Kærlighed gør blind - 367 dage med Victor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 1 aug. 2014
  • Status: Igang
Sigga er blind og typen, der holder sig indenfor af frygt for omverdenen. En dag trodser hun frygten og bevæger sig med usikre skridt udenfor med førerpinden i hånden. En fortrydelse af at have bevæget sig udenfor rammer hende. Hun vender sig om, men i svinget rammer hun en forbipasserende, Victor. Han er anderledes og hun falder langsomt for hans indre, mens hans ydre forbliver sløret. Sigga starter i et nyt gymnasium med barndomsveninden Lucy, men til hendes overraskelse arbejder Victor der. Deres følelser bliver ikke lagt til side af denne grund. Men de må indse, at deres kærlighed gik fra at være fri til at være forbudt. Dog det ikke det værste. Lucy opdager dem og truer dem med at afsløre deres hemmelighed, for hvor længe kan hun holde på den? Flere gange falder Sigga og er bevidst om, at hun har fået vinger, men indser til sidst, at det skyldes et overraskende faktum. Er Victor virkelig den han udgiver sig for at være? Vil de indse livets mening inden det er for sent?

8Likes
12Kommentarer
587Visninger
AA

2. 1. dag med Victor - Begyndelsen

 

Mine tanker fik frit løb i tidsrummet lige inden søvnen burde indtræffe. Jeg afspillede scener i tankernes spil. Jeg havde endeløse – hvad nu hvis ‘er? I dette tidsrum forsøgte jeg at lægge planer for livet. Jeg tænkte på alle dem jeg savnede. De som ikke længere var der. Jeg tænkte på dem jeg ikke kunne udstå. De som alligevel fyldte nok til, at de andre rodede tanker blev skubbet væk. En dag var der dog kun en eneste tanke tilbage i mit ellers så kaotiske indre. Victor.

Er du nogensinde faldet for en, som du et sted inderst inde vidste, at du ikke burde overlade dine intense følelser til? Du forsøgte dit bedste for en kamp mod de forkerte følelser, men du kunne ikke? Det havde den modsatte effekt. Følelserne blev dybere og dybere for hver dag der passerede. Klarere end stjernerne på en nattehimmel strålede de og overskyggede alt andet. Du prøvede at skjule dem på enhver mulig måde, men det lykkedes aldrig helt. Det var sådan jeg havde det med Victor.

I starten holdt jeg mig mest indendørs, hvilket først og fremmes skyldtes den førerpind, som jeg var overladt til. Jeg havde været stædig. Ville ikke bevæge mig uden for en dør med den svingende fra side til side på det ofte så tætbefolkede fortov. Den dag havde jeg dog gjort en undtagelse. Da den friske duft af forår og solens svage stråler ramte min blege hud, fortrød jeg intet. Jeg forestillede mig de farverige blomster, der dukkede op af det ellers så ensfarvede underlag. Jeg forestillede mig, hvordan fuglene ihærdigt fløj fra trækrone til trækrone i de ellers så nøgne træer. Jeg kunne høre den svage vind tage fat i blomsterne. Jeg kunne høre fuglenes ængstelige skrig. Alt det andet var blot visioner.

Jeg hørte de lavmæltes stemmer hviske. Det var ting som dette, der gjorde, at jeg fortrød, at jeg ubeskyttet bevægede mig ud fra de fire vægges isolerende effekt. Uvisheden gjorde mit ellers så kaotiske indre mere meningsløst. Jeg vendte mig om, men glemte i svinget, at jeg stadig havde fat i førerpinden. Den drejede med i svinget, hvilket skyldtes, at jeg stadig ikke var helt stabiliseret, som min mor foretrak at kalde det. Halvvejs rundt opstod der en ustoppelig modstand. Min hørelse fejlede dog intet, så det gennemtrængende forholdende hyl hørte jeg. 

”Undskyld,” havde jeg forsøgt mig, men ingen havde sagt noget.

”Det var ikke min mening,” forsatte jeg, dog det blot havde føltes som om, at viserne var gået i stå.

En hæs stemme, som jeg antog, tilhørte en mand, svarede: ”Det er okay ”.

Han forsøgte tydeligvis at skjule smerten, men et bud på ømmelsen skar igennem stilheden og fik min dårlige samvittighed til at stige. Dog jeg ikke kunne se vejret, var jeg overbevidst om, at solen var forsvundet bag tunge skyer, mens de tonede ind til grå klatter. Jeg blev forskrækket, da han tog fat i min arm, men rørte mig ikke. Forskrækkelsen forblev i det indre. Stilheden føltes nu på anden vis mere betryggende.

Jeg havde lyst til at vende om og forsætte med at afgive mine fodspor på livets vej, men samvittigheden holdt mig tilbage.

”Undskyld jeg så dig slet ikke, ” forsatte jeg uden at vide, om han stadigvæk befandt sig der.

En hæs latter afbrød nu stilheden, og jeg lod høre de forbipasserendes stemmer.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...