Kærlighed gør blind - 367 dage med Victor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 1 aug. 2014
  • Status: Igang
Sigga er blind og typen, der holder sig indenfor af frygt for omverdenen. En dag trodser hun frygten og bevæger sig med usikre skridt udenfor med førerpinden i hånden. En fortrydelse af at have bevæget sig udenfor rammer hende. Hun vender sig om, men i svinget rammer hun en forbipasserende, Victor. Han er anderledes og hun falder langsomt for hans indre, mens hans ydre forbliver sløret. Sigga starter i et nyt gymnasium med barndomsveninden Lucy, men til hendes overraskelse arbejder Victor der. Deres følelser bliver ikke lagt til side af denne grund. Men de må indse, at deres kærlighed gik fra at være fri til at være forbudt. Dog det ikke det værste. Lucy opdager dem og truer dem med at afsløre deres hemmelighed, for hvor længe kan hun holde på den? Flere gange falder Sigga og er bevidst om, at hun har fået vinger, men indser til sidst, at det skyldes et overraskende faktum. Er Victor virkelig den han udgiver sig for at være? Vil de indse livets mening inden det er for sent?

8Likes
12Kommentarer
580Visninger
AA

6. 124 dage og 9 timer med Victor - At vågne uden vinger

”Er du okay?,” hørte jeg en genkendelig bekymrende stemme spørge. Victors.

”Hvor er jeg henne,” spurgte jeg undrende uden en mindste anelse om, hvor jeg egentlig befandt mig.

Jeg var sikker på, at jeg havde fået vinger i faldet, men jeg mærkede nu mig selv.

Vi er alene, ” svarede han uden, at besvare det spørgsmål jeg stillede. Han aede kærtegnende min kind, hvilket fik mig til at slappe mere af. Til mit sind der stadig var der. Til hele universet der søgte efter overgivelse.

”Hvad laver du her?” forsøgte jeg mig, selvom at jeg inderst inde kendte svaret. Jeg ville bare høre ham sige det.  Forvirrende samt kompliceret. 

”Jeg arbejder her husker du nok, har du ikke noget at forklare? Hvad med din T-shirt, hvor gammel er du egentlig? ”svarede han irritabelt og jeg mærkede hans øjne i nakken, trods det kun var en følelse.

Endnu engang fortrød jeg, at jeg ikke havde smidt den T-shirt ud sammen med skraldet, men ikke som det eneste, rodet fortrød jeg også. Han huskede tydeligvis ikke den dag, da hans ord virkede så oprigtigt. Han skulle ikke have den opfattelse af, at han kunne nedlægge en blind pige.

”Det har vi altså snakket om, tror du ikke, at det er slemt nok for en blind ikke at kunne se? ”forsvarede jeg mig irriteret og forsatte:” Det hjælper ikke ligefrem, at du ikke lytter!”

Jeg fortrød i det samme. Han havde ikke været sig selv den dag, så chancen for at han huskede det var minimalt, men i det sekund var jeg ligeglad. Det føltes godt at komme af med den indre vrede. 

”Hvornår har vi det? ” spurgte han garanteret med et opstillet ansigtsudtryk, der fremstillede ham undrende.

Kan du slet ikke huske den dag,” spurgte jeg forhåbningsfuld.

Han rystede uden et ord på hovedet, og jeg indså, at jeg blev nødt til at uddybe det.

Jeg kan ikke huske præcist, hvornår det var. Jeg prøver, at fortrænge den dag, vores første skænderi,” jeg kiggede på ham, ingenting, jeg fornemmede forargelsen i hans blik, jeg forsatte: ”Jeg forklarede dig, at du nok havde misforstået den trykte skrift på min T-shirt, da jeg stadig havde et år tilbage førend jeg blev student, men inden ord kunne trænge igennem din berusede tilstand, ikke engang mine.”

Jeg sank hovedet, forventede nærmest, at han ville bortforklare det han måtte opfatte som en påstand, men: ”Undskyld,” var hans eneste reaktion. Det eneste ord, han kunne komme op med. Han lød sårbar, skyldfølesen kom til udtryk. Jeg trak mig tættere ind til ham og lod mine sitrende læber møde hans.

”Du ved godt, at vi ikke kan gøre det her, ik’?” afbrød han. Jeg nikkede svagt, men forsatte. Det vidste jeg udmærket godt.

Der var tidspunkter, hvor vi stoppede op, der sad vi ubevægelige, overladt til skæbnen. Vi begyndte at lytte og hørte de mest fantastiske melodier hviske fra en helt anden verden…

Victor havde været forbi én gang i denne uge. Han havde ifølge ham selv en masse at se til. Jeg antog det ikke som sandheden. Han var bange for at stå ansigt til ansigt med virkeligheden. Bange for ikke at kunne læse tomhedens ansigtsudtryk. Han var bange for konsekvenserne af sine valg. Selve eksistentialismen. 

”Gid jeg havde været dig! ”udbrød Lucy den efterfølgende dag, dog uden at forskrække mig denne gang.

”Hvorfor?,” spurgte jeg undrende, da jeg ikke forstod det.

Hun kunne umuligt mene blindheden, for hvem ville gerne være blind? Jeg ville mere end gerne bytte, hvis det var muligt.

”Lad mig se. For det første faldt du næsten om i Victors arme, derefter bar han dig ud. For det andet blev han hos dig, indtil du kom til dig selv igen, ”forklarede Lucy energisk. Jeg nikkede bekræftende. Jeg skulle til at forklare om, hvor godt han kyssede, men jeg nåede, at stoppe mig selv inden. Måske havde Lucy og jeg mere tilfælles, end jeg lige havde regnet med. Nu var jeg indblandet i forbudt kærlighed. Men hvordan kunne noget så forkert, føltes så rigtigt? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...