Mine samlede værker fra 2013

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 26 jul. 2014
  • Status: Færdig
Så er bogen fra 2013 ude, med alle mine tekster fra det år. Der vil ikke være lige så mange som der var i 12. Da det år bare gik med indskrivninger, og rettelser. I denne bog er der 5 tekster. Nogle er frække, nogle er søde, og nogle er anderledes. Bøger i serien: Fra 2012 Fra 2013 fra 2014 (Udkommer i 2015)

1Likes
0Kommentarer
147Visninger
AA

7. My sweetest Love - Uta no prince sama Fanfiction

Kapitel 1: Genforeningen

Jeg gik i mine egne tanker, og tænkte på hvordan mon det gik drengene. sidst jeg så dem, var ved et svært farvel, som både pinte dem og mig. med et fandt jeg mig selv foran musik skolen, hvor alt startede og sluttede. jeg mærkede gråden komme op i min hals, jeg savnede dem af hele mit hjerte. "Tokiya, Ren, Syo, Natsuki, Ittiko og Masato hvor er i" sukkede jeg og sank på knæ. Tårerne løb ned af mine kinder, og regnen silede ned. Med et mærkede jeg, at jeg var i tørvejr, så jeg op. Der stod Ittoki med sin paraply over mig, som dengang hvor vi mødtes. "Ittoki!" skreg jeg grædende, og sprang om hans hals. Han fik sig noget af et chok. "Nanami er det dig" sagde han. Jeg nikkede og tørrede mine øjne. Han smilede og svang mig glad rundt . "Vent til de andre høre, at du er tilbage" sagde han og tog sin mobil frem. Han traskede Rens nummer ind, og ringede ham op. Men han kunne ikke få fat i ham, så han hev mig med sig.

Med et stoppede han op, og slap mit håndled. En hvid limousine kom kørende, og den stoppede op lige ved siden af os. Ruden på bagsædet blev rullet ned, og jeg kunne se Ren. Jeg smilede over at se ham. "Ittoki hvad pokker laver du ude i det her regnvejr, kom da her ind" sagde Ren og åbnede døren. "Ren du gætter aldrig, hvem der er tilbage, Nanami er tilbage" sagde Ittoki helt ivrigt. Ren steg ud, og holdt sin paraply over hovedet. "Hvad er det dog du siger! Er Nanami tilbage i byen!" sagde Ren, og så noget overrasket ud. Ittoki nikkede og skubbede mig frem. Jeg sank, og så på Ren. "Hey Ren, længe siden" sagde jeg, og bukkede undskyldende hovedet. "Jamen lille lam, det er dejligt at se dig igen" sagde ren, med sit charmerende smil.

"Ren kan du bringe os hen til de andre?" spurgte jeg sød. "Ja da lille lam hop ind, så henter vi de andre" svarede Ren og holdt bildøren. Jeg satte mig ind, og så på dem.  Vi kørte hen til et meget flot hus, og Ren gik der ind. Han hev mig med der ind. "Masato er du her, Nanami er tilbage!" råbte Ren. Lyden af hurtige trin lød, og med et stod Masato foran os. Jeg blev så forskrækket, at jeg faldt på rumpen. "Hej Masato" sagde jeg, og rejste mig op igen. "Nanami det er jo dig" sagde Masato glad, og tog min hånd og gav den et kys. Jeg rødmede, og trak hånden til mig. "Ja det er mig, jeg er tilbage igen" sagde jeg, og gav et undskyldende buk med hoved. "Ved Syo, Natsuki og Tokiya det?" spurgte Masato. Jeg rystede på hoved, og tog fat i min nederdel med begge mine hænder. "Ikke endnu..." svarede jeg, og bed mig i læben. Ren og Ittoki lagde en hånd på hver min skulder. "Så lad os da komme afsted, og fortælle de andre det" sagde Masato. Jeg nikkede, og vi gik alle ud i Rens limousine.

