Kærlighed gør blind - 367 dage med Victor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 1 aug. 2014
  • Status: Igang
Sigga er blind og typen, der holder sig indenfor af frygt for omverdenen. En dag trodser hun frygten og bevæger sig med usikre skridt udenfor med førerpinden i hånden. En fortrydelse af at have bevæget sig udenfor rammer hende. Hun vender sig om, men i svinget rammer hun en forbipasserende, Victor. Han er anderledes og hun falder langsomt for hans indre, mens hans ydre forbliver sløret. Sigga starter i et nyt gymnasium med barndomsveninden Lucy, men til hendes overraskelse arbejder Victor der. Deres følelser bliver ikke lagt til side af denne grund. Men de må indse, at deres kærlighed gik fra at være fri til at være forbudt. Dog det ikke det værste. Lucy opdager dem og truer dem med at afsløre deres hemmelighed, for hvor længe kan hun holde på den? Flere gange falder Sigga og er bevidst om, at hun har fået vinger, men indser til sidst, at det skyldes et overraskende faktum. Er Victor virkelig den han udgiver sig for at være? Vil de indse livets mening inden det er for sent?

8Likes
12Kommentarer
583Visninger
AA

3. 37 dage med Victor - Forelsket?

”Jeg hedder for resten Victor, ”præsenterede han sig stadig med en hæs latter.

I det sekund gik det op for mig, hvad jeg selv lige havde sagt, dog jeg nu forstod meningen bag den gennemtrængende latter. Jeg var blind og havde undskyldt mig med, at jeg ikke havde set ham.

”Sigga,” fik jeg lidt efter nervøst og pinlig over situationen fremstammet, som var det et svar.

Jeg skulle til at træde et skridt længere væk, da en stemme: ”Vent, ”afbrød min planlagte handling, inden jeg nåede at bevæge en muskel.

Jeg hørte, at skridtene kom nærmere. I min retning. Hen imod mig. Jeg kunne mærke hans åndedræt i nakken, som fik hårene til at rejse sig.

”Jeg er på vej mod Kingstore, vil du med? ”Hans stemme var stadig hæs, men jeg hørte nervøsiteten og forhåbningen bag.

Normalt gik jeg ikke med fremmede, da man aldrig kunne vide deres intention, men nogle gange kunne man få et indtryk af det gennem det ydre, men for mig eksisterede kun det indre. For mig var alle eksisterende, sommerfugle. Sommerfugle uden de blafrende vinger.

Jeg havde ikke altid haft det sådan. Engang var jeg selv en sommerfugl med vinger. Engang havde den evige klæbrige befolkning haft vinger. Engang havde jeg været normal, selvom at det var et evigt ændrende ord med forskellige betydninger. For hvad var normalt? I den moderne tid gik det mere ud på, hvad der ikke var normalt. Det var lettere, at fokusere på de få, der tog mod til sig, og skilte sig ud fra mængden, end at koncentrere sig om dem, der var som en selv. Jeg var ikke en af de normale, det havde jeg været, men det var nu en sløret fortid. Følelsen af forkerthed blev aktiveret i mig.

Han havde været virkelig åben omkring sit liv, men mest af alt fordi hans skulle bruge de beskrivende ord til at skabe billeder i mit indre. Der kom dog også påstande ind imellem. I mellem disse påstande kom det frem, at han fandt det urimeligt, at han kunne se mit ydre, men jeg ikke hans. Jeg kunne kun give ham ret, men et sted indeni var jeg ligeglad. Hvad skulle jeg med det ydre, hvis jeg allerede var begyndt at falde for det indre?  Alligevel insisterede han stædigt på, at jeg skulle føle mit frem til hans ydre. Jeg rystede med en svag latter på hovedet, men til sidst fik han mig overtalt. Jeg måtte stå på tæer, da jeg var iført sneakers og ikke stiletter i tilfælde af en endnu ringere balance, for at nå det jeg mærkede mig frem til var rodede krøller.

”Nøddebrunt,” konstaterede Victor med en tør og robotlignende stemme, og jeg tog mig selv i at smile for første gang i meget lang tid.

”Brune,” konstaterede han igen, da jeg blidt strøg fingererene over hans lukkede øjenlåg. 

Jeg havde forbundet kærlighed med smerte. Jeg var ikke længere overbevidst. Ensomhed var sårende. At miste nogen var sårende. Afvigelse var sårende. At blive holdt udenfor var sårende. Misundelse og ikke mindst en utilstrækkelig opmærksomhed var sårende. Alle disse ting og følelser havde jeg forbundet med kærligheden. Men kærlighed var det eneste, der kunne gøre en hel igen og overstråle al smerten. Livet var ironisk. Man skulle mærke sorgen, for at vide hvad lykke var. Man skulle lytte til støjen, for at værdsætte stilheden. Man skulle mærke fraværd for at værdsætte tilstedeværelse. Jeg opfattede kærligheden som noget blindt, men i den virkelige verden, følte jeg mig som den eneste. Blindheden var der stadigvæk, men jeg kunne se Viktors hjerte slå.

Jeg løj ikke længere for mig selv omkring følelserne. De var der, og de voksede. Der var ikke noget galt med selve essensen af det, følelserne, men jeg var bange for konsekvenserne. Kærlighed ville efterlade ar, men jeg var faldet for ham. Det var muligt sagde tvivlen. Jeg plejede at tvivle. Det var unødigt sagde fornuften. Jeg plejede at være fornuftig. Det var farligt sagde frygten. Jeg plejede at frygte. Gør det alligevel sagde hjertet. Jeg mærkede, at mit hjerte slog. Jeg levede i hvert eneste hjerteslag. 

Jeg var faldet for en, hvis ydre stadig var sløret, mens det indre tydeligere end noget andet. Nogle gange glemte jeg minderne, men jeg ville ikke glemme vores første kys. Den første gang hans perfekte læber havde strejfet mine. To læber havde mødtes. To hjerter havde slået som et. To skabninger der udgjorde en personlighed. Det var den mest magiske følelse af mine øjeblikke sammen med Victor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...