Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96428Visninger
AA

13. 12

 

Hvad klokken var gået hen og blevet, havde jeg ikke helt styr på. Siden vi var kommet hjem, var jeg styrtet direkte hen i sofaen med en kop kaffe, som jeg virkelig forgudede. Kaffe var en ægte lifesaver. 

 

Mine øjenlåg kæmpede konstant imod mig, ved at prøve at lukke sig i. Jeg var ellers igang med at se 24 timer, som var en ret så god serie, med en del action. Faktisk elskede jeg den serie, og jeg ville virkelig anbefale alle at se den! Den blev aldrig kedelig, også skete der hele tiden noget nyt. Jeg kunne blive helt opslugt af den, også bare sidde i flere timer og stene den. 

 

“Hey Vals, er du med på at bestille en pizza til aftensmad?” Zayn kom gående ind i rummet, selvom jeg ikke kunne se ham, kunne jeg høre det var ham grundet den dybe stemme. Så at kigge mig tilbage, bare for at få mine tanker bekræftede orkede jeg ikke lige. Mit hoved havde endelig fundet en position, hvor det ikke gjorde så ondt.

 

“Det er fint nok, Zayn.” svarede jeg tilbage, da jeg egentlig var ret ligeglad. Pizza smagte godt, men min kvalme gjorde bare, at jeg ikke havde lyst. 

“Det var heldigt, for jeg tror allerede at Niall er igang med at ringe.” Zayn var efterhånden kommet op på siden af mig, så jeg af refleks kiggede på ham. 

“Jeg er alligevel ikke sulten.” sagde jeg, da det var sandheden. De behøvede ikke, at bruge ekstra penge på mig. Ikke fordi de ikke havde råd, for penge var intet problem for dem. 

“Du spiste jo heller ikke morgenmad.” konstaterede han, med blikket på mig, “faktisk heller ikke frokost? der lå du og sov.” Han gik hen til sofaen, hvor jeg lå og fyldte det hele. Med et lille smil, løftede han op i mine ben, så han kunne sætte sig, derefter lagde han mine ben tilbage, som så måtte ligge på hans lår. Jeg sagde ikke noget, kiggede bare lidt på ham. 

“Du bliver nød til at spise lidt, også selvom du har tømmermænd.” hans blik slog hen på fjernsynet, hvor serien kørte for fuld drøn. Jack Bauer var midt i en af sine missioner, som vidst var yderst vigtig.

“Aha du ser 24 timer? Den serie elsker jeg.” mumlede han, efter nogle få minutters stilhed. Jeg nikkede med blikket på skærmen, selvom jeg ikke vidste om han kunne se det. 

“Kan du huske noget fra i går?” Spurgte han pludselig, med en lidt mærkelig stemme, hvad jeg lavet noget dumt? Måske havde jeg sagt et eller andet, som jeg ikke skulle have sagt.

“Sådan lidt, ikke helt for at være ærlig.” Jeg begyndte langsomt at pille ved mit hår, hvilket jeg tit gjorde når situationen blev en smule pinlig. Men det var heller ikke sådan, at det var akavet med Zayn, slet ikke faktisk.

 

“Så dig og Harry siger du slet ingen ting?” denne gang kiggede jeg på ham, hans smil og de gennemborende mørke brunlige øjne, som kiggede indtrængende på mig. Hvad mente han med det? Jeg prøvede så vidt muligt, at tømme min hukommelse, gå igennem et hvert minde fra aftnen. Helt væk kunne det da ikke være? Jeg kan godt huske at vi stod og dansede lidt tæt, var det dét, som han mente? 

Jeg bed mig svagt i læben, da usikkerheden kom frem i mig. Jeg håbede, at det bare var det. 

 

“Hvad mener du?..” Jeg prøvede på at virke helt rolig, men det virkede sikkert ikke særlig godt. Åh gud hvorfor var jeg altid så dum? Jeg vidste ikke engang hvad jeg havde gjort, men jeg vidste bare at det var dumt, Harry havde jo også undgået mig??

 

“I..” Zayn kiggede hurtigt hen mod døren, som for at tjekke at vi var alene. 

“I kyssede ret heftigt.” Han lænede sig lidt tilbage i sofaen, hvorefter han slog benene op på det lave sofabord, som var placeret foran sofaen. Jeg spærrede straks øjnene op, ved hans ord. Havde vi kysset? Harry og jeg? Hvordan skulle jeg reagere på det overhovedet? Jeg havde grundet Mr. & Mrs. Mikaelson aldrig haft en kæreste, dermed aldrig kysset nogen.. Også den første jeg får kysset, er en af min brors bedstevenner som jeg tilmed ikke engang kender særlig godt? Et kys var jo ikke så slemt igen, men det overraskede mig alligevel ret meget. Holdt Harry sig fra mig, fordi han syntes, at jeg var ulækker? Var det hele grunden? Kyssede jeg så frygteligt? Eller måske, måske så kyssede han mig kun, fordi han havde ondt af mig. Det var sikkert grunden, hvad skulle det ellers være? Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, at det næsten gav mig hovedpine. Hvorfor var jeg så forbandet dum? Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige til Zayn, som klart sad og fulgte med i min reaktion. Ingen af dem kunne sikkert lide mig særlig godt, de gjorde det bare for Liams skyld. 

