Mine samlede værker fra 2013

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 26 jul. 2014
  • Status: Færdig
Så er bogen fra 2013 ude, med alle mine tekster fra det år. Der vil ikke være lige så mange som der var i 12. Da det år bare gik med indskrivninger, og rettelser. I denne bog er der 5 tekster. Nogle er frække, nogle er søde, og nogle er anderledes. Bøger i serien: Fra 2012 Fra 2013 fra 2014 (Udkommer i 2015)

1Likes
0Kommentarer
145Visninger
AA

4. Hjerteslag

Kapitel 1: Første kys

Jeg husker stadig den dag, hvor det hele skete. Dengang havde jeg lige fundet ud af, at jeg var til mænd, og dengang havde jeg ikke været forelsket i Misaki, før den dag, hvor min storebror Ryoko kom og fortalte, at han skulle giftes med en kvinde fra hans arbejde.

Ryoko og Misaki havde været et par i flere år, så jeg blev helt slået ud, over at Ryoko kunne knække Misaki sampai på den måde. Jeg løb væk fra huset, da jeg mærkede tårer presse sig på, og de skulle ikke se mig græde. Misaki sampai fulgte efter mig, for at se om jeg var okay.

Jeg stod ved en lygtepæl, og forsøgte at få styr på mig selv. Men når først jeg var begyndt at græde, så kunne jeg ikke stoppe igen. Misaki sampai kom hen til mig, og vente mig mod ham. ”Daniele stop nu med at græde” sagde han blidt. ”Jeg kan ikke, når først jeg er begyndt” græd jeg. Misaki sampai løftede mit hoved op, og kyssede mig på munden. Jeg blev så overrasket, at jeg helt glemte at græde. Jeg rødmede, for jeg havde ikke regnet med, at Misaki sampai ville kysse mig. Misaki sampai smilede, og sagde ”se nu græder du ikke mere”. ”De kyssede mig” sagde jeg helt rød i hoved. ”Ja det gjorde jeg” sagde han og kyssede mig igen. Jeg rødmede igen, men denne gang gengældte jeg kysset.

Misaki sampai lå sin frakke om mig, og tog mig med hjem til min bror. Jeg frygtede ballade, fordi jeg bare var løbet min vej. Men det fik jeg ikke, jeg fik store kram af Ryoko. Jeg blev helt forvirret over det, men så over på Misaki sampai, og bed mig i læben. Jeg så hurtigt ned, da jeg kom til at rødme igen.

Desværre opdagede Ryoko det, og begyndte at grine. Jeg så surt op ham, og gik op på mit værelse. Jeg var så uheldig at bo sammen med min bror. Det havde jeg gjort siden, at vores forældre døde i en bilulykke. Ryoko og jeg havde ikke været i bilen, da de døde, for vi havde været i skole. Jeg gik i 7. klasse dengang det skete.

Det var en ting, som jeg ville helst glemme, da det altid gjorde mig ulykkelig at tænke på. Jeg kom helt til at græde ved at tænke på det, så jeg smed mig på min seng, og lå mit hoved i puden. Hvor jeg dog hadet, når det var, at jeg græd. Drenge skulle ikke græde, det havde Ryoko altid sagt, men mon han enlig græd nogensinde selv, eller kunne ham mon overhoved græde.

Jeg rystede tanken ud af hoved, og kom til at tænke på Misaki sampais kys. Jeg rødmede igen, jeg kunne stadig ikke fatte det. Misaki sampai var den første jeg havde kysset.

Det var sket så meget den dag, så jeg valgte at gå i seng for at sove. ”Det hele er bare en drøm” mumlede jeg, enden jeg faldt i søvn.

 

Kapitel 2:En dum dag

Den næste morgen havde jeg det underligt, da jeg vågnede. Jeg satte mig op, men fik kvalme og løb ud på badeværelset, da jeg skulle kaste op. Jeg sank sammen på gulvet, hvad var det der skete med mig. Jeg rejste mig op, men kastede op igen. Jeg sukkede, var jeg ved at blive syg. Jeg rystede på hoved, og fik tøj på. Jeg tog min taske og min madpakke og løb af sted, for at komme i skole til tiden.

Jeg nåede det lige til tiden, men jeg sagde intet, for jeg ville ikke vise, at jeg var syg. For hvis det blev opdaget, så ville de bare sende mig hjem, men det ville jeg ikke lade ske, jeg ville ikke tabe/ miste nogle timer. Jeg havde nemlig aldrig haft fravær, og det ville jeg ikke begynde med nu.

Jeg gik ind i min klasse, og satte mig på min plads. Jeg fandt de bøger frem, som jeg skulle bruge. Men jeg kunne mærke, at jeg skulle kaste op. Jeg sank det, for det ville være pinligt, hvis jeg enden kastede op eller måtte gå fra timen.

Jeg ville ikke gøres til grin, det var nok at jeg ikke kunne få Misaki sampai ud af hoved. Hvorfor pokker skulle han også kysse mig, han var en af skolens lækreste drenge. Det var helt ulogisk for mig, jeg var jo ikke som de andre drenge. Jeg var ikke ligeså muskuløs som dem, jeg var spinkel af bygning, hvilket også var en af grundene til, jeg kom så let til skade. Jeg så ned i mit hæfte, og opdagede at jeg havde skrevet Misaki sampais navn. Jeg rev hurtigt siden ud, og krøllede den sammen.

Jeg lagde hånden for min mund, for at holde kvalmen tilbage. Jeg holdt det, til vi fik pause, og løb så ud på toilettet. Jeg nåede kun lige hen til wc’et, før jeg kastede på. Jeg rullede ud, og gik hen til vasken for at få skyllet min mund.

Jeg var flov over, at jeg havde kastet op. Men i det mindste, var der ingen der hørte det, troede jeg. Men jeg tog så grueligt fejl, Misaki sampai stod der og så bekymret på mig, han havde set og hørt mig. Jeg stivnede, og så flovt ned. Jeg mærkede en hånd under min hage, og så op. Misaki sampai så direkte ind i mine øjne, og lagde sin hånd på min pande. ”Du er jo brænd varm Daniele” udbrød han. ”Det er ikke noget, der er bare varmt i klassen” sagde jeg.  Jeg ville ikke have, at Misaki sampai skulle vide det, for jeg vidste jo ikke, om Misaki sampai ville sladre om det. For hvis det kom ud, at jeg var syg, så ville en sladre til lærerene og rektor, også ville jeg blive sendt hjem. Det ville jeg ikke lade ske, for jeg ville ikke hjem. Jeg så på Misaki sampai og ville sige noget, men i stedet løb jeg hen til et wc og kastede op. Jeg sukkede, for nu kunne jeg jo ikke skjule, at jeg var syg. Jeg så ned, det gik ikke som jeg ville.

