Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96479Visninger
AA

12. 11

 

 

Lyset skinnede ind af vinduet, så kraftigt at mine øjne tvang sig til at åbne. Varmen fra den forbandede sol havde allerede varmet værelset godt op, så koldt var her ihvertfald ikke længere. 

 

Jeg gned mig søvnigt i øjnene, da mine øjne havde vendt sig til lyset. Hvordan var jeg overhovedet endt her? I min egen seng på Harrys og mit værelse? Jeg kunne ikke huske særlig meget fra igår, kun korte episoder. Som en film, hvor man kun havde set få af klippende. Jeg kunne allerede føle trætheden, selvom jeg havde sovet længe. Klokken så ihvertfald ud til at være mange…

 

Jeg satte mig op i sengen, men fortrød det hurtigt, da en intens hovedpine slog ned som et lyn. Jeg holdt hurtigt en hånd for hovedet, hvorfor havde jeg det så elendigt? Kvalmen lå også tungt i maven og fik mig til at føle mig endnu dårligere tilpas. Men selvom at jeg helst ville blive liggende, bare sove videre eller noget lignende, blev jeg nød til at stå op. Der var et interview idag, desuden ville jeg gerne vide, hvad jeg havde lavet igår og hvordan jeg var kommet hjem. Jeg havde ihvertfald drukket med Harry og Zayn i baren, ellers var det meste andet væk fra min hukommelse. 

 

Med langsomme og forsigtige skridt, da jeg var bange for at hovedpinen blev værre, gik jeg ud imod gangen, som også var oplyst af sollyset. Hele huset i sig selv, var overdrevet lyst med store vinduer, hvilket lige på dette tidspunkt irriterede mig. Jeg ville helst ligge i et helt mørkt rum og sove. Ikke tænke ikke lave noget. 

 

 

Mine skridt kunne knap høres på gangen, da jeg sørgede for ikke at træde voldsomt. Gjorde alkoholen mig virkelig så dårlig? Eller kunne jeg bare ikke tåle det?? spørgsmålene kørte rundt i mit hoved som en tornado.

 

“Hey, der er vores lille alkoholiker!” Udbrød Zayn, da jeg kom gående ud i køkkenet, hvor de faktisk alle sammen sad. Der var dækket op til morgenmad, som de allerede var igang med at spise af.

 

“Åh stop, jeg er ikke en alkoholiker..” jeg sendte ham et skævt smil, da jeg ligesom ikke orkede at grine. Det virkede virkelig dovent, men det krævede ligesom bare lidt for meget.

“Hvordan har du det så?” Liam kiggede på mig, med sit rolige storebror blik. 

“Det.. helt ærligt? Af helvedes til.” mumlede jeg, med en lille grimasse. 

“Du var også ret.. vild igår.” Grinede Zayn, hvorefter han daskede Harry på skulderen, hvilket fik ham til at reagere. Måske var jeg ikke den eneste, der havde det dårligt? Han så ihvertfald ikke for godt ud.

“Vi ville have vækket dig, men altså du havde det ret dårligt igår, så vi tænkte at du bare skulle få sovet ud.” kom det fra Niall, som havde munden fuld af mad. Åh mad.. Jeg fik næsten lyst til at kaste op ved tanken. Måske noget cola, ellers ikke andet. Kaffe ville også gå an, for jeg kunne virkelig godt bruge noget til at vågne op på.

 

Med langsomme bevægelser, bevægede jeg mig hen imod køleskabet, hvor jeg svang lågen op.

“Hvad skal du have?” blev der spurgt bag mig, med en lidt drillende stemme. “Cola.” svarede jeg kort, da jeg ikke orkede at være flabet. Min hjerne kunne ikke tage det lige nu. 

 

“Om morgnen?” lød en anden stemme, tydeligvis overrasket. Jeg greb fat i Cola Zero flasken, som stod i lågen af køleskabet, hvorefter jeg vendte mig om imod drengene. “Den bedste mirakel kur mod mit hoved, har vi nogle piller?” Spurgte jeg, imens jeg med den ene fod, fik smækket køleskabslågen i igen. 

 

“Og forresten, hvad skete der lige igår?” Jeg kunne ikke lade være, med at stille det spørgsmål. Jeg kunne ikke lide, at jeg ingenting kunne huske. Så var der jo ikke så meget sjovt ved, at drikke sig stiv, hvis alle minderne var hvisket væk. 

