Demons

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2014
  • Status: Igang
Hayley Brooks var en frisk, livsglad, smuk og populær pige. Ja, før i tiden. Det var lige indtil hun blev ramt af tvangstanker. Hun begyndte langsomt at trække sig væk fra sine kære og mere ind i sig selv. Da det ser allerværst ud for Hayley, dumper den verdenskendte Liam Payne ind i hendes liv. Alt bliver vendt på hovedet for hende, men vil det lykkedes Liam at hjælpe Hayley? Vil han finde grunden til hendes tvangstanker? Vil han kunne befri hende fra hendes indre dæmoner? Og er det overhovedet muligt for Hayley at blive sig selv igen?

6Likes
11Kommentarer
353Visninger
AA

3. Help

Help me get my feet back on the ground.

Brylluppet var forløbet fint indtil videre. Jeg var blevet sat imellem Eleanor og Louis, og det viste sig at være utrolig hyggeligt. Eleanor og jeg var hurtigt faldet i snak, og vi fandt straks ud af at vi havde en masse tilfælles. Vi grinede og hyggede os, men der var en ting der gjorde det umuligt for mig at være glad og slå mig løs. 

Tankerne. De var der hele tiden. Når jeg spiste, når jeg snakkede, når jeg rørte ved noget. Jeg kunne simpelthen ikke kontrollere dem, og det skræmte mig.

Så jeg havde undskyldt mig overfor Eleanor med at jeg skulle på toilettet, for at få lidt styr på mig selv. Jeg pjaskede lidt vand i hovedet, friskede min mascara op, dog tog gange mere end nødvendigt, fordi tankerne havde befalet det, og det havde selvfølgelig resulteret i at jeg ramte ved siden af øjet, så jeg nu lignede en vaskebjørn.

Mens jeg stod og gnubbede mig under øjet, kom min mor ind. "Hej skat, nyder du brylluppet?" Spurgte hun glad og stillede sig hen ved den modsatte håndvask for at vaske hænder.

Jeg ville ikke ødelægger hendes gode humør med mine problemer, så jeg sendte hende derfor et falsk smil, og svarede at jeg hyggede mig.

Jeg gav hende et kys på kinden, inden jeg skyndte mig ud af døren så hun ikke gennemskuede mig. Jeg havde virkelig ikke lyst til at vende tilbage til festen lige nu, så jeg begav derfor ned mod en sø lidt længere væk.

Jeg satte ned på græsset, og kiggede på de små ællinger der svømmede hjælpeløst efter deres mor. En tårer gled ned ad min kind, efterfulgt af et hulk der hurtigt blev til flere. Jeg rystede over hele min krop.

Tankerne sværmede rundt i hovedet på mig, så jeg borede mine skarpe negle ind i min hånd for at slippe for psykiske smerte. Jeg blev først klar over hvor hårdt jeg egentlig havde trykket, da en dråbe blod banede sig vej ud gennem min hud. Men det var rart. Rart at smerten endelig var et andet sted end i tankerne. Jeg fortjente det. Jeg fortjente smerten. Jeg var så grim og uduelig til alting, at det kun var rimeligt.

Mine tanker blev dog brat afbrudt, da en hånd lagde sig på min skulder. Jeg drejede mit hoved og blev mødt af et par varme brune øjne. Det var ham. Ham fyren fra kirken der stirrede på mig. Straks begyndte sommerfuglene at flakse rundt i min mave, og hele min krop sitrede. Hvorfor følte jeg sådan?

"Hey, er du okay?" Spurgte han bekymret og studerede mit ansigt, der sikkert var stribet af mascara og tårer. Jeg snøftede en gang, tørrede mine øjne og sendte ham så et prøvende smil. 

"Det er ikke noget du skal bekymre dig om" Svarede jeg, og det ville have været overbevisende, hvis ikke min stemme var knækket over midt inde i sætningen, og ny stribe tårer banede sig vej ud gennem øjenkrogen.  

Han satte sig ned.  Et nyt hulk forlod mine læber, og straks lagde han sin arm om mig, og trykkede mig indtil sig. Trygheden lagde sig straks over mig, men det stoppede dog ikke min gråd. Rystelserne blev værre, og jeg vidste at et angstanfald snart ville sted.

"Hey hey hey, ro på, rolig" Hviskede drengen og aede mig blidt op og ned af min ene side. Han kyssede mig på håret, og fortsatte med at hviske trøstende ord i mit øre. Efter nogen tid blev rystelserne mindre, og jeg stoppede stille og roligt med at hulke. Men alligevel fortsatte vi med at sidde som vi gjorde lang tid efter.

En behagelig stilhed lå over os, mens vi sad og så på ænderne der svømmede forbi. Jeg på hans skød, med hans arme omkring mig. Vi blev dog revet ud af vores fredfyldte øjeblik, ved et par hurtige fodtrin nærmede sig, og lidt efter Louis stemme.

"Hvad laver i to helt alene hernede? Hvordan er de i sidder? Kender i hinanden? Liam, Sophia leder eft..." Han fyrede spørgsmålene afsted, men afbrød hurtigt sig selv, da han fik øje på mit ansigt. Hans ansigtsudtryk blev straks bekymret.

