Dear Book of Madness

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Igang
Dear Book of Madness, er en bog om mig. Kald det en dagbog, kald det en selvbiografi, jeg er ligeglad. Jeg er en teenage pige, med problemer og glæder som alle andre i verden. Men verden handler ikke om mig, der er faktisk ikke ret meget der handler om mig. Det er derfor jeg skriver det her. Jeg har brug for der er noget her i verden der handler om mig, og det gør den her Movella. Credits to agnes-cecile on deviantart.com who made the picture i used on my cover.

15Likes
15Kommentarer
1695Visninger
AA

31. Dear Book of Madness 0030

 

Logik eller Forelskelse?


Jeg ved at jeg har nævnt Linealen før. Jeg har fortalt at det var en fyr, og at jeg kaldte ham Linealen fordi han var komplet uundværlig i nogle situationer, ligesom en lineal. Men nu føler jeg at det er tid til at fortælle hvad der skete mellem mig og ham. Så forbered jer, det er ikke ligefrem en solskinshistorie, i hvert fald ikke hele vejen igennem.

Det hele begyndte så småt med, at jeg fandt ud af hvor god han var at tale med. Han var fantastisk! jeg har længe vidst at jeg var i stand til at bruge meget svære ord og konversere på et helt andet level end de fleste.

Derfor var det så helt igennem fantastisk at der pludselig var en der kunne forstå mig, en som jeg kunne tale med om alt muligt også ville han forstå hvad jeg sagde. Det var så helt igennem... tja, fantastisk.

Vi talte og vi snakkede og vi lavede underlige jokes. Vores venskab det voksede så hurtigt, og snart blev vi drillet med alt muligt om at være kærester fordi vi han så meget sammen. Jeg protesterede, det føltes nemmelig ikke som en forelskelse, jeg var bare glad for at have en god ven.

Men jeg tror, at det begyndte at udvikle sig for mig. Især i klassen hvor han kunne få en pause til at gå som et knips med fingrene. Men allerede det tror jeg at jeg mærkede det. At det var mig der gav alt, at det var mig der gik hen til ham, at det kun var mig det talte om hvor glad jeg var for venskabet.

Jeg tror det var noget af det værste, at prøve at få ham til at komme, at prøve at få ham til at give noget. Hver gang var det en kamp, og det kostede mere end det var værd. Det var altid mig der kom hen til ham, altid mig der sendte den første besked vis Skype, altid mig der startede med at tale.

Men vi grinede så meget, og vi havde det så sjovt. Både når det kun var os, og når der var andre. Jeg skal hilse og sige at jeg var blevet godt lun på ham, og jeg tror også de andre fangede den vibe, for vi blev drillet med det. Men vi talte aldrig om det, fortsatte bare med at være venner.

Der blev slået skår i den varme, lidt søde ting jeg havde med Linealen til hans 15 års fødselsdag. En pige, en af de piger der bare er med på beatet og hende alle drenge syndes er sjove. Hun fandt på at Linealen skulle have sit første kys, nu hvor han var femten. Den var alle klassekammeraterne med på og han protesterede ikke ligefrem. Jeg mener, et kys fra hende i klassen alle vil have, hvorfor ikke?

Så de kyssede, og det var den dag hvor jeg lærte hvor lidt drama gør for en. Drama var der masser af, især fra mig, der var stille og sådan lidt fjern meget af tiden. Jeg var ren dramaqueen! Og nu hvor jeg tænker tilbage, er det ikke kysset eller noget andet der betyder noget, det er det faktum at der havde været så mange bedre måder at reagere på.
Drama er bare så... Plat, og folk spurgte jo hvad der var galt. Jeg sagde ikke noget, svarede undvigende, sagde jeg havde det dårligt. Alt sammen noget værre pis! Og det vidste de jo godt.

Jeg smuttede væk fra 'festen' på et tidspunkt og satte mig ved et træ. Ikke hvilket som helst træ, for i det tre hang der en sølle flettet cirkel som Linealen og mig havde flettet, og derefter havde vi forsøgt at kaste sten gennem hullet. Jeg følte mig så ynkelig.