Med et mærkede jeg, at Misaki sampai løftede mig op i sine arme. Jeg blev så flov, at jeg gemte mit hoved mod hans skulder. Jeg kunne snart ikke klare mere, jeg kunne overhoved ikke finde rundt i mig selv mere. Hvorfor pokker bankede mit hjerte så meget, når jeg var nær Misaki sampai. Var jeg blevet forelsket i ham, nej det kunne ikke være muligt. Misaki sampai var jo ældre end mig, han var fra 3.g og jeg var jo bare fra 1.g. Jeg bed mig hårdt i læben. "Misaki sampai jeg beder dig, sæt mig ned, hvad hvis andre ser, at du holder mig i dine arme, vi ville begge blive gjort til grin” sagde jeg, og slog ham i brystkassen, for at komme ned. Han satte mig ned, og gned sin brystkasse. Jeg løb ud af toilettet, for at komme væk fra Misaki sampai. Men mit hjerte hamrede så meget, at jeg knap kunne få luft.

Jeg gik hen til nogle piger, i håb om at de kunne give mig råd og hjælpe mig, for jeg var helt ude af den. Pigerne tog mig med ind i kantinen, og købte mig en cola, så jeg kunne falde ned. Jeg satte mig på en stol, og drak hele min cola.

”Fortæl os hvad der går dig på Daniele, ellers kan vi jo ikke hjælpe dig” sagde de. ”Kun hvis I lover, at I ikke griner af mig” sagde jeg. ”Lover vi Daniele” sagde de. Jeg sank kort. ”Er det normalt, at mit hjerte banker så hurtigt, hver gang jeg ser Misaki sampai?” spurgte jeg, og bed mig i læben. Jeg så ned i mine hænder. ”Ja hvis du er forelsket i ham” sagde en af pigerne, som hed Cleo. Jeg rødmede, var jeg virkelig forelsket i Misaki sampai. ”Men jeg er sikkert ikke noget for ham, han er jo skolens mest populære dreng” sagde jeg, og lagde mit hår bag øret. Pigerne tog om mig. ”Hvis han afviser dig, så er han en kæmpe idiot, for du er jo en sød og dejlig person Daniele” sagde de.

Jeg så noget overrasket på dem. Det var første gang, at jeg havde hørt piger kalde Misaki sampai for en idiot. Jeg så på dem, og stivnede så med et. Skolens hårdeste og ondeste bande kom mod os, jeg rejste mig og satte i løb, for at komme væk. Men to af dem fik fat i mig og gav mig et hårdt slag i maven.

Jeg knækkede sammen, og kastede blod op. Jeg frygtede flere slag, men før det næste slag kom, kom Misaki sampai hen og tog fat i dem. Pigerne skyndte sig at hjælpe mig op, men jeg kunne knap få vejret. Jeg så kort på Misaki sampai, før jeg besvimede. Misaki sampai greb mig hurtigt, og bar mig til skolens læge. Jeg lagde helt stille i hans arme.

Da jeg kom til mig selv, så jeg rundt. Jeg så Misaki sampai stå ved vinduet, han så ud. Jeg mærkede en smerte i min side, og bed sammen. ”Misaki sampai... hvor er jeg” sagde jeg, og så på ham. Han vendte sig om og så på mig. ”Du er ved skole lægen Daniele” sagde han, og gik hen til mig. Jeg mærkede tårer presse sug på, for jeg havde så ondt. Med et mærkede jeg en hånd på mit hoved. Jeg så op, og så lige ind i Misaki sampais øjne. ”Du skal altså passe bedre på Daniele, jeg ønsker ikke, at der skal ske dig noget” sagde Misaki sampai. Jeg rødmede og så ned. Med et blev der råbt ude på gangen, og Ryoko kom ind. ”Hvad er meningen med dette Daniele, først får jeg af vide, du er syg og så at du har fået bank!” råbte Ryoko vredt. ”Jeg ville ikke have fravær, og jeg havde altså ikke regnet med, at jeg bare ville få bank” sagde jeg grædende.

Ryoko mente, at jeg løj, så han ville stikke mig en lussing. Men Misaki sampai gik ind foran og stoppede det, ved at tage imod slaget selv. Jeg stivnede, havde Misaki sampai lige reddet mig fra at få et slag af Ryoko. Jeg så bekymret på Misaki sampai, og så så vredt på Ryoko.

 Jeg rejste mig op, men Misaki sampai fik mig ned og ligge igen. "Hvis det er iorden med dig Ryoko, så kan Danièle bo hos mig, nu da du og din forlovede flytter til en anden by" sagde Misaki sampai. "Det er nok bedst, Danièle skal ikke væk fra byen, bare fordi jeg flytter" sagde Ryoko. "Hvad skal I, det kunne I godt have fortalt mig, og hvorfor skal jeg lige være hos Misaki sampai!" udbrød jeg rasende. Hvordan havde de dog bare kunne ville rejse, jeg havde jo kun Ryoko, jeg havde ingen anden form for familie. "Danièle jeg vidste, du ville flippe ud over det, så derfor sagde jeg intet om det" sagde Ryoko. "Hader dig!" Skreg jeg og løb væk fra skolen.

Jeg havde pause, og jeg ville bare væk. Jeg løb mod en skov, som lagde i udkanten af byen. Jeg stoppede ved en stor sø, som lagde i midten af skoven. Jeg sprang i søen, selvom jeg ikke kunne svømme. Jeg sank ned til bunden, jeg hadet dem alle. Jeg ville ikke være en del af deres liv, jeg betød jo intet for nogen af dem.

Kort før jeg var ved at miste bevidstheden, mærkede jeg at en tog fat i mig og fik mig op af vandet. Jeg opdagede, at det var Misaki sampai, han så meget bekymret ud. Han holdt mig ind til sig. "Det må du aldrig gøre igen Danièle, lov mig det, jeg beder dig" sagde Misaki sampai. Jeg så på ham, jeg stivnede, for jeg så en tårer løbe ned af hans kind. "Lover jeg Misaki sampai, jeg vil ikke såre dig igen" sagde jeg, og fjernede tårerne.

 

Kapitel 3: Ny tid

Jeg lagde mine arme om hans hals, og begyndte så at græde. Jeg slap ham igen, og så ned. Misaki sampai holdt mig tæt ind til sig, han løftede mit hoved og kyssede mig ømt på munden. Jeg rødmede, men jeg gengældte kysset, og lagde armene om ham. Nu vidste jeg, at jeg var forelsket i Misaki sampai. Men jeg vidste ikke, om jeg var en erstatning for Ryoko, eller om Misaki sampai var forelsket i mig.

Jeg hørte nogen komme, og skubbede Misaki sampai væk, for ingen skulle se mig kysse med Misaki sampai. Jeg så at det var, de fyre som der havde slået mig i kantinen. Jeg blev bange, og for bag Misaki sampai. Han rejste sig op, og lagde sin frakke om mig. "Jeg skal nok holde dem væk fra dig Danièle, jeg lader dem ikke røre dig igen, det bliver over mit lig" sagde han. Jeg så på ham, jeg kunne se, at han mente, hvad han sagde.

