Romance De Paris

Lou bor med sin mor i Paris. Men en nat bliver det bare for meget, og Lou løber hjemme fra. I alt sin vrede, sorg og fortabthed, står der pludselig en dreng foran hende, med en udstrakt hånd, klart til at vise hende en verden af; Liv, lys og glæde.

0Likes
0Kommentarer
294Visninger
AA

4. Glem mig aldrig

Hun trådte ud i kulde, lagde armene om sig og skuttede sig. Drengen trådt ud ved siden af hende, og lukkede døren bag dem. De stod på taget af bygningen. Hele vejen rundt om kanten på taget, gik omkring en meter høj, tyk mur. Drengen gik hen til kante af taget, satte sig op på muren, og svang benende om på den anden side, så de hang og blafrede ud i luften. Hun gik hun til muren, og stillede sig ved siden af ham. Hun kiggede ned og fik øje på pladsen, hvor de havde stået og danset for lidt siden. Hun satte sig op på kanten ved siden af ham, og svang benende ud over den. Parises gader var fulde af liv, og på restauranter og i parker vrimlede det med mennesker. Og i det fjerne tårnede Eiffeltårnet sig, og lyste natten op. Den kolde vind legede med hendes hår, og kildede hende i nakken. Hun smilede let for sig selv. Det var længe siden hun havde følt sig så afslappet. ”Hvad synes du?” Han kiggede over på hende med forventning. ”Det er smukt.” Svarede hun stille. Hun trak benende op til sig, slog armene om dem, og hvilede hovedet på knæende. ”Fortæl mig noget om dig selv.” Han kiggede over på hende. ”Som hvad.” Hun slog ud med armene. ”Hvad som helst. Alt, intet, bare en lille ting.” Han stirede frem for sig ud i natten. ”Der er ikke rigtig så meget at fortælle.” Han kiggede over på hende med et stort smil. ”Hvad med at du fortæller mig noget om dig?” Hun chattede let til ham med den ene skulder. ”Snyder. Okay så, men det bliver ikke ligefrem spændende.” Hun placerede en vildfaren hårlok omme bag det ene ører. ”Mit navn er Lou. Jeg bor, eller boede ved ikke helt om jeg stadig gør, sammen med min mor i en lejlighed. Min far skred for omkring 7 år siden, så det er bare mig om min mor. Min mor har ikke noget arbejde, så jeg arbejder på en lille cafe nede i en af gaderne tæt på hvor vi bor. Der er jeg så fra jeg får fri for skole, til kl. 8 om aftnen.” Hun trak lidt i den ene mundvig.” Det er ikke ligefrem drømmefamilien jeg bor i. Men selvom det hele ser lidt sort ud nogle gange, elsker jeg stadigvæk min mor og mit hjem.” Hun kiggede over på drengen. ”Nu har jeg fortalt noget om mig selv, så nu må det være din tur.” Han sagde ikke noget, men sad bare og stirede tomt ud i luften. ”Det er okay vis du ikke har lyst til at snakke om det, så skal du bare sige til. Men må jeg i det mindste få dit navn at vide?” Hun kiggede efter en reaktion hos ham, men han rokkede sig stadig ikke ud af flækken. Hun mærkede et stik af sørgmodighed i hjerter. Hun sukkede og vedte hovedet væk fra ham. ”Jeg skal nok gå, vis det er det du vil have.” Da der ikke kom noget svar, svag hun benende om på tag siden, og rejste sig op. Hun kiggede en sidste gang ned mod kattedrengen, som stadig sad og kiggede ud i natten. Hun vendte sig væk fra ham, og begyndte at gå hen mod døren, da noget varmt tog fadt om hendes håndled. Hun kiggede forbløffet ned mod sin hånd, og så at drengen havde taget fat om den. Hun kiggede forbavset op på drengen. Hans hår bølgede let i vinden, og han havde vendt sit ansigt mod hende, og kiggede hende direkte i øjnene. ”Undskyld.” ”Hvad mener du?” Hun kiggede forvirret på ham. Han rejste sig op ved siden af hende, og med to hænder strøg han nogle hårlokker væk fra hendes ansigt om bag hendes ører, og lagde sine hænder om hendes ansigt. Hendes hjerte sprang et slag over. ”Jeg har ikke mere tid Lou. Jeg kan ikke blive, men lov mig, at du vil lede efter mig, indtil du finder mig. ”Men jeg forstår ik'?” Han lagde sin pegefinger mod hendes mund, og stoppede den strøm af ord, der var på vej ud. ”Jeg har ikke mere tid. Vores veje må skilles her, men lov mig, at lede efter en sort kat med en aflang hvid plet, på det højre bagerste ben.” Hun nikkede langsomt. Han kiggede sørgeligt på hende. ”Lov mig.” Hun lukkede øjnene, og mærkede en tårer trille ned af sin ene kind. Og i det øjeblik hans læber strejfede hendes pande, blev verden svøbet ind i et skarpt lys, og al latter, musik og glæde forsvandt alt sammen på en gang, og tilbage var kun kulden og mørket.

Hun vågnede ved lyden af dyttende biler. Det var langsomt begyndt at blive lyst, og det var stoppet med at regne. Hun fik sig sat op, og ømmede sig. Der var blevet dannet små vandpytter rundt omkring gyden. Hun sad og kiggede lidt ud i luften. Hendes hoved dunkede, og hun følte sig svimmel og omtåget. Hun huskede at hun var løbet væk, og at hun var kollapset i gyden.
Hun rystede på hovedet af sig selv, hun måtte nok helere til at se og komme hjemad. På vej hjem ad, begyndte brudstykker at komme frem, fra natten før, og hun kom pludselig i tanke om en sort kat med en aflang hvid plet på et af dens  ben. Hun stoppede brat op og tog sig til hovedet. En varm følelse bredte sig i hendes krop. Forfølgelsen, tivoliet, taget, det kom alt sammen tilbage til hende på en gange. Hun løftede hovedet beslutsomt. Hun skulle ikke hjem, hun skulle finde en sort kat med en aflang hvid plet på dens højre bagerste ben.

Lou søgte efter katten dage og nætter, og ledte rasten af sit liv efter kattedrengen, som hun havde forelsket sig i, men fandt den aldrig.

 

                               
                                      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...