Dear Book of Madness

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Igang
Dear Book of Madness, er en bog om mig. Kald det en dagbog, kald det en selvbiografi, jeg er ligeglad. Jeg er en teenage pige, med problemer og glæder som alle andre i verden. Men verden handler ikke om mig, der er faktisk ikke ret meget der handler om mig. Det er derfor jeg skriver det her. Jeg har brug for der er noget her i verden der handler om mig, og det gør den her Movella. Credits to agnes-cecile on deviantart.com who made the picture i used on my cover.

15Likes
15Kommentarer
1681Visninger
AA

19. Dear Book of Madness 0018

 

Jeg er en løber!


"As every runner knows, running is about more than just putting one foot in front of the other; it is about our lifestyle and who we are"
 - Joan Benoit Samuelson

 

Jeg ville påstå at hvem end hende Joan er, så har hun ret. At løbe for mig, handler om så meget mere end bare at tage en fod foran den anden. Det handler om en styrke, en glæde som jeg har særlig adgang til.

Jeg har aldrig været særlig stærk, og jeg har aldrig været særlig god med en bold, jeg har aldrig været særlig god til at løbe langt. Men jeg er en sprinter og en fantastisk en af slagsen.

Følelsen af at komme først, følelsen af at være så hurtig at der er mange som ikke kan følge med. Det er nok til at man bliver helt afhængelig! Nu sidder du sikkert der, ved dit skrivebord og tænker 'hvaaaaad? At løbe det stinker!' Men det er ikke det samme som at løbe...

Okay, nu rabler det måske for mig. Jeg mener, nu skriver jeg at løbe er ikke at løbe. Men altså... Det er at flyve! Mine ben er mine vinger, og de kan bære mig derhen hvor jeg skal hen. 

Kan du forestille dig følelsen af at vinde et løb? Nej? Det er synd. Følelsen er fantastisk. For selvom dine lunger brænder, selvom du har det som om du er ved at falde om, er den der fantastiske sejrsfølelse nok til at give dig lyst til at gøre det igen!

Jeg kan fortælle dig om et tidspunkt til idræt i skolen. Tro nu ikke jeg er en idrætsfreak eller noget, men når der handler om at sprinte, så elsker jeg idræt. Vi havde atletik, og det er egentlig ikke noget jeg kan lide. Men det var sådan at vores lærer besluttede at teste vores hurtighed på en anden måde end man plejer. Eller teste og teste, jeg tror egentlig ikke resultaterne blev noteret.

Nå men forestil dig en længde, omkring en halv fodboldbane måske? Altså en af de store baner. Det var langt, men ikke for langt.

Nu skal du så forestille dig to klasser, ca. 45 elever, der stiller klar til et løb. Ja, jeg var der så det er ikke svært for mig at se det for mig. Farvet idtrætstøj, tennissko, lugten af jord og følelsen af luften i ansigtet. 

Blandt dem var jeg så, en lav splejset pige, med lyserødt idrætstøj. Jeg lignede helt sikkert de tøser der bare går, eller småløber.

Det var fantastisk! Så snart fløjten lød, spurtede jeg bare. Jeg har måske ikke de længste ben, men når jeg løber er mine skridt helt op til en meter... Ikke at det siger jer noget. Det at jeg prøver at gøre klart er, at jeg løb fra dem alle sammen!

Jeg kæmpede så hårdt og jeg nød det så meget. Er der noget som jeg er både god til og elsker, så er det løb. Jeg kom nummer 3, og jeg var sindssygt stolt! jeg mener, jeg var oppe imod 44 elever! Hvoraf nogen var håndblodspillere og fodboldspillere. 

Desuden var jeg den første pige i mål! Hvor sejt er det lige at kunne gå hjem til sine forældre og sige 'Jeg er den hurtigste pige sprinter på min årgang' Tag den!

Men jeg tror, at følelsen af hurtighed og det at være hurtigere end alle andre er meget mere værd når man kæmper for et hold. Når man spiller langbold for eksempel. (Note; hvis du ikke ved hvad langbold er så google det! Men det har noget med løb at gøre... Durrrh!) 

Langbold er fantastisk for en som mig, for man behøver ikke nødvendigvis være god til at ramme bolden med battet, for at tjene points til sit hold. Det handler om timing, hurtighed og reaktionstid. Alt sammen kombineret, udgør det bare et spil som jeg er god til.

Engang var det faktisk en lærer der sammenlignede mig med et tog, fordi jeg pustede så meget og løb så hurtigt. Jeg var lidt fornærmet først. Men hun gjorde det klart at det var en kompliment. Jeg elsker at blive bemærket for hurtighed.

Jeg elsker især når det er mine klassekammerater der bliver opmærksomme på mig. "pas på, hende der hun løber hele tiden!" Haha! I kan ikke nå mig! "Anne-Théa løber!" Uh åh, i prøver at ramme mig men i kan ikke! 

Det er noget af det bedste! Og SUSET! den der 'swwwwush' følelse man får indeni. Det er fantastisk. Jeg er en elendig langdistanceløber, men når det handler om sprint, er jeg mesteren! Stol trygt på det.

Hmm. Selvfølgelig findes der mange der er hurtigere end mig, det ved jeg. Men det fjerner ikke følelsen, venner! Den sidder i brystet og gør en... nærmest beruset længe efter man har løbet!

Men der er også tidspunkter hvor man ikke bør løbe. Man bør ikke løbe fra konflikter, for eksempel. Det gjorde jeg meget da jeg var lille. Jeg brugte min hurtighed til at smutte fra folk når jeg blev ked af det, for jeg vidste at de ville lede efter mig. Det var en måde hvorpå jeg kunne få opmærksomhed.

Men den slags opmærksomhed er ikke lige så god som den man får hvis man løber for et hold, eller løber for at være hurtig. At løbe for at slippe væk er ikke noget særligt. Selv dyr gør det. At løbe for at opnå noget er så meget bedre.

Nogen gange når jeg går, så kan jeg opleve en pludselig lyst til at løbe. Også sætter jeg bare i løb! Sprinter ind til mine lunger siger stop. Det er også fantastisk, for selvom jeg ikke har noget publikum, er det fantastisk at vide at mine ben er stærke nok til at bære mig så hurtigt frem.

Haha, hvis du ikke allerede havde besluttet at jeg var skør, må du bestemt tro det nu. Jeg mener, jeg har lige skrevet en hel side om at løbe! Bare løbe!

 

Underskrevet:
Jeg må løbe!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...