Mine samlede værker fra 2013

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 26 jul. 2014
  • Status: Færdig
Så er bogen fra 2013 ude, med alle mine tekster fra det år. Der vil ikke være lige så mange som der var i 12. Da det år bare gik med indskrivninger, og rettelser. I denne bog er der 5 tekster. Nogle er frække, nogle er søde, og nogle er anderledes. Bøger i serien: Fra 2012 Fra 2013 fra 2014 (Udkommer i 2015)

1Likes
0Kommentarer
149Visninger
AA

5. The Black Heart

Kapitel 1: Alt går galt

Jeg levede et normalt liv sammen med de udødelige, lige til den dag, hvor et ondskabsfuldt menneske kom og skød mine forældre. Jeg var ikke andet end en lille knægt på fem år, det var hårdt at miste sine forældre i den alder. Jeg så med mine egne øjne, da de døde. For de blev skudt lige for øjnene af mig. Jeg var nemlig i min mors arme, hun havde forsøgt at berolige mig, da jeg havde været meget bange. Selv efter mine forældre var døde, lagde jeg stadig i min mors arme. Bare for at mærke hende. Men jeg gik væk fra dem, og ind til min søster Rose. Hun lagde altid og læste, men hun opdagede mig hurtigt. "Hvad er der galt Dark, og hvorfor har du blod på dig?" Spurgte hun og tog mig op. "Et menneske kom... Menneske dræbte mor og far" græd jeg. Da jeg stadig ikke kunne fatte det. Rose holdt om mig, for at trøste mig. "Rolig Dark, det skal nok gå, alt skal nok gå" sagde Rose. "Jeg bange" græd jeg. Rose løftede mig op, og lagde mig i seng. Hun fik nogle mænd til at fjerne vores forældres lig, og en tjenestepige til at gøre værelset rent, så der ikke var en blodplet tilbage i værelset. Månederne gik, og jeg mistede mere og mere minderne om mine forældre. Men Rose sørgede for, at jeg ikke skulle glemme, hvem mine forældre var, så hun fortalte mig historier om dem hver aften.

Men en dag blev jeg rigtig uvenner med Rose, for hun havde taget en fyr med hjem, og jeg ville ikke dele hende med nogen. Så det endte med, at jeg fik en røvfuld og kom op hoved i seng, fordi jeg havde sparket fyren over knæet. Jeg tænkte tilbage på, da mine forældre døde, hvordan kunne de dog dø, de var jo udødelige. Så jeg hentede en bog, og kiggede i den, da jeg kunne læse, og der fandt jeg svaret. En særlig kugle kunne dræbe udødelige, ligeså let som hvis man dræbte en dødelig. Jeg knyttede min næve, jeg blev så vred over det. Hvorfor skulle et klamt menneske også dræbe mine forældre, hvad havde de dog gjort forkert, siden at de skulle dø på den måde? Jeg lagde bogen igen, og valgte at jeg hellere måtte opføre mig ordenligt. Så jeg gik ind til Rose. "Rose..." sagde jeg og så trist på hende. Hun så bare vredt på mig, jeg havde virkelig gjort hende sur. Jeg begyndte at græde, for jeg kunne nemlig ikke lide, når Rose blev sur på mig. "Undskyld Rose, jeg skal nok opføre mig ordenligt nu" sagde jeg, og tørrede mine øjne. "Jeg gider ikke høre på dig Dark, i seng!" sagde Rose. Jeg gik igen ind på mit værelse, og smed mig grædende på sengen. Lidt efter kom Rose ind, hun satte sig ved mig og nussede mig i håret. "Undskyld Dark, jeg burde ikke have råbt sådan af dig" sagde hun. Jeg kunne høre, at hun græd, så jeg gav hende et kram. Rose lagde sig ned, og jeg kravlede op på hendes mave, og lagde mig der. Jeg lyttede til hendes hjerte, og faldt med et i søvn. Rose blev ved mig hele natten, hun ville have, at jeg var tryg.

Den næste morgen vågnede jeg tidligt, men jeg blev liggende. Jeg ville vente på Rose, som stadig sov som en sten. Rose vågnede lidt efter, hun smilede, da hun så, at jeg var vågen. "Godmorgen Rose" sagde jeg med et lille smil. "Godmorgen søde Dark, har du sovet godt" sagde hun, og satte sig op. Jeg nikkede, og kløede mig i håret. Rose rejste sig op, og tog en børste og redte mit hår. Jeg sad stille, for jeg elskede, når hun redte mit hår. "Hvem var han fyren fra igår?" spurgte jeg, og så på hende. "En jeg ville komme sammen med, men han gad ikke mig, han ville kun mine penge" svarede Rose lidt trist. "Det er da ondt, sådan skal man ikke være mod andre" sagde jeg. Jeg brød mig ikke om, når nogen gjorde Rose ked af det, hun var jo min eneste familie. Rose smilede lidt, og gav mig et kys på panden. Jeg smilede, og gav hende et stort kram. Rose hjalp mig i tøjet, og rettede på min trøje. Jeg tog mine små sko på, og Rose bandt dem for mig. Jeg smilede, og hoppede ned af min seng, og tog fat i hendes hånd. Rose tog mig med ind i spisesalen, hvor vi fik noget morgenmad at spise. Jeg tog en bolle, og et glas mælk. Rose tog en bolle, og en kop te. Jeg bed i min bolle med  ost, og drak af min mælk. Rose så på mig, og smilede. Jeg så på hende, og så at hun grinede. "Hvad griner du af Rose?" spurgte jeg. "Du har mælkeskæg Dark" svarede hun. Jeg fjernede mit mælkeskæg med indersiden af min hånd. "Var det bedre nu Rose?" spurgte jeg. "Ja det var meget bedre nu" svarede Rose. Jeg smilede, og spiste op. Jeg så på klokken, og så hvor meget klokken var. "Rose jeg skal snart være i børnehaven" sagde jeg. "Du er meldt ud Dark, du skal blive hjemme” sagde Rose. "Hvorfor det?" spurgte jeg. "Du har gået der længe nok" sagde Rose. "Tak for mad" sagde jeg, og gik fra bordet, og ind på mit værelse. Rose gik også fra, hun gik ud og blev kørt til sit universitet. Imens skulle tjenestefolkene passe på mig.