Da vi alle havde fået sat os ind, gav Ren sin chauffør Syos adresse. Vi blev kørt der hen, og jeg var spændt på at se, og Syo var lige så lille, som han var dengang. Da vi steg ud, kunne jeg høre violin spil. Jeg stod kort og lyttede til det, før jeg gik hen og bankede på døren.  Musikken stoppede, og jeg kunne høre, at der kom nogen mod døren. Den gik op, og i døren stod Syo. Han var stadig lille af sin højde. "Hej Syo, jeg er tilbage" sagde jeg og så på ham. "Nanami! Natsuki skynd dig at komme, Nanami er her, hun er tilbage!" råbte Syo, og gav mig et kram. Natsuki kom hen til os, og krammende både Syo og mig. Jeg grinede helt, selvom jeg følte, at jeg var ved at blive mast. "Natsuki du kvæler dem af det kram" sagde Ren. Natsuki slap os, og jeg hostede kort. Sikke at han kunne kramme hårdt, man fik da helt mærker på ens arme af det. De bød os indenfor, så vi kunne få varmen lidt. Da regnen havde gjort os ret så kolde.

Da vi havde fået varmen igen, så jeg på dem. Vi var næsten alle samlet, men en manglede der, nemlig Tokiya. Jeg så ned, og sukkede. "Lad os finde Tokiya, han er den sidste" sagde jeg. De andre blev med et så underlige stille. De nikkede bare, og gik ud til limousinen og kørte afsted. Da vi holdt igen, var det udenfor hospitalet. Jeg så undrende på dem, da vi gik indenfor. "Hvad skal vi her venner?" spurgte jeg, og så på dem. "Se Tokiya, han er indlagt her" svarede Ren, og gik ind på en stue. De andre gik ned, og jeg lige bag dem. Jeg fik et chok, da jeg så Tokiya ligge i den seng. Ittoki satte en stol ved siden af sengen, som jeg så satte mig på. "Tokiya, det er mig Nanami, jeg er tilbage" sagde jeg, og tog fat i hans ene hånd. Han så bare op i loftet, og regerede ikke på min stemme. Jeg mærkede, at jeg følte mig lidt såret. "Nanami han har lagt det, siden at han kørte galt" sagde Ren. "Ingen ved, om han kommer til at røre sig, eller om han kommer til at synge igen" sagde Syo. "Vi håber alle på det bedste Nanami, men vi kan kun se tiden an" sagde Ittoki. Jeg brød helt sammen, og græd ind over Tokiyas hånd. "Tokiya... Nej det er umuligt... Du må ikke ende sådan her" græd jeg ulykkeligt. Ren løftede mig op, og lagde mig ved Tokiya. "Måske kan følelsen af Nanami ved sig, få ham til at regere" sagde Masato, og Natsuki lagde et tæppe over mig. "Vi må lade dem være alene" sagde Ren. De gik alle sammen, da jeg var faldet i søvn.

 

Kapitel 2:En begyndelse.

Jeg var hos Tokiya i en uges tid, sad på stolen ved hans seng, og holdt fat i hans hånd. Tårerne løb ned af mine kinder, det pinte mig at se ham sådan. Hans blik var stadig fjernt, og han regerede stadig ikke på stemmer. Jeg lagde min hånd på hans kind, og kærtegnede blidt hans kind. "Gid du ville komme til dig selv Tokiya, vi alle er virkelig bekymret for dig, vi kan ikke lide at se dig på den måde" sagde jeg, og bukkede mig over ham, og gav ham et kys på panden. Jeg rettede hans dyne lidt, og satte mig på stolen igen. Med et mærkede jeg trætheden komme over mig, så jeg lagde mit hovedet hans hånd, og faldt i søvn.

