Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96605Visninger
AA

2. 1

 

Luften føltes kold imod min bare hud, da jeg kun havde iført mig en fin sommerkjole, som var kongeblå med hvide blonder. Det var hvad jeg gik i mest af, for det syntes mor jo var så fint. Hun holdte meget af fine kjoler, som egentlig var mere egnede til små børn. Sløjfer bar jeg også tit rundt med i mit hår, “for det passede jo så fint til” som hun altid sagde, selvom jeg var i en alder af 16, faktisk 17 lange år imorgen.

Min far var mere striks i det, og hvis jeg ikke lavede mine ting ordenligt, så kunne jeg godt regne med at par slag. Ikke så jeg begyndte at bløde, men bare så jeg forstod det. Ellers var han nu meget flink, han passede jo nok bare på mig. Det var ihvertfald sådan, som min mor havde beskrevet det.

 

Jeg lukkede for altandøren til mit værelse, så varmen med det samme kom tilbage. Jeg savnede rigtig meget, at have nogle venner at være sammen med, men mine forældre havde sådan insisteret på hjemmeundervisning. De mente, at det var bedst for mig sådan, så det havde jeg indordnet mig med. Jeg ville dog ønske, at jeg måtte gå ud lidt mere. Haven som mine forældre havde, var stor og fyldt med planter, men når man så kom til det hvide hegn, så måtte jeg ikke gå længere. Sådan var reglerne her i huset, og det måtte jeg bare rette mig efter, ellers kunne det ske, at jeg ikke fik aftensmad eller andet. Jeg havde efterhånden fået et par blå mærker, som kun stammede fra straf af dårlig opførsel.

 

Jeg var nysgerrig på om verden, og på hvordan det var at gå i en rigtig skole med børn, ligesom jeg havde set i fjernsynet. For fjernsyn måtte jeg gerne se, hvis det var nede i stuen. Så snart noget som nyheder kom frem på skærmen, var det tit at mine forældre slukkede for fjernsynet, “for nu var det vidst nok.” Internettet måtte jeg heller ikke bruge så meget, det syntes mine forældre heller ikke var en særlig god ide, så jeg brugte mest dagene på at spille musik, synge eller se top model, eller The Vampire Diaries, den kunne jeg specielt godt lide. 

 

                X X X X X X X X X

 

“Beatrice, så spiser vi!” Blev der råbt gemmen huset, da jeg sad oppe på mit værelse. Uden at svare hoppede jeg ned fra min seng, hvor en kulde fra brædderne på gulvet ramte mine fødder, men da jeg begyndte at gå, forsvandt den. 

Med lette skridt bevægede jeg mig ned af trappen, som førte ned til køkkenet hvor mine forældre allerede sad til bords. Deres ansigter mødte mit, da jeg satte mig ned på den ledige plads.

 

“Skal du have lidt sovs?” Min mor rakte mig sovseskålen, før jeg overhovedet nåede at svare. Jeg tog i mod den, hvorefter jeg modvilligt lod den brune sovs dække mine kartofler.

 

“Nej skat, nu spilder du jo over det hele.. haha” Latteren var høj og glad, som en rigtig latter skulle være. “Pas på!” En hånd blev lagt på min kind, hvorefter en serviet fik tørret madrester væk fra min mund. “Neej.” Lød en babystemme, som kom fra min mund.” 

 

“Beatrice dagdrømmer du nu igen?” Jeg blev revet ud af “Flashbacket”, da min mor utålmodigt kiggede på mig. Jeg rystede svagt på hovedet, hvorefter jeg stillede soveskålen fra mig. Det var sådan det var mig med, sommetider fik jeg de her underlige forstillinger i mit hoved, som mine forældre havde fortalt var en psykisk lidelse. Jeg vidste ikke rigtig noget om det, men noglegange kom jeg næsten ind i en trance, som om det relaterede til noget. Det føltes altid så ægte, men det kunne det jo ikke være. Mine forældre havde også fortalt mig, at det var min psykiske sygdom, som gjorde at jeg troede det var ægte. Jeg var vel lidt af en problembarn. 

