Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96688Visninger
AA

15. 14

 

Solen lyste højt på himlen, så varmen for en gangskyld fik lov til at trænge ordentlig igennem, og opvarme vores kroppe, som vi gik på rad og række afsted langs gågaden. Drengene med solbriller og hættetrøjer, som skulle dække deres identitet bare en smule. Eleanor & Danielle havde også trukket nogle solbriller op, som fik dem til at ligne supermodeller, også var der mig. Sølle lille Valerie, som bare lignede en katastrofe med solbriller og sommertøj, som slet ikke sad ordentligt. Jeg vidste de tænkte det samme, men ingen sagde noget.

 

Butiksruderne var fyldt med udstillings sko, tasker eller tøj, som blev ført frem på tynde mannequin dukker. Plastikken skinnede næsten i øjnene, når man kom gående forbi. Drengene ville ikke ind i butikkerne, hvorimod Eleanor og Danielle konstant stoppede op, for at kigge nærmere på et flot ur eller en fin taske. Jeg var der bare, som en irriterende flue på væggen. Det var lidt sådan, at jeg følte mig. Det lød sikkert mega åndssvagt, men jeg passede bare ikke så godt ind, som jeg havde troet. Jeg var den nye, den som man hele tiden skulle passe på, som var jeg lavet af glas. Det irriterede mig, selvom drengene prøvede på, at skjule det med jokes og flabede kommentarer, kunne jeg godt se det. Deres stemmer sagde noget andet, men måden de noglegange kiggede på mig, sagde det hele. Jeg var ikke normal, og det vidste jeg nok godt. Det var ellers sødt, at de prøvede på at behandle mig som en normal glad teenager. Ikke fordi jeg var overdrevet deprimeret med mørke tanker konstant, men alligevel følte jeg ikke rigtig, at jeg passede ind i noget. 

 

“Valerie?” En hæs stemme, fik mig til at glemme mine tanker og kigge opmærksomt til siden, hvor stemmen var kommet fra. Det var Liam, som havde sit altid bekymrede storebror ansigtsudtryk, som udstrålede et bjerg af følelser. Hans brune øjne lå på mig, imens hans ene hånd havde fundet vej til min ryg, hvor den beskyttende havde trukket mig en smule tættere på. Kunne han se lige igennem mig? Det føltes tit sådan. Var jeg virkelig så let at læse? Jeg bed mig i læben, selvom det kun udstrålede et tegn på nervøsitet. 

 

“Er der noget galt?” Hans stemme var dæmpet, nok for ikke at tiltrække de andres opmærksomhed. Heldigvis havde de en samtale oppe omkring noget med, hvilke butikker vi skulle gå i hvilke gode cafeer der lå i nærheden. 

 

Jeg rystede svagt på hovedet, som svar på hans spørgsmål. Hans hånd lagde sig om mit liv, så vi på den måde gik tættere sammen. Han vidste altid, hvordan han kunne få mig til at slappe mere af, han vidste tilmed, at han ikke behøvede at spørge mere ind til det. Han vidste sikkert godt, at mit nik havde været en uskyldig hvid løgn, men han forstod hentydningen. Jeg behøvede bare ikke, at plapre løs om mine problemer, når han alligevel ikke kunne hjælpe. Det ville alt i alt ikke give nogen nytte, desuden var jeg så skide bange for, at han ville blive træt af mig. Også kan man tale om, at være en usikker freak. 

 

“Vi tager ind på en cafe, det trænger de vidst til.” kom det fra Eleanor, som uden jeg overhovedet havde lagt mærke til det, var kommet op på siden af mig. Hendes lange mørke brune hår blæste let i vinden, men det fik hende bare til at se endnu smukkere ud, da det gav et løft i hendes hår. Jeg havde ikke engang lyst til, at se hvordan mit hår var blevet rodet rundt, især fordi jeg havde  glattet det inden vi tog afsted. Mit hår var naturligt bølget eller slangekrøllet, hvad man ville kalde det, men nogle gange var glat hår bare lidt nemmere, eller noget. 

 

Vi drejede ind på en cafe, som lå ned af en sidegade, hvilket betød mindre mennesker, og dermed ikke så mange fans. Vi havde ikke stødt på så mange indtil videre, hvilket jeg var dybt taknemmelig for. Jeg vidste jo godt, at de var ellevilde for at spørge ind til mig, så derfor havde jeg ingen lyst til at rende ind i nogen. 

 

“Det er jo et meget hyggeligt sted.” smilede Louis, som hang sin jakke over stolryggen, hvorefter han satte sig. Vi andre fordelte os omkring bordet, som heldigvis var stort med nok plads til alle. 

