Kærlighed gør blind - 367 dage med Victor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 1 aug. 2014
  • Status: Igang
Sigga er blind og typen, der holder sig indenfor af frygt for omverdenen. En dag trodser hun frygten og bevæger sig med usikre skridt udenfor med førerpinden i hånden. En fortrydelse af at have bevæget sig udenfor rammer hende. Hun vender sig om, men i svinget rammer hun en forbipasserende, Victor. Han er anderledes og hun falder langsomt for hans indre, mens hans ydre forbliver sløret. Sigga starter i et nyt gymnasium med barndomsveninden Lucy, men til hendes overraskelse arbejder Victor der. Deres følelser bliver ikke lagt til side af denne grund. Men de må indse, at deres kærlighed gik fra at være fri til at være forbudt. Dog det ikke det værste. Lucy opdager dem og truer dem med at afsløre deres hemmelighed, for hvor længe kan hun holde på den? Flere gange falder Sigga og er bevidst om, at hun har fået vinger, men indser til sidst, at det skyldes et overraskende faktum. Er Victor virkelig den han udgiver sig for at være? Vil de indse livets mening inden det er for sent?

8Likes
12Kommentarer
596Visninger
AA

11. 212 dage med Victor - Baby på vej

Jeg må have sovet, for jeg vågnede, da døren ind til stuen gik op. Lyden fra gangen ramte mig, hvor lyset ville have ramt enhver anden, men mørket omklamrede mig. Jeg mærkede ømmelsen i den ustabile krop ved, at have lagt i samme stilling i alt for lang tid, i en hospitalsseng.

”Har du det bedre Siggi?,” spurgte en stemme, jeg ikke regnede med at høre, Victors.

Jeg vendte hovedet den anden vej, lykkelig over at tårerne var væk. Det skulle han ikke have fornøjelsen af at se.

”Hvorfor har du ikke sagt, at du har en kone og en søn,” spurgte jeg i et højere tonelege end nødvendigt og uden at vide, om Lucys ord blot var en indskydelse.

”Jeg øh,” begyndte han, men han var tydeligvis ikke forberedt på denne konfrontering.

Det var ikke blot en indskydning, det var virkelighed.

”Jeg har villet sige det et par gange, men jo længere tid der gik, jo mere faldt jeg for dig.”

Jeg kunne mærke, at min irritation voksede: ”Så det er din undskyldning? Jeg var overbevidst om, at du var den eneste ene. Nu er du ingenting.”

Mine øjne begyndte at svie, men jeg holdt tårerne tilbage. ”

Det kan ikke være din mening Sigga. Du ved, at jeg elsker dig højere end noget andet.” Han havde ret. Jeg havde også elsket ham højere end noget andet.

Det gav pludselig mening, hvorfor hans sind ikke ville lade mig blive i hans lejlighed, han kiggede ikke efter noget tilfældigt, han kiggede efter sin kone, Joy. Utilpasheden ved at befinde mig på et hospital blev overrumplet af svigt, hans evige løgne. De sidste måneder havde jeg levet mit liv på en usynlig løgn.

En banken på døren afbrød hele sceneriet, og en følelse af lettelse ramte mig.

”Vi har resultaterne fra din blodprøve.”

Ordene kom ikke fra den samme stemme som før.  En anden sygeplejerske var trådt ind på stuen denne gang. Jeg kunne ikke engang huske, at de havde taget en blodprøve. I sådanne situationer var blindheden rar, for så slap jeg for at se den nål, der ville bore sig ind i den uskyldige hud.

”Barnet har det heldigvis fint trods omstændighederne, men vi beholder dig her et par dage for en sikkerheds skyld.”

Jeg nikkede. Vent, barnet?

”Hvilket barn?,” spurgte jeg mere urolig end før.

”Dit barn. Vidste du ikke, at du er gravid,” spurgte hun som om, at jeg var den dummeste eksisterende på den blå planet.

”Nej, ” svarede jeg lavt, men alligevel højt nok til, at hun hørte det.

”Du er i femte måned, tillykke,” fik hun tørt frembragt, hvor hun derefter forlod stuen. Hun efterlod Victor og jeg med stilheden.

Victor kyssede mig på læberne. Det gik op for mig, at jeg ikke kunne holde følelserne tilbage længere. Jeg kyssede ham igen.

 

”Jeg har tænkt mig at forlade hende. Så det kun er dig og mig, ”begyndte Victor. 

 

”Hvor er hun?” nærmest råbte en stemme længere væk ude fra gangen.

 

”Det er min datter, jeg har ret til at vide, hvor hun er.”

 

En anden stemme forsøgte at berolige hende.

 

Døren gik op, og jeg hørte min mors klynkende stemme: ”Er du okay skat?”

 

Hun var den bekymrende, overbeskyttende, type, så selv en lille rift ville skabe stor bekymring hos hende.

 

”Jeg har det fint mor,” løj jeg overbevisende, mens jeg i virkeligheden følte mig som et stort kaos, der ikke kunne reddes. Som om at mit indre blev revet i forskellige retninger, så jeg til sidst ville blive til en revne i den evigbetyngende tilværelse.

 

”Hej jeg hedder Victor,” præsenterede han sig muntert, da min mor ikke bemærkede andet end mig. ”Susanne,” stemte min mor i uden at fjerne blikket fra mig. Jeg kunne mærke hendes stadig dybe vejrtrækning, da hun trådte et skridt nærmere: ”Jeg kan sige dig, at han ser godt ud. Hvis han ikke er din kæreste, burde du nok arbejde på det” forsøgte min mor hviskende, men det var højere, end hun regnede med. Jeg kunne have sagt mig selv, at hun ville pinliggøre mig. Det var en af grundene til, at hun opsøgte mig, og ikke omvendt. Savnet kunne dog dræbe. Hvis man blev dræbt mistede man en vigtig del af sig selv, så et smil bredte sig på mine læber.

 

Nogle dage efter bevægede jeg mig, stadig med tanken jeg prøvede at bearbejde, hen mod adressen, som havde printet sig fast på min nethinde. Jeg bankede på, døren knirkede denne gang.

”Hej, ”hilste jeg, og skulle til at træde ind, men en ukendt stemme stoppede mig, stemmen tilhørte ikke Victor: ”Hvem er du?”

Stemmen tilhørte en kvinde og jeg antog, taget i betragtning af de klinkende skridt, at hun var iført stiletter, verdens syn fra højere længder.

”Sigga,” svarede jeg med et snært af uvished: ”Hvem er du?,” spurgte jeg overrasket over, at det ikke var Victor, der åbnede. 

”Jeg er Joy, jeg bor her, er du sikker på, at du ikke er faret vild? Det er jo ikke ligefrem let at se noget for en blind,” svarede hun arrogant.

I det samme smækkede hun døren i. Jeg satte mig ned på trapperne i opgangen og gav mig tid til at lade tankerne strømme løs. Børn passerede mig. Lydene passerede mig. Som en filmrulle passerede mig liv mig også. Så mange ting var sket på så kort tid. Visernes gang lod sig aldrig stå stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...