Jeg hostede ned i min hånd, det gjorde helt ondt i min hals, så jeg lagde min ene hånd på min hals. Misaki sampai så på mig, og løftede mig op. "Lad os komme forbi, Danièle har det ikke for godt" sagde han. Jeg lagde mit hoved på hans skulder, og så på ham. De lede fyre gik til side, for Misaki var ikke en, som man skulle gøre vred. Jeg så kort på dem, og lukkede så mine øjne, alt snurrede rundt for mig. "Sampai jeg skal kaste op" sagde jeg og lagde hånden for min mund. Misaki sampai satte mig ned inde på toilettet, og lukkede båsen ind til mig. Så jeg kunne være lidt i fred, mens jeg kastede op.

Efter lidt tid kom jeg ud igen, Misaki sampai stod og ventede på mig. Men desværre stod der også en lærer, nogen havde sladret, om at jeg var syg. Jeg vidste, at jeg ville blive sendt hjem, og så ville min fraværs procent på nul være ødelagt. Jeg så ned og sukkede. Men med et hørte jeg, at Misaki sampai hjalp mig. "Han har det kun skidt, fordi han har fået et slag i maven, han skal bare lige komme sig over det" sagde Misaki sampai. Læreren så på mig, for at se om det passede, det som Misaki sagde, og jeg nikkede til det. Jeg tog mig til maven, da jeg stadig var rimelig øm efter slaget. Læreren gik, og jeg sank på knæ, jeg var helt udkørt.

Jeg så på Misaki sampai. "Hvor lang tid er der, før dagen her er omme?" Spurgte jeg. "Dagen er slut om ca. fire timer Danièle, lån mig lige din mobil" svarede Misaki sampai. "Hvorfor?" Spurgte jeg, og rakte ham min mobil. "Så jeg kan føre mit nummer der på, så kan du ringe eller skrive hvis der er noget" sagde han, og gav mig sin mobil. Jeg førte mit nummer ind på den, og gav ham den tilbage, og fik min igen. Jeg tog et billede af ham, og satte det som kontaktbillede ved hans nummer, for så vidste jeg, at det var ham. Desværre tog han også et billede af mig. Han uglede mit hår, og tog mig ned ud.

Jeg gik mod min klasse, og Misaki sampai gik mod sin. Jeg fandt mine bøger, da læreren kom ind, men jeg følte en vis frygt, jeg havde på fornemmelsen, at jeg snart ville få en på hoved af en, så jeg så mig  lidt rundt. Jeg tog kort fat i min mobil, men lagde den så i lommen igen. Jeg så på tavlen, og så at hele klassen skulle skrive en stil på fem hundrede ord, om hvad der var forkert at gøre mod et andet menneske. Jeg tog mit hæfte, og begyndte at skrive. Jeg havde en meget fin håndskrift, af en dreng at være. Men jeg havde altid haft en fin håndskrift, så længe jeg nu kunne huske. Jeg så kort op, for at se om nogen kiggede på mig. Jeg så at nogle piger og nogle få drenge kiggede på mig, det gav mig gåsehud. For jeg kunne ikke lide, når folk bare kiggede på mig, uden at sige et ord til mig. Da jeg havde skrevet stilen færdig, rakte jeg hånden op. Min lærer så på mig. "Ja hvad er der mr. Jukun?" spurgte han.  "Jeg er færdig med stilen, og tænkte på om jeg måtte gå" sagde jeg forsigtigt. "Når De har afleveret den, først derefter kan De gå" sagde han. Jeg rejste mig, og afleverede stilen.

Efter det gik jeg udenfor, jeg havde taget en blok med ud, for jeg ville tegne designs, da jeg gerne ville være designer, og designe tøj. Jeg tog min blyant frem, jeg så mig omkring for at få ideer. Jeg samlede nogle blade, blomster og andre ting op. Det ville sikkert kunne give mig nogle ideer til mine designs. Jeg begyndte at tegne nogle kjole designs, det gjorde mig altid glad.

Da jeg havde tegnet i et lille stykke tid, gik jeg ind og hen til min næste time. Men før jeg kom til klassen, faldt jeg og tabte min blok. Jeg sukkede, og bed mig i læben. Jeg begyndte at samle mine tegninger op. Men da jeg tog fat i en af papirerne, tog en det op før mig. Jeg så op, og så Misaki sampai. Jeg rødmede, og tog det hurtigt fra ham. Det var flovt, at han havde set det. Jeg lagde hurtigt papirerne i min mappe, men han tog den fra mig og så i den. "Du har talent Danièle" sagde han og smilede. Jeg tog den fra ham. "Tak, men bliver ikke god, nu da min blok hele tiden falder fra hinanden" sagde jeg og løb ind i klassen. Jeg var flov, hvorfor skulle han også lige se mine tegninger, jeg ville blive til grin nu.

Jeg så på tavlen, jeg skulle have filosofi. Det var et svært fag, syntes jeg, så det var ikke ligefrem mit ynglings fag. Jeg fik et chok, da læreren mr. Lee smed en kæmpe stak på 40 sider på vores bord.  "Det skal laves til på fredag, og afleveres til mig enden I går fredag eftermiddag" sagde han. Jeg sank, for jeg havde brug for hjælp. Ryoko skulle flytte idag, så jeg måtte spørge Misaki sampai om hjælp. Jeg lavede så meget, som jeg nu kunne.

Da klokken ringede, var jeg glad for at filosofi var det sidste fag, som jeg havde idag. Jeg lagde mine ting i min taske, og gik hen til den klasse, hvor Misaki sampai  havde time. Jeg satte mig på bænken uden for klassen og ventede. Jeg tog min mappe op af tasken, og lagde alle papirerne i orden. Med et gik døren til klassen op, og Misaki sampai kom ud sammen med nogen fra hans klasse. Han havde en cigaret i munden, så han skulle nok ud og ryge med de andre.

En pige fra 2.g kom løbende med en stak bøger, hun stoppede ved Misaki sampai. "Her er de designer bøger til egne designs, som De bad mig købe for Dem Misaki sampai" sagde pigen. "Mange tak, hvor meget kom det til at koste?" Sagde Misaki sampai. "Det kom til at koste 1000 yen" sagde hun, og gav ham en bon. Han tog sin pung fra sin lomme, og tog nogle sedler op af den, og gav dem til pigen. Hun smilede, og løb igen.

Hvad pokker skulle Misaki sampai bruge de bøger til tænkte jeg, og fik et chok, da han gik imod mig. Han satte bog stakken ved mig. "Danièle disse bøger er til dine designs, så går de heller i stykker for dig" sagde han. Jeg rødmede, og så på ham. "Mange tak Misaki sampai, øh sampai er du god tl filosofi" sagde jeg. "Ja, jeg får top karakter i det, hvad da?" Sagde han. "Vil du så ikke godt hjælpe mig, mr. Lee har givet mig en 40 siders opgave for til fredag" sagde jeg. "Jo, jeg hjælper dig med det, når jeg har fri, og det har jeg om en time" sagde han, og gik med sine venner ud og ryge. Jeg tog en af bøgerne, og begyndte at tegne mine designs der i. Da jeg havde gjort det, gik jeg hen i kantinen og købte mint tyggegummi og mint boljser til Misaki sampai. For han ville jo sikkert have en dårlig ånde, når han var færdig med at ryge.

