Dear Book of Madness

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Igang
Dear Book of Madness, er en bog om mig. Kald det en dagbog, kald det en selvbiografi, jeg er ligeglad. Jeg er en teenage pige, med problemer og glæder som alle andre i verden. Men verden handler ikke om mig, der er faktisk ikke ret meget der handler om mig. Det er derfor jeg skriver det her. Jeg har brug for der er noget her i verden der handler om mig, og det gør den her Movella. Credits to agnes-cecile on deviantart.com who made the picture i used on my cover.

15Likes
15Kommentarer
1668Visninger
AA

18. Dear Book of Madness 0017

 

Not always what it looks like.


Nej virkelig... Der er meget der ikke er som det ser ud til. I dag, første skoledag. Blev jeg utrolig overrasket da en pige i klassen... lad os kalde hende Punzie, for hun har langt lyst hår, ligesom Rapunzel. 

Nå men Punzie stillede sig op i klassen, sammen med et par veninder, også fortalte hun om hvordan hun i løbet af sommerferien havde været deprimeret og alt muligt. Hun græd folkens! HUN GRÆD!

For mig betyder tårer meget, for jeg ved at jeg anstrenger mig meget for at skjule dem for andre, det at jeg er i smerte behøver jeg ikke bebyrde andre med. Tårer er ligesom... sjælens vand. Det kommer fra hjertet.

Hun fortalte om den frygt hun havde for blod og hvordan hun besvimede ved synet af det. Hun fortalte hvor skrækslagen hun var for at besvime, bare tanken om at der måske var en chance for at se blod gjorde hende bange. Så kan man godt forstå at hun bliver deprimeret, ikke?

Men det der gjorde det hele så overraskende, var det at jeg så Punzie som 'hende den populære pige, som drenge kan lide og som altid fjoller lidt rundt' Selv i mine vildeste fantasier havde jeg ikke tænkt langt nok til at overveje hvordan hun måske også have smerter, problemer og tårer i sig.

Nu skammer jeg mig virkelig. Bare så i ved det folkens, prøver jeg at blive et bedre menneske! Hvilket betyder at jeg anstrenger mig for hele tiden at udvide mig selv, så jeg kan rumme et godt menneske.

Det er meget svært, og jeg havde ikke engang tænkt på hvordan jeg opfattede hende her, Punzie, før den dag hun pludselig ikke var den person jeg havde set hende som. Jeg tror ofte det er sådan når man ser folk udefra, uden at kende dem. 

Men nu når jeg tænker nærmere over det, så må alle jo græde. På et eller andet tidspunkt. Alle har tårekanaler, og alle har smerter. Selv ham tumpen i klassen, som jeg synes er en idiot. Han er også et menneske, med følelser og hele molevitten.

Forestil dig hvor chokeret jeg ville blive hvis han talte med klassen om hvordan han har det! Det er virkelig trist at jeg har så svært ved at forestille mig det...

Pointen er vel virkelig, at du ikke ved hvem nogen er før de viser dig det. Du ved ikke rigtig noget om folk før du tilsidesætter dine tanker og ideer, træder ud af dig selv og opfatter dem som de opfatter sig selv.

Jeg mener, ANDRE opfatter sig selv som JEG. Det er så underligt og abstrakt, så du skal være lidt opmærksom for at forstå det her. Jeg mærker kun mine egne følelser, jeg ser verden gennem mine øjne. Andre føler kun deres egne følelser og ser verden gennem deres øjne! Derfor kan jeg ikke afgøre for dem, om de er glade mennesker eller ej. Det er kun dem selv der kan det.

Kort sagt kan man sige at jeg synes man skal gøre sig umage med ikke at dømme folk. Ja, jeg ved det er umuligt. Hele verden er dømmende, hvad tøj du har på, hvordan du taler, hvordan du går, hvordan du opfører dig. Alt bliver bedømt.

Men overvej, hvor meget du egentlig ved om den person du dømmer. Kunne der være en grund til at de opfører dig sådan? En fornuftig grund?

Hvis en pige skubbede til dig, ville du så ikke blive sur? Men hvad hvis hun skulle skynde sig fordi hun lige har opdaget at hendes farmor er død? Hvem er så den lede person? Dig der råber 'så pas dog på, idiot!' eller pigen der skynder dig hen til sin familie?

Se, vi kan ikke vide om der er en god grund eller ej. Men vi kan lade være med at dømme, før vi ved det. 

Derfor hvis nogen skubbede mig, ville jeg ikke råbe op. Altså med mindre det var et overfald eller noget, så ville jeg skrige helt vildt. Men hvis det bare var en der skulle forbi? Så er der jo ingen skade sket, vel? Derfor, ingen grund til at blive vred.

Jeg vil gerne være et bedre menneske, derfor vil jeg ikke være så dømmende.

 

Underskrevet:
Pigen der troede, hun vidste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...