Demons

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2014
  • Status: Igang
Hayley Brooks var en frisk, livsglad, smuk og populær pige. Ja, før i tiden. Det var lige indtil hun blev ramt af tvangstanker. Hun begyndte langsomt at trække sig væk fra sine kære og mere ind i sig selv. Da det ser allerværst ud for Hayley, dumper den verdenskendte Liam Payne ind i hendes liv. Alt bliver vendt på hovedet for hende, men vil det lykkedes Liam at hjælpe Hayley? Vil han finde grunden til hendes tvangstanker? Vil han kunne befri hende fra hendes indre dæmoner? Og er det overhovedet muligt for Hayley at blive sig selv igen?

6Likes
11Kommentarer
355Visninger
AA

5. Enough for now

 

That's enough for now. Never wanted to leave you broken, should have held you in my arms

 

Jeg vågnede ved en lyd af afdæmpede stemmer. Forsigtigt satte jeg mig op i sengen og gned mig øjnene. "Louis, hun er okay nu, lad hende nu sove!" Lød en stemme. Vent, var Louis her? "Jamen, hvad skete der i går, Liam!?" Var Liam her også!

Jeg hoppede hurtigt af sengen, men jeg blev straks svimmel. Jeg satte mig ned igen, og foldede mine hænder sammen. En smerte skød ned i dem og et støn af forlod mine læber. Jeg kiggede ned ad mig selv. Mine arme var dækket af rifter og blå mærker, min ene hånd var blevet bundet ind i en slags forbinding og den anden var fyldt med rifter tegn på indtørret blod.

Jeg gispede overrasket. Pludselig væltede oplevelserne fra i går ind over mig. Åh nej, havde Liam set mig på den måde, igen! Og hvor var jeg overhovedet henne? Jeg blev nødt til at gøre noget. Langsomt rejste jeg mig op igen, og trak fire gange ned i den t-shirt jeg havde på, udelukkende på grund af tankerne.

Jeg listede over mod døren og trak lydløst ned i håndtaget. Okay, måske ikke så lydløst alligevel, for da jeg åbnede døren blev jeg straks mødt af 2 par stirrende øjne. "Godmorgen Hayley, godt du er vågnet" Sagde Liam, og kiggede venligt på mig.

Jeg kiggede skræmt på dem og bed mig i læben. "Hvor er jeg?" Spurgte jeg nervøst, og prøvede febrilsk at trække lidt længere ned i den store t-shirt, i håb om at få den til at dække de fleste af arrene på mine lår. "Du er hjemme hos mig" Sagde Liam, og gjorde tegn til at jeg skulle tage plads ved spisebordet sammen med dem.

Jeg undertrykte trangen til at løbe skrigende ind på værelset igen, og satte mig forsigtigt ned ved siden Liam. "Hvorfor tog i herhjem sammen i går midt i festen, Hayley?" Spurgte Louis skarpt, og borede sine øjne ind i mine. Nervøsiteten lagde sig som en tung klump i maven på mig.

Han skulle virkelig ikke indvies i mine indre kvaler. Det kunne godt være at vi havde været bedstevenner engang, men der var meget der havde forandret sig siden dengang. Jeg havde forandret mig siden dengang. Heldigvis reddede Liam mig.

"Det har jeg jo sagt, Louis! Hayley blev dårlig og manglede et sted og sove, så jeg kørte hende hjem til mig, hvor vi begge gik på hovedet i seng" Jeg skjulte mine overraskelse over løgnen, og nikkede i stedet sammentykkende. Louis brændende blik lå på mig, men jeg fastholdt mit blik nede i bordet. Til sidst opgav han med et suk.

"Du kunne da bare have sovet hos mig" Sagde han med et træt smil. "Jeg kunne ikke finde dig" lød mit svar. Jeg rejste mig hurtigt op og skyndte mig ind på værelset.

Jeg kunne ikke håndtere den trykkede stemning mere og jeg vidste at hvis jeg ikke smuttede inden Louis, ville Liam stensikkert konfrontere mig med hændelserne fra i går. Hurtigt fik jeg min kjole fra i går bakset på, og med stilleterne og min mobil ved hånden, gik med tøvende skridt tilbage til de to drenge.

"Går du allerede?" Spurgte Liam forvirret og rejste sig op. "Jeg har en aftale med en veninde" Løj jeg, og kløede mig akavet på armen. "I det der kluns?" Lød det skeptisk fra Louis. Jeg undertrykte trangen til et sarkastisk svar, og svarede i stedet med et simpelt "Jeg skal hjem først"

Liam kiggede undersøgende på mig. "Nu skal jeg nok køre dig hjem" Jeg kiggede overrasket på ham. "Nej nej, det er fint, jeg har kun godt af lidt frisk luft" Afslog jeg hurtigt med et smil.

"Jeg insistere" Svarede han bestemt. Jeg indså mit nederlag. Med et kort suk bevægede jeg mig ud i gangen, fik min tynde jakke på, sagt farvel til Louis og efterfulgt af Liam sat mig ind bilen. Der lå en akavet stilhed imellem os. Efter lidt tid brød Liam den med et suk.

"Kunne du eventuelt forklare mig hvad der skete i går, Hayley?" Jeg bed mig i læben. " Hør Liam, vi har knap nok snakket sammen og du har set nogle sider af mig som ingen andre har set. Jeg er glad for at du hjalp mig hjem i går og dækkede over mig overfor Louis, men jeg har ikke brug for hjælp, jeg har ikke lyst til at indvige dig i hvad der foregår i mit liv når jeg knap nok kender dig" Svarede jeg koldt.