Jeg fulgte bare efter en tjenestepige hele dagen, da jeg ikke ville sidde stille. Til sidst blev tjenestepigen træt af mig, og bad mig skride. Jeg så med store øjne på hende, og skreg vredt op. Tjenestepigen gav mig en lussing. Jeg begyndte at græde, og kunne ikke stoppe igen. Alle tjenestefolkene hørte mig, og de skyndte sig hen til mig, for at trøste mig. Men de kunne ikke, da jeg var alt for ked af det. En tjenestekvinde tog mig ind til sig, hun sang lidt ind i mit øre. Jeg lyttede, og holdt op med at græde. Hun tørrede mine øjne med hendes ærme, og smilede til mig. Jeg smilede igen. Hun tog mig op, og jeg følte mig tryg med hende. Jeg holdt fast i hende og gabte. "Jeg skal nok tage mig af ham, som hvis han var min egen" sagde hun, og bar mig ind på mit værelse, og puttede mig. Jeg så på hende, hendes stemme virkede mig så bekendt, som et gammelt minde. Jeg kom til at græde igen. Hun tog om mig igen, og holdt mig ind til sig. Jeg lyttede til hendes hjerte, og på en måde fik det mig til at falde til ro. Jeg faldt i søvn med min finger i munden. Hun gik ud af mit værelse, og lukkede døren på klem.

Da Rose kom hjem, fik hun af vide, at jeg havde været meget ked. Rose gik ind til mig, men jeg sov stadig meget tungt. Jeg vågnede med et, og så rundt. "Moar!" kaldte jeg, og steg ud af sengen. "Dark, mor er død" sagde Rose. Jeg rystede på hovedet. Jeg gik ud på gangen, og ledte efter tjenestekvinden som der havde trøstet mig. Jeg fandt hende, hun skændtes med en vagt. Vagten slog hende, jeg stivnede og løb hen og bed vagten i benet. Han skreg af smerte og slog mig. Jeg græd, og løb ind i tjenestekvindens arme. "Hvordan kunne du dog finde på at slå ham, han er jo kun et barn!" skreg hun af vagten. "Han bed mig jo, og du fik også ordre på, at holde dig fra ham" sagde vagten. "Jeg ved det, men jeg er den eneste der kan trøste ham" sagde hun. "Moar..." sagde jeg, og så på hende. Hun så på mig, og nussede mig i håret. Rose kom hen til os, og så hvordan jeg havde fat i tjenestekvinden. "Slip ham!" skreg Rose vredt. Jeg så bange på hende, og holdt mere fast. "Lady Rose rolig nu, den unge Dark er bange nok i forvejen" sagde tjenestekvinden. "Du rør ham ikke" sagde Rose vredt. "Stop så!" skreg jeg og begyndte at græde igen. Tjenestekvinden tog mig op, og gav mig til rose. Jeg græd bare endnu mere. Rose forsøgte at trøste mig, men det virkede ikke. "Moar!" skreg jeg grædende. "Dark, mor er død, du så selv hende dø" græd Rose. Jeg rakte ud efter tjenestekvinden. "Mor ikke død, mor foran mig" sagde jeg. Rose så forvirret på mig, og satte mig ned. Jeg gik med det samme hen til tjenestekvinden, som tog mig op. Hun lagde mig i seng, og kyssede min pande. Jeg faldt i søvn lidt efter, for jeg var blevet søvnig af at græde.

Kapitel 2: Et nyt liv

Den næste dag gik jeg ind til Rose, hun sad sammen med tjenestepigen. "Rose jeg er sulten" sagde jeg. Rose så på mig, og virkede ligeglad. Jeg blev sur, og stampede i gulvet. "Gider du lige!" sagde Rose og så væk. Jeg gik ud og svækkede døren. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor Rose opførte sig så koldt. Jeg blev bange og ked, ville det nu sige, at jeg var alene, hvis Rose hadet mig. Jeg gav et hyl fra mig, og græd meget. Men ingen kom hen og trøstede mig. Jeg løb ind på mit værelse, og fandt en taske frem. Jeg tog min bamse, min dyne og pude, og lagde det i tasken. Jeg gik ud fra værelset, og tog mit navne skilt ned. Jeg smadrede det med i gulvet, og stak så af. Tårerne løb ned af mine små kinder, mens jeg løb så langt væk, som jeg overhoved kunne. Mens jeg løb, kunne jeg høre, at en kaldte på mig, men jeg løb bare videre. Jeg fandt en lille hule, og kravlede ned i den for at sove. Jeg faldt hurtigt i søvn, da det var blevet langt over min senge tid.

