Kærlighed gør blind - 367 dage med Victor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 1 aug. 2014
  • Status: Igang
Sigga er blind og typen, der holder sig indenfor af frygt for omverdenen. En dag trodser hun frygten og bevæger sig med usikre skridt udenfor med førerpinden i hånden. En fortrydelse af at have bevæget sig udenfor rammer hende. Hun vender sig om, men i svinget rammer hun en forbipasserende, Victor. Han er anderledes og hun falder langsomt for hans indre, mens hans ydre forbliver sløret. Sigga starter i et nyt gymnasium med barndomsveninden Lucy, men til hendes overraskelse arbejder Victor der. Deres følelser bliver ikke lagt til side af denne grund. Men de må indse, at deres kærlighed gik fra at være fri til at være forbudt. Dog det ikke det værste. Lucy opdager dem og truer dem med at afsløre deres hemmelighed, for hvor længe kan hun holde på den? Flere gange falder Sigga og er bevidst om, at hun har fået vinger, men indser til sidst, at det skyldes et overraskende faktum. Er Victor virkelig den han udgiver sig for at være? Vil de indse livets mening inden det er for sent?

8Likes
12Kommentarer
594Visninger
AA

4. 92 dage med Victor - To afklædte kroppe blev til en

Victor tog mig ofte med ind til byen. Som en førerpind førte han mig tættere og tættere på sit hjerte.  Jeg lod mig rive med, som en nyudklækket sommerfugl, der mærkede vinden på kroppen for første gang, himlens luft under vingerne. Stederne vi tog hen, blev med tiden af højere gastronomisk standard. Jeg kunne ikke se det på bygningernes facader, som sikkert var indbydende, men jeg kunne stadig smage maden, jeg kunne stadig høre stemmerne, jeg kunne stadig dufte foråret, jeg kunne stadig føle glæden ved tiden jeg tilbragte sammen med Victor, selvom at jeg ikke kunne se det. 

”Det var kærlighed ved første blik, da jeg mødte dig,” sagde Victors stemme mere pibende end før, som om det krævede en overbevisende styrke at frembring den konstatering. 

Kærlighedserklæringen rørte mig, ramte mig, borede sig ind i mine legemer og en følelse af at være anderledes ramte mig. For et sted inderst inde, ville jeg ønske, at jeg kunne sige det samme til ham. At jeg havde følt det på samme måde. At jeg også havde følt kærlighed ved første blik. Det havde jeg bare ikke. Jeg var langsomt faldet for ham, hans tilgang til tingene – hans indre.

Jeg havde aldrig været den store romantiker.

Ordenes betydning, der forlod min mund, overaskede mig derfor: ” Først så jeg dig ikke. Kærligheden gjorde mig blind, men nu ser jeg kun dig. Mine øjne hviler kun hos dig, du er min femte sans. Mit et og alt. Det var ikke kærlighed ved første blik, det var kærlighed ved selve blikket.” 

Overrasket over at sætningerne, ordene kom fra mig, stoppede jeg, mens jeg stadig kunne få vejret. Jeg ved ikke, hvor det kom fra. Ordene havde ikke føltes som mine egne, trods det var mig, der havde formidlet dem. For ikke at se alt for overrasket ud tvang jeg mundvigene opad.

Jeg fumlede med nøglen, men fik til sidst åbnet skyggernes port, min dør. Jeg placerede først et skridt i gangen efterfulgt af Victor, der trådte i mine nyplacerede fodspor. Jeg var ved, at vende mig til tanken om, at jeg befandt mig et sted, mit hummer, hvor jeg ikke selv havde indflydelse på noget. Det samme var gældende for mit liv, sådan følte jeg det i hvert fald. Jeg forstillede mig tit, hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg ikke havde mistet den 5. sans til de trængende.

Victor bevægede sig nærmest lydløst rundt på det polerede trægulv. Jeg hørte hans heftige åndedræt. Jeg talte hans skridt. Jeg fornemmede hans klare tanker, alt det modsatte af mit.

Han var i gangen, hvor et dybtindgående spejl hang, som egentlig kun var for gæsternes skyld.

”Jeg ville ønske, at et spejl havde samme funktion for dig, som for os andre. Så ville du kunne se, hvad jeg ser. ”

Jeg mærkede, at mine blege kinder ændrede farve, blev mere lyserøde, hvilket ikke skyldtes den rouge, jeg havde påført i de tidlige morgentimer. Hans vinger strålede som spejlet, spejlets refleksion var i mit hjerte, to spejlbilleder blev til et. Jeg så intet, mit hjerte havde glemt min eksistens. En dag ville han kigge i spejlet og opdage, at jeg ikke længere var bag ham.

De ellers så blide kys tog tilløb, blev mere intense. Han skilte vores læber ad, dog kun for at smide stoffet, der dækkede overkroppen. Han lod sin velour skjorte falde, som blindheden var det effektløs. Det var personen indenunder jeg elskede, når hele verden forsvandt nåede vi ind til ham og jeg. Livets fejlfri spor, de dødes skinner. Længslen efter ham satte ind. Jeg mærkede med det samme hans læber mod mine igen. Hans vægt mod min krop. Hans nøgne overkrop mod min egen. Luften der blev, men burde være gået ud. Hans blide hånd der begyndte at stryge min nøgne hud. Igen fjernede han læberne, denne gang for at tage min trøje af. I det samme mærkede jeg friheden. Vi forsatte. Tankerne fik frit løb. Jeg kunne høre mit eget hjerte banke. Det hjerte som kun bankede for ham. Han begyndte nu blidt at kyse min hals. Bevægede sig langsomt nedad. Jeg udstødte et lavmælt støn, da hans bløde læber mod min anspændte krop frembragte en kildrende fornemmelse. I det sekund følte jeg, at jeg kunne se hele verden. At jeg stadig havde de fem sanser. Blindheden skulle ikke holde mine følelser tilbage for en person jeg elskede. Hans læber strejfede mine igen. Denne gang skilte jeg mine fra hans. Jeg kunne ikke aflæse hans ansigtsudtryk, men stilheden svarede. Jeg følte mig langsomt frem. Tog først hans sidste lag tøj af. Dernæst mit. Den kildrende fornemmelse ramte mig igen, da vores nu to afklædte kroppe blev til en.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...