Da jeg kom tilbage til min taske, så jeg at nogle piger stod med mine designer bøger, og kiggede i dem. Jeg for hen, og tog dem fra pigerne. "Lad venligst mine ting være" sagde jeg. "Hvorfor skulle vi så lige det" sagde de. Mand de piger er nogle snobber tænkte jeg. "Fordi det er mine ting" sagde jeg lidt vredt. Jeg hadet når folk gloede i mine ting, når de ikke havde fået lov.

Jeg stivnede, da en af pigerne tog en lighter frem. Hvordan skulle jeg dog redde mine ting fra de piger. Med et mærkede jeg en hånd på min skulder. Jeg så op, og så Misaki sampai. "Hvad sker der her Danièle?" spurgte han. Jeg nikkede, og blev flov. Misaki sampai så på pigerne, som så lagde mine ting ned og løb deres vej. Var pigerne bange for ham, eller var det bare fordi han var Misaki sampai. Jeg lagde tingene i min taske, kun en af bøgerne lod jeg være oppe, da det var den jeg tegnede mine designs i. Misaki sampai uglede mit hår, da jeg satte mig på bænken. Jeg rødmede, og så ham gå ind i hans klasse.

Jeg lagde bogen i min taske, og opdagede at min mobil ringede. Jeg tog den. "Konnichiwa, det er Danièle" sagde jeg. "Konnichiwa Danièle, det er Ryoko. Jeg har flyttet alle dine ting over til Misaki, så du skal bare gå med ham hjem" sagde Ryoko i mobilen. "Okay, det gør jeg" sagde jeg og lagde på. Jeg sukkede og smed den i tasken. Ryoko var bare så dum, bare fordi han var færdig, skulle jeg så bare flyttes rundt med. Jeg følte lidt, at de behandlede mig som et barn, og det irriterede mig virkelig meget.

Jeg så at der lagde en pakke cigaretter på bænken, og tog den op. Pakken var helt fyldt. Jeg så rundt, for at se om der var en lighter i nærheden. Jeg tog tasken på ryggen, og fandt en. Jeg gik udenfor, og tog en cigaret i munden og tændte den. Men før jeg fik taget et sug, blev den revet ud af min mund. Jeg så mig rundt, og så Megumi fra min klasse. "Giv mig pakken Danièle, du skal ikke begynde at ryge, bare fordi dem fra 3.g gør det" sagde hun. "Men jeg ville jo bare prøve, bare en gang, Misaki sampai får pakken, da han er ryger" sagde jeg og løb ind.

Lige da jeg var nået hen til bænken, kom Misaki sampai ud af sin klasse. Jeg smilede, og tog min taske på ryggen. Men Megumi kom hen til Misaki sampai, og fortalte ham, at hun havde set mig stå og ryge. Jeg så ned og begyndte at gå, ville Misaki sampai mon skælde mig ud for det. Jeg orkede ikke skæld ud. Jeg nåede ikke engang udenfor, før Misaki sampai havde fat i mig. Jeg turde ikke se på ham, og gav ham pakken i hånden. Jeg forsikrede ham om, at jeg kun ville prøve det, og at jeg ikke ville blive ryger. Han løftede mit hoved op, og så mig direkte ind i mine øjne. Jeg sank, og så hurtigt ned igen. "Du må altså ikke begynde at ryge Danièle, når først man er begyndt, så er det pokkers svært at stoppe igen, og jeg ved hvad, jeg taler om, for jeg kender det selv" sagde han. Jeg nikkede bare, men så stadig ned. Han tog mig med hen til en flot rød bil. Jeg smed min taske ind på bagsædet. Jeg satte mig ind på forsædet, og tog selen på. Misaki sampai fandt nøglerne, og satte sig ind. Han tog selen på, og startede bilen.

Jeg så ud af vinduet, mens vi kørte. Jeg så, at vi kørte i den del af byen, som jeg aldrig havde været i før, nemlig i de riges kvarter. Jeg så lidt overrasket på Misaki sampai, var han virkelig en af de rige. "Sampai bor du her i dette kvarter?" spurgte jeg, og så på ham. "Ja, min lejlighed ligger her" svarede han, og stoppede foran en stor bygning. Jeg steg ud, og tog min taske. Imens kørte Misaki sampai hen for at parkere bilen. Jeg satte mig på en bænk, for at vente på ham.

Jeg havde kun ventet i et par minutter, før at Misaki sampai kom hen til mig. "Lad os gå op" sagde han, og så på mig. Jeg nikkede, og rejste mig op. Jeg gik med ham hen til elevatoren. Han trykkede på knappen, sådan at vi kom op til øverste etage. Jeg så ud af vinduet i elevatoren, vi var meget højt oppe, og jeg mærkede et sus i maven, da jeg led af højdeskræk. Jeg tog skrækslagen fat i Misaki sampais arm, jeg var bange. Han så på mig og smilede. "Er du bange for højder Danièle?" spurgte han. Jeg nikkede flovt. Han smilede, og lagde sin arm om mig. Han tog mig med ud af elevatoren, og gik hen til en dør. Der stod Misaki Doll på den. Han tog sine nøgler og låste døren op.

Da vi kom ind, tog jeg mine sko af. Jeg satte dem op af væggen, og tog min frakke af, og hang den op. Jeg så på ham. Han gik ind i sin stue, og jeg gik med. Jeg tog min opgave frem, og gav ham den. Han kiggede den igennem. Jeg satte mig i sofaen, og fandt mit penalhus frem. Han lagde opgaven på bordet, og forklarede mig det på en måde, så jeg forstod det.

Jeg begyndte at lave opgaven, men da jeg var halvvejs, begyndte min mave at knurre. Jeg lagde min blyant ned, og tog mig flovt til maven. Misaki sampai smilede, og gik ud i køkkenet. Jeg gik efter ham, og tog et forklæde på. "Må jeg hjælpe dig med at lave mad Misaki sampai?" spurgte jeg. "Ja da, det må du gerne" svarede han, og gav mig en kniv. Jeg begyndte at skære grønsager, og kom til at skære mig i fingeren. Jeg lagde kniven, og gik hen til vasken, og holdt min blødende finger ind under vandet. Jeg bed sammen, da det sveg en del. Misaki sampai tog fat i min hånd, og gav mig et plaster på. "Tak sampai" sagde jeg, og smilede til ham. "Det var så lidt Danièle" sagde han. Jeg tog fat i kniven igen, og fortsatte med at skære grønsagerne. Jeg lagde det hele i en skål, og tørrede bordet af. Jeg fandt skåle frem, da Misaki sampai lavede suppe. Han tog de grønsager, som jeg havde skåret, og puttede det i suppen. Jeg så, at han stadig havde sit slips stramt. Så jeg gik hen og løsnede det en smule, jeg gjorde det samme med mit eget slips.