Den næste morgen da jeg vågnede, troede jeg bare, at det var en ond drøm.  Men jeg opdagede, at det var det ikke. Jeg skreg og tog fat i min bamse. Med et kunne jeg høre nogen kalde, jeg blev bange kg begyndte at græde. "Dark! Hvor er du!" lød en kalden. Det lod som...som Rose, men jeg turde stadig ikke vise, hvor jeg var. Da jeg stadig var meget bange. Jeg havde ikke glemt, hvor kold Rose havde været. Jeg gemte mig mere, da jeg ikke ville findes af Rose. Jeg så hende løbe forbi, hun havde ikke set mig.

Efter lidt tid kom jeg frem fra mit skjul, men desværre stod der et menneske som der opdagede mig. Jeg opdagede først mennesket, da jeg blev taget op. Jeg skreg bange, og kradsede ud efter mennesket. Men mennesket holdt mig tæt ind til sig, og tog mon taske og bar mig mod en menneske by. Jeg græd meget, men jeg kunne ikke slippe fri fra mennesket, så til sidst opgav at komme fri. Jeg så bange på mennesket, og blev mere bange, da mennesket så på mig. "Hvem har dog efterladt dig lille ven" sagde mennesket, og åbnede døren til et lille hus. "Far er hjemme!" lød en råben, og et lille menneske kom løbende mod mennesket. Jeg blev sat ned foran det lille menneske, som der var en pige. Hun rakte ud efter mig, og jeg slog hende af skræk. Hun begyndte at græde, og løb ind i armene på mennesket, som der var hendes far. Han tog fat i mig, og ruskede mig vred. Det gjorde ondt på mig, og til sidst kom jeg til at græde af det.

Med et slog en menneske kvinde ham med en stegepande. "Så er det godt, han er kun en lille dreng som slog, fordi han blev bange" sagde kvinden til sin mand. Den lille menneske pige gav mig et kram, for at trøste mig. Jeg så på hende. "Undskyld jeg slog dig" sagde jeg til hende. "Det er okay, jeg skræmte dig vel, jeg hedder for resten Roselia, hvad hedder du?" sagde hun. "Jeg... hedder Dark" sagde jeg stille. Jeg gned ømt mine arme, da de var godt ømme. Kvinden løftede op i mine ærmer, og smurte en salve på. "Av! Det gør ondt!" skreg jeg, og hev mine arme til mig. Ingen skulle røre mine arme, når de gjorde så ondt. "Dark, jeg skal smøre salven på dine arme, for at de ikke skal gøre så ondt på dig mere" sagde kvinden. Jeg så på hende, men lod hende smøre salven på mine arme.

I de følgende år blev Roselia og jeg mere og mere venner. Jeg var rigtig glad for hende og hendes forældre. For de var så søde imod mig, også efter jeg havde fortalt, at jeg var en af de udødelige. Hver dag legede jeg med Roselia, både hjemme og i skolen. Det var underligt at gå i skole med mennesker, men også sjovt. For jeg lærte, at der fandtes mange forskellige slags mennesker, og at der ikke kun fanges en slags. Jeg lærte at der fandtes søde mennesker, og at der fandtes onde. Jeg lærte også, at den eneste forskel mellem de udødelige og menneskene var, at de udødelige kun kunne dø af en særlig kugle, og at menneskene kunne dø af næsten alt.

En dag tog Roselia fire fra vores klassen med hjem. Jeg lagde syg i sengen, så derfor havde jeg ikke været i skole, som Roselia havde været. Men selvom jeg var syg, så kom jeg ikke bag ud med skolen, for Roselia havde altid mine lektier med hjem fra skole, så dem kunne jeg lave, mens jeg var syg. Jeg var blevet meget glad for at skrive, så Roselias forældre havde købt pagement papir og blæk til mig. Min fjer pen var lavet af en hvid svane fjer.

Den havde Roselia og jeg fundet på en udflugt med skolen, da vi skulle samle svampe. Men jeg havde fyldt min kurv med ene af fjer, som jeg havde fundet. Først blev vores lærer rigtig vred på mig, men så hev Roselia ham i ærmet. "Mr. Wino, Dark og jeg fyldte min kurv sammen, så Denver fyldt som to kurve. Dark bruger de fjer han finder, min far laver dem til fjer penne, som Dark bruger, når han skriver" sagde Roselia. Efter det var mr. Wino ikke vred, når jeg fyldte kurven med fjer.

Nogle dage senere var jeg rask igen, og kom igen i skole sammen med Roselia. Vi grinede og morede os i skolen. Roselia overtale mig til at vise mr. Wino, det som jeg havde skrevet. Mr. Wino læste det, og så overrasket på mig, og roste mig så. Han fyldte min skole kurv med silkebånd, som jeg kunne binde om alt det, som jeg skrev. Da vi kom hjem, fortalte vi det til Roselias far, som med det samme byggede en kæmpe reol på mit værelse, som jeg kunne ligge mine ruller i. Efter den dag skrev jeg meget, og Roselia lavede tegningerne til mine tekster. Hun var en god ven, en sand ven, og hun var min bedste ven.