 

Jeg kæmpede mod at få mine mundvige til at vende op i et smil, som for at vise at det var okay. “Er du sikker?” Jeg prøvede på at lade være med at kigge på ham, men ud af øjenkrogen kunne jeg se, at han nikkede uden tøven. 

“Bare rolig Vals, jeg siger ikke noget til Liam.” Han lagde trygt en hånd på min, så en varm følelse bredte sig i mig, men den blev hurtigt erstattet med en smule frygt. 

“Hey i to, maden er kommet.” det var Louis, som havde afbrudt vores øjeblik. Ikke fordi det var et intimt øjeblik, for sådan så jeg ikke Zayn. Han var allerede blevet som en anden bror for mig, selvom jeg selvfølgelig holdt mest af min rigtige bror, Liam. Men alligevel havde drengene formået, at få mig til at føle mig normal og velkommen. Det betød meget for mig, det kunne jeg allerede sige nu.

 

“Ja vi er på vej.” mumlede Zayn til Louis, som sagde et eller andet tilbage, som jeg ikke helt opfangede. 

“Kom, du skal have lidt mad indenbors.” Han rejste sig fra sofaen, så mine ben røg ned i sofa puden med et bump. Hans blik landede på mig, hvorefter et drillende smil kom frem. 

“Er du virkelig så doven, at jeg skal trække dig op?” han løftede øjenbrynet, men da jeg bare lavede hundeøjne, rullede han for sjov med øjnene. 

“Jeg er jo så lille.” mumlede jeg, med en uskyldig stemme. 

“åh så det er du?” han rakte en hånd frem mod mig, som jeg kunne tage imod. 

“Ja hvad skulle jeg dog gøre, uden et muskelbundt som dig?” Jeg tog imod hans hånd, hvorefter han hurtigt trak mig op, som om det var let som ingenting for ham. Det var det måske også, han havde trods alt mange muskler.

“Det kan der være noget om, du ville jo være helt fortabt.” han grinede kort, hvorefter han ligesom tog mig op i armene, så han kunne holde mig oppe. 

“Bær mig ud i køkkenet.” kommanderede jeg, efterfuldt af et fnis. 

“Modtaget, deres højhed.” han fik hevet mig lidt længere op, så jeg måtte slynge benene omkring livet på ham, for ikke at falde ned. Man skulle sikkert tro, at vi var et forelsket par, men vi var bare venner. Eller jeg var den svage, imens han lige gav mig en tjeneste, som jeg aldrig ville gengælde. 

“Hyp hyp!” Råbte jeg, med et stort smil. 

Han begyndte at gå i et rask tempo ud i køkkenet, så jeg måtte klamre mig fast til ham, for at jeg ikke faldt ned. I det tilfælde ville han sikkert også gribe mig, men alligevel. 

 

“Når godt i kunne..” Nialls stemme døde hen, da han så os komme ind af døren. 

“torturere du Zayn?” kom det grinende fra Liam, som var igang med at skære en pizza ud, som stod på spisebordet. 

“Han fortjener det.” mumlede jeg, hvilket fik nogle grin frem fra de andre.

“Det er vidst mere dig.” kom det fra Zayn, som i løbet af få sekunder, havde angrebet mig ved at kilde mig i siderne, så jeg skreg højt op. 

“ZAYN STOP!” skreg jeg, imens jeg prøvede på at hoppe ned fra ham, men hans greb var for hårdt. “ZAYNZAYN NFSKD” jeg skreg af grin, hvilket han fandt meget sjovt, ihvertfald stoppede det ham ikke, “så kan du lære det.” han fjernede endelig hænderne fra mig, så jeg kunne hoppe ned på gulvet. 

“Fuck dig..” mumlede jeg for sjov, da jeg havde taget et par skridt fra ham. 

“Pas på hvad du siger, frøken Payne.” kom det fra ham, i det han satte sig ned på en ledig plads. Jeg rystede på hovedet, imens jeg kiggede rundt efter en plads. Mit blik stoppede ved Harry som sad og kiggede lidt små irriterede på mig. Ikke sådan direkte sur, men han så heller ikke særlig glad ud. Jeg sukkede let, da det gik op for mig, at den eneste ledige plads, var lige ved siden af ham. Hvorfor kunne han ikke lide mig? 

