stemme døde langsomt hen, hvad skulle jeg svare? jeg kunne slet ikke finde ud af det, også gjorde mit hoved ondt. Smerten i hoften var ikke nær så slem mere, selvom der var en svag brændende fornemmelse dernede fra. 

 

“Jeg fik det bare dårligt.” mumlede jeg, med en næsten utydelig stemme. Dårligere løgn kunne jeg da godt nok ikke komme med. 

 

“Drenge! Hun er fundet!” Råbte Zayn hurtigt, hvorefter han igen rettede opmærksomheden imod mig. Øjnene der var så smukke gyldenbrune kiggede op og ned af mig, men stoppede så ved mine også brune øjne, dog ikke nær så pæne. 

 

“Vi var bekymrede.” Han rystede på hovedet, hvilket bare fik skyldfølelsen til at vokse mere. 

 

“Undskyld.” hviskede jeg stille, min stemme kunne ikke blive højere. Jeg var alt for nedkørt og træt. 

 

“Valerie?” Lød en anden stemme, som jeg genkendte som Liams. Jeg havde ikke løst til at kigge på ham, så ville skyldfølelsen da for alvor få amok, ingen tvivl om det. Min mave ville springe i luften, og tårerne ville sikkert igen strømme ned, som et endeløst vandfald. Jeg var bare bygget svagt, jeg var svag. 

 

Alligevel tvang jeg mig selv til at kigge på ham, da en hånd blev lagt på min skulder. Liams ansigtsudtryk så mindst lige så bekymret ud, som Zayns gjorde. De behøvede ikke være så bekymrede, ikke for mig. 

 

“Hvorfor løb du væk?” Han trak mig ind til sig, så duften af hans parfume fyldte mine næsebor. Begge hans arme lagde sig om på min ryg, så jeg blev holdt fast, men det gjorde ikke noget. Han var den person, som gjorde at jeg følte mig tryg. Han fik mig til, at føle mig betydningsfuld og okay. Min højt elskede storebror, som havde en røv irriterende lillesøster. 

 

“Jeg var bange for, at du ville gøre noget dumt.” mumlede han tæt på mit øre, så det fik nakkehårene til at rejse sig. “noget dumt” havde han sagt, som i skære i sin hofte med en sten? Det hørte nok under “noget dumt”, men det behøvede jeg jo ikke fortælle ham. Hvorfor skulle jeg gøre ham endnu mere bekymret, når han allerede var det i forvejen? Jeg var jo okay.. 

 

“Jeg har det fint Liam, undskyld.. Virkelig, jeg ved ikke hvad der skete.” min stemme var svag og skrøbelig, hvis man overhovedet kunne kalde en stemme det. Ligemeget hvad, var der ikke særlig meget styrke eller overbevisning i den. Hans tag om mig blev en smule hårdere, “jeg elsker dig, okay?” jeg bed mig i læben, elsker var sådan et stærkt ord. Ikke noget man bare gik og sagde til alle. De eneste personer jeg havde sagt det til, var vel nok mor, far også Liam, hvis jeg altså havde fået fortalt ham det også. 

For en sikkerheds skyld, mumlede jeg et,”jeg elsker også dig.” efter en kort pause, slap han mig, så jeg kunne komme fri fra hans kram. Ikke fordi jeg ville fri, men vi kunne jo heller ikke stå der forevigt. Desuden lød de andre drenges stemmer, hvilket nok betød at de var tæt på. 

 

Jeg kiggede langsomt over mod lyden af stemmer, som rigtig nok kom fra Niall, Louis & Harry. De gik og snakkede lavt sammen, så kun stemmerne kunne høres. Da de nåede op til os, stoppede snakken øjeblikkeligt. Var det på grund af mig? Lidt efter kom også Eleanor og Danielle, der begge sendte utrolig bekymrede blikke, da de så mig. 

 

“Oh godt du er tilbage.” Niall kiggede på mig, med et svagt smil, som jeg skyndte mig at gengælde. Nu skulle de ikke tro, at jeg var helt ude af den. 

 

“Kan vi ikke godt tage hjem?” mumlede jeg, da jeg ikke gad at stå her og snakke om hvorfor jeg løb. Spørgsmålene ville sikkert komme igen, men ligenu havde jeg ikke overskud til noget. Det hele kørte rundt i hovedet, så hovedpinen kun blev forværret. 

 

“Jo, det skal vi nok.” Svarede Liam hurtigt, og sendte mig et lille smil. Jeg nikkede, hvorefter jeg kiggede over på Harry, som havde blikket på mig. Hans grønne øjne kiggede lige igennem mig, sådan føltes det ihvertfald. 

 

Jeg tog en dyb indånding, da vi begyndte at gå, det skulle nok ordne sig.. 