Efter noget tid hældte Misaki sampai suppen op i en stor skål, og satte den på bordet. Jeg gik hen til bordet, og satte mig på en stol. Det samme gjorde Misaki sampai. Han tog en af de små skåle, og fyldte den med suppe. Han satte den foran mig, og tog selv en skål. Vi begyndte at spise, men jeg spiste hurtigt, da jeg gerne ville igang med opgaven. Desværre fik jeg suppen galt i halsen, og begyndte at hoste. Misaki sampai rejste sig. Han gik om bag mig, og klappede mig på ryggen. Jeg tog mit glas vand og drak det. "Det er meget dumt at spise hurtigt Danièle, bare fordi du vil igang med din opgave" sagde Misaki sampai. "Det ved jeg godt" sagde jeg, og spiste så i normal fart. Jeg ville helst ikke få det galt i halsen igen.

Da der var spist op, tog jeg opvasken, og satte på plads. Jeg ville nemlig gerne gøre lidt nytte. Jeg var jo gæst, og jeg ønskede ikke at være en klods om Misaki sampais ben. Efter det var gjort, satte jeg mig og kiggede på opgaven. Jeg gik igang, og efter et par timer havde jeg lavet hele opgaven. Men der var jeg også træt, så jeg faldt i søvn over min opgave. Misaki sampai så på mig og smilede.  Han løftede mig op, og bar mig ind i seng. Han lagde forsigtigt dynen over mig, og gik ind i stuen igen. Der sad han og læste i lidt tid, hvor han så lukkede bogen, og gik i seng.

 

Kapitel 4: Frygten og voldtægten

Jeg var den første af os som vågnede den næste morgen, Misaki sampai sov stadig. Så jeg gik i bad, og fik rent tøj på. Da jeg var færdig, gik jeg ud i køkkenet og lavede noget morgenmad. Jeg satte kaffe og te over, for jeg drak te, og jeg havde set Misaki sampai drikke kaffe. Jeg dækkede morgenbordet, og gik så ind, og vækkede Misaki sampai, da han skulle op. "Der er morgenmad" sagde jeg, og gik ud i køkkenet igen. Jeg hældte kaffen op i en kande, og satte den på bordet. Jeg hældte også teen op, og satte mig så ved bordet. Jeg smurte mig en bolle, og nåede kun lige at sætte tænderne i den, før Misaki sampai satte sig ved bordet, og tog sig en kop kaffe.

Jeg drak lidt af min te, og så på klokken. "Bare rolig, du vil ikke komme for sent" sagde han, som om han vidste, hvad jeg tænkte på. "Jeg skal jo finde en bus, sm køre herfra og hen til skolen" sagde jeg, og tømte min kop. Jeg ville helst ikke komme for sent. Misaki sampai lagde sine bil nøgler på bordet. Hvor er jeg dog dum, han har jo bil tænkte jeg, og slog mig selv i panden, så jeg fik et rødt mærke i panden. Misaki sampai rystede på hoved af mig, og tog af bordet. Jeg gik hen, og pakkede min taske.

Da jeg havde gjort det, gik jeg hen for at smøre mig en madpakke. Men der lagde allerede en madpakke med mit navn på. Jeg så på ham, havde han lavet en madpakke til mig. Jeg tog den, og lagde den i min taske, og tog min vandflaske og fyldte den. "Sampai jeg kom til at tænke på, hvordan har du råd til at bo her, når du også går på skolen?" sagde jeg. "Det har jeg, da jeg er forfatter ved siden af, og jeg tjener meget godt på mine bøger" forklarede han og gik hen til mig, og uglede mit hår.

Jeg rødmede af det, og rettede så mit hår. Da det ikke skulle stritte så meget. Jeg tog mit slips, og tog det på. Jeg havde lidt problemer med slippe knuden, så jeg opgav, og ville tage det af igen. Men Misaki sampai stoppede mig, og bandt knuden rigtigt for mig.

"Husker du det, jeg sagde om mobilen?" Spurgte han. "Ja, hvis der er noget, så skal jeg ringe eller skrive" svarede jeg. For det huskede jeg meget godt. Jeg huskede også mit løfte til Misaki sampai, om at jeg ikke ville såre ham igen, ligesom da jeg nær havde taget mit eget liv, hvis ikke han havde reddet mig op. Jeg fik lidt en klump i halsen, for jeg huskede, at Misaki sampai havde grædt ved det. Jeg så på ham og sank så.

Jeg gik hen og tog min taske på ryggen, og tog så mine sko på. Jeg så, at de var ved at gå i stykker, men det havde jeg ikke tid til nu, for nu skulle jeg altså afsted. Misaki sampai tog sin frakke på, og tog sin taske. Jeg gik ud af døren sammen med ham, da han jo skulle låse efter os.

Vi gik mod elevatoren, men jeg stoppede op på grund af min skræk for højder. Han tog fat i min hånd, og hev mig med ind. Jeg tog fat i hans frakke og rystede. Han lagde en hånd under min hage, og løftede mit hoved op. Jeg så på ham og sank. Han kyssede mig på munden, og holdt mig tæt ind til sig. Jeg gengældte kysset, og holdt om ham. Jeg mærkede, at Misaki sampai skilte mine læber med sin tunge. Jeg rødmede, og åbnede min mund lidt. Jeg blev helt rød i hoved og stoppede ham. Jeg steg ud af elevatoren, og så lidt på ham. Det var tæt på, det kys var jo tæt på at blive lidenskabeligt, og så ved man aldrig hvad der ville ske.

Jeg satte mig på bænken udenfor, imens hentede Misaki sampai bilen. Jeg sad og var helt rød i hoved. Da han kom med bilen, var jeg ikke længere rød i hoved. Jeg satte mig ind, og tog min sele  på. Jeg hostede, da vi kørte, for Misaki sampai røj i bilen, da den var helt tåget af røg. Jeg åbnede ruden, så røgen kunne komme ud. Da jeg helst ikke ville kvæles i det. Misaki sampai smed sin smøg ud f vinduet, og så på mig. "Det må du meget undskylde Danièle, jeg glemte kort, at du drikke ryger" sagde han. "Det er okay Misaki sampai, men vil du ikke godt holde op med at ryge i bilen" sagde jeg. "Skal jeg nok" sagde han. Jeg smilede glad og tilfreds.

Da vi kom op på skolen, stirrede alle ret bange på mig. Jeg så forvirret på dem, og svang taskenover min skulder. Jeg havde taget min pung med, da jeg ville købe en gave til Misaki sampai, som tak fordi jeg måtte bo hos ham. Med hvad skulle jeg dog give ham, jeg var helt blank for ideer.

Da jeg gik mod min klasse, tog en gruppe drenge fat i mig. Jeg så lidt bange på dem, hvad ville de dog gøre mod mig. De hev mig med, og før jeg kunne gøre noget, mærkede jeg en voldsom smerte, jeg vidste, hvad de gjorde mod mig. De holdt mig mod en væg, så jeg ikke kunne flygte. Frygten steg op igennem min krop, jeg ville være mærket efter dette. Jeg kunne høre Misaki sampai råbe op et sted, og pludselig var jeg fri fra dem. Jeg sank ned på knæ og rystede. Jeg græd og krøb helt sammen.

