Dear Book of Madness

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Igang
Dear Book of Madness, er en bog om mig. Kald det en dagbog, kald det en selvbiografi, jeg er ligeglad. Jeg er en teenage pige, med problemer og glæder som alle andre i verden. Men verden handler ikke om mig, der er faktisk ikke ret meget der handler om mig. Det er derfor jeg skriver det her. Jeg har brug for der er noget her i verden der handler om mig, og det gør den her Movella. Credits to agnes-cecile on deviantart.com who made the picture i used on my cover.

15Likes
15Kommentarer
1662Visninger
AA

33. Dear Book of Madness 0032

 

Svag og stærk på samme tid.


Det er svært at forklare. Men jeg vil prøve alligevel. Jeg ved ikke om der findes nogen der har det på samme måde, og det betyder egentlig ikke noget om der er eller ej. 

Jeg er svag, eller bare meget sårbar om du vil. Mine følelser er noget af det mest ustabile, skrøbelige og irriterende noget du kan forstille dig. Der skal bare ingenting til før det rammer. Det er også bare svært. Jeg vel aldrig hvad jeg skal gøre eller sige når følelserne rammer mig, og får mig til at føle mig såret over noget helt latterligt.

Det kan være noget så simpelt som en ubesvaret sms, eller et hårdt blik fra en jeg holder af. Sådan en lille bitte ting, man alligevel er det nok til at jeg nogen gange må trække mig lidt tilbage. 

Det er så irriterende. Jeg mener, bare det at skrive om det nu får tårer til at prikke i øjnene. Det er så svagt og følsomt at det er helt sindssygt. Men det er en del af mig at være sådan. For på den ene side er jeg på grådens rand. Men samtidig er jeg også stærk.

Jeg er stærk fordi når jeg føler det, når jeg har det som om nogen har stukket mit hjerte med en nål. Kan jeg overtale mit hjerte til at tro at det ikke var noget særligt. At det ikke rigtigt gør ondt. At det slet ikke var vigtigt.

Det er løgn at det ikke gør ondt, og det er løgn at det ikke er vigtigt, for det er vigtigt for mig. Ellers ville jeg jo ikke blive så ked af det, vel?

Men vi kender alle sammen udtrykket 'fake it till you make it' og det er jeg tilfældigvis rigtig god til. Jeg kan smile, og få en positiv betydning ud af ord der stikker. Det er en af mine styrker. 

Hvis noget gør rigtig meget ondt, så har jeg det med at trække mig væk fra dem der ikke betyder noget i mit liv. De bliver som grå skygger, irrelevante, mens dem jeg holder af er stemmer, hænder og kram, de er klar til at støtte mig og trøste mig.

Når jeg græder har jeg besluttet at mine tårer skal være usynlige for de fremmede, usynlige for dem uden betydning. For hvad grund har jeg til at bebyrde dem med mine smerter? De ville alligevel aldrig forstå. 

Men mine tårer og min smerte vil for altid være tydelige for dem jeg elsker, og jeg ved det lægger en stor byrde på deres skuldre også. Men jeg stoler på at de vil kunne bære den. Ligesom jeg bærer deres byrder.

Svaghedens tårer. Det er dem jeg ikke kan vise til nogen, eller i hvert fald ikke til andre end min mor. Man skal ikke græde over spildt mælk, det siger man også. Men det passer ikke. Man skal græde over lige hvad der passer en.

Selv når din stærke side prøver at sige at det er dumt og tosset at græde over smser, skal du græde. For hvad tror du der sker med dine tårer hvis du ikke græder dem? Hvis de ikke kommer ud?

Jeg ved at det lyder meget malerisk, men tårerne lægger sig om dit hjerte. Det er meget farligt at have smerte i form af tårer om hjertet. For sæt nu dit hjerte bliver koldt, sæt nu du en dag bliver såret så slemt at det gør vanvittigt ondt i hjertet? Så fryser tårerne til is, også er det for sent. 

Det jeg prøver at sige er vel, at hvis du ikke lader tingene gøre ondt nu, så kommer det hele pludselig væltende på en gang med så stor kraft at det kan slå dig helt ud.

Man skal være både stærk og svag for at græde. Svag, fordi man er blevet rørt, fordi et eller andet har fundet vej forbi ens mure og har ramt en lige i hjertet. Og stærk, fordi man skal have styrken til at lade tårerne komme, styrken til ikke at bekæmpe smerten med så meget kraft at den bygger sig op indeni istedet for at slippe ud.

Jeg sidder helt ærligt og græder nu. Jeg græder fordi tingene ikke er som jeg vil have dem, og fordi jeg ikke synes mine planer er gået som det skulle, og fordi jeg lytter til en meget trist sang. Jeg græder, men det gør ikke noget. For når jeg græder, er det et tegn på at det snart vil holde op med at gøre ondt.

Men det er jo bare hormoner ikke? TTT som jeg kalder det. Tumpede Teenage Ting. Eller Tossede Tumpede Teenager. Det er bare mig der er skør. For mit liv er jo egentlig ret fedt. Jeg har en bror og en internetsøster, en far og en mor. Jeg har squ så meget. Især tårer, dem har jeg, jeg har så mange at når jeg engang om 100 år skal dø, vil jeg stadig have masser tilbage.

Nå men det er ved at være sent, og der er tårer der skal grædes og et irriterende, men fantastisk liv som skal leves.

 

Underskrevet:
I skylder mig tudekiks.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...