“Jeg er også virkelig sulten.” mumlede Niall, som allerede havde snuppet menukortet med drinks på, som lå klar på bordet. Jeg fnes kort, hvornår var han ikke sulten? 

“Det er vidst ikke noget nyt.” grinede Zayn, som også havde taget et drikkekort. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg havde lyst til. Måske en kop kaffe eller noget iste. For ja iste var gudsgave til mennesket, det kunne jeg godt skrive under på. 

“Jeg kunne godt drikke en kop varm kakao med flødeskum.” kom det fra Harry, som prøvede på at kigge med hos Niall, som ikke helt kunne bestemme sig. 

 

Jeg lænede mig tilbage i stolen, og lod de andre bestemme hvad de skulle have. 

“Hvad skal du have?” Liam kiggede hen på mig, da en tjener havde stillet sig op ved vores bord, klar til at skrive bestillingerne ned. Hendes hår var sat op i en stram knold, hvor ikke et eneste hår hang løst ned. Hendes udstråling var ikke særlig imødekommende, faktisk mere det modsatte. Hun havde sikkert ikke opdaget, at hun skulle betjene selveste One Direction. Så ville de fleste ihvertfald nok ændre attitude.

 

“Bare en kop kaffe.” Svarede jeg, med et skævt smil. 

“Cappuccino?” spurgte han, hvilket fik mig til at trække på skuldrene, det kunne jeg vel godt tage. 

“Okay fint nok, 2 Cappuccino, en kop grøn te, 3 kopper varm kakao, én kop sort kaffe og en chailatte.” gav Liam som ordre ud i en lang køre, som tjeneren måtte skrive lynhurtigt ned, for ikke at glemme det. Jeg kiggede væk fra hende, og over imod Harry som havde blikket på mig. Da han opdagede, at jeg havde opdaget ham, kiggede han hurtigt væk. En mærkelig følelse bredte sig i mig, men jeg ignorerede den. 

 

Blikket kom igen, da vores drikkevarer blev placeret foran os. Selvom jeg ikke kiggede på ham, kunne jeg stadig mærke hvordan hans blik holdt mig fast. Hvordan det over analyserede mig, og hver en bevægelse jeg foretog. Hvorfor hans grønne øjne konstant lå på mig, var et stort spørgsmål, som jeg ikke kendte svaret på. 

 

Beatrice, rank dog ryggen.” Stemmen var skinger, men ordene kom tydeligt frem. Lynhurtigt kiggede jeg til begge sider, men drengene sad alle sammen optaget af en samtale. Havde ingen hørt den stemme? Jeg kiggede langsomt ned i kaffekoppen, som efterhånden var ved at blive tømt, så resterne lå op af kanten. Jeg rykkede en smule usikkert på mig, det var nok bare noget jeg bildte mig ind. 

 

Beatrice, opfør dig nu ordentligt.” blev stemmen ved, som en skrigen i mit venstre øre. Hvorfor hørte jeg det, når ingen af de andre bemærkede noget? Var jeg virkelig så skingrene skør, at jeg hørte stemmer der ikke fandtes? I et forsøg på et se normal ud, førte jeg kaffekoppen op til munden, for at lade noget af væsken komme ind. Det smagte mildt, lidt for meget sukker havde jeg puttet i. Jeg hadede faktisk at putte sukker i, men da de andre også gjorde det, havde jeg bare efterlignet uden at tænke over det. 

 

“Jeg syntes altså, at vi skal se at komme lidt videre.” hørte jeg Danielle sige til Liam, da de til info sad ved siden af hinanden. Det havde jeg forresten glemt, at spørge ham nærmere om. I starten tænkte jeg mere på, om de overhovedet kunne fordrage hinanden, men efter de kærlige blikke, som de ind i mellem sendte hinanden, blev mine ubesvarede spørgsmål til et nye. 

 

Jeg fulgte med i, hvordan Liam nikkede og kiggede ud mod os andre. 

“Skal vi tage videre?” 

 

                X X X X X X X X X X X

 

Stemmerne var kommet tilbage, da vi havde forladt cafeen. Harry prøvede på at snakke til mig, men jeg kunne ikke fokusere på hans ord. Som om de ikke trængte ordenligt igennem til mig, stemmerne var blevet for høje. 

 

Forude kunne jeg se en park, hvor nogle folk gik med deres hunde. Jeg knugede hånden sammen til en knytnæve, uden de andre så det. 

Beatrice.” råbte stemmerne, selvom jeg prøvede på at ignorere dem. 

