Kærlighed gør blind - 367 dage med Victor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 1 aug. 2014
  • Status: Igang
Sigga er blind og typen, der holder sig indenfor af frygt for omverdenen. En dag trodser hun frygten og bevæger sig med usikre skridt udenfor med førerpinden i hånden. En fortrydelse af at have bevæget sig udenfor rammer hende. Hun vender sig om, men i svinget rammer hun en forbipasserende, Victor. Han er anderledes og hun falder langsomt for hans indre, mens hans ydre forbliver sløret. Sigga starter i et nyt gymnasium med barndomsveninden Lucy, men til hendes overraskelse arbejder Victor der. Deres følelser bliver ikke lagt til side af denne grund. Men de må indse, at deres kærlighed gik fra at være fri til at være forbudt. Dog det ikke det værste. Lucy opdager dem og truer dem med at afsløre deres hemmelighed, for hvor længe kan hun holde på den? Flere gange falder Sigga og er bevidst om, at hun har fået vinger, men indser til sidst, at det skyldes et overraskende faktum. Er Victor virkelig den han udgiver sig for at være? Vil de indse livets mening inden det er for sent?

8Likes
12Kommentarer
595Visninger
AA

14. 306 dage med Victor - Ét enkelt tryk

De næste dage forventede jeg ikke, at Lucy konfronterede mig med nogen form for sladder. Hun havde holdt min, vores, hemmelighed for sig selv længe, men jeg spekulerede af og til på, hvor længe hun kunne blive ved. Hvis hun mente, at noget var værd, at informere andre om, gjorde hun det. Jeg håbede dog på, at hun værdsatte vores forhenværende venskab nok til at vide, at det var forkert. Men hun havde gjort det klart, hun behøvede kun at trykke på en knap. For første gang i mit liv, følte jeg at alting afhang af en enkelt knap - Tanken var latterlig.

Lucy havde hele tiden været i nærheden af os, det informerede Victors rungende ord mig om. Én gang havde vi mødtes i lokalet, men kun i få minutter, da lydene gjorde os paranoia. Vi havde tid nok efter, at vi havde forladt bygningen, men på en måde søgte vi begge den spænding og chance vi tog ved, at gøre det her. 

Selvom at synet ikke var kommet tilbage, kunne jeg stadig mærke de blikke, der vandrede på mig. Jeg gik med førerpinden foran mig, hvilket vagte mere opmærksomhed, end jeg i forvejen havde hvilende på mig.

”Luder,” hviskende en af de mandlige studerende hostende.

”Lærertøjte,” stemte en anden i.

En tredje slyngede en spydig kommentar om en blind affære afsted, som fik resten til at udbryde i en svag latter. Dog de ikke selv sagde noget, kunne jeg fornemme de stillestående tanker i deres indre. Svimmelheden overtog, men jeg var sikker på, at det ikke skyldtes graviditeten denne gang. Det gik op for mig, at Lucy havde trykket på knappen, det var et blot spørgsmål om tid, før end Victor og jeg blev konfronteret med virkeligheden. Jeg var fanget i Lucys spind. En gådefuld og endeløs rejse gennem uvisheden, der aldrig ville ende.

Jeg hørte de hviskendes lavmælte stemmer. Gitte, min matematiklærer, foretrak som den eneste, ikke en mine, der ikke var relateret til undervisningen. Måske vidste lærerne ikke noget om den forbudte kærlighed endnu?

Min tanke blev dog afkræftet, da sekretærens skingre stemme: ” Sigga Oxbjørn bedes møde op på reaktorens kontor omgående,” rungede gennem hele skolen.

Irriteret over at jeg blev udstillet, rejste jeg mig fra min plads med førerpinden ved min side. Stemmerne var endnu tydeligere på vej ud fra lokalet, og længere nede af gangen, kunne jeg stadig høre Gittes gennemborende stemme, der forsøgte at holde ro i et kaotisk opsind. Gangen føltes uendelig længere, end den plejede. Hvert skridt krævede mod og en overbevisning om, at alting ville blive bedre. Let aftrykkende skridt på usikre ben. Jeg åbnede døren og Trine, sekretæren, bad mig ikke engang om, at tage plads i venteværelset. Jeg blev genet direkte ind.

”Velkommen Sigga,” forsøgte han sig indbydende, men jeg kunne sagtens høre væmmelsen bag,” Jeg går ikke ud fra, at du har set den video, der er i omløb, men visse ting er kommet frem.”

Alle vidste nu, at jeg havde en affære med Victor. Alle vidste nu, at jeg var gravid. Hvad de ikke vidste, var, at jeg sørgede ensomt indeni.

Samtalen, selvom at Victor og jeg ikke fik fremført et eneste ord, trak ud. Jeg begyndte, at blive døsig, men holdt igen, da noget dog fangede min interesse.

” Teknisk set er det ikke ulovligt, når du er over 18 år, men her på stedet, går vi ind for, at lærerne har et professionelt forhold til eleverne og omvendt.”

Det var tydeligvis ikke, hvad Victor og jeg havde udvist.

”Jeg..,” begyndte Victor, men blev afbrudt af rektoren, som ikke havde nogen intention, om at indvie Victors eller mine ord i samtalen: ” Jeg går ud fra, at du finder en anden stilling Victor, selvom at vi haft glæde af din indflydelse på eleverne. Hvad dig angår Sigga, vil jeg foreslå, at du tager de sidste par måneder inden fødslen, som jeg kan forstå på det hele, fri så må vi se, om tingene har lagt sig til den tid, ellers er jeg sikker på, at du sagtens kan finde et andet sted at studere med din intelligens.”

Endelig fik jeg indført et ord: ” Det kan du ikke mene!,” udbrød jeg med ord, selvom at det blot var ment som en tanke.

Efter pinefulde minutter forlod vi rektorens kontor. De fleste var på gangen, det bekræftede stemmerne. Det var på sin vis betryggende, at jeg slap for blikkene. Victor tog min hånd. Først tog jeg den til mig, for derefter at lade den hvile i hans igen. De frosne blikke ville ikke se noget, som de ikke allerede vidste, dog det ikke ville tø dem op.

Vi stoppede op uden for bygningen. Ingen af os vidste, hvad vi skulle sige.

”Joy var forbi den anden dag, ” sagde jeg tørt, stadig forundret over Lucys tilgang til tingene.

Trykket i hånden blev nu hårdere.

”Jeg forsøgte, at gøre det forbi med hende, hvilket resulterede i en masse ord, der kunne høres i hele opgangen, samt flyvende ting.”

Han sagde det på en sarkastisk måde, men det skeptiske bag blev ikke holdt tilbage.

”Gjorde du det forbi eller ej?”

Jeg søgte svar.

Han svarede i et enstavelsesord: ” Forbi.”

Jeg følte mig lettet, men søgte nu en mening med livet, dog der ingen var. Jeg var en evig søgende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...