Kærlighed gør blind - 367 dage med Victor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 1 aug. 2014
  • Status: Igang
Sigga er blind og typen, der holder sig indenfor af frygt for omverdenen. En dag trodser hun frygten og bevæger sig med usikre skridt udenfor med førerpinden i hånden. En fortrydelse af at have bevæget sig udenfor rammer hende. Hun vender sig om, men i svinget rammer hun en forbipasserende, Victor. Han er anderledes og hun falder langsomt for hans indre, mens hans ydre forbliver sløret. Sigga starter i et nyt gymnasium med barndomsveninden Lucy, men til hendes overraskelse arbejder Victor der. Deres følelser bliver ikke lagt til side af denne grund. Men de må indse, at deres kærlighed gik fra at være fri til at være forbudt. Dog det ikke det værste. Lucy opdager dem og truer dem med at afsløre deres hemmelighed, for hvor længe kan hun holde på den? Flere gange falder Sigga og er bevidst om, at hun har fået vinger, men indser til sidst, at det skyldes et overraskende faktum. Er Victor virkelig den han udgiver sig for at være? Vil de indse livets mening inden det er for sent?

8Likes
12Kommentarer
580Visninger
AA

5. 124 dage med Victor - Forbudt kærlighed!

Den evige stræbende førerpind var lagt til side sammen med min fornuft. Gemt væk uden et yderligere behov om en tilbagevendelse.  Førerpinden blev efterhånden erstattet af Victor, fornuften af kærligheden. De fleste af de seneste dagstimer tilbragte Victor og jeg sammen i fundamentets strålende skær. I de første morgentimer befandt han sig på et lærerværelse i hovedstaden. Det faktum at Victor var ældre, og at han ikke længere behøvede at tage stilling til andres forventninger omkring sine valg, misundte mig, da jeg stadig havde et år tilbage i gymnasiet. Men da han havde kommenteret min T-shirt med skriften – I’ve finished school-, kunne jeg ikke få mig selv til at sige, at det blot var et udsagn og ikke noget gældende. På den anden side havde jeg afsluttet den tidligere skole uden længere at være bundet til de tyngende opgaver. Jeg havde blot ikke regnet med, at vores forårsromance havde udviklet sig til kærlighed, der spirede året rundt.

Dørklokken afpillede den velkendte melodi og tvang mig op fra sofaens bløde sider. Traskende bevægede jeg mig derhen, blot for at åbne en dør, som en anden ville lukke.

Men inden jeg nåede, at åbne døren helt, brasede personen ind: ” Gæt hvad jeg har billetter til,” spurgte en stemme energisk.

Overasket over det pludselige indfald, som tilhørte min barndomsveninde Lucy, indskød jeg pirrende ved tanken om, at det nok var det sidste, hun ville havde biletter til, taget i betragtning af at hun led af Coulrofobi: ” En Cirkus kun med klovne.” Men da et svagt slag blev placeret på mine skuldre, antog jeg det som en forkert indskydelse. Inden jeg nåede, at give udtryk for et andet gæt, tog ivrig- og tålmodigheden over: ” Ki-man Boys, ” udbrød hun, hvilket resulterede i, at vi begge hoppede op og ned på stedet, som vi havde gjort i de tidlige barndomsår.

Få minutter senere lukkede hun døren i. Hun havde travlt, havde hun indskudt, men jeg vidste, at for hende var det at have travlt lig med at tilbringe tid med bedrevidende, folk med synet i behold, hvor hun slap for de nysgerriges medfølende blikke på solbrillernes evige placering, men ikke mindst min mærkværdige føren sig frem, min vej. Vejen, man gik på alene. Vejen, hvor andre måske gik sammen med en. Vejen, hvor ingen kunne gøre det som en selv. På det punkt havde det noget tilfælles med livet. Livet var en ensrettet vej. Man kunne se tilbage. Man kunne blot ikke gå tilbage, men selvom at vejen bestod af bumpede revner og forhindringer, var jeg overbevidst om, at den i sidste ende ville føre mig videre.

Nogle dage efter ringede dørklokken og forstyrrede ensomheden, der næsten havde slugt mig, men mindede mig om, at Victor ville kigge forbi.

”Hej skat, ” hørte jeg ham sige i en anden tilstand end den sædvanelige.