Selvom det måske ikke var helt retfærdigt kunne jeg ikke lade vær. Jeg turde ikke risikere at han kom for tæt på mig for derefter at knuse mig fuldstændig, ligesom dengang. Det kunne jeg ikke lade ske. For denne gang ville jeg ikke overleve det.

***

"Tak for turen, Liam" Svarede jeg afmålt, og var egentlig parat til at flygte ud af bilen med det samme, men sådan skulle det åbenbart ikke være. Liam tog blidt fat i mit håndled inden at jeg nåede så langt.

"Hayley, jeg ved godt at jeg ikke kan presse dig til at afsløre alle dine problemer for mig, men jeg kan se at du er knust inden i  og hvorfor ved jeg ikke, men du bliver nødt til at snakke med nogen om det ellers får du det aldrig løst" Sagde han i et blidt tonefald.

Tårerne begyndte straks at presse sig på. Jeg tøvede. "Jeg er ked af det, Liam. Jeg kan bare ikke" Hviskede jeg med rystende stemme. Så steg jeg ud af bilen, med tårerne løbende ned ad kinder, smækkede døren og fortsatte ned til mit hus.

Hurtigt fandt jeg nøglen frem fra min lomme. Låste døren op, låste den igen, låste op, låste den igen og sådan fortsatte det 6 gange. Da jeg endelig kom indenfor, løb jeg op på mit værelse.

Med rystende fingre rodede jeg hele værelset igennem for at finde mine høretelefoner. "Hvor er de, hvor er de" Mumlede jeg for mig selv, mens mine bevægelser blev mere og mere desperate.

"Hvor fuck er de" Skreg jeg frustreret. Til sidst kunne jeg ikke mere. Hulkende satte jeg mig ned på sengen og med hovedet på knæene. Jeg vuggede mig selv blidt frem og tilbage, mens rystelserne blev værre.

Hvorfor var jeg dog så dum? Jeg havde lige haft muligheden for at betro mig til Liam, lære ham at kende, åbne op om mine indre kvaler og alligevel, alligevel vælger jeg at smide det hele væk præcis som med alle de andre. Jeg var uduelig.

Smerten skulle ud på en eller anden måde. Jeg fik hurtigt fjernet min forbinding , og boret neglene dybt ind i min hånd igen. Et støn af smerte forlod mine læber, mens blodet langsomt løb ned af min hånd. Jeg nød smerten. Et kort øjeblik glemte jeg den indvendige smerte, og svømmede bare væk i intetheden. 

 

Liams synsvinkel

 

Jeg trommede ubeslutsomt mine fingre mod bilrattet. Jeg kunne da ikke bare efterlade hende i den tilstand. Hun havde tydeligvis løjet om veninde aftalen, for at slippe væk fra Louis og jeg.

Efter nogle lange minutter fik jeg endelig taget mig sammen til at gå op til huset. Jeg bankede på op til flere gange, men ingen kom og åbnede. Jeg tog en hurtig beslutning og gik direkte ind i huset, der var tydeligvis ingen hjemme bortset fra Hayley. Der var helt stille. Jeg bevægede mig langsomt rundt i huset.

"Hayley?" sagde jeg lavt, da jeg passerede en dør. Det var et stort hus. "Hayley?" Gentog jeg lidt højere. Pludselig brød et hulk stilheden. Det var meget lavt, og kom oppefra. Hele min krop frøs til is, og jeg stod helt stille. Endnu et hulk brød stilheden. Hurtigt tog jeg mig sammen, og løb op ad trappen.

En masse billeder prydede væggene, men dem havde jeg ikke tid til at studere nu. Der var døre på begge sider af den smalle gang, men den eneste dør jeg havde øje for var den for enden. Den hvor hulkende kom fra. Jeg bevægede mig langsomt ned mod den og skubbede den forsigtigt op, og der på sengen sad Hayley.

Den samme ødelagte Hayley, som jeg havde fundet i skoven. Med blodet løbende ned ad hånden. Det var nærmest som om hun  var i en form for trance, jeg mener hun havde ikke engang lagt mærke til mig.

"Hayley?" sagde jeg forsigtigt og satte mig forsigtigt ved siden. Hun for sammen. Forskrækket kiggede hun på mig. Og der. Lige der i hendes øjne var den lille knuste pige, der manglede nogen at stole på og betro sig til. 

"Liam" hviskede hun overrasket.  "Jeg kunne ikke efterlade dig sådan" sagde jeg forsigtigt og studerede hende kort. Overraskende nok  spurgte hun ikke om mere, i stedet kravlede hun bare over til mig. Jeg slog langsomt armene om hende, og hun puttede sig indtil mig.

"Jeg glad for at du ikke forlod mig" Hviskede hun næsten utydeligt. Og det var jeg også. Hele min krop var fyldt med varme, mens jeg indåndede hendes duft.

Sådan sad vi uden at sige noget, kun vores åndedræt brød stilheden, i hinandens selvskab. Vi vidste at vi ikke behøvede at sige noget. Ikke lige nu. Det kunne alt sammen vente til i morgen.

 

Enough for now ~ The fray

 

***

Hey peeps! For det første undskyld, undskyld, undskyld for den lange ventetid! Har så travlt med skolen og sådan! Dårlig undskyldning i know, men vil prøve at publicere oftere fremover. Nå, men hvad synes i så om kapitlet? Ris/Ros? Smid meget gerne et like, kommentar eller favorit, det ville betyde så meget! 

Lots of love - Matqhilde xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...