 

Jeg prøvede på at skubbe tankerne væk, da jeg slog mig ned ved siden af ham. I mellemtiden havde Liam fået skåret al pizzaen ud i stykker, så drengene som i Niall havde allerede læsset en del op på tallerknen. Sulten var langsomt kommet tilbage, men noget i mig sagde, at jeg ikke kunne begynde at spise nu. Hvis Harry hadede mig nu, hvad ville han så ikke sige, hvis jeg begyndte at smaske pizza ved siden af ham? Også ville jeg sikkert begynde at spilde, og i sidste ende ville jeg virke fed. Jeg kunne jo ligeså godt give tømmermændene skylden for, at jeg ikke havde lyst til noget. 

 

Mit blik faldt ned på mine negle, som virkelig trængte til en ny lakering. Jeg hadede at have afskallet neglelak på, det var bare så grimt. Men alligevel havde jeg aldrig energi til, at skulle ligge et ny lag hver anden dag, da det gik ret hurtigt. 

 

“Valerie?” jeg blev trukket ud af mine tanke, hvilket fik mig til at kigge forvirret op. Bare de ikke havde spurgt mig om noget flere gange, så begyndte det at blive pinligt.

“Mhm?” mumlede jeg, med et svagt smil. Det var Liam, som havde sagt mit navn, det kunne jeg se på den måde, han kiggede spørgende på mig. 

“Skal du have pepperoni eller skinke?” Han kiggede hurtigt ned på pizzabakkerne, hvor de forskellige pizzaer stod. 

“Øh..” Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare til det. Jeg kunne godt spise et stykke skinke nu, men på den anden side.. Jeg kiggede hen på Harry, som lidt overraskende havde blikket på mig. Hans øjne så ikke vrede eller irriterede ud, som for få minutter siden. Sikkert fordi Liam sad og kiggede på mig også, så måtte han jo spille sød. Jeg sukkede indvendigt, jeg tog alting så personligt nogle gange.

“Jeg har det lidt dårligt, Liam. Jeg er ikke så sulten ligenu, så jeg tager noget senere.” Jeg sendte ham et kæmpe smil, som han straks hoppede på.

“Okay så, men så husk at tage noget, ikke?” Jeg nikkede hurtigt, måske lidt for ivrigt. Det var en løgn, men hvad skulle jeg ellers sige? 

Jeg kiggede langsomt væk fra spisebordet, da jeg kunne mærke Zayns blik på mig, som om det analyserede hver en del af mig. Jeg var ikke ude på at sulte mig selv, så langt ville jeg da aldrig gå, men en dag uden mad ville da ikke skade noget. Desuden havde jeg fået cola og kaffe, så værre var det heller ikke. 

 

                                                X X X X  X X X X X

 

Klokken var mange, men tankerne gad ikke holde pause, de kørte frem og tilbage, hvilket holdt mig vågen. Jeg ville skyde på, at der sikkert allerede var gået flere timer fra, at jeg overhovedet prøvede på at sove. Et lavt suk forlod mine læber, da jeg endnu engang vendte mig om på den anden side. Harry lå og sov trygt ved siden af mig, uden et ord var han kommet ind, uden så meget som at sige godnat, havde han slukket lyset og lagt sig ned. Om det var fordi, at han skammede sig eller fordi, at jeg havde ladet som om at jeg sov, vidste jeg dog ikke. Men jeg var næsten helt sikker på, at han ikke brød sig om mig. 

 

Mine øjenlåg lukkede i, men jeg fald ikke ind i den dybe søvn. Jeg skulle lige til at slå dynen af, da et højt brag lød og et lyn havde slået ned. Mine øjne åbnede sig straks, i frygt for om der var sket noget. Ja jeg var skrækslagen overfor tordenvejr, det var der ikke noget nyt i. Jeg havde været bange for det altid, men det var jo ikke ligefrem noget, som man gik og pralede med. 

 

Langsomt drejede jeg hovedet over imod Harry, som lå med ansigtet ind imod mig. Hans ansigt var egentlig meget kønt, der var intet at sætte en finger på. Som om gud personligt havde formet  hver en detalje på hans ansigt også som prikken over iét, havde han også lige fået nogle englekrøller med. Et ubevidst smil gled over mit ansigt, men blev erstattet af et sammenkvalt skrig, da endnu et brag lød. Jeg var bange for, at have vækket Harry, men det så ikke sådan ud. Hvorfor var jeg også sådan en bangebuks? Jeg rystede sukkende på hovedet, hvorefter jeg satte mig rystende op i sengen. Da værelset endnu engang var iskoldt, svøbte jeg dynen om mig, for ikke at fryse for meget. 

 

“Hvad skal du?..” lød en hæs stemme, da jeg var parat til at rejse mig. Egentlig havde jeg tænkt mig, at gå ind til Liam og ligge mig i hans arme, så han kunne hviske mig trøstende ord som, at tordenvejret ikke ville gøre os noget. Selvom det lød åndsvagt, var det hvad jeg havde brug for. 