Jeg mærkede hans udstrækkende arme og lod vores kroppe mødes i et fastslået kram. Jeg kunne lugte åndens kald fra et andet sted. Lugten af alkohol ramte mine næsebor med en overraskende kraft, mit indre med skuffelse.

”Har du drukket, ” spurgte jeg mindre skuffet end jeg følte mig.

Skuffet over at han var dukket op i den svingende tilstand, men stadig bevidst om at svaret var ja, et enstavelsesord jeg førhen havde forbundet med positivitet, men som nu levede i dobbeltheden. Han svarede ikke, men mumlede blot usammenhængende ord, som om alting forekom ham ligegyldigt. ”

Til sommer starter jeg igen for at gøre min uddannelse færdig,” forsøgte jeg, men et sted inderst inde vidste jeg, at han hverken var nærværende, til stede, psykisk eller fysisk. 

Mit syn på ham, havde ændret sig lige så hurtigt, som hans personlighed.

”Mhh,” var hans eneste kommentar, som ikke rummede et del af nærvær eller interesse. Ingen andre hørte effekten af hans ord, effekten i mit sind. Ingen andre så hvilken effekt han havde på den mistroiske del af mig.

Jeg glemte den dag. Enten havde han gjort det samme, ellers forsøgte han, for han havde ikke nævnt det mindste om den dag siden. Alligevel stod det klart i mit indre. Vi havde haft vores første skænderi. Victor kunne ikke huske det efter alkoholens påvirkning. Blindheden påvirkede mig, men jeg huskede. 

Vi havde mødt hinanden i det tidlige forår, men selv om at jeg inderligt ønskede, at tiden stod stille, havde årstiden skiftet. Jeg lagde mig dog lykkelig i himmelens seng med en eneste tanke, Victor. Jeg følte mig som fjerene i puden. Alligevel var friheden begrænset. I puden af betrækket. I mit liv af blindheden, mig selv. Tankerne fik ikke længere frit løb. I morgen skulle jeg starte igen. Et nyt sted hvor den eneste jeg kendte, var Lucy. Mine øjenlåg lukkede i. Alt blev sort. Ingen forskel. Jeg var nu overladt til drømmene.

Sommeren var slut, men strålerne bagte stadig på min hud. I dag havde jeg ikke Victor ved min side, da han skulle begynde på sit arbejde igen. Jeg måtte derfor bruge førerpinden igen. Jeg bevægede mig usikkert på benene. Sagte svang jeg førerpinden fra side til side. Jeg lærte trods alt af mine fejl.

Førerpinden gjorde nu modstand, og jeg vidste, at jeg befandt mig det rette sted. Jeg slog min hjælper sammen, og tog det ene ben foran det andet på modstandens trappe. 

”Jeg har hørt, at vores engelsklærer dette år er vildt lækker,” udbrød Lucy, førend jeg næsten var trådt ind, så jeg fik et chok.

Hun var til ældre mænd, ingen tvivl om det. Det var endnu bedre, hvis det var forbudt kærlighed. Jeg havde det lige omvendt, altså ikke med alderen. Jeg var tilhænger af det faktum, at kærlighed ingen alder havde, men den forbudte kærlighed ville kun medføre problemer. Det havde jeg set nok hjerteskærende film til at vide. Lucy og jeg havde derfor vidt forskellige syn på tingene.

”Regel nummer 1, aldrig forskræk en, der ikke kan se dig,” udbrød jeg alvorlig, så Lucy begyndte at grine. ”

Regel nummer 2, aldrig læg dig ud med en pige med synet,” forsatte hun, og jeg puffede svagt til hende, mens vi gik mod første time… Engelsk

Vi fandt os til rette og jeg hørte skridt ude på gangen. Skridtene på livets vej.  Jeg hørte dørens gennemskærende skrig og Lucys hvisken: ” Det er nu bekræftet. Han er lækker.” Stilheden overtog. Jeg længtes efter, at kunne være med i det. En længsel efter at observere blot livets små ting.

”Jeg hedder Victor Fuchs,” præsenterede han sig stammende lidt efter, ” Jeg er jeres engelsklærer. ”

Jeg forstod nu, hvorfor han stammede. Jeg genkendte stemmen. Svimmelheden overtog. Det var Victor. Mit livs kærlighed. Min sidste tanke førend jeg faldt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...