“Jeg tænkte bare på at vi kunne..” Harrys stemme var som en lav summen, de begyndte hele tiden. 

Beatrice, pas nu lige på. Beatrice, hvad er det dog du laver? Smil dog.” De skreg af mig, råbte og skreg, jeg kunne ikke mere. Harrys ord, stemmerne de hele blev for meget, jeg holdte begge hænder op foran ørene. 

“Vær stille.” mumlede jeg, med en lettere panisk stemme. Harry kiggede underligt på mig, men jeg var ligeglad. Han forstod det ikke, og jeg kunne heller ikke få ham til det. 

Beatrice dog.” “HOLD SÅ KÆFT” Skreg jeg, panikken havde klart overtaget min stemme, og fået det til at lyde som om, jeg fik et sammenbrud. Snakken forsvandt og opmærksomheden lå nu på mig. 

“Valerie hvad sker der?” Liam kiggede spørgende på mig, men jeg rystede bare på hovedet. 

“De er efter mig..” mumlede jeg, uden at tænke så meget mere, var jeg sat i løb. Godt nok var jeg ikke idrætspigen, men mine ben førte mig lynhurtigt afsted igennem de forskellige mennesker, direkte ind i parken som var ganske tæt på. Hvorfor jeg løb, vidste jeg ikke helt, men mine tanker måtte bare afledes på en eller anden måde. Jeg kunne slet ikke overskue noget, derfor blev jeg bare ved og ved med at løbe, imens tårerne langsomt gled ned af mine kinder. Min makeup blev sikkert ødelagt, men det kunne være ligemeget. 

 

Først da jeg nåede til et stort træ godt inde i parken, stoppede jeg op. Min vejrtrækning var høj og ude af kontrol, det føltes som om jeg kunne falde om til hver en tid. Med rystende ben, fik jeg mig selv om bag træet, så folk fra stien ikke kunne se mig. Jeg gad ikke snakke med nogen, ikke engang min højt elskede bror. 

 

Langsomt gled jeg ned langs træstammen, så jeg sad lænet op af det, med hovedet støttende på mine knæ. Jeg var så træt, at jeg kunne falde søvn lige her. Også selvom græsset var en anelse fugtigt, og der sikkert var en million dyr. Mit blik røg ned på jorden, hvor der rodede med grene, blade og småsten. En skarp sten lå ved siden af min ene fod, som jeg langsomt samlede op. Med den ene finger strøg jeg forsigtigt over den skarpe side, på den lille sten. Mine øjne gled ned til mine lår, som lå klasket mod hinanden. Fedtet lå som en kage, det var helt utroligt. 

 

Med et snøft, rev jeg mine skorts lidt ned, så mit hofte blev blottet. Huden var glat og havde en let lysebrun farve. Med rystende bevægelser, før jeg stenen hen imod hoften. Stemmerne var næsten forsvundet, kun deres skrig lød engang imellem. Jeg bed i læben, samtidig med at jeg pressede den spidse ende imod hoften. En smerte skød igennem mig, men den virkede på en underlig måde god. Jeg lukkede kort øjnene i, hvorefter jeg fjernede stenen. Der var kommet en lille rift, men værre var det heller ikke. Endnu engang pressede jeg den mod hoften, denne gang hårdere en før. En lille tynd blodstråle piblede frem, men det var ikke nok til, at stoppe min handling. Flere gange pressede jeg den ned mod huden, smerten blev hele tiden erstattet. Hver gang den forsvandt, kom der en ny. Jeg vidste ikke helt hvad jeg lavede, eller hvorfor jeg gjorde det. 

 

En lyd i form af nogle knækkede grene, fik mig med et sæt til at kaste stenen fra mig, og hive op i shortsene, så man intet kunne se. Med bankene hjerte sad jeg helt stille, i håb om at personen igen ville forsvinde. Drengene ledte sikkert efter mig, dybt forvirrede over min forsvinding, men lige i dette øjeblik, kunne jeg kun tænke på mig selv. Jeg havde ihvertfald ikke tænkt mig, at komme frem fra mit skjul. Forfærdelig var hvad jeg var. 

 

“Valerie?.. Er det dig?”

_________________________________________________________________________________________

Yay

Selvom der "kun" er 14 kapitler, er de ret lange.. SÅ den her movella kommer til at blive ret så lang, da den slet ikke er færdig! Men det er jo kun godt, håber jeg, haha..<3

 

Men det var da ikke så godt for Valerie ): I må gerne komme med jeres meninger om, hvad i ønsker/tror der vil ske osv.! Ville elske at læse det.<3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...