Jeg drømte om dengang, før jeg rejste væk. Drengene der sang som STARISH, og mig der skrev deres sange. Med et var det som om, at jeg kunne høre Tokiya synge. Jeg vågnede op, og gned mine øjne. Det var som om, at jeg stadig kunne høre ham synge. Jeg sukkede, det var sikkert fordi, at jeg savnede at høre ham. Hvad havde dog fået ham til at køre galt, jeg vidste jo, at der skulle meget til at slå ham ud. "Godmorgen Nanami" lød der med et, så jeg så op. Der sad Tokiya, og så på mig. "TOKIYA!" udbrød jeg, og gav ham ham et stort kram. Han lagde sine arme om mig, og holdt mig tæt ind til sig. "Hvor er jeg dog glad for at se dig igen Nanami" sagde han og så ind i mine øjne. Jeg rødmede lidt over det. Endelig var han kommet til sig selv igen efter så lang tid, hvor han bare havde lagt her i sengen. Jeg tog min mobil frem, og ringede til de andre. "Hey, det er Nanami, Tokiya er kommet til sig selv" sagde jeg virkelig glad. "Vi kommer med det samme Nanami" sagde Ittoki, og så lagde de alle på. Jeg så hen på på Tokiya og smilede. Han rakte sin hånd ud efter mig. Så jeg gik hen til ham igen, og satte mig ved ham. "Nanami jeg vil gerne spørge dig om en ting, og det skal være før, at de andre kommer" sagde Tokiya, og tog min hånd imod hans kind. "Hvad er så det Tokiya" sagde jeg blidt og kærligt. "Søde Nanami vil du komme sammen med mig?" spurgte han, og tog fat om min hånd. Jeg rødmede, og så på ham. "Ja Tokiya, det vil jeg meget gerne" svarede jeg, og satte mig på sengen ved ham. Han lagde sine arme om mig, og holdt mig tæt ind til sig. Jeg lænede mig ind til ham og rødmede, da han løftede min hage, og kyssede mig på munden. Jeg gengældte kysset, og lå så sammen med ham.

En time senere kom drengene, de var alle glade for, at Tokiya var vågen igen. Tokiya fik skiftet fra hospitalstøj, og om til sit eget, som drengene havde med. Jeg klappede glad i mine hænder, og tog om Tokiya. "Hvad sker det lige mellem jer to lille lam?" spurgte Ren. Jeg rødmede, og forsøgte at sige det, men der kom ikke et ord ud af min mund. Jeg tog fat i Tokiya, og gemte mit ansigt ind til ham. Tokiya nussede mig i håret, og så så på Ren. "Nanami og jeg er blevet kærester, og jeg elsker hende" sagde Tokiya blidt. "Og jeg elsker Tokiya" sagde jeg, og holdt stadig fast i Tokiya. Med et begyndte Ren at grine, og det samme gjorde Syo, Ittoki, Masato og Natsuki. "Det var sku også på tide I to" sagde Ren. Tokiya grinede, og jeg kom også til det. Vi pakkede Tokiyas ting, så vi alle kunne forlade hospitalet. Jeg tog Tokiyas hånd, da vi gik ud. Vi satte os ind i Rens limousine, og kørte afsted.

Jeg sad ind til Tokiya, mens vi kørte. Jeg kunne ikke fatte, at vi alle var samlet igen, og at jeg var kærester med Tokiya. Det gjorde mig helt glad, så jeg kom til at græde. Tokiya tog om mig, og kyssede min pande. Ren rakte mig et lommetørklæde, og jeg tog imod. "Lad os finde et sted, hvor vi alle sammen kan bo, så er vi jo samlet" sagde Ittoki og Syo i munden på hinanden. "James kør os til STARISH HOUSE" sagde Ren. "Javel Master Ren" sagde chaufføren og kørte afsted med os.

Med et holdt vi foran en stor villa, var det STARISH HOUSE? Ren låste op, og vo alle gik indenfor. Det var jo vildt stort. Jeg tog mine sko af, og gik så rundt. Der var en seng på hvert værelse, men på et af værelserne stod der en dobbelt seng. Jeg så på værelsesdøren, og rødmede da jeg så navnene. Det var Tokiyas og mit værelse, vores værelse som vi skulle dele. "Drenge hvor skal jeg have værelse?" spurgte Tokiya, og så på dem. "Du skal da dele værelse med lille lam" svarede Ren . Jeg gik hen til dem, og tog om Tokiyas arm. Han så på mig, og hev mig ind i sine arme. Jeg gispede og så på ham. Tænk at jeg skulle dele værelse med ham, og at jeg også skulle dele seng med ham.

Da vi alle fik vores ting, begyndte jeg at ligge alles tøj ind i skabene. Sengene fik jeg ordnet, og efter vores mad, var jeg så træt, at jeg knap kunne holde mig vågen. Tokiya løftede mig ind på værelset, og jeg holdt mine arme om hans nakke. Han satte mig ned, og gik så ud af værelset. Jeg tog min natkjole i skabet, og fik den på. Derefter gik jeg ud på badeværelset for at børste tænder, og da jeg kom ind igen, lagde Tokiya i sengen og halv sov. Jeg smilede, og lagde mig ind i hans arme. "Godnat søde Tokiya" sagde jeg, og sov så ind til ham.

