Kærlighed gør blind - 367 dage med Victor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 1 aug. 2014
  • Status: Igang
Sigga er blind og typen, der holder sig indenfor af frygt for omverdenen. En dag trodser hun frygten og bevæger sig med usikre skridt udenfor med førerpinden i hånden. En fortrydelse af at have bevæget sig udenfor rammer hende. Hun vender sig om, men i svinget rammer hun en forbipasserende, Victor. Han er anderledes og hun falder langsomt for hans indre, mens hans ydre forbliver sløret. Sigga starter i et nyt gymnasium med barndomsveninden Lucy, men til hendes overraskelse arbejder Victor der. Deres følelser bliver ikke lagt til side af denne grund. Men de må indse, at deres kærlighed gik fra at være fri til at være forbudt. Dog det ikke det værste. Lucy opdager dem og truer dem med at afsløre deres hemmelighed, for hvor længe kan hun holde på den? Flere gange falder Sigga og er bevidst om, at hun har fået vinger, men indser til sidst, at det skyldes et overraskende faktum. Er Victor virkelig den han udgiver sig for at være? Vil de indse livets mening inden det er for sent?

8Likes
12Kommentarer
591Visninger
AA

7. 156 dage med Victor - Dårlig timing

Det hele kom af, at kærligheden næsten havde gjort mig blind – det var en talemåde -, så det gik op for mig, at jeg aldrig havde været hos Victor. Jeg havde ingen anelse om, hvor han boede. Ingen anelse om hvor han tilbragte resten af dagstimerne. Ingen anelse om hvorfor jeg havde sat mig for at ændre det faktum.

Jeg var cyklet tilbage til gymnasiets krakelerende facade. Målbevidst havde jeg spadseret på de nu tavse gange, så førerpinden end ikke var nødvendig. Trine, sekretæren, havde ikke stillet spørgsmålstegn ved, at jeg skulle bruge Victors adresse. Hun havde uden videre accepteret min forklaring om, at jeg havde glemt at aflevere min stil om menneskets oprindelse, så at aflevere den personligt var min sidste mulighed. Jeg hørte kuglepindens skrige af blækmangel, da hun skrev adressen ned. Jeg kunne høre papiret, der blev krøllet sammen, papiret der aldrig ville blive glat igen. Blindheden gjorde ordene umulige at læse. I stedet for fortalte hun mig adressen. Hvis jeg ikke huskede noget, ville jeg intet glemme.

Lyden af togenes liv på skinnerne ramte min høresans. Smagen af sommerens blomstring min smagssans. Lugten af arbejdernes sved min lugtesans. Følelsen af at stå på egne ben min følesans. Mørket min synssans.

Tiden ud fra hovedbanegården forekom længere, end jeg havde regnet med, hvilket skyldtes det tætbefolkede underlag. Endelig mærkede jeg den velkendte duft af frisk luft og de andre sanser forlod mit sind. Bilernes horn afbrød storbyens stemmer. Først ville jeg have bevæget mig på fortovets gang hen mod adressen, men eftersom at jeg ikke var sikker på adressens placering, rakkede jeg hånden ud efter en taxa. Jeg hørte dækkene der bremsede foran mig, chaufføren der lød forpustet efter de få meter han løb for at åbne døren for mig, afslappetheden der ramte mig, da jeg lænede mig tilbage i sædet. 

”Så er vi her,” sagde taxachaufføren og jeg mærkede ikke længere de rullende dæk under os.

Jeg følte mig underlig tilpas over, at skulle stille en fremmed det spørgsmål: ”Kan du beskrive huset for mig?”

Jeg mærkede smillet på hans læber, og med et svag strejf af en indvandreraccent forklarede han bygningens udseende. Et renoveret lejlighedskompleks, men med de røde mursten som brød igennem i 70’erne. Jeg svang rygsækken, som jeg stadig havde på, over skuldreren og gik hen mod opgangen. Fjerde sal var højt og forsagede et pumpende hjerte, så jeg tog både mod og luft til mig inden min hånd ramte døren i en banken. Det første var jeg ikke klar over hvorfor, for hvorfor krævede det mod, at banke på min kærestes dør? Vi havde aldrig rigtigt snakket det igennem, sådan face to face, men jeg antog blot, at det var vores status lige nu.

Døren var næsten lydløs, da den åbnede, skreg ikke som de fleste. Jeg havde forventet, at Victor ville blive glædelig overrasket, over at jeg havde overvundet en af mine frygter, omverdenen, ved at stige på metroen. Det var aldrig faldt mig ind, at der havde været en grund til, at han aldrig var trådt over dørtærsklen med mig i hælene.

”Hvad laver du her,” hviskede den velkendte stemme overrasket.

”Jeg tænkte, at jeg ville komme forbi, nu jeg aldrig havde været her, ”svarede jeg mere optimistisk end hans spørgsmål havde lydt.

”Vi har ingen aftale,” forsatte han, så jeg fortrød, at jeg var kommet.

Inden jeg nåede, at konfrontere ham med, hvad der skete, hvad der foregik, hvad han havde gang i, hvad han skjulte, trak han mig hårdt i armen med ind.

”Hvorfor hviskede du, ” spurgte jeg nervøst, da mine øjne ikke kun se, men mit indre havde stadig en forestilling, jeg var dog løbet tør.

Stilheden rungede i min hørelse. Han skubbede mig blidt til side og stod nu med ryggen til mig. Min nysgerrighed længtes efter, at få ordenes betydning at vide.

Han kiggede tydeligvis ud af dørspionen, men hvem han kiggede på, fandt jeg aldrig ud af. Jeg mærkede hans krop mod min, da han vendte sig om, jeg fik nu hans fulde opmærksomhed.

”Du er nødt til at gå Sigga ”

Han placerede yderligere et kys på min kind og jeg hørte døren gå op igen.

Jeg vendte mig om mod ham en sidste gang: ”Du ved, at vores kærlighed, var den kærlighed, der skulle vare for evigt. Der er ikke noget jeg ønskede mere brændende end dig her hos mig, fra i aften og til verdens ende. Du burde vide, at hvor end jeg går, vil du altid have en specielt plads i mit hjerte, mit sind, min sjæl…… Nu er jeg i tvivl.” Jeg smækkede døren i hårdere end nødvendigt. En følelse af uvished ramte mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...