Sommeren stod for døren, og det samme galt ferien. Jeg hjalp Roselias far ned at bygge et træ hus i det store æbletræ. Vi byggede det som et rigtigt hus. Mens vi byggede på det, kom Roselia ud til os med saft og madder. Da jeg så hende, kravlede jeg ned fra træet. Jeg tog en af madderne, for jeg var godt sulten. Roselias far tog også en mad. "Far hvorfor bygger I et træhus i træet?" spurgte Roselia. "Det gør vi fordi, at Darks værelse er ved at være for lille, og så har han også sot eget sted Roselia" svarede hendes far. Da han havde spist, byggede han trappen op til træhuset. Da det var helt færdig, hev jeg Roselia med der op, og viste hende det hele. Det var lidt tomt, da der ikke var nogen møbler i huset endnu. Det eneste møbel der var der, det var min store reol. Hvor alle mine tekster lagde i. "Hvor er huset flot Dark, jeg tror mor og far har nogle møbler i laden, som vi kan få her op i huset. Mor og jeg kan lave gardinerne til huset" sagde Roselia og smilede. "Lad det være vores hus, og hule Roselia, bare for os to" smilede jeg. Roselia nikkede med et smil.

Med et hørte vi larm udenfor, og vi så ud. Der stod en gruppe mænd, de råbte af Roselias far. Roselia og jeg så skræmt på dem. "Vi ved, ar der er en udødelig her sir, så giv os ham eller hende, er det forstået" sagde en af mændene vredt. "Der er ingen udødelig her, der er kun mig, min hustru, og mine børn" sagde Roselias far rasende. Jeg stivnede, da jeg hørte mændene, for de ledte jo efter mig. Jeg tog mig til hoved, og begyndte at ryste. Roselia tog om mig, og forsøgte på at berolige mig, og det lykkes for til sidst. "Rolig nu Dark, far vil aldrig lade dem få dig, det love jeg dig" sagde Roselia blidt. Jeg var lig bleg, og så kort ud. Jeg så at mændene gik, og sukkede lettet. Roselia og jeg gik hen til hendes far, og han så beroligende på mig. "Vi vil ikke lade dem få dig, du er en del af denne familie, og vi holder sammen her" sagde han. Jeg nikkede, men en ting var sikkert, jeg var blevet godt bange. Men jeg vidste, at jeg altid ville have Roselia og hendes familie ved min side.

Kapitel 3: Kærlighed

Det var en sen aften, jeg sad og læste. Jeg var nu blevet sytten år, så jeg var snart voksen. Men jeg kunne ikke samle mine tanker om bogen, jeg kunne ikke engang skrive på mine tekster. For mine tanker var nemlig et helt andet sted, ligesom mig hjerte var. Jeg var nemlig faldet for Roselia, og det var så nyt for mig. Jeg havde jo aldrig været forelsket før, så det skræmte mig en del. Jeg turde ikke fortælle om mine følelser, så jeg skrev istedet ned, hvad jeg følte, og lagde rullerne i min reol. Jeg blev rød over kinderne, hver gang jeg tænkte på det, men det gjorde mig også glad. Men jeg vidste, at jeg snart måtte fortælle det, men jeg kunne ikke. For jeg frygtede, at Roselia bare ville grine af mig. Så jeg sagde intet til hende, om hvad jeg følte for hende.

En aften da jeg havde henter brænde, skar jeg mig i benet, da jeg skulle hakke det. Roselia så det, og løb ud til mig. "Dark er du okay?" spurgte hun bekymret, og vaskede mit sår. Jeg bed lidt sammen, for det sveg. "Ja Roselia, jeg er okay, det er bare en mindre flænge" svarede jeg, og satte mig på hugge blokken. Var hun blevet bange, siden hun havde spurgt mig så bekymret. Jeg opdagede, at der løb tårer ned af hendes kinder. Så jeg rejste mig op, og tog om hende, og holdt hende tæt ind til mig. Hun tog fat i min skjorte, og græd. "Roselia det var ikke min mening at gøre dig så ked af det, tilgiv mig" sagde jeg, for jeg skammende mig over at have fået hende til at græde. Jeg så ned, og holdt hende mere tæt. Hun tørrede sine øjne, og kyssede mig så på munden. Jeg blev overrasket, men jeg gengældte kysset. Roselia hev mig med ned at ligge i hendes mors blomster. Jeg kyssede hende ned af halsen. Hun nød det, og nussede mig i håret. Jeg så på hende, og kyssede hende lidenskabeligt. Sådan lagde vi resten af dagen.

