Dear Book of Madness

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Igang
Dear Book of Madness, er en bog om mig. Kald det en dagbog, kald det en selvbiografi, jeg er ligeglad. Jeg er en teenage pige, med problemer og glæder som alle andre i verden. Men verden handler ikke om mig, der er faktisk ikke ret meget der handler om mig. Det er derfor jeg skriver det her. Jeg har brug for der er noget her i verden der handler om mig, og det gør den her Movella. Credits to agnes-cecile on deviantart.com who made the picture i used on my cover.

15Likes
15Kommentarer
1681Visninger
AA

22. Dear Book of Madness 0021

 

Jeg giver bare slip.


Jep. Det er hvad jeg gør med mange ting. Giver slip. Let it go, og alt det der. Men der er visse ting ved det at give slip der kan være meget svært. Men det værste er næsten, at ingen bemærker det når du bare giver slip, og alligevel er det så svært.

Det er faktisk ikke fair, for hvis man ikke gav slip på mange ting. Så ville folk reagere, og man ville blive bemærket. Men når man for eksempel tager al del tristhed og alle de ubehagelige følelser og lukker em ud et sted hvor der ikke er nogen. Så bliver man ikke puslet om og alt det er.

Det er faktisk ret svært, især fordi hvis det man nu er ked af bliver bragt op så får man - eller det gør jeg i hvert fald - lyst til at fortælle hvor ked af man blev. Men hvis man virkelig skal give slip, så skal man også kunne give slip når det bliver nævnt.

Jeg øvede mig i at give slip i dag. Det var nemlig sådan at vi i klassen skulle skrive noget vi ønskede at opnå. Sådan et mål, af en slags.

Mit mål med alting er to ting:

1. At blive lykkelig. (Noget jeg allerede er, meget af tiden)

2. At blive et bedre menneske.

Men hun sagde at det skulle opnås på 14 dage, jeg kunne altså ikke bare sige at jeg ville være et bedre menneske, når det er noget jeg skal arbejde med hele livet. Ja, for man er aldrig et RIGTIG godt menneske. Der er altid et eller andet som man siger eller gør, der sårer andre. Men jeg vil virkelig prøve.

Nå men tilbage til det med at give slip, hende der havde bedt os om at skrive det her. Hun tog rundt i klassen og spurgte hvad vi havde valgt som mål, og hvordan vi ville opnå det. De fleste havde skrevet noget om at ville være bedre til fodbold, eller hjælpe mere til derhjemme. 

Men jeg, jeg havde skrevet at jeg ville være mindre irriterende og mere venlig. To ting jeg mener er vigtige. Jeg har mistet en veninde, og hendes begrundelse var, at jeg var irriterende. Derfor vil jeg være mindre irriterende, og for at fastholde de venner jeg nu engang har, er jeg nød til at være mere venlig.

Men ved i hvad? De grinede! Dem i klassen, og læreren. De grinede af det faktum at jeg prøvede ikke at komme med irriterende kommentarer, og ved i hvorfor? Fordi det passede! Fordi det rent faktisk var et problem jeg havde.

Jeg ved ikke hvad de tænkte, og nu kan jeg jo godt se at de sikkert bare så noget sjovt i det. Derfor vil jeg ikke dømme dem, de kunne jo ikke vide at det stak. Jeg mener, en ting er at man selv skal kende sine fejl. Men hvorfor skal andre også kunne se dem?

Efter skole da jeg cyklede hjem, kunne jeg høre det igen og igen. Mig der sagde jeg ville være mindre irriterende, og deres latter. Irriterende hvordan sådan noget kan snige sig ind under ens panser og stikke, nok til at man kan få tårer i øjnene. 

Se der var fristelsen så. Den var der da jeg sad, og følte mig helt tåbelig over denne tåbelighed. Jeg synes selv det var skørt at græde over sådan noget pjat! Men alligevel havde jeg lyst til at blive trøstet af nogen. Jeg kunne ringe til min mor, for eksempel. Men hun ville være på arbejde, og hun har sine egne problemer.

Hvad skulle jeg også sige? At de grinede? Det er lidt dumt ikke? Nå men der var også den der mulighed for at SMS'e Stjerne. Ja, for jeg har hendes telefonnummer. Men altså... Hvordan ville hun reagere? 'jeg blev så ked af det da de grinede af mig!' så ville hun spørge 'jamen hvorfor blev du ked af det?' også ville jeg være nød til at svare 'Det er fordi det føles som om de siger "held og lykke med det" på en meget sarkastisk måde, med deres latter' Se det lyder jo bare tumpet ikke?

Så jeg cyklede ind i skoven. Tja, man kan også bare gå en tur. Men jeg gik altså ind i en skov. For nu havde jeg besluttet mig for at give slip på det her. For det var mest drama og hormoner der gjorde mig så ked af det. Så tog jeg en sten, og holde den i mine hænder mens jeg gik.

Stenen, den fortalte jeg om det jeg havde oplevet. Jeg indrømmer gerne; jeg græd lidt. For jeg kan ikke forstå hvordan det kan være at folk stadig griner ad en, selvom man -som jeg gør- kæmper så hårdt for at blive et godt menneske?

Nå men da jeg havde fortalt stenen det hele, smed jeg den på jorden og gik. Jeg gav slip på hele oplevelsen. Forestillede at jeg efterlod alt det dårlige jeg forbandt med oplevelsen derude, sammen med stenen. 

Det hjalp, meget. Især fordi jeg følte at nu skulle jeg bare tænke på gode ting. Det med at give slip gik faktisk så godt, at da jeg kom hjem og sad sammen med mine forældre. Kunne jeg fortælle dem om oplevelsen.

Nej, ikke på en "DE GRINEDE AF MIG!" og "DE FIK MIG TIL AT GRÆDE" måde. Nej, på en stille og rolig måde, også kunne jeg grine ad det sammen med mine forældre. Det er meget befriende at grine med din familie, og nu har jeg totalt givet slip på det hele.

Eller næsen, jeg var jo nød til lige at skrive det ned her.

Nå men jeg bliver nok nød til at give slip på den her tekst nu. Jeg er nemmerlig træt, og jeg skal bruge et par timer med søvn før jeg er 100% Glad igen. Lige nu ville jeg påstå at jeg var... 84 % Glad. Men det er fordi jeg lige har hygget mig lidt med mine internet-veninder. Altså Stjerne og Sky. De er altså bare fantastiske.

P.S Let it go! Let her go! Let all the bad things go!

 

Underskrevet:
Både Passenger og Elsa har en pointe!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...