Kapitel 3: Nye melodier
Jeg vågnede tidligt den følgende morgen, da jeg skulle på wc. Jeg så hen på Tokiya, som der lagde ved siden af mig. Han så så fredfyldt ud, som han lagde der. Han havde sine arme om mig, og holdt om mig. Jeg kravlede ud af hans arme, og gik på wc. Det var underligt for mig dette her, at STARISH var samlet, og at jeg var kærester med Tokiya. Da jeg var færdig , gik jeg hen og tjekkede om alle soc. Det gjorde de, så jeg gik ned i køkkenet for at lave morgenmad til dem. Jeg tog mel fra skabet, æg, mælk og gær fra køleskabet, og begyndte at lave dejen til boller. Jeg satte the og kaffe over, imens dejen hævede.

Med et mærkede jeg et par arme om mig, så jeg vendte mig om, og så at det var Tokiya. "Godmorgen Tokiya, har du sovet godt?" spurgte jeg blidt. "Ja det har jeg Nanami, jeg sov jo med dig i mine arme" svarede Tokiya med et smil. Jeg smilede glad, og tog om ham. "Vil du være sød at dække bord, imens vil jeg få lavet bollerne" sagde jeg. "Det skal jeg nok smukke" sagde Tokiya, og begyndte at dække bord. Imens formede jeg bollerne, og gik dem smidt ind i ovnen, og lukkede den derefter.

Da bollerne var færdige, tog jeg dem ud af ovnen, og lagde dem i en brødkurv. Imens gik Tokiya rundt, og vækkede de andre. Selvom han nu vækkede dem på en lidt streng måde, han smed nemlig vand på dem. Jeg så noget overrasket på dem, da de kom ind. De havde alle far i Tokiya, og de så ikke just glade ud. "Rolig nu drenge, det var mig der bad ham vække jer, så hvis I skal være sure, så vær sure på mig" sagde jeg med tårer i mine øjne. De slap Tokiya, og gik alle hen for at berolige mig. Jeg tørrede mine øjne, og gav dem et lille smil, for de skulle ikke bekymre sig om mig.

Vi satte os alle til bords, for at spise morgenmad. Jeg tog mig et glas juice, imens drak Masato, ren og Tokiya the, og Syo og Natsuki drak juice. Tokiya tog en bolle og skar den over, og gav mig den. "Tak Tokiya" sagde jeg, og lagde en skive ost på bollen. "Så lidt Nanami, det er jo dig der har lavet dem" sagde han, og tog en bolle selv. "Har Nanami bagt dem?" spurgte Syo, og bed i sin bolle. Tokiya nikkede. "Ja det har hun, imens i lagde og sov" svarede Tokiya. "Det smager godt, det er du sluppet godt fra lille lam" sagde Ren. Med et begyndte Natsuki at hoste, han havde fået sin bolle galt i halsen. Masato slog ham i ryggen, for at han kunne få det op af halsen. Jeg skyndte mig at give ham et glas vand. "Er du okay Natsuki?" Spurgte jeg, og så bekymret på ham. "Jeg er okay Nanami" svarede han, og smilede til mig. Jeg smilede, og satte mig på min stol igen.

Da vi havde spist, sendte drengene mig ind i stuen. For de ville tage opvasken, fordi jeg havde lavet morgenmaden. Jeg gik ind på mig og Tokiyas værelse, og skiftede om til en kjole. Jeg fandt min gamle bog med alle de sange, som jeg skrev dengang. Der var mange sange, som jeg ikke havde vist dem endnu. Jeg begyndte at nynne, og skrev sangen ned i en helt ny bog. Men jeg kunne ikke finde på en titel til sangen, så jeg lagde bogen kort. Jeg sukkede over det, og smed bogen i skraldespanden, og smed mig derefter på sengen. Tokiya kom ind, og så mig ligge i sengen. "Hvad er der galt søde?" Spurgte han, og så så bogen i skraldespanden. Han tog den op, og kiggede i den. Jeg så det, og for hen og tog den fra ham. "Det er bare en dum sang ikke andet Tokiya" svarede jeg, og så ned. "Nanami alle dine sange er fantastiske, lad dig nu ikke slå ud" sagde han og kyssede min pande. Jeg så på ham, og gav ham så bogen. Han kiggede på sangen, og begyndte at synge. De andre kom til værelset. "Hvad er det, du synger Tokiya?" Spurgte Ittoki. "En sang Nanami har skrevet, men den driller vist" svarede Tokiya, og gav de andre sangen. De andre læste den, og med et sang de alle den. Jeg så overrasket på dem, det var dejligt at høre dem synge igen. "Jeg syntes, at sangen skal hedde A new Day" sagde Ittoki, og de andre var enige med ham.