Der var nu gået tre uger, siden at Roselia og jeg havde lagt og kysset i blomsterne. Vi havde endnu ikke sagt det til hendes forældre. Men en aften gik jeg hen til hendes far. "Sir jeg elsker din datter, og hun elsker mig, vi har endda lagt sammen og kysset med hinanden, så jeg vil...spørge om..." sagde jeg meget nervøst. "Dark hvis det er hendes hånd, du anmoder om, så skal du altså spørge Roselia selv, det er jo hendes beslutning" sagde han. Jeg så noget på ham, men nikkede så. Jeg gik hen i haven, hvor Roselia sad og læste. Jeg sank, og gik hen til hende. Hun så op, og så på mig. "Hvad er der Dark?" spurgte hun, og lagde sin bog. "Roselia...jeg..."sagde jeg og sank. Jeg sukkede, hvorfor var jeg så nervøs. Hun tog fat i mine hænder. "Søde Dark tag det roligt, giv dig tid til at sige det, som du vil sige" sagde hun blidt. Jeg gik ned på knæ foran hende. "Min kære Roselia, vil du gøre mig den ære, at blive min hustru?" spurgte jeg, med alt den styrke som jeg nu havde i mig. Roselia rødmede, men smilede så. "Det vil være mig en ære, at blive din hustru Dark" svarede hun, og kyssede mig. Jeg holdt om hende, og jeg gengældte kysset.

I de følgende uger bar Roselia og jeg hendes ting op i træ huset. Da det nu skulle være vores begges hjem. Hendes forældre havde sørget for, at Roselia og jeg ville blive gift ved næste fuldmåne, som faktisk kun var tre dage til nu, så vi havde travlt. Men dagene gik hurtigt, og før vi vidste det kom dagen. Jeg havde ikke måtte se Roselia de sidste par dage, da hendes forældre mente, at det ville bringe os uheld. Så jeg savnede at se hende. Vores bryllup skulle holdes i haven, ved de mange blomster. Så da jeg var klar, gik jeg der over. Jeg var så nervøs, at jeg helt havde en klump i halsen over det. Jeg måtte synke over det, for at få den klump ud af min hals. Jeg var spændt på at se, hvor smuk Roselia ville se ud. Døren til hendes forældres hus gik op, og Roselia kom ud. Hun var vidunderlig smuk i sin sne hvide brudekjole, og med de smukke linjer i sit hår. Hendes far førte hende hen til mig, og gav mig hendes hånd. "Du er meget smuk søde Roselia" sagde jeg og smilede. Roselia rødmede, og smilede glad til mig. Vi så på præsten, som der begyndte sin tale. "Kære venner, vi er samlet her idag, for at forene disse to unge elskende i det hellige ægteskab, og må deres lykke vare til evig tid" sagde præsten og så på os. "Kære Dark vil du tage denne kvinde, som hos dig står til din ægtehustru?" spurgte han. "Ja, det vil jeg" svarede jeg. "Vil du ære hende, som en ægtemand skal ære sin ægtehustru, og vil du beskytte hende, og have hende som din hjertens kær?" spurgte han. "Ja, det vil jeg af hele mit hjerte" svarede jeg og smilede. Præsten så på Roselia. "Så tilspørger jeg dig Roselia, vil du tage denne mand, som hos dig står til din ægtemand?" Spurgte han. "Ja, åh ja" svarede hun. "Vil du ære ham, som en ægte hustru skal ære sin ægtemand, og vil du elske ham, og altid være ved hans side og stå ham tro og kær?" Spurgte præsten. "Åh ja, af hele mit hjerte" svarede hun. "Så erklære jeg jer for rette ægtefolk ar være, du må nu kysse bruden" sagde han. Jeg tog om Roselia, og kyssede hende ømt på munden. Hun gengældte mit kys. Hele byen var mødt op, og de kastede rosen blade og lilje blade på os, for at fejre os. Vi grinede og festede i en hel uge. Jeg var nu lykkelig, for nu havde jeg min elskede Roselia, som min elskede hustru.

 

Kapitel 4: Foreningen

Roselia og jeg havde nu været gift i et år, og vi ventede vores første barn sammen. Det var underligt for os, da vi jo var atten og sytten år. Men vi glædet os rigtig meget. En dag da Roselia og jeg gik os en tur, hørte vi noget. Roselia tog bange om min arm. Med et mærkede jeg et i min mave, og jeg sank på knæ. "Dark!" Skreg Roselia, og lagde sine arme om mig. Der stod en stor flok mænd rundt om os, jeg genkende dem hurtigt. Det var de mænd som der opsøgte Roselias far, for at finde mig, da jeg var lille. "Hvad er det I vil!" Skreg Roselia af dem. For hun var rasende over, at de bare havde slået mig i maven. Jeg havde jo ikke gjort dem noget, så hvorfor angreb de os så. "Giv os den udødelige der tøs, så sker der ikke noget slemt" sagde en.

Der blev jeg vred, ingen skulle true min Roselia. Jeg rejste mig, og sprang på ham, der havde truet Roselia. Jeg blev ved med at slå ham, men stoppede da Roselia lagde sin hånd på min skulder. Jeg rejste mig, og tog om hende og gik hjem. "Søde du må altså ikke blive så vred" sagde hun, og kyssede blidt min kind. "Det ved jeg godt, men ingen skal true dig" sagde jeg. For hvis noget eller nogen skadet hende, så ville jeg dræbe på stedet. Jeg gøs lidt, jeg bed mig i læben og var tavs hele vejen hjem. Med et slap Roselia min arm, og jeg vidste, at det var et dårligt tegn. Roselia gik op i vores træ hus, og jeg satte mig under træet.