"Hvad sker der Hays? Har du grædt?" Spurgte han, og satte sig på hug foran os. Et smil poppede op på mine læber, da han brugte mit gamle kælenavn "Hays". "Jeg er okay Louis, ikke noget at bekymre sig om" Svarede jeg med et falsk smil, og trak mig forsigtigt ud af Liams greb.

Han så ikke videre overbevist ud, men heldigvis blev vi afbrudt af en skinger stemme. "LIAM! Hvor har du været? Jeg har ledt efter dig konstant!"

En pige med langt mørkebrunt hår, kom trampende ned imod os. Louis hviskede at vi hellere måtte se at komme væk, og trak mig derefter væk fra Liam.

Jeg drejede hovedet og mimede et tak til Liam, der kiggede efter mig. Jeg havde det lidt dårligt med bare at efterlade ham på den måde, men jeg ville helst ikke blande mig i hans problemer. Jeg havde jo knap nok ført en samtale med manden endnu!

Da vi kom tilbage til festen blev vi straks mødt af et par overtrætte tvillinger. "Hayliii, kan vi ikke godt tage hjem nu? Vi er trætte" Gabte de. Jeg smilede lidt."Jo piger, løber i ikke lige ud og finder mor og far, mens jeg siger farvel?" uden at svare skyndte de sig ud for at finde vores forældre.

Jeg vendte mig om mod Louis. "Det var rigtig hyggeligt at se dig igen Lou" smilede jeg. "I lige måde Hayley! Jeg har savnet dig, og ville faktisk høre om du ikke ville med til en fest jeg holder her på lørdag? Spurgte han håbefuldt. "Eleanor kommer også, og hun vil rigtig gerne lære dig bedre at kende!  

Jeg bed mig i læben. Fester var ikke lige mig, men jeg savnede Louis, og Eleanor var rigtig sød."Hvis jeg kan vil jeg rigtig gerne" svarede jeg, og fandt en lille lap papir, hvorpå jeg skrev mit nummer. "Kan du ikke lige sende mig en besked så jeg ved hvem du er?" Spurgte jeg og sendte ham et smil. "Selvfølgelig ses lørdag" Svarede han og trak mig ind i et kram.

Jeg smilede og gik hen imod vores bil hvor jeg kunne se tvillingerne og mine forældre, Men stoppede op da et indtrængende grin trængte igennem mine øre. Jeg vendte mig om. Det var Liams kæreste, og ved siden af hende stod Liam.

Han så ikke lige frem glad ud, men da han så mig lyste han op i et smil. Han begyndte at gå hen imod mig, men idet samme kaldte min mor. Jeg smilede undskylende til ham, og vinkede forsigtigt med mine fingre. 

***

"Nå, Hayley, fortæl mig hvordan det går" Sagde psykologen, og kiggede på mig igennem hendes store runde brilleglas. Jeg havde aldrig kunne lide psykologer. Hele ideen med at give folk penge for at løse andres problemer, var underlig. Hvorfor ikke klare det selv?

Og alligevel sad jeg her i psykologens bløde lænestol, og skulle forklare mine problemer, udelukkende på grund af at mine forældre havde tvunget mig til det, altså det hjalp jo ikke engang, spild af penge - efter min mening. Jeg vidste jo godt at de kun gjorde for hjælpe mig, men det var ikke den rigtige hjælp. Jeg kunne godt klare det selv!

"Hayley? Hallo er der nogen hjemme" Grinede psykologen, der forresten hed Janice. "Åh undskyld, det går helt fint" Svarede jeg, og prøvede at lyde så overbevisende som muligt.

"Ingen angstanfald, eller noget siden sidst? Spurgte hun, og borede sine øjne ind i mine. Jeg rykkede mig usikkert i stolen. "Ikke et eneste" Løj jeg, og smækkede et falsk smil på.

Faktisk havde angsten, og mine tanker aldrig været så slemme som nu, men det skulle hun ihvertfald ikke indvies i. Endelig gav hun op og kiggede væk.

"Nå, men det var da dejligt. Så tror jeg godt at vi kan sætte dine ugentlige besøg ned til en gang om måneden" Smilede hun, og skrev noget ned på sin lille blok. "Du kan gå nu" Det skulle hun ikke sige to gange.

Jeg fløj op fra stolen, ud gennem døren og ud på fortovet, med en sådan fart at jeg kom til at brase ind i en eller anden, som så væltede.

"Hey, se dig dog...Åh er det dig? Jeg kiggede op og blev mødt af de dejligste brune øjne. Liam. "Ej, det må du virkelig undskylde...Jeg så mig ikke for også..."Det helt okay" abrød han min talestrøm, og sendte mig et varmt smil.

"Men jeg hvad hedder du egentlig?" Jeg bed mig lidt nervøst i læben. "Hayley" Mumlede jeg stille. "Mit navn er Hayley" Gentog jeg lidt højere med et forsigtigt smil.

"Rart at møde dig igen, Hayley" Og med de ord begyndte han gå. Han vendte sig rundt og blinkede til mig en enkelt gang. "Rart at møde dig, Liam" Hviskede jeg, og vendte derefter snuden hjemad.

Help ~ Beatles

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...