Dear Book of Madness

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Igang
Dear Book of Madness, er en bog om mig. Kald det en dagbog, kald det en selvbiografi, jeg er ligeglad. Jeg er en teenage pige, med problemer og glæder som alle andre i verden. Men verden handler ikke om mig, der er faktisk ikke ret meget der handler om mig. Det er derfor jeg skriver det her. Jeg har brug for der er noget her i verden der handler om mig, og det gør den her Movella. Credits to agnes-cecile on deviantart.com who made the picture i used on my cover.

15Likes
15Kommentarer
1666Visninger
AA

25. Dear Book of Madness 0024

 

Piraten der glemte hvor skatten var gemt.


Der var engang en pirat, og nu ved jeg hvad i tænker, en pirat? Det må da være den mest kiksede begyndelse på en historie, nogensinde. Men lyt nu lige. For den her pirat, ham der var engang. Han besluttede en dag at sejle med sit dejlige store skib hen og se sin skat.

Men da hans trofaste styrmand spurgte hvor de skulle hen, gik det op for piraten at han ikke havde den ringeste anelse om hvor pokker skatten var gemt.

Så sådan lå landet altså, eller bør jeg sige skibet? Nå men de her pirater havde jo ingen steder at sejle hen, for kaptajnen kunne ikke huske hvor de skulle hen for at finde skatten, så de lå ude på havet i flere dage. Jeg skal hilse og sige, at besætningen altså ikke var særlig glade for det. nej for at sige det lige ud, blev de pisse sure, og de forlangte at kaptajnen gav dem en destination.

Det gjorde kaptajnen så. Han forlangte at de sejlede til den nærmeste pirathavn og fik friske tønder med øl, bønner og alt mulig andet man har brug for på et piratskib. Det blev besætningen meget glade for, fordi de vidste at ved den dersens pirathavn kunne de finde både smukke kvinde, øl og mad der ikke smagte af... Ja i ved hvad jeg mener.

Men det var ikke helt tilfældigt at kaptajnen bad dem sejle derhen, for han tænkte nemlig at hvis han hørte ad hvor de andre pirater havde været så smarte at gemme deres skatte, så kunne han vel nok komme i tanke om hvor hans skat var gemt. 

Et par dage senere ankom de til havnen og de vilde sømænd skyndte sig ind på land, hvor de straks gik i gang med at feste, hoppe og skråle i vilden sky, sådan som sømænd nu gør ind imellem. Nu var der kun to tilbage på skibet, nemlig kaptajnen og sømanden. 

"Nå ja, nå ja." Sagde kaptajnen og tænkte at han lige så godt kunne spørge styrmanden, hvor han havde gemt sin skat. Men han vidste jo nok, at ingen bare ville afsløre hvor deres skatte lå gemt. Så nu måtte kaptajnen være snedig.

"Hør her... Min trofaste styrmand. Jeg tænkte at du kunne råde mig i denne sag. Ser du, jeg har brug for at vide, hvis du havde en fantastisk skat, hvorledes ville du gemme den?" Spurgte han og gned sit overskæg, sådan som piratkaptajner nu engang gør. 

"Min skat? Hun er skam gemt derhjemme hr. Kaptajn. Smuk som solen i horisonten, og vild som havet i storm. Hun er min skat." Svarede sømanden, og viste kaptajnen sin arm. For han havde en af de der smarte tatoveringer, med et hjerte og et bånd hvor der står et navn.

Jeg tror hans skat hed Edna, eller Alison, eller noget i den retning. Men det er op til dig at afgøre hvad du tror hun hedder, for det er nu heller ikke særlig vigtigt.

"Nå ja, nå ja." Sagde kaptajnen, også lod han styrmanden være tilbage på skibet mens han gik hen til kroen for at spørge nogle andre pirater. For han havde da i hvert fald ikke en skat der hed Edna eller Alison eller noget som helst.

Jeg ved ikke om du ved det her, men på en af de der piratkroer er der meget larmende og jeg er sikker på der også lugter rigtig meget af øl. Men det tog kaptajnen sig ikke af, han rettede bare på sin hat. Du ved sådan en fin hat, med en lang fjer i? Lad os bare sige at det var hans kaptajnhat som han rettede på.

"Nå ja, nå ja." mumlede han og satte sig ved siden af en anden piratkaptajn. Han så godt ond ud, ham den anden kaptajn. Men det skræmte ikke nogen, for han havde drukket så meget øl at han hans næse lignede Rudolfs røde tud.

"Hør her... Min gode medkaptajn. Jeg tænkte at du kunne råde mig i denne sag. Ser du, jeg har brug for at vide, hvis du havde en fantastisk skat, hvorledes ville du gemme den?" spurgte kaptajnen og rettede lidt på sin kaptajnhat, sådan som piratkaptajner nu engang gør.

"Min schat?" Spurgte han. For sådan lyder pirater når de er fulde. "Che ville gemme den schat ovre ved Dødmandsch-havet, sce shå." Han fortsatte med at tale, men det var ikke til at finde hverken hoved eller hale i. Men det betød ikke noget, for kaptajnen kom alligevel ikke i tanke om hvor han havde gemt sin skat.

Hele aftenen spurgte han andre kaptajner og pirater. Men det blev ham piratkaptajnen ikke en pind klogere af, også kløede han sig i håret, sådan som piratkaptajner nu engang gør når de ikke ved hvad de skal gøre.

Så gik han altså der, og kløede sig i håret. Da var det at en lille tiggerdreng kom hen til ham, og spurgte om der var noget han kunne gøre for en mønt eller to.

Kaptajnen kiggede længe på ham. "Nå ja, nå ja." mumlede han, og løftede pegefingeren, sådan som piratkaptajner nu engang gør når de får en ide. "Hør her... Sølle knægt. Fortæl mig blot, hvis du havde en fantastisk skat, hvorledes ville du gemme den?" 

Knægten kiggede forundret på kaptajnen. "Ærede hr. Kaptajn. Jeg har ingen skat, og derfor ingen steder at gemme den. Jeg er blot en usling født i grøften og vokset op som tiggerunge." Det så næsten som om den unge dreng var ved at græde.

Kaptajnen gispede og gav knægten hele sin pung. "Sådan, nu har du en skat!" For han var overordentlig glad nu, for nu huskede han hvor hans skat var gemt. Han løb tilbage til skibet og klatrede helt op i masten.

"Nå ja! Nå ja! Min skat er da' alt hvad jeg ha'!" Sang han, så højt at besætningen troede han var blevet bims. "Både mit skib, mine folk og min kære ma'! Det er alt sammen min skat! Nå ja! Nå ja!" Han sang og sang, du ved, sådan som piratkaptajner nu engang gør, når de indser at alle livets skatte slet ikke er gemte, men at de er overalt omkring én.

Snips snude. Jeg tror den historie er ude.

 

Underskrevet:
Min skat er lige her! 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...