Kærlighed gør blind - 367 dage med Victor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 1 aug. 2014
  • Status: Igang
Sigga er blind og typen, der holder sig indenfor af frygt for omverdenen. En dag trodser hun frygten og bevæger sig med usikre skridt udenfor med førerpinden i hånden. En fortrydelse af at have bevæget sig udenfor rammer hende. Hun vender sig om, men i svinget rammer hun en forbipasserende, Victor. Han er anderledes og hun falder langsomt for hans indre, mens hans ydre forbliver sløret. Sigga starter i et nyt gymnasium med barndomsveninden Lucy, men til hendes overraskelse arbejder Victor der. Deres følelser bliver ikke lagt til side af denne grund. Men de må indse, at deres kærlighed gik fra at være fri til at være forbudt. Dog det ikke det værste. Lucy opdager dem og truer dem med at afsløre deres hemmelighed, for hvor længe kan hun holde på den? Flere gange falder Sigga og er bevidst om, at hun har fået vinger, men indser til sidst, at det skyldes et overraskende faktum. Er Victor virkelig den han udgiver sig for at være? Vil de indse livets mening inden det er for sent?

8Likes
12Kommentarer
599Visninger
AA

16. 367 dage med Victor - Nora Destiny

Jeg vågnede om natten en forårsmåned af den borende smerte i mit indre. Victor stod hurtigt på spring med tasken over skuldrene og bekymringen udgjort af ord. Vandet der var gået. Jeg hørte den susende lyd udefra ved højt fart i bilen. Jeg gjorde, som jeg havde fået besked på af instruktøren. Dybe vejrtrækninger. Først ind, så ud. Koncentrationen blev ikke bedre af, at Victor kørte som om, at nogen var i hælene på ham. Det eneste der var i hælene på ham, var de åndedræt han havde tilbage.

Fødslen var en stor omgang smerte. Det var som en kamp indeni. Min udmattethed og smerten mod mit bankende hjerte. Begge så ud til at tabe. Victor strøg mig over håret, mens sygeplejersken blev ved med at sige, at jeg skulle presse, som om at jeg ikke selv vidste det. Min mor der udbrydende braste ind, og forlangte en forklaring på, hvorfor jeg ikke havde sagt noget, men stoppede dog, da sygeplejersken gav hende valget om, at forblive i ro eller vente ude på gangen.

” Tillykke det er en pige,” hørte jeg en stemme udefra sige, og jeg følte ikke længere, at jeg var til stede i den scene jeg befandt mig i. Blindheden fik mig til, at føle at jeg var Backstage i mit eget liv.

Jeg mærkede hendes lille krop, hørte den gennemskærende gråd, følelsen af at verden stod stille, lugten af hospital, der blandes med de resterende. Der lå hun i mine arme. Jeg strøg hende og det lette hår, tanken om at hun var uvis om mit manglende syn. Hun var så uskyldig, så uvis om det onde i verden, tiden der burde stå stille, men ikke gjorde det.

”Hvad skal hun hedde,” spurgte Victor mig, mens han stadig strøg mig over håret.

Jeg var overbevidst om, at hans blik hvilede på hende, som var formet af blodets arv. Victor og Sigga var begge navne afledt af ordet sejr. Hendes navn skulle også have en betydning.

Victor stemte i: ” Hvad med Destiny. Det hele blev jo ført frem af skæbnen.”

Jeg mærkede forsigtigt hendes hoved og den lille tot hår.

Destiny gentog jeg i mit hoved: ” Hvad med Nora Destiny?” foreslog jeg, da hun også skulle have noget andet at relatere til.

”Nora Destiny,” gentog Victor, og jeg fornemmede, at det her kun var starten på et spirende liv.

Vi blev bedt om at blive natten over. De sagde ikke hvorfor, men jeg fornemmede, at det skyldtes det faktum, at pigens mor var blind. Normalt ville det irritere mig, men pigen i mine arme fik mig til at slappe af. Victor havde fået en seng herind. Victor lå på den anden side af Nora Destiny og mig. Noget vækkede mig den nat. Døren der åbnede. Uigenkendelige skridt. Døren der lukkede. Søvnen der overtog.

Jeg blev vækket af en stemmes sætning: ”Jamen tillykke.”

Den kvindelige stemme genkendte jeg ikke, men det gjorde Victor: ”Joy?”

Jeg sukkede ved tanken om, at alt det fredfyldte nu var overstået. Det der havde været kærlighed ved første blik, var nu mere smerte ved sidste blik, trods jeg stadig elskede ham.

”Hvad laver du her,” spurgte Victor konfronterende hende.

Intet svar, kun stilheden. 

”Hævn,” svarede hun kort uden følelser. Hvis hævn var en person, havde jeg længtes efter, at stå ansigt til ansigt med den. Når hævnen var sat i gang, skulle der en viden til at skabe en betydning i det ellers så meningsløse liv. Victors skrig skreg i mit indre og krakelerede min facade. Frustrationen ved ikke at kunne se, hvad de foregik, ramte mig. Jeg vidste, at smerten ikke kom til mit liv for at ødelægge mig, men blot for at hjælpe mig med at finde mine styrker igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...