Dear Book of Madness

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Igang
Dear Book of Madness, er en bog om mig. Kald det en dagbog, kald det en selvbiografi, jeg er ligeglad. Jeg er en teenage pige, med problemer og glæder som alle andre i verden. Men verden handler ikke om mig, der er faktisk ikke ret meget der handler om mig. Det er derfor jeg skriver det her. Jeg har brug for der er noget her i verden der handler om mig, og det gør den her Movella. Credits to agnes-cecile on deviantart.com who made the picture i used on my cover.

15Likes
15Kommentarer
1669Visninger
AA

28. Dear Book of Madness 0027

 

Dødens åndedræt.


Hvis nogen af jer nogensinde har mærket det, den der kriblende følelse ned ad nakken, blandet med det totale chok, vil i vide hvad jeg taler om. Hvis ikke... Tja, så må i vel bare anstrenge jer for at forstå det.

Vi driver gennem livet, uden at tænke over at hvert sekund kunne blive vores sidste. Vi glemmer at den bid mad vi tygger, kunne sætte sig fast i vores hals, vi glemmer at hver en ting over os kunne falde ned og knuse os og det er også godt at glemme det.

Men når vi så pludselig bliver konfronteret med døden, bliver man så chokeret, for man har helt glemt at det faktisk er en kamp at holde sig i live. Vi tænker ikke over det, spekulerer ikke på at vi kunne få madforgiftning og blive dødeligt syg, tænker ikke på at vi kunne glide på badeværelset og slå hovedet i smadder.

Døden pustede mig i ansigtet i dag, eller sådan føltes det i hvert fald.

Jeg sad i bilen, sammen med Heksen og min lillebror. Jeg hørte musik i radioen, men sad på forsædet så jeg havde god udsigt til vejen. Jeg var ikke helt fokuseret, men det var min fantastiske heksemor heldigvis. 

Den var grøn... Bilen altså. Eller det tror jeg i hvert fald. Det er underligt så hurtigt at mindet forsvinder, næsten som om en del af mig bare ønsker at begrave det så hurtigt at jeg igen kan glemme at hvert sekund, hvert minut indebærer en risiko.

Den kørte midt ude på vejen, og den kom næsten lige imod os. Jeg kiggede bare på den, lyttede til musik med halvt øre. Jeg registrerede at den var midt på vejen. Men det var alt jeg nåede før Heksen drejede skarpt udenom bilen, så vi nærmest endte ude i rabatten.

Bagefter sad jeg bare, og stirrede let på vejen. "Hvad fanden lavede han?" Spurgte min mor så. Jeg var målløs. Hvis jeg havde siddet bag rattet, havde jeg ikke nået at reagere, og ville være kørt lige ind i den bil. Men min mor, min magiske heksemor, hun nåede at reagere.

Selv nu kan jeg mærket gyset. Den der ubehagelige viden om at hvis hun bare havde reageret et sekund for sent... Et øjeblik kunne have slået mig ihjel, eller i hvert fald skadet mig og min familie. Fuck... Jeg mener seriøst... Fuck, fuck, fuck. Den sindssyge chauffør kunne have slået mig ihjel!

Men jeg er ikke død, jeg er ikke skadet, og vi undgik ham. Men jeg kan stadig mærke kulden, kulden fra den kølige ånde, den der stammer fra dødens mund. Den der minder os om at hvert øjeblik kan blive vores sidste.

Dyb indånding... Pust ud...

Man bliver nød til at tænke, og det gør jeg nu. Jeg tænker på, om at hvis jeg skulle vælge sidste ord, ville jeg ikke have noget at sige. Ja, jeg er et menneske, og der er ting jeg fortryder. Men hvis jeg skulle dø, ville jeg ikke havde nogen sidste ord. Det er ikke mit sidste åndedræt der bør tælle, det er ikke det der bør betyde noget. Det der bør betyde noget, skal være alle de indåndinger og udåndinger der kom før den.

Sådan skal det være for mig, og sådan er det. Hvis jeg siger farvel til min mor er mine sidste ord altid 'jeg elsker dig' og det samme med min far. Lige meget om vi skændes, eller slås. Vores afsked er altid kærlighed, for vi ved, bedre end nogen andre, at hvert sekund kan være vores sidste.

Jeg skal sige jer, at hvis vi var kørt ind i den grønne bilist og jeg var død... Ville jeg have været fredfyldt. Hvis det havde været meningen at jeg skulle dø der... Havde jeg været rolig.

For... Jeg havde lige været i biografen med min mor og lillebror, og jeg huskede at fortælle dem hvor meget jeg elskede dem, efter den triste film. Efter det købte jeg toast, og da jeg stod ved kassen så jeg at det var den smukkeste kvinde der sad der, og tjekkede varer ind. Hun var virkelig smuk, mørkhåret med lys brun hud og mørke øjne. Det er svært, at du ved det, svært at få sagt sådan 'hey, du er virkelig smuk' Men jeg gjorde det. Jeg puttede byttepengene i min pung og sagde så: 'Undskyld, ohm... Jeg ville bare lige sige at du er utrolig smuk' Jeg fik det sagt. Jeg følte mig ret genert bagefter. Men jeg var glad for at jeg fik sagt det, og så spiste jeg med min mor og lillebror.

Jeg havde været rolig, for i det øjeblik var der intet jeg fortrød. Jeg var glad, og stolt fordi jeg havde fortalt en fremmed at hun var smuk. Jeg vidste at min mor og lillebror vidste hvor meget jeg elsker dem. Jeg hørte musik der betød noget for mig. Jeg kunne være død i det øjeblik. Men jeg døde ikke.

Dyb indånding... Pust ud...

Nu siger jeg det her, og du behøver ikke lytte hvis du ikke gider.... Men... Fuck.... Du er nød til at leve. Du er nød til at sige til folk når du synes de er smukke, fortælle din familie at du elsker dem, kramme dem du holder af, fortælle din Stjerne hvor meget hun eller han betyder for dig, være stolt over at du gjorde et eller andet, være begejstret over at du lige har spist, du er nød til at leve. 

Hvis du døde om et øjeblik, hvad ville du så fortryde? Er der noget du kan gøre ved det? Kan du måske sige undskyld til din bror fordi du spiste juice på hans tegneserie i morges, eller kunne du huske din travle far på at du elsker ham, eller hvad med at få fortalt dit crush hvordan du har det? Jeg mener... Livet er kort.

Dyb indånding... Pust ud...

Jeg er desværre nød til at smutte nu, jeg har en person der skal have at vide at jeg elsker hende. Som en søster, som en ven, som en der skulle vide hvor meget jeg holdt af hende hvis jeg døde. Man må fortælle folk at man holder af dem... For en dag er det måske for sent.

Jeg elsker jer... Alle sammen, fordi I læser det her. Fordi I er der. Fordi I får de der små røde tal til at poppe op på min Movellas side. Tak. Hvis jeg døde nu, ville jeg ønske at I vidste det. Så vid det, og husk det. Sådan at hvis mit næste åndedræt bliver det sidste, vil det ikke betyde mere end det forrige.

 

Underskrevet:
Jeg kan stadig mærke kulden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...