Vampire blood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 1 aug. 2014
  • Status: Igang
Kapitel .1. 16 årige Natasja,vokser op med vold i hjemmet. Hun blir smidt ud og prøver, at klare sig selv. Men større ting er hende i vente..! PS: jeg skriver en dag i historien ad gangen. Hver kapitel vare kun en dag

3Likes
2Kommentarer
194Visninger
AA

2. Out

2-Out

Jeg vågnede ved lyden af kvidrende fugle og lugten, af nyslået græs. Jeg satte mig op og mærkede på den fugtige bænk, jeg havde sovet på. Regnen der var fladet havde gjort alt glat og vådt, inklusiv mit våde tøj og hår. Jeg tog mit overtøj af og vaskede blodet af, i vandpytten nede for bænken. Blodet var sivet ind gennem tøjet, så der var store mørke pletter. Mine finger var helt røde og mærkede, som 10 kolde istapper. Jeg tog min bluse over hovedet og bukserne over røven, men selvom jeg var klar til at tage hjem var jeg bange.

Jeg rejste mig og gik en runde i parken, de grå skyer var blevet hvide og himmelen var kommet til syne. Solen gemte sig stadig bag skyerne, og det var kun det lyse skær der lyste jorden op og så lygtepælene, som var så Hvidt ved at gå ud. Jeg gik og mumlede med mig selv, skulle jeg gå hjem eller skulle jeg blive. Jeg traskede ud mod vejen. Jeg prøvede at lytte til mig selv, men det var svært når det eneste jeg tænkte på var, at jeg var en morder. Jeg begyndte at gå hjem af, selvom mine føder helst ville vende om. Lyden af fuglenes kvidren, bilernes motor og musikken for husene, blev højere og højere inde i mit hovede. Jeg prøvede at holde mig for ørne og tænke på noget dejligt, men det var jeg slet ikke i stand til.

Jeg drejede ned ad gaden, som jeg boede på. Mit hjerte begyndte pludseligt, at banke hurtigt. Jeg lagde hånden på hjertet og fulgte rytmen, min hjerte bankede. vinden løftede mine brune krøllede totter og lege med dem. Jeg drejede ind der hvor jeg boede og så, alle mine ting stå pakket på dørtrinnet. Tårende løb ned af min kind og landede på min bluse. Jeg løb op til mine ting og tog om kufferterne. Jeg skulle til at åbne fordøren, da jeg ser et brev ligge på dørmåtten. Jeg samlede brevet op og tog i lommen, men åbne det det ville jeg skam ik. Jeg tog vredt alle mine ting og begyndte at gå, uden bevidst om hvor jeg skulle hen, jeg ville bare væk.

Pludselig mens jeg gik på gaden, kom en kørende bil forbi og ramte med forhjulet ned i en vandpyt, som plaskede op på mig. Jeg satte mig vredt på fortovet, og kastede et par sten henover vejen. Jeg fandt brevet op ad lommen og lagde på mit skød, jeg stirrede i flere minutter og tænkte over hvad der kunne stå i brevet. Af ren nysgerrighed, åbnede jeg brevet. Forskriften lød -Undskyld-, jeg tog mig sammen og læste videre.

-kære Natasja... Jeg kan ikke tage mig af dig mere, jeg har opgivet du fortjener en normal barndom, som jeg DSV ikke har kunne give dig, men nu hvor du er 16 burde du være i stand til at klare dig selv. Jeg undskylder meget men du bør snakke med en, nummeret står nederst. Håber du får et godt liv, du bedes om ikke at kontakte mig igen. Knus mor-

Jeg smed brevet fra mig, og selvom jeg var vred begyndte, mine øjne løb i vand. Jeg tørrede mine tåre af, i mit ærme og rejste mig op. Jeg tog mine kufferter og begyndte at gå, men efter jeg havde tænkt over det løb jeg tilbage efter brevet. Jeg lagde brevet ned i en, af kufferterne og begyndte at gå. Jeg gik mod ingenting, til mine føder gav efter. Jeg satte mig på vejkanten og tomlede, men bilerne blev ved med at køre forbi mig. Efter et par timer drejede en bil endelig, ind ved siden af mig. Jeg rejse mig op og kiggede på bilisten, som kom gående ud. Han var høj, med blå øjne og nøddebrunt hår.

"Hej skal jeg hjælpe dig med dem der"

sagde han og smilede. Jeg nikkede og log ham tage kufferterne, som han lagde i begegageberet. Jeg satte mig ind på foresædet og ventede, på han ville komme. Men han stod omme ved begegageberet, i lang tid. Jeg prøvede at kigge ud af bagruden, men han stod med ryggen til. Han satte sig endelig ind i bilen, med et smørret smil. Jeg ryggede mig tilbage, i sædet og udgik øjenkontakt. Han kørte hurtigere og hurtigere, selvom vi ikke var nået motorvejen.

"hvor skal du hen lady"

"Jeg ved det ikke, men mit navn er altså Natasja"

"Nå... Okay, men jeg køre altså til Madrid"

Pludselig drejede han op ad en lille sti, der gik ind mellem nogle store træer. Jeg begyndte at mærke noget forkert, noget der ikke var godt. Jeg trykkede mig ind mod sædet og prøvede, at bevare roen. Træerne skyggede, så alt var mørkt... selv stien. Han havde slukket lyset, i bilen og kørte meget langsomt. Jeg tog i håndtaget da jeg var blevet meget utryg, men døren var låst. Han stoppede helt op og tog selen af, og lænede sig over mod mig. Jeg tog hurtig min sele af, og trak agressivitet i håndtaget. Han tog fat i min arm og prøvede, at kysse mig. Jeg begyndte at sparke og slå ud efter ham, men han var meget målrettet. Han havde samme dyriske blik, som min far inden han døde. Mens han prøvede at kysse mig, prøvede jeg at lede efter et modstandsvåben. Pludselig fik jeg fat i noget under sædet, noget hårdt der føles upassende. Jeg løftede hånden, så kun jeg kunne se det. Det gik hurtigt op for mig, at jeg havde en skyder i hånden. Jeg slog hovedet bag over og prøvede, at tage mig sammen. Men uden at tænke, pegede jeg skyderen mod ham.

"Haha rolig nu, det var jo bare for sjov"

"SJOV!... luk døren op, NU!"

Jeg pegede skyderen mod hans hoved, indtil han åbnede døren. Jeg skyndte mig at tage, mine kufferter og smed skyderen på jorden. Jeg løb med alle kufferterne ud mod vejen og heldigvis, fulgte han ikke efter mig. Jeg gik og gik, indtil solen var helt væk. Jeg lagde kufferterne på jorden og fandt brevet op, ad den ene. Derefter lagde jeg hovedet på den ene kuffert og læste nummeret igennem hundrede gange, så jeg kunne huske det uden ad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...