 

“Mine to venner her, som lovede at passe på dig, drak dig fuldstændig under bordet, så du knap nok kunne gå, også brækkede du dig op til flere gange, hvorefter du besvimmede, så vi kørte dig hjem.” forklarede Liam ud i en lang køre af ord, så jeg næsten ikke kunne følge med. 

“Hey nej, hun ville selv!” brokkede Zayn sig, da han havde fattet, at de lige havde fået skylden. Jeg fniste svagt, jeg kunne godt huske, at jeg selv ville have mere osv. men så stod resten også ret uklart. 

“Men i havde ansvaret for hende, desuden er hun mindre årig.”  Var Liam hurtig om at svare tilbage, med en hård stemme.

“Jaja det behøver i ikke diskutere om nu, det hørte vi nok af i taxaen igår.” kom det fra Louis, som tog en tår af et glas juice. Havde vi juice? Jeg elskede faktisk juice, det var så dejlig opfriskende.

 

Jeg vendte igen blikket væk fra drengene, så jeg kunne få fat i et glas til colaen. Maden fra spisebordet, som drengene lystigt spiste fra, gav mig en svag lyst til at kaste op. Hvordan kunne de bare spise nu? Havde de det slet ikke dårligt? Jeg rystede på hovedet, imens jeg lod colaen fylde glasset helt op. 

“Valerie, skal du ikke lige have noget mad?” kom det fra Zayn, som havde blikket på mig. Jeg havde egentlig tænkt mig at gå ind i stuen, så jeg bare kunne ligge og se tv. 

 

“Nej, så er jeg bange for, at jeg brækker mig.” Jeg skar ansigt ved ordene, jeg kunne virkelig godt bruge nogle piller nu.

“Men vi skal jo ind til interviewet meget..snart.” kom det fra Liam, som var igang med at smøre en bolle med peanutbutter. Føj, bare lugten af det fedtede stads gav mig kvalme. Peanutbutter havde aldrig været min kop te.

 

“Vent hvornår?” Jeg kiggede opmærksomt på Liam, som så ud til at tage det meget roligt. Var klokken allerede så mange? Jeg blev jo nød til, at se ordentlig ud. Selvom jeg på ingen måde orkede lige nu.

“Om 45 minutter, derfor har du Zayn, også meget travlt.” Liam kiggede en anelse strengt over på Zayn, som bare sad med et uskyldigt blik. Jeg blev nød til at tage et bad, sådan her kunne jeg ikke gå rundt. Godt nok skulle jeg ikke med IND, til interviewet, men billeder blev der sikkert taget. 

 

Uden at sige noget til drengene, satte jeg mit glas cola på kanten af bordet, så jeg kunne komme videre ud af køkkenet til badeværelset. Jeg havde ikke tid, til at være doven og langsom.

 

 

                    X X X X X X X X

 

 

“Du skal bare blive her, også kan du følge med i hele interviewet på skærmen der.” pegede Liam forklarende, da vi var kommet ind i bygningen, hvor hele interviewet skulle foregå. Det var meget stort og der var vagter, så det måtte være et godt interview. Jeg glædede mig faktisk til at se det, men tanken om at jeg skulle være et stort taleemne, fik gåsehuden til at krible frem på huden. 

 

“Og hvis du mangler noget, kan du bare spørge en vagt, ellers er der drikkevare osv.” Han skævede over til et lille bord, hvor der stod lidt champagne, sodavand og også noget jeg ville tro var en kaffemaskine. 

 

“Det er fint Liam.” Jeg nikkede smilende til ham, jeg havde allerede fået alt at vide i bilen og på parkeringspladsen. De sikrede sig hele tiden, at jeg var okay med det, men jeg kunne jo alligevel ikke gøre så meget. Sandheden skulle ud, så var dette den bedste løsning. Også følte jeg mig heller ikke ligesom klam mere, da jeg heldigvis havde nået både bad og makeup, hvilket bare bestod af en del mascara, lidt eyeliner og noget til mine øjenbryn. Ansigtsmakeup havde jeg ikke noget overskud til at ligge, så måtte det bære eller briste. Min hud var alligevel heller ikke grim, så jeg behøvede det ikke rigtig alligevel, det var bare blevet en vane, at ligge en del makeup. 