“Hey.” blev der mumlet ganske tæt på mig, så jeg automatisk kiggede hen imod stemmen. Harry havde mast sig over til mig, da vi valgte at gå imod bilerne. De andre gik foran os, så ingen bemærkede, da han forsigtigt tog min hånd i sin. Varmen fra hans hænder blev hurtigt overført til mig, som var han et omvandrende varmeapparat. Et lille smil fandt vej til mine læber, selvom jeg sørgede, at han ikke så det. Selv efter at jeg opførte mig som en idiot, virkede han stadig ikke sur. 

 

“Det hele skal nok gå.” sagde han lavt, som om han kunne læse mine tanker. Jeg kiggede kort på ham, hvorefter jeg nikkede, selvom jeg ikke selv var overbevidst. 

 

Harrys synsvinkel: 

 

Jeg havde taget hendes hånd, fordi hun virkelig havde brug for lidt støtte. Det følte jeg ihvertfald at hun gjorde, selvom Liam prøvede sit bedste. Han var en god bror for hende, det var jeg helt sikker på, at hun også syntes. Jeg blev bare så bekymret for hende, da hun pludselig skreg op og begyndte at spurte afsted. Først forstod ingen af os, hvad der egentlig forgik. Hun virkede okay på vejen herud, så hvad skete der? Liam fortalte, at lægerne havde sagt, at hun stadig ikke var helt stabil, så vi skulle passe ret godt på.. Bare hun var okay, andet ville jeg ikke kunne bære. Godt nok havde vi ikke kendt hinanden i mega langtid, men alligevel havde jeg formået at få lidt følelser for hende. Eller havde jeg? Jeg var ærligtalt meget forvirret omkring det hele. Hendes smil kunne få mig til at smile, og blive helt glad indeni, men om det ligefrem var en forelskelse, var jeg ikke helt sikker på. Hun gjorde mig forvirret, det måtte jeg indrømme. Men hvordan skulle jeg også undgå, at syntes bare lidt om hende? Hun var altid så rolig og sød, også vidste jeg hvad hun havde været igennem, hvilket gav mig en underlig trang til at beskytte hende. Desuden var hun også virkelig køn, det var jo bare et ekstra plus oveni. Men hun er Liams søster, så jeg ville ikke tillade mig selv, at få flere følelser for hende. 

Det måtte jeg ikke, hvilket Liam også havde gjort meget klart for os alle, før hun kom. Vi skulle behandle hende pænt, vi skulle snakke normalt til hende, få hende til at føle sig velkommen, ikke stirre, ikke stille for mange spørgsmål, ja jeg kunne lave en hel liste med, hvad Liam havde sagt til os. Han var bare overbeskyttende, og det forstod jeg fuldt ud. 

 

Valeries synsvinkel: 

 

Mørket havde lagt sig over byen, så jeg havde taget plads i sofastolen, hvor jeg kunne sidde lidt alene. Sådan havde jeg siddet lige siden vi kom hjem, ikke et ord havde jeg sagt. Kun nogle få blikke, havde mig og Harry sendt hinanden. Maden var sikkert snart klar, men jeg gad ikke have noget. Kaffen var nok, desuden var jeg ikke sulten. Der havde vokset sig et hul i min mave, som bare opslugte alt inden i. Den sagde underlige lyde, men jeg ignorerede det. Jeg følte mig sulten inden i, men ikke udenpå. Ihvertfald skulle jeg ikke have noget, sådan var det bare.

 

Jeg bladrede videre i bogen, som min mor havde lagt frem til mig, før jeg tog afsted. Den var okay, så det gjorde ikke så meget. Jeg havde læst ret meget før i tiden, så det kedede mig ikke som sådan. Drengene derimod virkede ikke som nogle typer, som friviligt ville åbne en bog. Jeg havde ihvertfald aldrig set dem læse, udover på deres mobiler inde på twitter eller noget andet. Faktisk nu hvor vi snakkede mobiler, havde Liam også sagt, at jeg snart skulle have mig en. Ikke fordi jeg var helt lost, og aldrig havde haft en før, men alligevel. Her måtte jeg jo bruge internettet osv, så det var noget andet. 

 

“Hvordan går det?” hørte en stemme, som tydeligvis var en pigestemme. Jeg kiggede op fra bogen, selvom jeg sikkert ville glemme hvor jeg var kommet til. Danielle stod foran mig, med to kopper te i hænderne. Da hun rakte den ene hen imod mig, tog jeg hurtigt imod. 

“Det går vel okay.” smilede jeg, hvorefter jeg duftede til teen, for at få en ide om hvilken en det var. 