 

“Beatrice? Vi har tænkt lidt over noget..” Startede min far ud, hvilket fik mig til at rette opmærksomheden mod ham. 

“Nu da det er din fødselsdag imorgen, vil vi gerne tage dig med i teatret.” Han smilede stort til mig, så jeg ikke kunne lade være med at gengælde smilet, selvom jeg følte mig en smule snydt. Jeg havde sådan håbet på, at jeg ville få lov at tage i byen, bare for denne gangs skyld. 

“Er det ikke godt?” Min mor lagde en hånd oven på min, så jeg blev revet ud af tankerne. 

“Jojo, det vil jeg rigtig gerne.” Mumlede jeg, hvorefter jeg fik klistret et kæmpe smil op, så de ville tro mine ord. 

“Jamen så er det jo en aftale, tager du af bordet?” Min far rejste sig, hvorefter han klappede mig på skulderen. Jeg nikkede tamt, da de begge havde forladt bordet, for at se fjernsyn eller andet inde i stuen. 

Jeg var glad for at komme udenfor, det var jeg virkelig, men jeg havde alligevel håbet på lidt mere. Mit blik gled over på tallerknerne, som lå med madrester og beskidt bestik. Et lavt suk slap ud af mine læber, hvorefter jeg rejste mig for at vaske det op.

 

                                                   * * * * *  * * * *

Vækkeuret begyndte at ringe med sin irriterende vante ringetone, men da jeg var vågnet en halv time før, havde jeg ingen problemer med at stå op. Jeg kunne bare ikke rigtig sove mere, grundet sommerfuglene i maven som fløj rundt. Jeg skulle udenfor havelågen idag, jeg skulle ud og se teater i offenligheden! Jeg blev glad ved tanken, også var det jo også min fødselsdag. Et smil kørte på mine læber, da jeg rejste mig fra sengen, for at finde noget passende tøj frem. 

Far havde senere fortalt at det var en sen eftermiddagsforstilling også skulle vi på en restaurant bagefter. Jeg havde aldrig prøvet at være på restaurant før, så det var ret nyt for mig. I det hele taget at være mere end 200 meter væk fra havelågen. 

 

Tøjet røg af og på igen og igen, da jeg ikke kunne finde noget passende. Det var enten lidt for fint eller lidt for kedeligt, og hvis så endelige jeg fandt noget flot, sad det grimt. Med et suk gravede jeg igen skabet igennem, for derefter at lade tøjstykkerne falde ned på gulvet i en krøllet bunke. Jeg ville gerne have en kjole på, det klædte mig nok bedst. Det var ihvertfald det min mor syntes.

 

Da jeg endelig havde fundet noget at tage på, var det endt ud en i hvid blondekjole, som sad stramt ved brystet og taljen, men struttede så ud længere ned på maven. Til kjolen havde jeg valgt at krølle mit hår, med et krøllejern jeg havde fået i fødselsdagsgave nogle år tilbage, men det virkede skam stadig. Nu vidste jeg godt, at det først var om et par timer, at jeg skulle hen i teateret, men derfor ville jeg godt være forberedt. Det ville være forfærdeligt, hvis jeg ikke nåede at se pæn ud. Så kunne det være, at der først gik lang tid før jeg kom ud igen. 

Jeg skævede over mod mit ur, som hang på væggen og tikkede hvert sekund. Det irriterede mig i starten, men nu havde jeg vendt mig til lyden, så det generede mig ikke mere. Klokken viste mig at den var halv 1, så jeg kunne vel godt begynde på makeuppen. Ikke fordi jeg havde særlig meget, det meste havde jeg fået lov til at låne af min mor.

 

                                                                  ***

 

Tiden gik så langsomt, at jeg nær var faldet i søvn. Mine forældre havde sunget fødselsdagsang, og det hele så det var fint, men jeg kunne bare slet ikke sidde stille noget af tiden. De havde også bagt en kage til mig, hvor der stod mit navn på. Gaven vidste jeg at de ville gemme til restauranten, men det var jeg også ligeglad med. Jeg ville bare afsted, det var det eneste som kørte rundt i hovedet på mig. 

