Dear Book of Madness

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Igang
Dear Book of Madness, er en bog om mig. Kald det en dagbog, kald det en selvbiografi, jeg er ligeglad. Jeg er en teenage pige, med problemer og glæder som alle andre i verden. Men verden handler ikke om mig, der er faktisk ikke ret meget der handler om mig. Det er derfor jeg skriver det her. Jeg har brug for der er noget her i verden der handler om mig, og det gør den her Movella. Credits to agnes-cecile on deviantart.com who made the picture i used on my cover.

15Likes
15Kommentarer
1680Visninger
AA

20. Dear Book of Madness 0019

 

I hende er mine hemmeligheder, mine drømme, mine tårer, min fantasi, min barndom.
I en enkel figur.


Jeg har ikke rigtig haft en teddy bamse, eller jo det har jeg. Men det var ikke en bamse jeg knyttede mig til, men en dukke. Hun hedder Sofie, og hun er en fin og blød dukke, med de dejligste blå øjne og det kæreste smil.

Hendes garnede hår er klumpet og stoffet er lidt slidt, bæltet det er klipset sammen og benet er syet. Men når jeg kigger på hende, er det som at kigge ind i min barndom, nej, det er som at kigge på den ven du ved du altid kan regne med.

Jeg har længe ment at ord og tanker er levende, så hvordan kan jeg ikke opfatte en dukke, min fantastiske Sofie, som noget levende, når hun er så fyldt med tanker og drømme?

Hun er der når jeg græder, klar til at blive knuget i et kram. Selvom jeg er ældre nu, er tårerene de samme. Selvom jeg er større nu, og hun på en måde virker mindre, er krammet det samme. Jeg elsker min dukke og hun elsker mig - barnlige ord fra en barnlig sjæl.

Sofie hun er altid glad, og hun elsker at putte i min seng. Men jeg er større nu, og pladsen fylder jeg ud på egen hånd meget af tiden. Men så sidder hun på radioen, lige ved siden af. Hun er der om natten, hvis jeg for brug for det, og jeg ved... At den dag jeg er gammel og skal dø. Ønsker jeg at hun er der hos mig, sammen med mine børn og børnebørn. 

Men når jeg kigger på hende virker den dag helt usandsynlig, for jeg er bare en pige. En lille splejs, med de samme blå øjne og de samme underlige tanker som før. Hun er der når jeg synger med på popsange, der kommer fra min computer. 

Jeg taler med hende, når jeg bliver træt af at tale med mig selv, og hun lytter altid. 

Sofie er fantastisk, hun har været en havfrue på en vigtig mission, en kriger klar til at give bøllerne tæv, en fe, en der blev taget til fange af tarvelige skurke og hun har undsluppet adskillige dødsensfarlige situationer. Alt sammen en del af den verden jeg som barn gjorde hende en del af.

Hun er klar til at lytte, til de ord som ingen andre må høre. Små hviskende ord, om mine klassekammerater og om min mor. Det er de hemmeligheder hun holder. Hemmeligheder har hun mange af, men ingen som jeg ikke kender til, for hun og jeg er de bedste venner og vi deler alt.

Hun blev ked af det da jeg fik mange nye bamser og dukker, for så glemte jeg hende og legede med dem istedet. Min mor huskede mig på at lege med hende også. Men det glemte jeg indtil en dag hvor hun var væk. Jeg ledte oppe, jeg ledte nede, men hun var pist forsvundet. Jeg var helt knust og ked af det i flere dage. Men så dukkede hun op under min seng, og jeg huskede at passe på hende og lege med hende.

Det gør jeg stadig, selvom jeg ikke vil sige det til nogen. Om natten, når det er mørkt og tyst, fjerner jeg hende fra den plads hun har på min radio. Så er hun en superstjerne, eller en der er super populær, og jeg kan fortælle hende om mine fremtids drømme, om at blive redaktør eller maler. 

Hun hverken griner eller ryster på hovedet, hun er der bare. Min dejlige Sofie. Hun er her nu, mens jeg skriver. Det var hende der fik mig til at skrive.

For jeg synes verden skal vide, at jeg aldrig nogensinde ville ønske at skulle undvære et af hendes kram, når jeg har brug for det...

 

Underskrevet:
Skrevet af min Barndom.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...