Kærlighed gør blind - 367 dage med Victor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 1 aug. 2014
  • Status: Igang
Sigga er blind og typen, der holder sig indenfor af frygt for omverdenen. En dag trodser hun frygten og bevæger sig med usikre skridt udenfor med førerpinden i hånden. En fortrydelse af at have bevæget sig udenfor rammer hende. Hun vender sig om, men i svinget rammer hun en forbipasserende, Victor. Han er anderledes og hun falder langsomt for hans indre, mens hans ydre forbliver sløret. Sigga starter i et nyt gymnasium med barndomsveninden Lucy, men til hendes overraskelse arbejder Victor der. Deres følelser bliver ikke lagt til side af denne grund. Men de må indse, at deres kærlighed gik fra at være fri til at være forbudt. Dog det ikke det værste. Lucy opdager dem og truer dem med at afsløre deres hemmelighed, for hvor længe kan hun holde på den? Flere gange falder Sigga og er bevidst om, at hun har fået vinger, men indser til sidst, at det skyldes et overraskende faktum. Er Victor virkelig den han udgiver sig for at være? Vil de indse livets mening inden det er for sent?

8Likes
12Kommentarer
592Visninger
AA

15. 349 dage med Victor - Forandring

Victor var næsten permanet flyttet ind hos mig. Hans tilstedeværelse var i starten til mere hjælp, end hans fysiske jeg. Jeg havde dog ikke i starten regnet med, at han var så engageret i barnet, som det viste sig, at han var. Han havde indrettet børneværelset med hjælp fra katalogerne samt min mening om farvernes placering. En tanke strejfede mig. Hvad hvis det samme skete for vores barn, som med Victors andet, hvad hvis han om noget tid, ikke længere viste interesse for sit eget barn? Var jeg overhovedet forberedt og klar til det, som ventede lige for næsen af mig?

Kunne jeg holde mig til den snoede sti, eller var jeg lige trådt udenfor? Faret vild i en evig skov…

Victor var blevet mere nærværende, og jeg følte endelig, at vi blev til den kernefamilie, jeg altid havde drømt om, nu manglede kun vores barn. En skabning der gjorde os til evig forbudne. I weekenderne serverede han morgenmad på sengen. I hverdagene tog han ind til værkstedet, hvor han havde fået et job. Han var endda med til fødselsforberedelserne. For hver dig der gik, følte jeg mig mere og mere forbundet til Victor. En forbindelse til livet. Noget uafgjort fra fortiden. En sjæl i nutiden, der førte til en vej i fremtiden. Nøglen til livet.

Jeg havde ikke hørt fra Lucy, jeg havde ikke kontaktet hende. Hun havde gjort det tydeligt, at hun ikke værdsatte vores venskab mere. Jeg havde Victor, det vidste jeg, men Lucy havde udfyldt en helt anden plads, med hende kunne jeg snakke om alt. Nu tog jeg mig flere gange dagligt i at snakke med mig selv. En ensrettet kommunikation.

Min mor havde flere gange kimet mig ned, og et sted inderst inde havde jeg det forfærdeligt over, at jeg løj for hende. At jeg sjældent overskuede at tage røret, når det var min egen mor der søgte efter kontakt. Det var bare nemmere end alle de spørgsmål, som jeg ærligt talt ikke overskuede at besvare.

Når Victor var på arbejde, sad jeg mest for mig selv. Ensomheden slugte mig stadig, men jeg følte alligevel at jeg havde selskab – barnet. Min læge havde forslået, at jeg deltog i en gruppe, som hun kaldte noget bestemt, men som jeg valgte at overhøre. Det var noget med gravide blinde, men jeg havde ikke lyst. Jeg prøvede, at blive en del af den normale verden, så at slutte mig til dem af samme art, var det samme som at give op.

Alligevel valgte jeg at tage derhen, eftersom at Victor var på værkstedet igen. Jeg skrev en seddel, som sikkert var ulæselig, da jeg ikke kunne se bogstaverne. Jeg behøvede ikke en taxa, da jeg kendte forstaden nok til at vide, hvor bygningen lå.

”Velkommen,” sagde en indbydende kvindelig stemme, da jeg for første gang placerede mine ben inden for døren.

Jeg sagde ikke tak, men fulgte lyden af stemmernes hvisken. ”

Hvad hedder du, ” spurgte den samme stemme.

”Sigga,” svarede jeg uden en anelse, om følelsen indeni repræsenterede fortrydelse eller tilfredshed.

”Hej Sigga,” genlød det i rummet, da alle stemmerne, stemte i. Jeg skulle fortælle min historie.

I starten havde der været en rungende stilhed, men da jeg begyndte at fortælle om Victor, og det faktum at han havde været min lærer, hørte jeg gispene fra gruppen. Det føles rart at komme af med det hele, jeg følte mig lettere. Før havde jeg ikke kunne fortælle nogen om Victor, nu var det anderledes. Efter et par timer lød en klokke og jeg forstod på de andre, at tiden var gået. Deres historier var inspirerende, ingen af dem fortalte det samme. Zenia, som kvinden på min alder hed, var blevet blind efter graviditeten af en virus hun havde fået i Cambodia. Det måtte være underlig, at have haft synet i så lang tid og så lige pludselig miste det. Tanken om at hun aldrig kunne se sit eget barn, måtte være hårdt. Jeg ville dog heller aldrig kunne se mit, men jeg havde ikke set andet end mørket, siden jeg var 7 år. Jeg lod mig åbne op, men var jeg overladt til overgivelsen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...