 

“Far, hvornår er det vi skal afsted.” Jeg trippede nervøst rundt, imens han bare sad afslappet og læste i en bog.

“Om 15 minutter, bare rolig Beatrice.” Han løftede kort blikket fra bogen, for at sende mig et beroligende blik. Jeg nikkede, selvom tanker bare blev ved med  at køre rundt i hovedet på mig.

“Mor?” Spurgte jeg, da min mor kom gående forbi, med en tømt kop kaffe i hånden. Hendes blik fandt mit, med et spørgende ansigtsudtryk kiggede hun på mig.

“Ser jeg fin nok ud?” Jeg trak en smule ud i stoffet på kjolen, for at understrege hvad jeg mente. Hun smilede varmt til mig, hvorefter hun trak mig ind i et kram. 

“Du er super fin, sløjfen kan jeg lide.” Hun nikkede til sløjfen i mit hår, som jeg egentlig kun havde taget på, fordi jeg vidst hun elskede dem. Det føltes noglegange som om, at hun stadig troede at jeg var 6 år. Som om hun ikke helt ville se i øjnene, at jeg faktisk var blevet 17 år idag.

 

“Okay så kører vi, er alle klar?” Min far rejste sig nogle minutter senere op, fra den stol han havde tilbragt den sidste halvetime i. Jeg nikkede ivrigt, så jeg næsten blev svimmel.

Min mor hæftede sin frakke af knagen, hvorefter hun nikkede til ham. 

 

Han nikkede lidt for sig selv, hvorefter han læste hoveddøren op, og gik forrest ud til havelågen. Mine øjne lå på bilen, som stod parkeret et par få meter væk. Jeg kunne næsten springe af glæde, da han trak ned i håndtaget, og lod havelågen gå op. Det var som om jeg endelig kunne trække vejret ordenligt, jeg skulle jo ud! En lettet følelse bredte sig i mig, nu længere væk vi kom fra huset og havelågen. Mine skridt blev kun hurtigere, da vi gik over mod bilen, som hurtigt blev låst op. 

 

“Pas nu på, Henrik.” tyssede min mor, da et skældsord røg ud af munden på min far, grundet i en bil overhalede ham. 

Jeg havde hele tiden mit blik på ruden, for jeg ville ikke misse noget. Alle træerne vi kørte forbi og fuglene der fløj rundt i træ kronerne. Snart ville vi være inde i byen, da det tog lidt tid fordi vi boede langt ude på landet. 

“Se lige der Beatrice.” Min mor pegede ud af vinduet, hvor jeg kiggede efter. Der stod “Zoologisk have” På et stort skilt, der førte ind til en kæmpe park.

“Det kunne jo godt være, at vi en dag tog derhen.” Hun smilede til mig i bakspejlet, så jeg skyndte mig at gengælde smilet. 

Et voldsomt ryk fik mig til at rygeforan i sædet, så jeg forskrækket kiggede op. Det rumlede i bilen, i takt med at den kørte i høj fart, men jeg kunne ikke se så meget. Endnu et kæmpe bump skød igennem mig, imens min mor begyndte at skrige, og min far voldsomt drejede rundt på rettet. Jeg nåede slet ikke at tænke ordentligt, før min hjertebanken steg og alt sortnede for mine øjne.. 

 

Liams synsvinkel:

 

“Hvad fanden er det her?” Zayn spyttede forfærdet kagen ud i papiret, hvilket fik et grin til at undslippe Louis’ læber. 

