Kærlighed gør blind - 367 dage med Victor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 1 aug. 2014
  • Status: Igang
Sigga er blind og typen, der holder sig indenfor af frygt for omverdenen. En dag trodser hun frygten og bevæger sig med usikre skridt udenfor med førerpinden i hånden. En fortrydelse af at have bevæget sig udenfor rammer hende. Hun vender sig om, men i svinget rammer hun en forbipasserende, Victor. Han er anderledes og hun falder langsomt for hans indre, mens hans ydre forbliver sløret. Sigga starter i et nyt gymnasium med barndomsveninden Lucy, men til hendes overraskelse arbejder Victor der. Deres følelser bliver ikke lagt til side af denne grund. Men de må indse, at deres kærlighed gik fra at være fri til at være forbudt. Dog det ikke det værste. Lucy opdager dem og truer dem med at afsløre deres hemmelighed, for hvor længe kan hun holde på den? Flere gange falder Sigga og er bevidst om, at hun har fået vinger, men indser til sidst, at det skyldes et overraskende faktum. Er Victor virkelig den han udgiver sig for at være? Vil de indse livets mening inden det er for sent?

8Likes
12Kommentarer
598Visninger
AA

9. 211 dage med Victor - Opdaget?

”Er du klar til koncerten, ” spurgte Lucy, selvom at hun kendte til mit svar.

Lucy og jeg havde været trofaste fans af bandet siden de tidligste teenageår. En ting vi aldrig blev trætte af var Ki-man Boys skrålende stemmer i de overflødige mikrofoner.

”Ja,” svarede jeg oprigtigt, men Lucy lød ikke overbevidst.

”Hvad er der galt Sig?” spurgte hun med en mere medfølende stemme end før.

Da vi var mindre elskede jeg, at hun var så opmærksom på mine svingende følelser, nu var det næsten modsat.

”Jeg har det helt fint,” svarede jeg med sådan en overbevisende stemme, at hun lod det ligge. Men jeg ønskede, at jeg kunne fortælle hende om Victor, hans blide kys, hans underlige adfærd, det tomme brev, men det kunne jeg ikke. Jeg måtte indse, at den forbudte kærlighed talte i tavse ord.

Engelsk timerne var svære. Med det ikke ment, at selve indholdet i timerne var svært, men at være sammen med Victor uden at kunne bekendtgøre mine følelser var nervepirrende. Jeg hørte hans stemme, men ikke hans bevægelser. Lucy hviskede nogle gange en kommentar om, hvad han foretog sig. Ligegyldige ting.

”Nu stryger han hånden igennem det perfekte år,” hviskede Lucy med en sprudlende stemme.

”Vil du gentage spørgsmålet Lucy,” spurgte Victor afbrydende tydelig bevidst om, at Lucy ikke havde hørt et ord af, hvad han lige havde sagt.

”Der er diskussion om, hvem der opdagede Amerika, nogle mener Christopher Columbus, men faktisk var der indbyggere inden han slog sig ned, man mener at de krydsede Beringstrædet, men der er selvfølgelig også andre teorier, ” tilføjede jeg stolt over, hvad jeg var kommet op med.

”Thank you for the answer Sigga.” Victors stemme var nu gået over til engelsk igen.

”Nu smiler han ved tanken om, at jeg svarede for dig, men samtidigt sender han dig et skulende blik, som en påmindelse om at du skal følge med,” konstaterede jeg og mærkede, at jeg havde ret, for Lucy puffede til mig under bordet, men hendes opmærksomhed var nu vendt mod Victor, undervisningen.

Det var altid Victor, der trak mig til side og ikke omvendt. Det gjorde han den dag. Der var flere forklaringer på det, hvorfor han trak min sjæl afsted og jeg ikke hans. For det første ville jeg ikke vide, om nogen iagttog os, det ville Victor bemærke. Jeg kunne kun gætte mig frem, prøve at fornemme deres tilstedeværelse, men at se dem ville aldrig blive til virkelighed. For det andet var risikoen større end den behøvede at være, hvis jeg trak ham med mig, da jeg ikke kunne se andet end mørket. Han trak mig til side. Skubbede mig svagt hen mod den ene væg og stillede sig foran. Hans læber mødte mine igen. Hans varme krop mod min. Jeg kunne ikke få nok af ham, og jeg mærkede, at han havde det på samme måde. Vores kærlighed var hjerteskærende. Vores kærlighed var blot ikke længere fri. Nu var den forbudt.

Vi var begge bevidste om, at det ikke kunne forsætte på den måde. At vi ikke kunne blive ved med at gøre det her, men ingen af os kunne få os selv til at konfrontere den anden. Hans læber strejfede mine den dag i lokalet. Fugtigheden. Det var bedre end rengøringsrummet med kemikaliernes lugt, der strejfede vores næsebor. Timen var slut. Jeg havde ventet. Jeg lod som om, at jeg skulle have hjælp til en engelskstil, men i virkeligheden var det eneste jeg skulle have hjælp til mine lyster. Vi tog endnu en chance. Vi var overladt til skæbnen.

Pludselig skilte Victor sine læber fra mine. Jeg forstod først ikke hvorfor, men så gik det op for mig. Dørens svage knirke. De lette nærmest svævende skridt. Den gispende stemme. Victor begyndte, at bortforklare det faktum, at vi var i gang med noget forkert. Jeg hørte ikke længere efter. Stemmernes vokaler blev aldrig til ord. For anden gang faldt jeg. Denne gang var jeg sikker på vingernes opståen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...