Our Mistakes 2

''I thought you would tell me !'' ''I would, but i was afraid that you would leave me.'' ''I wouldn't have left you, but i am now. Because you didn't tell me !'' Then he left out of the door. Now i was all alone with my new big problem. Bare til oplysning, hvis du ikke har læst Our mistakes. Så ville det være en god ide inden du læser denne. Fordi The new problem er to'eren af Our mistakes :3 Nyd historien kh. 1D.Specials <3

82Likes
185Kommentarer
7928Visninger
AA

9. Help Me !

Monica's POV

 

''Ømm kommer du ikke bare her hen.'' sagde jeg og håbede på han ville lytte. Wow jeg tror aldrig jeg har været så bange, nervøs og håbefuld før i mit liv ? Måske tager han det ok, eller hvad ?

''Kom nu hent til mig babe, jeg har savnet dig så meget. Vi har kun set hinanden face to face, 4 måneder siden !'' sagde Niall og rakte armene lægerne ud i luften, som kun ventede på at jeg ville komme i dem. Jeg kunne ikke lade være, eller kunne jeg ? 

''Niall jeg skal fortælle dig noget.'' sagde jeg og kiggede ned, jeg havde stadigvæk kun mit hoved til syne for ham. 

''Kan det ikke vænte babe ?'' sagde han og lød håbløs. 

''Niall jeg tror det har ventet nok, faktisk i 7 måneder.'' sagde jeg, og kunne mærke nogle få tårer prikke mig på indersiden af mine øjenlåg. 

''Så længe ? Så kan det også vente til efter mit kram, please ?'' sagde han og lavede hundeøjne. 

''Niall jeg... Jeg øm.... Det kan ikke vente mere, jeg føler allerede skyldig i ikke, at have fortalt dig endu !'' sagde jeg, og mine kinder blev til et vandfald. Jeg kunne ikke holde tårerne inde mere, de brød bare ud af mig. Jeg følte mig så skyldig ! Hvordan kunne jeg ikke bare have fortalt ham det ? Fuck man jeg er mega frustreret lige nu !

''Babe du må ikke græde !'' sagde Niall og kom låntende hen til mig. Han skød døren op, og omfavnede mig. Jeg græd ind i hans skulder, men han trak sig igen. Åh nej. Han kiggede ned på min mave, han så chokeret ud. Han havde sin mund fuldt åben, men der kom ikke et ord ud af den. Jeg kiggede stille op på ham, og han så ud til at have følelserne sur, ked af det, bedraget, angst og ikke mindst håbløst forvirret. 

''Niall sig noget !'' sagde jeg stille, med stadig tårer rendende ned af min kind.

''Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Hvor længe har du været g-gravid, og hvem er faren ?!'' sagde Niall og råbte lidt ved det sidste. 

''I-i 8 m-måneder, o-og d-du er selvfølgelig f-faren.'' stammede jeg stille, og følte mig hjælpeløst fortabt. Han tog stille hans hånd, op på hans pande. Man kunne se han tænkte sig grundigt om. Jeg rakte stille ud efter hans hånd, men han tog den hurtigt væk fra mig. 

''Du kan våve på at røre mig !'' sagde han med en frustreret, og sur tonelege. 

''E-er du sur ? D-du må ikke forlade mig !'' sagde og jeg faldt sammen på mine knæ'er. Jeg tog mit ansigt i mine hænder, og brød fuldstændig sammen. 

''Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg troede du ville fortælle mig, sådan nogle vigtige ting ! Du har gemt det for mig i 7 måneder !? Hvad tænkte du på !?'' råbte han og ned stirrede mig fuldstændigt. 

''Jeg var bange for, at hvis jeg ville fortælle dig det. Ville du forlade mig, og det ville jeg ikke have. '' sagde jeg og græd endu mere. 

''Det ville jeg aldrig have gjordt ! Jeg ville have været ved din side, og tage det som voksne ! Men istedet holder du din mund, og forråder mig ! Du er simpelhent for meget, jeg skrider !'' sagde han og var på vej mod hoveddøren. Jeg rejste mig så hurtigt op som jeg kunne, og løb langsomt efter ham. 

''Niall vent du må ikke gå ! Du kan ikke efterlade mig her, ikke med vores datter !'' råbte jeg og fumlede lidt med ordene, jeg havde for travlt med ikke at falde. 

''Det skulle du have tænk på, før du forrådte mig. Farvel Monica.'' sagde han og gik ud af hoveddøren og smækkede den i hovedet på mig. 

''NIALL !!!!!!'' råbte jeg grædende, men jeg faldt langsomt til gulvet. Det føltes som om, han havde taget mig hjerte ud af min brystkasse. Og skåret det i tusinde vis af stykker. Jeg følte mig efterladt og fortabt. Ville han ikke komme tilbage ? Hvor er du dum Monica ! selvfølgelig kommer han ikke tilbage ! sagde min indre stemme hårdt til mig. Harry havde ret, det bed mig hårdt bag i. Hvorfor havde jeg ikke bare fortalt ham det ?! Fuck jeg er sur på mig selv lige nu  !!! 

''Monica hvad skete der !?'' råbte Harry, og kom løbende hen til mig. Han tog mig stille i hans arme, og nussede min ryg. 