Der blev jeg siddende, også da luften blev bidende kold. Jeg skammende mig, så jeg turde ikke gå ind. Med et stod Roselias far foran mig. Jeg blev noget overrasket. "Sir...jeg..." Sagde jeg og så ned. "Hvad foregår der Dark, hvorfor er du ikke hos Roselia?" spurgte han. "Jeg tør ikke, hun så eb meget dum side af mig" svarede jeg, og lagde mit hoved mod mine knæ. "Har du skadet hende" sagde han. Jeg stivnede, over det han sagde. "Nej aldrig, jeg har aldrig skadet hende. Men det tror De vist, bare fordi jeg er en udødelig" sagde jeg og gik væk. De så mig som et udyr nu. Roselia kom løbende, og tog fat i mig. "Søde Dark hvad skal du, hvorfor går du bare" sagde hun grædende. "Din far beskyldte mig for at skade dig" sagde jeg,mog tog hende ind i mine arme. "Jeg taler med ham min elskede" sagde hun. Hun kyssede min hals, og tog mig med hjem igen. Jeg så hendes far og ville bakke, men Roselia stoppede mig. Jeg så på hende. "Far hvorfor beskyldte du Dark for at skade,ned eneste Dark har skadet, er dem som der truede os" sagde Roselia vredt. "Skat rolig nu, husk på barnet" sagde jeg blidt. "Men Dark..." sagde hun og så på mig. "Din far må have haft sin grund til at beskylde mig for det" sagde jeg, og holdt om hende. "Det var ikke min mening Dark, men nu ligner du, den udødelige som knuste en pige fra byen for nogle år siden, det siges at en udødelig fik barn med en kvinde fra byen, men så da barnet var født, dræbte den udødelige barnet foran kvinden, og siden da har menneskene hadet udødelige, i frygt for ar den ulykke vil ske igen" sagde Roselias far. Jeg stivnede. "Jeg vil aldrig skade Roselia og barnet" sagde jeg, og holdt Roselia ind til mig. Hendes far nikkede. "Men en dag vil jeg finde ud af sandheden om det" sagde jeg.

Efter det gik Roselia og jeg i seng, da det havde været en meget hård dag. Men jeg tænkte på det, vi havde fået af vide. "Jeg vil kende sandheden" sagde jeg, enden jeg faldt i søvn med min arm om Roselia. Jeg sad en aften sammen med Roselia, hun var ved at føde vores barn. Da en kom hen til os med et brev til mig. Jeg lagde det i lommen, og tog mig af Roselia. Kort tid efter havde Roselia født en dreng. Jeg var rigtig stolt af hende, og kyssede hendes pande. Roselias mor tog den lille og fik ham vasket. Hun gav ham til mig, imens hun vaskede Roselia. Jeg så ned på vores søn, jeg havde glædes tåre i mine øjne. Jeg kunne ikke fatte,bat jeg virkelig var blevet far. Jeg gav ham til Roselia, som begyndte at amme ham. "Hvad syntes du, at vores søn skal hedde?" Spurgte hun. Jeg tænkte mig om. "Hvad med Derek, det lyder stærkt, og det er et navn som både bruges af udødelige og mennesker" sagde jeg. "Det lyder godt, så Derek bliver hans navn" sagde Roselia glad. Jeg nikkede og gik udenfor, og tog brevet i min lomme.

Jeg åbnede det, og læste det. Der var udbrudt krig mellem de udødelige og menneskene. Jeg vidste at selvom jeg var udødelig, så ville jeg kæmpe sammen med menneskene, for de var min familie nu. Jeg gik ind, og viste Roselia brevet. "Det kan de da ikke mene, du er jo lige blevet far!" Skreg hun, så den lille Derek vågnede og græd. "Skat alle mænd skal det her, selvom jeg skal kæmpe mod min egen slags" sagde jeg blidt, og fjernede hendes tårer. Hun så ned på Derek, og trøstede ham. "Jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at vende hjem igen Roselia, det lover jeg dig" sagde jeg. Hun nægtede at se på mig, så jeg tog mine våben, og tog afsted.

Jeg gik sammen med seks andre, og vi fik os noget af et chok, da vi kom til kamp pladsen. Der var allerede flere døde og sårede. De andre løb ned for at hjælpe. Jeg så direkte på en udødelig, som der sad på en sort hingst. Jeg løb mod ham. Jeg sprang på ham, så han faldt af hesten. Han trak sit sværd, og slog det imod mig. Jeg nåede lige at tage mit eget, og slog det imod hans sværd. "Hvorfor kan I ikke lade folk være!" Skreg jeg rasende. "Tror du, vi angriber for sjov, nej! Vi angriber for hævn!" Skreg han, og snittede mig i siden. Jeg skreg af smerte, og tabte mit sværd. Jeg tog mig til min blødende side, og bed sammen. Han hævede sit sværd over mit hoved, og med et hørte et skrig. Jeg så Roselia stå og kigge på os, hun holdt lille Derek ind til sig. "Roselia gå hjem, dette er ikke et sted for en nybagt mor!" Råbte jeg. Men Roselia kom hen til os. "Det er heller ikke et sted, for en nybagt far Dark" sagde hun. Den udødelige stivnede. . "Er du far!" Sagde han. "Ja, det blev jeg tidligere idag" sagde jeg. Han fjernede sit sværd. "Tag hjem, vær hos din familie" sagde han, og kaldte på de andre udødelige og forsvandt. Roselia tog mig med hjem, og forbandt mit sår. "Den mand du kæmpede mod, han lignede dig på en prik" sagde hun. "Måske søde, det gjorde han sikkert, vi er jo ud af samme race" sagde jeg. "Ikke på den måde Dark" sagde hun. Jeg mærkede, at hun strammede min forbinding. "Skat jeg lover dig og Derek, at jeg ikke drager i krig igen" sagde jeg, og det var et løfte, som jeg ville gøre alt for at holde. For jeg ville ikke såre dem igen. I de følgende år holdt jeg det løfte, jeg gav Roselia den dag hvor Derek blev født. Jeg dog ikke i kamp.