Men han kom faktisk, spurgte hvad der var galt. Allerede der skulle jeg havde vidst at han var sådan lidt, dum, når det kommer til følelser. For jeg mener helt ærligt, at se sammenhængen mellem dramaet og kysset var da som at lægge to og to sammen! Men ikke for ham. Jeg forklarede at jeg bare ikke havde det så godt. For hey, jeg var helt in på det der drama fis.

Det betaler sig bare ikke på den lange bane. Andet skår var ikke så brat. Det var næsten som om flængen voksede langsomt, og støt i takt med at jeg gav mere og mere for at holde liv i vores venskab. Det var hyggeligt og sjovt, selvfølgelig var det det. Men det var anstrengende.

Så en aften da vi begge stod og ventede, efter at have været i kluppen et godt stykke tid, så sagde jeg det! Et klap på skulderen til mit yngre selv, for hun sagde det faktisk til ham, eller jeg sagde det... Whatever.
Pointen er at jeg konfronterede ham med hvordan jeg havde det, at jeg følte at der kunne være mere en venskab mellem os, og at jeg følte at han burde sende de første Skype beskeder ind i mellem, og at han skulle komme hen til mig nogen gange. Det virkede som om han lyttede, og i de næste tre dage huskede han det vel. Men så gled tingene tilbage i den samme rille, og jeg vidste bare at jeg ikke gad mere. Så jeg holdt op med at gå over til ham og lod bare tingene ligge.

To skår, jeg ved ikke hvordan, men det den der varme følelse var der stadig lidt. Den overlevede på en eller anden måde de to dybe hak. Den var der ikke meget, kun en svag, døende glød der stadig lyste.

Men den blev kvast, af en lineal. ja, det sidste skår der dræbte varmen, blev skabt af en lille blå lineal. Det var bare en lineal, vil nogen måske sige, men nej, for en teenage pige med hormoner i højeste gear kunne en lineal lige så godt være Eiffeltårnet. Hvis det altså giver mening.

Nå men det var bare geografi, og jeg sad og brugte en lineal som jeg havde lånt af Linealen (Haha, det bliver nok lidt underligt, men du må klare dig) han havde nemlig to små blå linealer. Den brugte jeg så, mens en klassekammerart stjal den anden lineal fra Linealen. Altså, nu havde en klassekammerart snuppet en lineal og jeg sad med den anden. en Linealen skulle jo også bruge en lineal, og det er jo det med at en lineal er komplet uundværlig i nogle situationer, så han skulle virkelig bruge den.

Så han tog den der var nemmest at tage, den som jeg havde og skulle til at bruge. Nu tænker du sikkert, jamen okay, det var jo hans lineal. Men for fanden da! Jeg sagde at jeg havde været ved at bruge den, men han var da ligeglad! Logisk set var det jo hans lineal. 

Jeg blev helt ødelagt. Jeg er ret sikker på at ingen fattede en skid af hvorfor jeg skred fra geografi. Men det er også lige meget. Hormoner, sagde jeg senere og mere behøver man ikke sige når man er en teenage tøs.

Men det var ikke kun hormoner. Det var det skide faktum at han ikke undte mig en fucking lineal! Venskab, ærlighed og alt det der, det betød i sidste hende intet for ham. I hvert fald ikke nok til at han ville mig lade bruge linealen færdig før han tog den.

Shit mand. Tal om at få øjnene åbnet op, hva? man tror der måske er en lille chance for at der er følelser begge veje og så opdager man at han er totalt blind for følelser, døv for sandheder og uden evnen til at fornemme situationer.

Suk. Efter det var jeg vred længe, ignorerede ham bare, nægtede at give noget som helst for at holde fast i venskab, eller hvad der bare kunne betegnes som almindeligt kammeratskab.

Det forsatte et godt stykke tid. Men til sidst accepterede jeg at han var en klassekammerat. Så det er hvad Linealen er nu, en klassekammerart. Han bliver aldrig mere eller mindre igen. 

Varmen er væk, og latteren er ikke den samme. Men det er alt sammen okay, for jeg er så meget bedre nu. Jeg forstår, at man ikke skal dømme folk på deres sans for logik. For selv det mest logiske individ jeg kender, forstod end ikke da han mistede det bedste der kunne være sket for ham.

P.S Jeg brugte faktisk papir i stedet for en lineal til sidst, linjen blev freakins skæv, men jeg gad da ikke tale med ham mere!

 

Underskrevet:
Pigen, der ikke havde brug for en lineal.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...