''Du havde ret Harry, jeg skulle have fortalt ham det. Og nu er det forsent !'' sagde og græd i hans skulder. Jeg kiggede ikke op, men jeg kunne mærke de andre drenge komme hen til os på gulvet. 

''Hvad er forsent ?'' sagde han og kiggede mig i øjnene, og tørrede stille mine tårer væk. 

''Han er gået, og han tilgiver mig nok aldrig ! Han kommer måske ikke engang til, at se sit eget barn !'' sagde jeg håbløst, og det strømmede flere tåre ned af min kind. 

''Mener du Niall ?'' sagde Harry og kørte sin hånd op og ned ad min ryg. Jeg nikkede, og lukke mine øjne. Men det hjalp ikke at lukke øjnene, Niall kom hele tiden op i mit hovede ! 

''Du må ikke gå fra mig, ikke lige som Niall. For så har jeg ikke andre her i England !'' sagde jeg og tænkte på de mest forfærdelige ting, som jeg har udsat Niall for. Han vidste ikke han skulle være far, men jeg er glad for at det er ham og ingen andre. Men hvordan bliver det mon for min datter, at vokse op uden sin far ved siden af hende. 

''Monica jeg vil aldrig forlade dig, uanset hvor stor en fejl du har begået. Og Niall er sikkert bare frustreret, og skal bare have noget tid for sig selv.'' sagde han og smilte et skævt smil til mig. 

''Måske har du ret, men hvad nu hvis han ikke kommer tilbage !? Så skal jeg opfostre et barn helt selv !'' sagde jeg og jeg lød håbløs. 

''Du kan altid komme til mig. Jeg tror hun vil elske sin onkel Harry.'' sagde Harry med et smil. Jeg kunne ikke lade være med at grine en lille smule. Harry kunne altid få mig op i humøret. Derfor er jeg den heldigste søster i verden ! Alle burde have en bror ligesom Harry ! 

''Tak Harry, jeg elsker dig !'' sagde jeg og kastede min næsten i hans arme. 

''Skulle det være en anden gang ! Du ved du kan regne med mig søs.'' sagde Harry og holdte godt fast om mig. Jeg følte mig tryk, han fik mine tanker lidt væk fra Niall. 

''Jeg tror vi smutter, håber du får det bedre Monica. Husk bare ring til os, hvis du nu for brug for det. Og vi skal nok prøve at snakke med Niall.'' sagde Liam, og kom gående hen til mig og Harry. Jeg rejste mig op, og grav Liam et kram.

''Tak.'' hviskede jeg i hans øre. 

''Ingen pbroblemer.'' sagde Liam, og vi gav slip på hinanden. Efter Liam kom Louis og Zayn og krammede mig. Så der gik ikke længe inden de var ude af huset. Så var det bare mig og Harry, og det var virkelig sødt af Harry at blive hos mig. 

 

Cirka en time efter alt det der skete, sad mig og Harry i sofaen og snakkede. 

''Så har du tænkt på nogle navne endu?'' sagde Harry og smilede sødt og behageligt til mig. 

''Ja, men jeg ville have Niall skulle bestemme. Men det kan han ikke så godt nu.'' sagde jeg og fakede et smil. 

''Nårh okay, men du må ikke stjæle mit navn til min kommende datter !'' sagde Harry og fik mig til at små grine. 

''Hvad er det for et navn så ?'' sagde jeg og sendte en smil. 

''Darcy. Jeg har altid gerne ville have en datter, ved navn Darcy.'' sagde Harry og returnerede mit smil. 

''Det er også et smukt navn Harry.'' sagde jeg og lagde min hånd på hans skulder. 

''Tak.'' sagde han. 

''Vil du hjælpe mig, du ved med at finde et navn ?'' sagde jeg. 

''Selvfølgelig vil jeg det.'' sagde han og nussede stille min kind. 

 

Da Harry gik, fandt jeg vej til mig og Niall's tidligere delt seng. Mig og Harry havde fundet det mest perfekte pige navn, til min kommende datter. Men det afsløre jeg ikke endu ! Haha der snyd jeg jer vist. Okay undskyld. Jeg lå lidt og tænkte på, hvordan dagen havde gået i dag. Det havde være den værste dag i mit liv ! Niall skrider, og her er jeg så, helt alene med min ufødte datter. Min datter skal have det bedste liv nogen sinde ! For hvis hun ikke kommer til at kende sin far, så gør jeg det for hende i stedet for. 

Det hele var min skyld ! Jeg fuckede det hele op, og undskyld for mine grove ord. Men hvis jeg bare havde sagt det, havde han været ved min side nu. Jeg kunne ikke klare alle de onde tanker i mit hovede. Og min indre stemme, kom med alle de onde dumme kommentarer !

Da min hovdepine gik væk, som jeg havde fået af alle mine tanker. Faldt jeg stille i søvn, det havde været en hård dag, og den fortsætter sikkert dårligt igen i morgen. 

_____________________________________________________________________________________

Hej ! 

Woaw, det her kapitel har meget drama ! Jeg syntes faktisk det blev ok godt :D 

Skriv gerne jeres meninger, og ideer !

Og måske nogle pige navne ! <3 

kh.      1D.Specials <3 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...