Efter det stolede jeg på mine sange, og jeg viste dem til drengene, hvergang jeg havde skrevet en færdig. Men en aften hvor jeg sag og læste, hørte jeg en smuk sang. Jeg gik efter lyden, og så Tokiya ude i haven. Det var ham, som der stod og sang. Han blev noget overrasket, da han så mig. "Hey søde, hvor længe har du stået der og lyttet?" Spurgte han. "Ikke særlig længe, men jeg er vild ned det, som du lige sang" svarede jeg, og gik hen til ham. Han smilede, og tog mig ind i sine arme. "Men Nanami, det var jo bare noget jeg sang,det har ikke engang en titel" sagde han blidt. "Hvad med st kalde den... Hmm..." Sagde jeg. "Hvad med at kalde den for My Sweetest Love, man kan jo høre, at du synger om Nanami" lød der med et, og Ren kom hen til os. "Lyder godt" sagde jeg og rødmede. Tokiya var enig med mig.

Vi gik ind igen, for vi syntes at det blev koldt. Jeg nød, og begyndte at fryse. Tokiya løftede mig op, og bar mig i seng. Da han havde puttet mig, lagde han sin hånd på min pande. Den var varm, og jeg kunne se det bekymrede blik i hans øjne. Han hentede Masato, som tjekkede mig for feber. Han nikkede til Tokiya. "Ja hun har feber, så hun skal bliver sengen, og jeg skal nok sige det til de andre" sagde Masato og gik gik. Jeg sukkede, og gemte mit hoved i en pude. Hvorfor skulle jeg af os alle sammen, også lige blive syg. Det var så mega unfair, jeg ville jo ikke være syg.  

Kapitel 4: En overraskelse
Jeg havde nu lagt syg i to uger, og det var kedeligt, at skulle ligge i sengen. Tokiya, Ren og Masato kom med varm the og mad til mig. Syo, Ittoki og Natsuki fjollede en del, for at få mig til at gribe. De var alle så bekymrede for mig, og det kunne jeg ikke lide, for det gjorde mig trist. Det eneste gode ved det var, at drengene sang for mig, Masato tjekkede mig tit, for at se om min feber den faldt.
En aften hvor jeg sad og læste, kom Tokiya ind og lagde sig i sengen ved siden af mig. Han havde hovedpine, og ville gerne være hos mig. Jeg lagde min bog, og satte mig bedre. Han lagde sig ind til mig, med sit hoved på mit skød. "Mit hoved snurre Nanami" sagde han, og så på mig. "Så hvil dig søde, jeg er her hos dig" sagde jeg kærligt, og nussede ham i håret. Han lukkede sine øjne, og lagde med hånden på mit lår. Jeg smilede blot, og blev ved med at nusse ham i håret. Han trak med et vejret meget tungt, han var faldet i søvn. Jeg blev selv døsig og søvnig, men jeg ville ikke sove nu, jeg ville bare nusse Tokiya i håret. Desværre endte det med, at jeg også faldt i søvn.

Da jeg var rask igen, gik jeg rundt udenfor og så på naturen. Jeg så at der kom nogle biler og limousiner mod STARISH House, så jeg løb ind og sagde det til de andre. "Shit det er sikkert vores familier" sagde Syo lidt panisk. "Javel... Hmm, I får gjort jer klar, så I ser fine ud, imens får jeg ryddet op, og får taget imod dem" sagde jeg ned et smil. "Bare ikke stress dig selv lille lam" sagde Ren. Jeg nikkede, og skubbede dem ind på værelserne. "Vi mener det søde" sagde Tokiya. "Ved jeg søde, få dig så gjort klar" sagde jeg og gik ind i stuen, og fik den ordnet.