 

“Drenge, i er på om 5.” kom det fra en dame iført jakkesæt, som pludseligt åbnede en dør ind til det rum, hvor vi befandt os i. Jeg kiggede kort på hende, men hun forsvandt hurtigt igen. Jeg lod blikket falde hen på Harry, som jeg ikke havde snakket så meget med endnu. Det virkede lidt som om, at han holdt sig lidt fra mig, hvilket jeg fandt lidt mærkeligt. De dage jeg havde været sammen med dem, var han en af de mest imødekommende og venlige, altid med et smil og en sjov kommentar. Men det kunne jo sikkert også skyldes, at han havde tømmermænd ligesom mig. Jeg havde ihvertfald ikke det store overskud, til at snakke med alle mulige og smile som en idiot. Jeg ville hellere sove i en evighed, eller ihvertfald indtil hovedpinen forsvandt. 

 

“Er du okay?” Louis kiggede på mig, med et forsigtigt blik. 

“Jaja selvfølgelig, jeg skal nok klare det.” Jeg sendte ham et oprigtigt smil, som han vidst godtog. 

“Men så ses vi snart igen.” Liam sendte mig et luftkys, imens Niall åbnede en stor dør til et andet rum. Jeg skulle lige til at spørge, om det var ind til det lokale hvor de skulle interviewes, men ved lyden af det utrolig høje skrig der kom, stoppede jeg mig selv. Det måtte vel være nogle fans, andet kunne jeg ikke forstille mig. 

 

Mit fokus flyttede sig til den store skærm, hvor man rigtig nok kunne se drengene, som kom gående ind i lokalet, hvor der var anbragt nogle lange bænke til lidt publikum. Ellers satte de sig over i nogle sofaer, overfor en dame med kortklippet blond hår. Hun så meget venlig men striks ud, skulle hun så interviewe dem? Jeg bed mig nervøst i læben, da de alle sammen dumpede ned i to sofaer. 

 

“Velkommen, One Direction.” smilede damen venligt til drengene, som kom tilbage med nogle svar, som der blev skreget af, hver gang en af dem åbnede munden. 

 

“Så.. hvordan går det for tiden? arbejder i på noget?” startede damen ud, som måtte være intervieweren. Der blev zoomet ind på Louis, som var den første til at åbne munden. 

“Det går fantastisk, vi holder en kort ferie, så lige nu fokusere vi bare på at slappe af.” Han blinkede charmerende til kameraet, hvilket fik endnu et par piger til at skrige højt. Det virkede dog ikke til, at drengene tog sig af det, de var nok vant til det.

 

“Det skal der jo også være plads til.. Kan vi forvente en ny tour?” Damen smilede overdrevent, da hun stillede dem spørgsmålet. 

Zayn og Niall vekslede hurtigt blikke, inden Zayn sendte hende et af sine charmerende Zayn smil, så man ikke kunne lade være med at smile selv.

“Vi har faktisk arbejdet på noget.. Mere siger vi ikke.” Han kiggede kort ud over publikum, som jublede højt, 

“Det var da gode nyheder, når men Harry jeg tænkte..” “vi havde faktisk noget, vi gerne ville snakke lidt om.” afbrød Liam damen om, som ellers var ved at stille Harry et spørgsmål. Måske fordi, at Harry ikke ligefrem så super frisk ud. 

Man kunne straks se, hvordan nysgerrigheden lyste i interviewerens øjne, som et lille barn, der lige havde åbnet en gave juleaften. 

“Sig frem!” Hun smilede stort, hvorefter hun flyttede lidt rundt på sine papirer. 

 

“Jo.. sagen er den at.” Liam stoppede sig selv, som om han ikke vidste, hvordan han skulle sige det. Det vidste han nok heller ikke, det var jo ikke noget, man bare sådan lige slyngede ud. 

 

“Det har noget at gøre med Valerie Payne.” fik han frem, med et lidt stift ansigtsudtryk. Jeg kom ubevidst til at bide mig i læben, så hårdt at jeg var bange for, er der måske var bidt hul. 

 

“Din søster Valerie Payne, ja?” Intervieweren så en smule forvirret ud, men hvad ellers? Folk gik og troede at jeg var død, så det var vel klart. 