Harry og Niall havde været så “venlige” at bage en kage til minde for Valeries fødselsdag, den smagte så bare ikke særlig godt. Faktisk var den ligefrem forfærdeligt, og det var ret synd, da det virkede til at de rent faktisk havde prøvet. Jeg kunne bare ikke rigtig få mig selv til at grine i dag, det syntes jeg ikke rigtig at jeg måtte. Det var trods alt min forsvundne søsters fødselsdag, som jeg havde planlagt at holde alene eller med min familie, men næ nej det måtte jeg. Drengene syntes ligesom at jeg skulle opmuntres. Jeg burde nok også være kommet videre, men det var lidt svært. Ikke fordi jeg gik rundt og tænkte på hende konstant, for det var trods alt 10-11 år siden nu at hun forsvandt. Politiet havde allerede erklæret hende for død, men jeg havde stadig et håb inde i mig. 

 

“Hahhah fuck du ser dum ud!” udbrød Harry, imens han grinede over Zayns ansigtsudtryk. Zayn hævede øjenbrynet, “det er da ikke mig, som forgifter andre folk med min mad!” forsvarede han sig, hvilket igen fik nogle grin til at slippe ud.

“Ej vi prøvede faktisk.” beklagede Niall sig, hvorefter han forsigtigt tog et stykke kage op til munden. Jeg fulgte hans ansigtsudtryk med øjnene, i takt med at han slugte en stykke. Hans øjne blev til smalle streger og han lod en hånd dække munden.

“Føj!” udbrød han, da han ikke længere kunne holde det ud. Jeg smilede bare lidt af det, for ikke at virke som en lyseslukker.

 

“Skal vi ikke tage i byen i aften?” Louis kiggede direkte på mig, hvilket fik de andre til at rette opmærksomheden på mig. Jeg trak let på skuldrene, da jeg ikke var helt sikker. Hvis det var en hver anden dag, havde jeg uden tvivl svaret ja, men i dag var jeg ikke helt sikker. 

“Jeg ved nu ik”, “Jo det kan du godt.” afbrød Harry mig, med et lille smil på læberne. “Hun ville have ønsket dig at tage afsted, det ved du også godt.” Afsluttede han, med en hentydning til Valerie. Jeg nikkede tamt, uden rigtig at sige noget.

“Så ser vi om du kan slå mig i at drikke.” Drillede Zayn, med et let puf på skulderen. Jeg smilede til ham, “det tror jeg nu at” min mobil afbrød os midt i samtalen. Jeg stak hurtigt hånden ned i bukselommen, hvor der stod et ukendt nummer. Jeg rynkede brynene, men valgte alligevel at tage den. 

 

“Hallo, snakker jeg med Liam Payne?” Spurgte en dyb stemme, så noget sagde mig, at det ikke var en tosset fan, som havde fundet mit nummer. 

“Ja?” Jeg sendte drengene et forvirret ansigtsudtryk, da de kiggede spørgende på mig.

“Okay, du bedes møde op på Blackpool hospital med det samme.” Sagde stemmen, som næsten lød monoton. Jeg skulle lige til at spørge hvorfor, men en stemme i telefonen afbrød. “Liam skat! Du skal skynde dig at komme, det er angående din søster, vi forklarer det hele senere” Det var min mor der snakkede ingen tvivl om det, men hvorfor jeg skulle møde op på et hospital i en helt anden by, vidste jeg ærligtalt ikke. Og min søster? hvad mente hun med det? Måske havde de fundet spor? eller også var hun fundet død..

Mit hjerte begyndte at hamre voldsomt afsted, så jeg fik hurtigt svaret et hurtigt okay, inden der blev lagt på i den anden ende.

“Vi skal til Blackpool.” Meddelte jeg dem, hvilket udløste nogle forvirrede blikke.

 

_____________________________________________________________________

Så er min nye movella endelige ude! 

Jeg vil publicere på den her meget snart igen, enten senere idag eller imorgen! (Har allerede skrevet det næste kapitel.) 

 

Men takker allerede på forhånd, hvis i gider at læse med på den! Jeg vil tage mig lidt mere tid på den her, også syntes jeg også selv ideen er ret god..haha. Men den bliver mere spændende bare rolig! Den skal jo lige gang først, og kapitlerne bliver også længere. <3

 

Hvad tror i der vil ske i næste kapitel af Fall? Kommenter gerne allerede jeres mening!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...