Da alt var klart, løb jeg ind på værelset og ordnede mit hår. Med et bankede det på døren, og jeg løb hen for at åbne døren. Jeg så nervøs på den høje mand, og Tokiya hev mig bag sig. "Goddag sir, og velkommen til" sagde Tokiya og smilede venligt. "Goddag unge Tokiya, hvor er min søn Masato henne" sagde manden. "Han kommer om lidt" sagde Tokiya, og gav mig et tegn. Jeg nejede og gik, for at finde Masato. Men lige da jeg gik mod hans værelse, kom han ud af det. "Masato" sagde jeg og løb mod ham, men jeg faldt over min egen fod. Masato greb mig hurtigt, og så på mig. "Du skal altså passe på Nanami" sagde han. "Det ved jeg godt, men din far spørger efter dig" sagde jeg. Han sukkede, og gik i stuen. Jeg gik med og fik noget af et chok, da en meget alvorlig mand så på mig. Ren kom hurtigt hen til mig. "Lille lam dette er min far, verdens mest alvorlige mand, altså udover min bror" sagde Ren, og gV mig et skub hen til Tokiya. Jeg tog fat i Tokiyas skjorte, og begyndte at ryste. Tokiya lagde sine arme om mig, og kyssede min pande. "Der er for meget larm, og for mange fremmede" sagde jeg. "Det skal nok gå søde" sagde Tokiya, og sang ind i mit øre. Jeg faldt mere til ro, og tog om Tokiya.

Med et smed Ren og Masato dem alle udenfor, og lukkede døren efter dem. Dog stod der stadig en meget smuk kvinde der, hun så smilende på os. Tokiya smilede blidt. "Nanami dette er min mor, hun er en sangerinde" sagde Tokiya, og viste mig hen til hende. Jeg nejede for hende, da hun jo var Tokiyas mor. "En ære at møde Dem" sagde jeg. "Det er også en ære at møde dig Nanami Haruka, jeg kan se, at Tokiya har fundet sin ægte kærlighed" sagde hun høfligt. Jeg rødmede, og så på hende. Hendes hår var langt og lyst, sjovt nok lige så lyst som Rens. Jeg så på Tokiya, og så igen på hans mor. "Undskyld jeg spørger, men du har vel ikke to sønner, har du?" Spurgte jeg. Tokiya så forvirret på mig. "Søde jeg har altså ingen søskende" sagde Tokiya. Moren så lidt ned. "Det har du faktisk Tokiya, du har en storebror, han hedder Ren" sagde hun. "Jeg vidste det, Tokiya og Ren er søskende" sagde jeg og klappede i mine hænder. Tokiya rystede smilende på hoved, og lagde armene om mig.

Jeg bød alle ind til mad, da jeg hurtig havde fået lavet noget. Tokiya tog fader, hvor maden lagde i. Jeg havde fået sat Rwn ved siden af deres mor, og Tokiya på den anden side. Jeg  gik ud i køkkenet, for at hente en flaske vin. Men med et hørte jeg larm, og det gjorde mig urolig. Tokiya kom ud til mig, og tog mig ind i sine arme. "Rolig søde, det er bare Ren der skændes med sin far" sagde Tokiya kærligt. Med et kom Ren, Syo, Masato, Natsuki og Ittoki ud til os. "Er Nanami okay?" Spurgte Syo, da man kunne se at jeg var bange,. "Hun er okay, men lidt urolig pågrund af larmen" svarede Tokiya, og vi gik alle ind til de andre.
Da vi kom ind, satte Tokiya mig på stolen. "Jeg vil bede alle om ikke at skændes, for det ødelægger stemningen, og der skal ikke være larm her" sagde Ren, og fik kort et skarpt blik af sin far, som gjorde ham ret nervøs. "Jeg er enig med ren, han er jo min storebror" sagde Tokiya, og lagde sin hånd på min skulder. Alle stirrede på Tokiya, selv Ren stirrede. Jeg smilede over, at Tokiya havde sagt det.