Jeg fandt min mobil og ringede til Misaki sampai. Men jeg kunne høre hans telefon. Jeg stivnede, da jeg mærkede en hånd på min kind. Jeg skreg, men blev så kysset. Jeg så bange på personen, og så så at det det var Misaki sampai. Han løftede mig op, og trøstede mig. Jeg tog fat i ham, og græd ind til ham.

Da han bar mig ud af rummet, kom alle hen til os. Pigerne så bekymret på mig, og drengene lovede Misaki sampai, at de ville banke dem der havde skadet mig. Lige nu, så ville jeg bare hjem, jeg turde ikke være på skolen mere. Men jeg kunne intet sige, uden at gråden knækkede min stemme. Jeg så bedende på Misaki sampai, i håb om at han forstod mit bedende blik. Han kyssede min pande. "Jeg ved, du gerne vil hjem, men en lærere må få dette af vide Danièle" sagde Misaki sampai. Jeg græd igen, og begyndte at ryste. Mr. Lee kom hen til os. Misaki sampai stod op af væggen og trøstede mig.

Men da mr. Lee lagde hånden på min skulder, stivnede jeg og gemte mit hoved ind imod Misaki sampais brystkasse. Misaki sampai fortalte mr. Lee, hvad det var, der var sket med mig. Mr. Lee stivnede. "Bring ham hjem, ingen af jer vil få fravær, nu gælder det bare om at Danièle kommer sig efter dette" sagde mr. Lee. "Vi skal nok komme med jeres opgaver" sagde pigerne. Jeg rystede bare, og Misaki sampai nikkede.

Han bar mig ud i bilen, og kørte så hjem med mig. Han var meget bekymret for mig. "Søde Danièle, jeg sværger, at de svin nok skal blive fanget og straffet for det, som de har gjort imod dig, det slipper de ikke fra, m så jeg selv skal banke dem" sagde han og ville lægge hånden ovenpå mit hoved. Først trak jeg forskrækket hoved væk, men lod ham så røre mit hoved. Jeg kunne jo stole på ham, så ham skulle jeg jo ikke være bange for. Men der ville gå tid, før jeg turde stole på andre fra skolen igen, jeg var jo blevet mærket af voldtægten. Misaki sampai kørte hjem med mig, og fik mig i bad.

Jeg stod lang tid under bruseren, og lod vandet ramme min krop. Imens snakkede Misaki sampai i telefonen med politiet. De havde anholdt dem der havde voldtaget mig. Da jeg kom ud fra badeværelset, lagde Misaki sampai på. Jeggik hen til ham, og stille mig ind i hans arme, for at føle mig tryg. Men han så trist på mig. "Jeg burde have været hos dig, så var dette aldrig sket" sagde han, og knugede mig ind til sig. "Det er ikke din skyld sampai, du reddet mig jo" sagde jeg og kyssede ham kort på munden. Da det blev aften gik vi tidligt i seng. Jeg lagde sammen med Misaki sampai og sov, for at føle mig tryg og sikker.

 

Kapitel 5: Et ødelagt idyl

Der var nu gået 3 måneder siden, at jeg blev voldtaget på skolen. Jeg gik sammen med pigerne, da jeg var meget bange for drengene på skolen. Den eneste som jeg ikke var bange for, var Misaki sampai. Hvis jeg ikke gik med pigerne, og hvis jeg ikke gik med ham, så gik jeg med pigerne. Jeg gik aldrig alene mere, det turde jeg ikke, selvom at lærerne holdt øje med alle drengene. De holdt også øje med sampai, hvilket jeg nu ikke kunne lide. For jeg vidste, at han aldrig ville skade mig.

Jeg sad sammen med Megumi foran Misaki sampais klasse. Da han var oppe til sin sidste eksamen, og når den var overstået, så ville han være færdig med skolen, jeg var glad på hans vegne, men jeg var også bange, for hvad skulle der så ske med mig. Jeg havde ikke kontakt ned Ryoko mere, ikke siden den dag hvor jeg flyttede ind hos Misaki sampai.

Jeg havde ventet i to timer, da sampai kom ud. Jeg havde været til min eksamen fra morgen af, og jeg havde fået mine karakter. "Hvordan gik det Misaki sampai?" Spurgte jeg spændt. "Det gik da okay, og Danièle har vi ikke snakket om, at du ikke behøver at kalde mig for sampai, vi to skal da ikke være formelle overfor hinanden vel" sagde han, og lagde armen om mig, og kyssede min pande. "Det havde jeg glemt Misaki..." sagde jeg, og bed mig i læben for ikke at sige sampai. Det var nemlig lidt svært at huske, men jeg skulle nok få det lært. "Men hvad fik du?" spurgte jeg og så på ham. "Jeg fik 12, som altid" sagde han. Jeg viste ham mine karakter, jeg havde fået 10 i filosofi, hvilket jeg var stolt af. Han smilede stolt af mig.

"Danièle jeg tænkte på, om vi to ikke skulle holde ferien sammen, bare os to" sagde Misaki sampai. Det nikkede jeg ja til. Vi tog hjem og pakkede. Jeg lagde mit i min gymnastik taske, men Misaki sampai tog det, og pakkede det over i en kuffert. Vi gik ned til bilen, og kørte af sted. For en gangs skyld lod jeg ham ryge i bilen, da vi jo skulle på sommerferie. "Hvor skal vi hen?" spurgte jeg og så på ham. "Vi skal hen til min strandhytte, jeg fik den af mine forældre, da jeg fyldte atten" sagde han og smilede.

Da vi havde kørt i et stykke tid, stoppede Misaki sampai ved en cafe, hvor vi kunne få noget at spise. Jeg var faldet i søvn, så jeg opdagede det først, da han vækkede mig. Vi gik ind på cafeen, og bestilte os noget mad. Misaki sampai fik ål, hvilket jeg ikke kunne fordrage, så jeg fik laks. Jeg så på ham, og så at noget plagede ham, for han virkede lidt trist. "Misaki er der noget galt, for du virket lidt trist" sagde jeg og tog fat i hans hånd. "Danièle hvornår har du enlig sidst snakket med Ryoko," spurgte han. Jeg så ned. "Jeg har ikke snakket med ham siden den dag, hvor jeg flyttede ind hos dig" svarede jeg, og tog hurtigt et stykke laks i munden. "Danièle altså, nu ringer vi til ham, og så for I to altså talt ud" sagde Misaki sampai og ringede til Ryoko. Da han endelig fik fat i Ryoko, rakte han mig telefonen. Jeg tog imod, og fik så snakket ud med Ryoko. Jeg gav Misaki sampai telefonen igen, og spiste så op.