 

“Hun.. ja det er en meget lang historie, men vi blev nød til at dele den, med vores fans og omverden, andet ville ikke være fair.” Han kiggede hen på Harry, som sad og stirrede fraværende ud i luften. Salen var efterhånden også blevet helt stille, alle var godt klar over, at det var et seriøst emne. 

 

“Det hele er meget kompliceret, men efter et mirakel.. “ Liam holdt en kort pause, hvilket Louis tog som et intiativ til at hjælpe ham lidt på vej. “Det vi prøver på at fortælle er, at Valerie Payne er blevet fundet, og lever nu sammen med sin familie og os.” efter ordene havde forladt hans mund, tabte intervieweren bogstavligtalt kæben. Hendes mund stod åben, og hendes øjne lyste af forvirring. Salen var stadig helt stille, ingen turde sige noget. 

 

“Hvad siger du? er hun i live?” intervieweren fik samlet sig selv, efter en kort pause. 

“Ja.. Det hele er meget kompliceret og nyt for os, men hun blev fundet for få uger siden, så vi har holdt det hemmeligt indtil nu.” kom det fra  Liam, som sad med et alvorligt ansigtsudtryk og kiggede på hende. 

“Det er jo… fantastisk! Det havde ingen da forventet? wow!” Udbrød hun, selvom forvirring og usikkerheden lyste ud af hende, prøvede hun på at pifte en stemning op.

“Ja vi kan heller ikke helt forstå det, men hun er altså tilbage i god behold.” Liams stemme gik som genlød i mine øre. 

 

“Efter alle de år? Hvor er hun så nu?” Jeg pressede læberne hårdt sammen, hvad ville de svare til det?

 

“Hun er derhjemme hos os lige nu, det andet ville være for stort et pres.” Jeg nikkede til Liams svar, selvom det var til intervieweren. Godt han forstod mig, godt at jeg ikke skulle udsættes for kameraer osv. nu. 

 

 

Da interviewet som føltes som en evighed endelig var slut, takkede drengene pænt og gik ud. Hvilket betød at de kom ind til mig, ind af den dør hvor jeg sad, og havde fuldt med i det hele. Jeg var nu ikke længere “ukendt” eller “død”, og hele verden enten vidste eller ville snart vide sandheden.

 

Så snart døren gik op, kunne jeg se Harrys ansigt, da han var den forreste af drengene. Jeg sendte ham et smil, som han svagt gengældte. Havde jeg gjort noget galt? Det spørgsmål ville jeg stadig gerne spørge ham, men samtidig ville jeg ikke virke irriterende. 

“Vaaals skat!” Louis kom efterfølende, med et stort smil. “Nu kan du ånde lettet ud, for far her klarede ærterne.” Han blinkede til mig, hvilket fik mig til at grine. 

“Når ja, det kunne jeg jo se? haha.” mit grin, fik et lidt mopset ansigtsudtryk frem på ham, selvom han stadig havde et lille smil på læberne. 

“Ihvertfald er det ordnet.” kom det fra Liam, som efterfølende også var kommet ind i rummet, “men det har du jo set?” Han kiggede op på skærmen, som allerede havde skiftet til noget andet. 

“Ja, det kunne jeg da ikke lade være med.” Jeg smilede svagt til ham, “i klarede det godt.” roste jeg så hurtigt, da jeg kom i tanke om, at de jo kun havde gjort det for min skyld.

“Jamen tak.” Smilede Zayn, som havde fisket nogle bil nøgler op af lommen. 

“Skal vi køre hjem, eller hvad?” hans spørgsmål, fik alle til at nikke bekræftende på hovedet, jeg ville meget gerne hjem. Mit hoved gjorde stadig lidt ondt, også havde jeg bare kvalme. 

 

_______________________________________________________________________

 

Okay så det her kapitel, blev ligesom delt op i to dele, så det er lidt nemmere at komme igennem. Desuden, vil jeg gerne have lidt flere kapitler, istedet for at have få der er lange. <3

 

OGSÅ LÆS LIGE HER! 

har som sagt skrevet anden del af dette her kapitel, så derfor tænkte jeg at jeg vil publicere det NÅR jeg er kommet op på.. 62 likes, hvilket er 10 fra nu. Det er ikke særlig meget, så jeg håber på, at nogen af jer lige vil gøre det, hihi. <3 

 

Håber som sagt, at i kan lige den her movella stadig<3 

Der kommer en del mere drama, baree vent. (;

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...