Men da Derek fyldte fem år, modtog jeg et brev. Jeg fik et chok, da jeg så hvem det var fra, det var nemlig fra Rose, min storesøster. Jeg gav Roselia brevet, så hun kunne læse det. "Hvem er hun?" Spurgte Roselia, da hun havde læst brevet. "Det er min storesøster, men jeg fatter ikke, hvordan hun vidste, at jeg boede her" svarede jeg, og tog Derek op, da han stod og hev i mit bukseben. "Sikkert fra de udødelige som du kæmpede mod for fem år siden" sagde Roselia. Jeg nikkede. Derek så på os. Han lignede mig meget, men han havde sin mors smukke øjne. Han var en rigtig fars dreng, det mente Roselia hvertfald. Den aften da jeg puttede Derek, tænkte jeg på hadet mellem menneskene og de udødelige. Derek og jeg var vist de eneste to, som folket i byen ikke hadet. "Far hvorfor hader folk de udødelige?" Spurgte Derek. "Af hvad jeg ved, så dræbte eb udødelig vist en menneske kvindes barn" svarede jeg, og bad ham sove. Han faldt hurtigt i søvn. Jeg gik ind til Roselia, og tog om hende. Jeg hvilede mit hoved mod hendes skulder, og hun lagde armene om mig. Hun tog mig med ind i soveværelset, og lagde mig ned. "Få sovet søde, du er meget stresset lige nu, så se at få sovet lidt, klokken er også mange" sagde hun, og kyssede min pande. "Du har ret min elskede, vi burde alle få os noget søvn" sagde jeg, og hev hende ned i sengen. Hun grinede, og lagde sit hoved på min brystkasse. Jeg nussede hende blidt i håret, og lagde min ene arm under min nakke. Jeg kunne mærke, at Roselia var faldet i søvn, så jeg hev dynen over os, og lukkede mine øjne.

Vi havde ikke sovet mere end en time, da Derek kom ind og vækkede os. "Hvad er der Derek, hvorfor vækker du os nu?" Spurgte jeg, og gned mine øjne. "Der står en dame udenfor, og hun virker ret uhyggelig" svarede Derek. Jeg rejste mig og fik tøj på. Derek kravlede ind til Roselia. Jeg gik hen til døren, og åbnede den. Jeg så en kvinde stå der. "Hvem er du, og hvad vil du her på denne tid" sagde jeg jeg, og sørgede for, at hun ikke kunne komme ind. "Mit navn er Rose, jeg er en af de udødelige, og jeg leder efter min lillebror Dark, det er nu sytten år siden, at jeg så ham sidst" sagde hun. "Javel, men du kan ikke komme ind her, du har allerede skræmt min søn, og du er måske min søster, men jeg lever blandt menneskene nu" sagde jeg, og svækkede døren. Hun skulle ikke være en del af mit liv igen. "Dark det var ikke pænt gjort" sagde Roselia, da jeg kom ind i soveværelset igen. "Det ved jeg søde, men jeg blev vred over at se hende" sagde jeg, og satte mig ned. Jeg lagde mit ansigt ned i min ene hånd. Derek hev i mig. Jeg så på ham. "Gå ud og sig undskyld far" sagde han. "Men jeg..." Sagde jeg. "Han har ret Dark" sagde Roselia. Jeg nikkede, og gik ud og åbnede døren. "Undskyld, kom du bare ind" sagde jeg. Rose gik ind, og så sig om. Derek og Roselia kom ud til os. Jeg lagde min arm om Roselia. "Velkommen til, mit navn er Roselia, jeg er Darks hustru, og den lille Kurt ugle der er Derek, Darks søn" sagde Roselia. "Hyggeligt at møde jer" sagde Rose blidt. Derek gabte, og jeg bar ham ind i seng. "Roselia så er Derek puttet" sagde jeg, da jeg kom ud igen. "Det er godt søde" sagde hun og smilede. "Rose der var en jeg kæmpede mod, han lignede mig på en prik, ved du hvem det er" sagdejeg. "Det lyder som de udødeliges kong David, ser du Dark, du er ikke rigtigt min bror, du er kong Davids søn, du ef de udødeliges kronprins" sagde Rose. "Hvad er jeg!" Udbrød jeg forskrækket. "Kong Davids søn, ser du, han fik dig med en menneskekvinde, og det var da han var kronprins, så det var forbudt, og man tog dig fra dem, og gav dig til mine forældre, og den tjeneste pige du var så glad for, er faktisk din rigtige mor" sagde Rose. "Det vil altså sige, jeg har kæmpet mod min egen far" sagde jeg. Rose nikkede. Jeg tog mig til hoved, det var for meget for mig, så jeg gik i seng, for at falde til ro, men jeg faldt istedet i søvn. Det var meget at høre, lige på en aften.

