Romance De Paris

Lou bor med sin mor i Paris. Men en nat bliver det bare for meget, og Lou løber hjemme fra. I alt sin vrede, sorg og fortabthed, står der pludselig en dreng foran hende, med en udstrakt hånd, klart til at vise hende en verden af; Liv, lys og glæde.

0Likes
0Kommentarer
292Visninger
AA

1. Sorg og fortabthed

Paris gade lå øde hen, mens mørket langsom sænkede sig. Kun nogle få mennesker havde våget sig udenfor i regnen, eller også stod de i små kroge eller under halvtage og udhæng. Men en enkelt pige , løb for sig selv gennem regnen, driv våd fra top til tå. Hendes hår hang i klaser ned i øjnene på hende, og hun prøvede at undgå de mærkelige blikke, folk sendte hende. Men hun prøvede også og skjule sig selv, prøvede at skjule sin vrede, sorg og fortabthed. Gaderne stryg forbi hende, og gadelygternes lys blev udvisket og uklare. Gråden sad langt oppe i halsen på hende, men hvis hun overgav sig selv til den, var hun bange for, at hun ikke kunne styrer den. Et billede af hendes mor, som stod ude i køkkenet i gang med at kvase piller, havde chokeret hende så meget, at hun havde vende om på stedet, løbet ned af alle trapperne og ud af lejligheden. Hun kunne stadig huske morens kalden efter hende. Hendes undskyldninger om at hun var ked af det, og at hun lovede at hun nok skulle stoppe. Præcis som hun havde sagt til hende på hendes 15 års fødselsdag. Men lige meget hvor meget moren havde prøvet, havde hun ikke lyttet, og var bare fortsat med at løbe. Det var ikke første, og lige meget hvad moderen sagde, var det heller ikke den sidste gang. Hun rystede kraftigt på hovedet, for at få oplevelsen til at gå væk. Håret svingede frem og tilbage, og klaskede hende i øjnene. Folk stirede på hende, og hviskede om hende, når hun løb forbi dem. Hun kunne mærke raseriet boble inde i hende, og hun havde lyst til at skrige dem lige op i ansigtet og kalde dem grimme ord. Men hun tog sig sammen, og fokuserede på bare at komme så langt væk som muligt. Ind til videre havde hun ikke tænkt på andet end at komme væk, hun havde slet ikke overvejet hvor hun skulle løbe hen, eller havde tænkt på at tage noget med. Hendes mor havde ikke nogen venner, og det var det samme galt hende selv. Hun kunne mærke hvordan livet sank inde i hende, og hvordan den hele overrumplede hende på en gang. Det føltes som et slag i nakken, og hun blev svimmel og følte det, som om hun skulle kaste op. Omgivelserne sejlede og hun kunne ikke længere holde balancen. Hun drejede ned af en lille smal sidegade og søgte over til en af murene. Hun lænede ryggen op mod den, og lod sig langsomt glide ned lang muren, indtil hun sad på jorden. Hun trak benende op til sig, og slog armene om dem. Hun kunne ikke mere, havde ikke flere kræfter. En tårer trillede ned af kinden på hende, og blev hurtigt efterfulgt af flere, som trak lang våde spor ned af hendes kinder. Asfalten hun sad på var hård og kold og regnen stod ned i stænger. Hun bed sig så hård i tungen hun kunne, måske kunne man glemme smert med smerte. Hun bed så hård hun kunne, indtil hun kunne smage blod. Det varme tykke stads, fyldte langsom hendes mund, og gjorde det svært at trække vejret. Hun spyttede det ud med en skinger grimasse. Regnen var begyndt og stilne lidt af, og hun kunne nu hører biler og menneskerne igen. Hun lænede hovedet tilbage og støttede det mod den kolde mur. Hår og tøj klæbede sig til hende og hun rystede af kulde. Hun kiggede op mod stjernerne. Hendes øjenlåg føltes tunge som bly og de gled langsomt i af sig selv. Stjernerne blev langsom udvisket og uklare, og trafik og menneske lyde lavere og lavere, indtil der var intet tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...