 

Kapitel 5: Perfekt slutning

Der var nu gået næsten et halvt år siden, den underlige kommensammen. Men en ting plagede mig en del, Tokiya var begyndt at blive så hemmelighedsfuld. Det gjorde mig urolig og bange, ville han mon slå op med mig? Jeg gik ud i haven, og satte mig under det store æbletræ. Jeg tog om mine ben, og lagde mit hoved imod mine knæ.

Med et mærkede jeg en hånd på min skulder, så jeg så op. Der stod Tokiya foran mig, han løftede mig op i sine arme, og bar mig indenfor. Jeg så lidt på ham, og rødmede. "Søde du skal altså ikke sidde der helt alene, vil gerne have dig indenfor" sagde han og lød faktisk bekymret. Jeg så ned, og dækkede mit ansigt med mine hænder. Han satte mig ned i sofaen, og satte sig ved siden af mig. "Søde hvad plager dig, jeg kan jo fornemme at du er ked af det" sagde han trist, og lagde sine arme om mig. Jeg lænede mig ind til ham, og tog lidt fat i hans trøje. "Hvorfor har du undgået mig på det sidste Tokiya, vil du slå op med mig?" Spurgte jeg, og så ind i hans øjne. "Slå op, aldrig i livet Nanami, jeg elsker dig jo" sagde han. Han rejste sig fra sofaen, og satte sig ned på knæ foran mig. Han tog en fin lille rød æske op af sin lomme. "Søde Nanami, jeg elsker dig over alt på jorden, så jeg spørger dig fra bunden af mit hjerte, vil du gøre mig den ære at gifte dig med mig" sagde han og åbnede æsken foran mig. Inde i den lagde den smukkeste ring nogensinde. "Ja Tokiya, ja!" udbrød jeg glad, og sprang derefter rundt om hans hals, og kyssede ham virkelig længe på munden. Han holdt mig tæt, og svang mig rundt. De andre havde hørt os, og kom ind i stuen. "Hvad sker der lige?" spurgte Ittoki og så på os. Tokiya og jeg grinede begge to, og smilede så. "Vi er blevet forlovet" sagde Tokiya, og holdt mig tæt ind til sig. Drengene stirrede på os, for at se om vi to gas på dem. men det gjorde vi ikke, for det var jo sandt, at vi var blevet forlovede.

Den følgende tid gik hurtigt, men det var lidt svært for mig, at Tooya og jeg ikke måtte sove i samme rum mere. Grunden var at drengenes forældre mente, at så ville Tokiya og jeg sikkert bare have sex. Men jeg vidste det ville vi ikke, for jeg var nemlig ikke klar på den slags endnu. Det eneste jeg ville have nu, var at Tokiya og jeg ikke blev holdt fra hinanden. Jeg begyndte at græde en aften, jeg kunne ikke klare at være adskilt fra Tokiya mere. Men drengene kunne intet stille op, de vidste heller ikke, hvor Tokiya var blevet ført hen.

Dagen kom for brylluppet, Tokiyas mor fik gjort mig klar. Jeg så ind i spejlet, og sukkede så. Mine øjne var helt røde, fordi jeg havde haft grædt igen, og det var ikke kønt når man nu skulle ind og giftes. "Nanami alt skal nok gå fint, Tokiya står inde i kirken og venter på dig. Nanami nu kan I endelig være sammen, og vi skal nok få ordnet dine røde øjne" sagde hun, og smurte en creme under mine øjne, som der fjernede hævelsen efter jeg havde grædt. Jeg nikkede til hende, og gik hen til min far. Han stod og ventede på mig, da han skulle føre mig op af kirkegulvet. Jeg tog om hans arm, og vi gik ind i kirken. Jeg kunne høre musikken spille, og jeg kunne se Tokiya stå og vente på mig. Jeg smilede helt glad ved synet af ham. Min far rakte min hånd til Tokiya, og gik derefter ned på sin plads. Jeg så på Tokiya, han så ret flot ud. Tokiya kyssede min hånd og smilede. "Du ser dejlig ud Nanami" sagde han. Jeg rødmede, og vendte min opmærksomhed på præsten. Efter kort tid, var jeg blevet Tokiyas hustru. Min drøm var blevet til virkelighed, nu skulle jeg leve med den mand, som betød alt for mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...