 

“Det er godt, vi var meget bekymrede.” hun satte sig i en lænestol ved siden af mig, hvorefter hun tog en slurk af teen. Jeg gjorde det samme kort tid efter, så min mund blev fyldt med den smagfulde te. Det var en frugt te, hvis jeg skulle komme med et gæt. 

 

“Har du det godt med drengene?” Spurgte hun pludselig, med blikket på det slukkede fjernsyn. Jeg kiggede ned i teen, som havde en lysebrun farve. 

“Helt fint ja, de er de venligste mennesker på jorden.” 

“Liam elsker dig også rigtig meget, det må du ikke tvivle på. Og jeg er sikker på, at alle drengene holder meget af dig.” vi fik øjenkontakt, som holdte i lidt tid, inden jeg som kujonen brød den, ved at kigge væk. Mine tanker drev hen på Harry, som jeg havde lidt for meget på de sidste par dage. Hans krøller og grønne øjne blev bare ved med at dukke frem, måden han kiggede på mig på, måden vi havde ligget ved siden af hinanden.. 

 

“Hvis du nogensinde får lyst til at åbne dig mere op, så er jeg her altid.” hun smilede varmt til mig, hvilket fik mig til at nikke med et skævt smil. 

 

“Hva’ så guuurls!” blev der råbt, hvorefter Louis og Harry kom gående ind, med en skål popcorn og et par øl dåser. Jeg kunne ikke lade være med, at lade blikket glide over Harry. Hans hår sad så godt, og da han havde smidt overtrøjen, kunne man se nogle tatoveringer på armene. Jeg elskede tatoveringer, de havde en historie eller et symbol, ihvertfald hos de fleste. Jeg ville også gerne selv have nogle, men da jeg var under 18, tvivlede jeg stærkt på, at jeg måtte få lov. 

 

“Vi tænkte på, at holde nogle små hyggelige drukspil i aften? Hvis alle altså er med.” indskød Louis, kort efter han havde smidt sig i sofaen, og tændt for fjernsynet. Jeg nikkede hurtigt, gerne noget til at aflede mine tanker! Danielle var hurtigt med på ideen også, så det var heller intet problem. 

 

“Er du ikke liidt for ung, til sådan noget unge dame?” kom det drillende fra Harry, som i mellem tiden havde sat sig på armlænet til min stol. Jeg løftede øjenbrynet, han skulle da ikke snakke, da det var ham og Zayn som havde fyldt mig med drinks. 

 

“Når og det kommer altså fra dig? Du er jo også såååå ansvarlig..” svarede jeg igen, med et flabet smil. 

“Uhhh den sad, hva’?” grinte Louis, med popcorn i munden, så han nær var ved at blive kvalt. Jeg smilede til ham, han så utrolig komisk ud. Men sådan var Louis altid, sjov og underholdende, ligemeget om han gjorde sig selv til grin. 

 

“Rolig nu, pigebarn.” Harry klappede mig på håret, hvilket fik mig til at læne mig kraftigt tilbage, så han ved rykket var ved at falde ned i mig. 

“Klodset.” pointerede jeg, da han hurtigt satte sig ordentligt op igen. 

“Det er da dig der..” ”Kan i ikke lige være stille.” afbrød Louis os, med en hånd strakt over imod os som et stop tegn. Jeg kiggede først forvirret på ham, men da hans øjne lå på tv skærmen, kiggede jeg selv derhen. Der var nogle billeder af MIG og drengene, da vi gik rundt på gågaden. På nogle af billederne holdt jeg Liam i hånden, og da Danielle også var med, var det jo ikke så svært at gætte hvem jeg var. Det fik gåsehuden til at sprede sig, selvom jeg ikke ville indrømme det. Og hvad skete der for, at jeg så fed ud? For helt ærligt, det gjorde jeg. Hvorfor havde jeg dog taget shorts på, når jeg udemærket godt vidste, at det fik mine lår til at se kæmpe ud? Det var jo ligefrem pinligt.. 

 

“Ej..” prustede Harry, imens hans blik lå på skærmen, hvor et nyt billede rullede ind, hvor en eller anden stemme snakkede på højtryk omkring det. 

“Hvad krølle?” han kiggede hurtigt hen på mig, med et fornærmet ansigtsudtryk, men rystede så på hovedet. 

“Har du set dét der billede af mig??” Han skævede over imod fjernsynet, hvor Harry som stod ude i siden af billede, lavede et sjovt ansigtsudtryk, da hans solbriller var faldet af. Jeg udstødte et grin, selvom jeg nok ikke skulle have gjort det. Han kastede sig over mig, så jeg blev trykket hårdt ned i den bløde stol, som var polstret med en form for uld. Før jeg nåede at reagere, var han begyndte at kilde mig i siderne, så jeg skreg op. 