Da vi havde spist og betalt, gik vi ud i bilen igen. Vi kørte i en time, før vi kom til en smuk hytte. Misaki sampai tog vores ting, og bar dem ind i hytten. Jeg så mig rundt, og fik så efter ham. Da jeg kom ind i hytten, tog jeg mine sko af, og satte dem ved siden af Misaki sampais sko. Jeg gik ind i det der vist var stuen, for det var en meget stor hytte. Jeg gik derefter ind i et værelse, og fandt Misaki sampai i sengen, han var faldet i søvn. Jeg smilede, og lagde mig ind til ham, og faldt selv i søvn. Den følgende morgen tog jeg badetøj lå, og løb ned til vandet, for at øve i at svømme. Misaki sampai var også dernede, men han blev på stranden, for at holde øje med mig.

Men efter nogle dage kom han selv i vandet, og jeg havde lært at svømme. Vi gik op af vandet, da vi begyndte at fryse. Mine læber var helt blå, så jeg gik ind i et varm bad. Misaki sampai krydsede af i en kalender, da vi kun skulle være det i to uger, og de to uger var gået. Misaki sampai pakkede vores ting, for vi skulle hjem den følgende dag.

Den næste morgen smed vi vores ting ind i bilen og kørte, der var mange biler på vejen. Så vi kørte forsigtigt, for vi ønskede ikke at køre galt. Men desværre kørte vi galt, for da Misaki sampai skulle svinge, lom der en mand kørende i høj fart. Vores bil blev smadret, og jeg blev slået bevidstløs. Misaki sampai kom ud af bilen, og fik hevet mig ud. Men mit tøj var blodigt, og jeg blødte fra panden. Der var blevet ringet efter en ambulance, og den kom hurtigt hen til os, og kørte os på hospitalet. Det første de gjorde var at give mig en ilt maske på. Imens stod Misaki sampai og så hjælpeløs til. Jeg blev kørt ind på operationsstuen. Min krop var helt smadret, og jeg havde mange skræmmer. Misaki sampai havde ringet til Ryoko og fortalt ham om ulykken. Ryoko og hans kone kom hurtigt derhen. Men da en læge fortalte Ryoko om mine skader, gik Misaki sampai væk fra hospitalet. "Sir, din bror vil ikke overleve med den krop, der er kun en ting der kan, og det er at vi giver ham en ny kro, en kvinde krop" sagde lægen. Ryoko stivnede, og blev bleg. "Gør det, alt for at redde Danièle" sagde han. Lægen nikkede, og gik ind på operationsstuen. Ryoko sendte sin kone May Lin hen efter noget tøj.

Min operation tog seks lange timer, og det var en vellykket operation. Ryoko sad på en stol ved siden af min seng, da jeg endelig vågnede op. Jeg åbnede svagt mine øjne, og så på ham. "Ni Chan hvor er jeg henne?" spurgte jeg, og forsøgte på at sætte mig op. Men May Lin kom ind og lagde mig ned igen. "Du er stadig svag Danièle, lad din krop komme sig, du har været igennem en meget stor operation" sagde hun. "Hvor stor?" spurgte jeg. "Hele dit køn er blevet ændret Danièle" svarede Ryoko. Jeg stivnede, og så ned af mig selv. "Hvor er Misaki!" udbrød jeg. "Det svin gik bare, efter han havde fortalt hvad der var sket" sagde Ryoko. Jeg så ned, og begyndte at græde, han havde forladt mig. "MISAKI!" skreg jeg grædende, og lagde mig ned. Jeg havde ondt, og måtte derfor sove.

Men en ting vidste jeg, at når jeg var klar, så ville jeg finde Misaki sampai, om så han ville se mig eller ej. Han var jo den jeg elskede. A jeg var rask, flyttede jeg hjem til Ryoko og May Lin, da jeg havde brug for dem, nu hvor Misaki sampai havde forladt mig.

 

Kapitel 6: Misakis muse

Der var nu gået tre år siden, at jeg blev gjort til en kvinde. Jeg havde færdiggjort skolen, og ville nu finde mig et arbejde. Ryoko og May Lin havde været en stor hjælp. May Lin havde lært mig, hvordan man var en kvinde. Jeg var på vej hen til et sted der hed Doll Interprice, hvor jeg havde læst, at der var noget arbejde ledigt. Jeg havde fået hjælp af Ryoko, til at lave mit cv, som jeg jo skulle vise. Da jeg kom derhen, så jeg at der sad mange og ventede. Jeg blev nervøs, og satte mig ned. Efter at jeg havde talt dem alle, fandt jeg ud af, at der var tyve mennesker foran mig, så hvor stor ville min chance så lige være.

Med et gik døren til chefens kontor op, og en mand kom ud. Jeg stivnede, for det var Misaki, min Misaki. "Mrs. Jing vær sød og lave noget kaffe, det her er noget tynd sprøjt" sagde han. "Misaki sampai!" Udbrød jeg. Han så på mig, hans øjne var fyldt med sorg. Jeg gik hen til ham. "Det er mig Danièle, din Danièle, og hvis du ikke tror på det, så kan du jo bare ringe til Ryoko" sagde jeg, og håbede på, at han ville tro på mig.

Han hev mig med ind på kontoret, og ringede til Ryoko. Men det var May Lin som tog telefonen. "Ja, det er May Lin Jukun" sagde hun. "Goddag May Lin, det er Misaki, jeg har en ung dame her, som prøver at bilde mig ind, at hun er Danièle" sagde han, og satte telefonen på medhør. "Hej May Lin" sagde jeg. "Hej Danièle, forsøger du på at få job i Misakis virksomhed" sagde hun. "Ja, men han tror ikke på, at jeg er mig, sidst han så mig, var jo før jeg blev lavet om til kvinde" sagde jeg, og lagde håret bag øret, som jeg altid havde gjort.

Misaki stivnede. "Jeg må drømme, Danièle er det virkelig dig, jeg troede, jeg havde mistet dig" sagde han og lagde telefonen på. Han tog om mig, og holdt mig ind til sig. Jeg kunne se, at han havde tårer i sine øjne. "Ja søde, det er mig, din Danièle" sagde jeg, og fjernede hans tårer. Han kyssede min pande, og kærtegnede min kind. "Vent her" sagde han blidt, og gik ud af kontoret. Da døren stod åben, kunne jeg høre alt udenfor kontoret. "I må gerne tage hjem, jeg ar fundet min sekretær, så stillingen er nu optaget" sagde han, og kom ind til mig igen. "Søde mener du, at jeg har fået stillingen?" spurgte jeg. "Ja søde, du har fået stillingen" svarede han. Jeg smilede glad, og kyssede ham. Jeg var glad, for nu havde jeg min elskede Misaki igen.

Jeg boede nu igen med Misaki sampai, og jeg var også hans sekretær, men jeg var lykkelig over det. Nu kunne intet skille os ad. Men jeg blev ved med at tænke på, om jeg enlig ville kunne få børn som kvinde, eller om jeg ikke kunne. Hver dag arbejdede jeg sammen med Misaki sampai på kontoret, jeg gav han papire, som han skulle underskrive, og jeg lavede hans kaffen som han nu ville have den. Men af en eller anden grund, så ville Misaki sampai gerne have, at jeg enden var i nederdel eller kjole. Jeg tro det var fordi, at han gerne ville se mine ben. Jeg smilede hver gang, han kærtegnede mine ben.