 

Mit blik gled hen på ham, som han lå der med øjnene hvilende på mig. Hans ene ben lå uden for dynen, imens resten af kroppen stortset var dækket. Jeg kiggede ned på mine fødder, uden at vide hvad jeg skulle sige. Lød det ikke lidt dumt, hvis jeg forklarede at jeg var bange for det dumme tordenvejr? Jo helt klart, også ville han hade mig endnu mere. 

 

Jeg skulle lige til at åbne munden, men et brag fra tordenvejret kom mig i forkøbet. Jeg fór forskrækket sammen, så jeg var ved at tabe dynen, som jeg ellers knugede godt fast med den ene hånd. 

 

“Tordenvejret?” mumlede han, med en rolig stemme, som mindede om alt andet end sur. Jeg sank en lydløs klump, hvorefter jeg stille nikkede. 

 

“Kom her..” Hans ord fik mig til at kigge tilbage, hvor han åbnede dynen for mig, som om jeg skulle kravle ind til ham. Mine øjne blev store, mente han det seriøst? Jeg blev siddende lidt tid, sad bare og kiggede tomt på ham. 

 

“Jeg kan altså godt passe på dig, hvis du er bange for tordenvejret.” sagde han igen, med en blid stemme, som virkede lidt manipulerende i mine øre. Hvorfor havde han virket så underlig i dag hvis han alligevel ikke var sur? Jeg fattede ingenting. 

 

“Du var jo sur..” mumlede jeg, med en utydelig stemme, som man sikkert skulle have gode øre, for at kunne forstå. 

“Nej Valerie, jeg har aldrig været sur på dig.. Det var bare lidt..” han kiggede ud i luften, som om han ledte efter det rigtige ord. 

“Du fortrød at du havde kysset med mig, fordi jeg er irriterende?” fuldførte jeg hans sætning, men hans ansigtsudtryk ændrede sig hurtigt, hvorefter han voldsomt rystede på hovedet.

“Nej hvorfor tror du dog det? Nej det er ikke det, men jeg tror bare ikke, at det ville være så godt, hvis Liam fandt ud af noget.” Han sukkede let, “så ville han jo bare tro, at der var noget imellem os, og du ved hvordan Liam så ville opføre sig så.” han kiggede på mig, med et lidt undskyldende blik. 

“Men det er der jo ikke, desuden behøver han ikke, at få noget at vide.” Jeg svang benene op i sengen igen, da jeg ligesom droppede ideen med at rende ind til Liam igen.

“Nej men det ville han tro, Vals selvfølgelig er jeg ikke sur på dig.” Han smilede skævt, hvilket så virkelig sødt ud. Jeg måtte kæmpe for, ikke at smile tilbage som en anden idiot. 

 

“Tordenvejret er vidst også..” et højt brød afbrød mig i at fuldføre min sætning, selvfølgelig slap jeg ikke så let..

“Kom her.” grinede han, hvorefter han igen åbnede armene til mig. Denne gang kravlede jeg hen til ham, så han kunne trække mig tættere på sig, og efterfølgende ligge dynen omkring os begge. Det virkede forkert, hvis man bare så os sådan, men vi havde jo begge to like bekræftet, at der ikke foregik noget. Han var ikke sur, så det kunne jeg heller ikke tillade mig at være. Desuden søgte jeg tryghed, hvilket han gav mig. 

 

_______________________________________________________________________

Okay så kom det ud! 

Og ja Valerie opfører sig jo nogenlunde normalt, selvom hun hurtigt får angst osv. da hun jo ikke er vant til alt den her selvskab osv. men det er meget svært for mig, at sætte mig ind i hendes hoved, når jeg skal skrive på den her movella, så det er derfor, at nogen (måske??) ville tænke, at det virkede en sule urealistisk. Ingen har skrevet noget til det, så det kan godt være, at det bare er mig der tænker sådan, men igen det er meget svært ellers, også ville den her movella tage ret lang tid at få ordentlig igang sov.<3

 

Men når er der lidt flirt eller er det bare ren venskab? Og var hun overhovedet parat, til at komme væk fra England psykisk? hmhm...

 

 

Okay så tak for de 66 likes, i er bare så dejlige altså! Virkelig, kys og kram til alle<3<3<3

Er totalt træt ligenu, så vil sige at når der kommer.. hvad skal vi sige, når der kommet  de der 78-80 likes, kommer det nye kapitel. Skal nok begynde at skrive lidt på det, så det hurtigt kan komme ind.. Er bare totalt doven lige nu, fordi skole dagene er så lange og hårde.. <3 men tusind tak, fordi i gider at læse med! Det betyder så meget for mig

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...