 

“HARRY STOP NEJ” Jeg kæmpede for at få luft imellem grinende, men han så ikke ud til at give sig. “STOP!” Skreg jeg af grin, da han endnu engang kildede mig, med hurtige bevægelser. 

“Kun på én betingelse..” sagde han pludselig, da han stoppede med at kilde, men dog stadig holdt mig fast. Jeg kiggede bedende over på Louis, for at få lidt hjælp, men han sad bare og smilede fjoget til os. Tak Louis, du forstår virkelig en hentydning. 

“Og hvad er så det…?” sukkede jeg, med et lille smil, som jeg ikke kunne fjerne. Uden at tage øjnene fra mig, kommanderede han til Louis, at han skulle hente en tusch, hvilket Louis var hurtigt om. 

“Hvad vil du?” Jeg fik bange anelser, men han smilede bare hemmelighedsfuldt. “Jeg har godt hørt fra Liam, at du troede at det var Hitler, der sang en af vores sange..” Jeg bed mig i læben, men det holdt ikke mit grin tilbage. 

“Du er ikke fan, er du vel?” Han kiggede tilbage, hvor Louis kom gående hen imod os, med et ondskabsfuldt blik. Jeg fuldte dem med øjnene, imens Louis udleverede Tuschen til Harry, som lynhurtigt fik skruet låget af. 

“Harry..” mumlede jeg, med et forvirret ansigtsudtryk. 

“Rolig nu.” Han fik samlet min ben, hvorefter han satte sig ned ovenpå mig, uden jeg overhovedet kunne bevæge mig. Hvorfor var han så stærk? Eller skulle jeg spørge, hvorfor var jeg så svag? 

 

Hans hånd nærmede sig langsomt, med tuschen som pegede direkte mod mit ansigt. Jeg prøvede på at ryste på hovedet, men han holdt det fast med den ene hånd. 

“Lig nu stille, Vals.” Og få sekunder efter, ramte noget koldt min pande. Jeg ville skyde på, at han skrev et eller andet. 

“Stop Harry, NEJ!” Jeg prøvede på at vriste mig fri, men han var alt for stærk. 

“Du skal nok få mit mesterværk at se bagefter.” tyssede han, selvom det ikke rigtig hjalp. Han skulle da ikke tegne på mig?! Jeg lukkede kort øjnene, hvorefter jeg åbnede dem igen. Hans øjne stirrede ind i mine, så jeg næsten blev suget ind. Som om det kun var Harry og jeg, Louis latter i baggrunden forsvandt, samt tv’ets brummen. Jeg havde lyst, det måtte jeg sige. Jeg havde lyst til at føle de læber mod mine, ikke som en fuld idiot, som ikke anede hvad hun lavede, nej som en med bevidsthed. 

 

Modvilligt drejede jeg ansigtet væk fra ham, hvilket også fik ham til at fjerne sig fra mig. Hvad var der med mig? 

 

“Hvor er du bare flot!” kom det fra Niall, som var kommet ind i stuen, uden jeg havde opdaget det. Jeg skulle lige til at nikke lidt genert, men så kom til i tanke om tuschen i mit ansigt. Hurtigt fik jeg rejst mig op fra sofaen, så jeg kunne se mig selv i det spejl, som hang i stuen, få meter fra hvor jeg var. 

 

“Harry?!” udbrød jeg, da mit ansigt kom frem på spejlet. Med sort farve stod der “I love 1D” i panden og på kinderne havde han også lige skrevet, “Harry” og “1D” som jeg jo godt vidste stod for One Direction. 

“Det er da pænt.” mumlede han, med et skævt smil. Hvorfor var han så tiltrækkende? Jeg rystede tankerne af mig, sådan kunne jeg ikke tænke hele tiden. Desuden var han Liams bedsteven, så de tanker skulle aflives. 

  ______________________________________________________________________________________

 

 Harry & Valerie er da bare søøde (':<3  Også fik i også lige lidt fra Harrys synsvinkel ^^   Også vil jeg lige (det siger jeg i like hvert kapitel, haha men stadig) Tusind tak for de 100 likes!!

Eller 103? Noget i den stil, er ihvertfald så glad for det! Og endnu mere de der 165 favoritlister, i er simpelthen for dejlige <3  Det bedste er seriøst, at læse jeres søde kommentarer.<3  Som i måske har lagt lidt mærke til, svarer jeg ALTID tilbage på alle kommentarer, for at vise at jeg sætter pris på dem alle. <3  Det er bare tit jeg ser forfattere, som aldrig svarer tilbage på noget. (:<3  Men i må gerne komme med gæt eller noget på, hvad der sker <33

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...