Men en dag havde jeg vildsom indtil maven, og Misaki sampai kørte mig til lægen. Da vi kom derhen, var jeg glad for, at det var en kvindelig læge som der skulke undersøge mig. Misaki sampai holdt min hånd, og var hos mig hele tiden. Jeg stivnede, da lægen bad mig tage mine underbukser af. Dog gjorde jeg, som hun sagde. Men da jeg tog dem af, så jeg at der var blod i. Jeg skreg af ren forskrækkelse. Lægen smilede. "Bare rolig, det er bare det månedlige, nu da du er en kvinde, vil du få det, det eneste du skal bruge er bind" sagde lægen. "Jeg blev opereret fra mand til kvinde for tre år siden, så det burde ikke være muligt" sagde jeg. "Du må have en stor omgang kvinde gener i kroppen, og du må være født med med en livmoder også, for du har altså det månedlige" sagde lægen, og gav mig en pakke vind, og et par rene underbukser. Hun tog mig med ud på badeværelset, og viste mig hvordan jeg skulle bruge et bind. Jeg kom ud til Misaki sampai igen, jeg var mega flov. Men på samtidig glad, for at jeg havde det månedlige, betød jo at jeg ville kunne blive gravid, hvis Misaki sampai og jeg elskede med hinanden. Lægen gav mig en lille kalender. "Hver gang du får det, skal du sætte et kryds, så kan du følge det" sagde lægen. Jeg nikkede, og gik sammen med Misaki sampai.

Vi kørte tilbage til kontoret. Jeg ordnede alle Misaki sampais papire, og lagde dem i bunker. Jeg så flovt på bunkerne, men Misaki sampai kom hen og tog om mig, og kyssede min hals. Jeg rødmede. "Du skal ikke være flov min elskede, det er okay" sagde han blidt. "Misaki du ved vel, at det her betyder, at jeg kan blive mor" sagde jeg, og så ind i hans øjne. Han nikkede. "Jeg lader ingen anden røre dig end mig, du er mit liv, du ef min muse" sagde han, og kørte hånden ned af min side. Jeg smilede og nød det. "Jeg er kun din, og ingen andens" sagde jeg og smilede glad. "Og jeg er også kun din min elskede" sagde Misaki sampai. Jeg smilede, og vi fortsatte med arbejdet.

Kapitel 7: Misakis for evigt

Det var en kold vinter aften, Misaki sampai og jeg gik os en tur i byen. Misaki sampai mente, at jeg skulle have mig en ny kjole til julefesten på kontoret, og jeg havde givet ham ret. Jeg stoppede foran  en butik, hvor jeg så en meget smuk sort kjole. Jeg hev ham med ind i butikken, for jeg ville prøve den kjole. Jeg tog kjolen med ind i et prøve rum, og tog den på. "Misaki hvordan sidder den på mig?" Spurgte jeg, og viste mig for ham. "Den sidder perfekt søde, den er smuk på dig" svarede han. Jeg smilede , og gik ind for at få min egen kjole på igen. Jeg rakte Misaki sampai den fine kjole, og han gik op for at betale. Da jeg havde fået min kjole på, gik jeg hen til Misaki sampai. Han rakte mig posen, og tog mig med ud af butikken.

Mens vi gik, holdt jeg om hans arm. Jeg følte mig tryg ved det. "Danièle har du enlig overvejet at gå gå i højhælet, istedet for dine gamle flade sko?" spurgte Misaki sampai. "Lidt, men har overhoved ikke forstand på sko" svarede jeg. "Kom så finder vi dig nogle hverdags højhælet, og et par fine fest højhælet" sagde han, og tog mig med ind i en sko forretning. Jeg så på alle de sko der var, men kunne ikke vælge. Misaki sampai kom med et par sorte højhælet. Jeg tog mine sko af, og stak min fod ned i den fine sko. "Den er for stram, den klemmer" sagde jeg og tog den af. Skoen havde været en 36' og jeg brugte 38 i sko. Misaki sampai fandt så et par i størrelse 38' og dem fik jeg nemt på. Jeg rejste mig fra skammelen, og følte mig godt tilpas i dem. Misaki sampai fandt et par mere i samme størrelse, og tog dem med op til kassen. Jeg gik efter, og ville give ham de fine sko. "Behold dem på søde, ekspedienten skal kun bruge kassen" sagde han. "Okay søde" sagde jeg. Han fik det andet par i en pose, og lagde mine gamle sko i en mindre pose, som kom i den nye pose. Jeg holdt godt fast i han, da vi gik hjemad, for festen var om en time, så vi måtte skynde os. Jeg skyndte mig i bad, og fik den smukke kjole og de fine sko på.

Da jeg var klar, så jeg at Misaki sampai havde problemer med sit slips. Jeg smilede, og bandt det for ham. "Tak smukke" sagde han. "Selv tak" sagde jeg, og ville hente min frakke. Men Misaki sampai stod med en pels, som han gav mig på. Jeg smilede, og lukkede pelsen. Vi gik ud til bilen, og kørte afsted til festen. Da vi kom derhen stod vores kollegaer der. De så måbende på os, da vi steg ud af bilen. Især da Misaki sampai lagde sin arm om livet på mig. Jeg smilede, og vi gik ind. Misaki sampai tog min pels, og hang den op på en bøjle.

Han gik hen efter en drink til os, imens satte jeg mig ned på en stol. Jeg tog mine fine sko af, og så at jeg havde fået et dumt skav mærke på hælen. Mrs. Jing så det, og kom hen til mig. "Sikke et slemt skav mærke du har fået dig, tag det her vable plaster, og sæt det på mærket, det vil hjælpe med at heale, og så kommer der ikke snavs i såret" sagde hun, og rakte mig plasteret. "Mange tak mrs. Jing" sagde jeg, og tog det på, og skoen på igen. "Kald mig bare Sakura, istedet for mrs. jing" sagde hun. "Det skal jeg nok huske" sagde jeg og smilede, da Misaki sampai kom hen til os med drinks. "Her søde" sagde han, og rakte mig min drink. "Mage tak min elskede" sagde jeg. Sakura stirrede på os. "Vent er I to et par!" udbrød hun, så alle kunne høre det. Alle stirrede på os. Jeg rødmede. "Ja, Danièle og jeg er kærester" sagde Misaki sampai, og lagde en rolig hånd på min skulder. "Men hun er din sekretær" sagde en som hed Aton Rain. "Vi har været kærester siden skole tiden" sagde Misaki sampai og smilede. Jeg nikkede til det. Med et lød der romantisk musik, og Misaki sampai bød mig op til dans. Vi dansede tæt, meget tæt. Men jeg elskede at være i hans stærke arme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...