De følgende dage fortalte rose mig alt om mine forældre. Derek og Roselia lyttede med. "Det lyder helt sygt, det du har fortalt mig Rose" sagde jeg, og uglede mit hår. "Ved jeg Dark, men nu vil de tvinge din far til at gifte sig" sagde Rose. "Så må vi jo bare finde Darks mor, og bringe hende hen til kong David, han er jo konge, så kan han vel selv bestemme sin dronning" sagde Roselia, og skænkede te op. "Men jeg ved jo ikke, hvor hun er, eller hvad hun hedder" sagde jeg lidt trist. "Hendes navn er Dannika" sagde Rose. Jeg smilede lidt over at høre hendes navn. "Søde kvinden i landsbyen som mistede sin barn til en udødelig, hendes navn er Dannika" sagde Roselia. "Lad os hente hende" sagde jeg, og så på Derek som for rundt, fordi han havde fået for neget sukker. Roselia nikkede, og hentede vores jakker. Imens greb jeg fat i Derek, for at holde ham stille. En ting var sikkert, han skulle ikke have sukker igen, i meget lang tid. Jeg hentede et reb, og bandt det om maven på Derek, bare så han ikke blev væk, når vi skulle gå. Den anden ende af rebet, bandt jeg om mit håndled.

Vi gik imod byen, og så rundt. Roselia gav min hånd et klem, da jeg var nervøs for at møde min mor igen. Vi fandt huset, og Derek bankede på. En smuk kvinde åbnede døren. "Ja, hvad kan jeg gøre for jer" sagde hun blidt. "Er dit navn Dannika, og hat du en søn, hvis far er udødelig" sagde Roselia. "Ja, men min søn er død" sagde hun. "Der tager du fejl, hvis din søn var død, så stod jeg ikke her, for jeg er din søn" sagde jeg. Hun stirrede på mig ret længe, og tog mig så ind i sine arme. "Dark er det virkelig dig, men hvordan" sagde hun. "Du passede mig, da jeg var lille, lige til den dag hvor Rose skræmte mig væk" sagde jeg og smilede. "Far er det bedste?" Spurgte Derek pludselig. Jeg så på ham. "Ja min dreng, det er din bedste" smilede jeg. "Dark husk nu, st vi også skal finde din far, og forene dine forældre" sagde Roselia, og tog om min arm. "Det er sandt" sagde jeg, og så på hende. "Dark kan jeg tage med, jeg vil gerne se din far igen" sagde mor. "Det var også planen mor, vi vil forene jer" sagde jeg. Vi tog afsted, og spurgte flere om vej, folk stivnede hver gang. Men til sidst fandt vi en mand som viste os vej. Vi takkede og løb den vej, jeg havde Derek på mine skuldre, da hans små ben ikke kunne mere.

Da vi kom derhen, stoppede nogle mænd os. "Hvad vi I mennesker her" sagde en af dem. "Vi vil tale med de udødeliges kong David, vi har nyt om den søn, han fik med et menneske" sagde jeg, og satte Derek ned. "Far jeg skal tisse" sagde Derek, og hoppede for at holde sig. "Kan vi ikke godt komme ind, vores søn Derek kan snart ikke holde sig mere" sagde Roselia. Mændene lod os komme ind. Jeg gik hen til en tjenestepige, og spurgte om vej hen til et wc, og vejen hen til kongen. Hun førte Derek og Roselia hen til en wc, og førte så mor og mig hen til tronsalen. Det første jeg så, da vi kom ind i salen, var kongen som sad på tronen. Jeg kunne genkende ham, som den jeg havde kæmpet imod. "Hvad bringer Dem her til unge mand?" Spurgte han. "Det gør De, jeg kender til Deres søn, som De fik med denne kvinde, dengang De var prins" sagde jeg. Han rejste sig hurtigt, og gik ned til mig, og tog fat i min hals. "Pas på med hvad De siger" sagde han vredt. "David jeg beder dig skån ham, det er Dark, vores søn!" Skreg mor. Han så på hende. "Dannika er det dig?" Sagde han og slap min hals. Jeg hostede, og i det samme kom Roselia og Derek ind. De løb hen og tog om mig. "Far er du okay?" Spurgte Derek grædende. "Ja min dreng, jeg er okay" svarede jeg, og trøstede ham. Kong David så på os. "Det var ikke meningen at skræmme Deres søn" sagde han trist. "Det er okay, men han er nu Deres barnebarn, han er min søn, og jeg ef søn af Dem og Dannika" sagde jeg blidt. "Det er umuligt, min fader fik vores søn slået ihjel" sagde han. "Nej, han sendte mig til eb familie, som der tog sig af mig, til jeg var fem, efter det levede jeg blandt menneskene" sagde jeg. "Sir vil De ikke nok lade være med at angribe menneskene, nu er familien jo samlet" sagde Roselia. "Jo, de udødelige vil ikke angribe mere" sagde han. Jeg smilede, nu var alt perfekt. Min familie var genforenet, og krigene ville stoppe, så nu kunne jeg ikke ønske mere, troede jeg. "Når ja Dark, du skal være far igen" sagde Roselia, som det sidste ord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...