Dear Book of Madness

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Igang
Dear Book of Madness, er en bog om mig. Kald det en dagbog, kald det en selvbiografi, jeg er ligeglad. Jeg er en teenage pige, med problemer og glæder som alle andre i verden. Men verden handler ikke om mig, der er faktisk ikke ret meget der handler om mig. Det er derfor jeg skriver det her. Jeg har brug for der er noget her i verden der handler om mig, og det gør den her Movella. Credits to agnes-cecile on deviantart.com who made the picture i used on my cover.

15Likes
15Kommentarer
1669Visninger
AA

16. Dear Book of Madness 0015

 

Historien om den håbløse pige. 


Det var en gange for længe siden, ja dengang der fandtes riddere, helte og prinsesser i nød, at den skønneste lille pige blev født. Barnet var det smukkeste man kunne forestille sig, med øjne der lyste blåt som paradisets mystiske laguner, og med hår der faldt i silkebløde bølger om hendes kønne ansigt. 

Det barn, er rigtigt nok velsignet, sagde folk når de så hende. Derfor blev hun kaldt Maimoona, der betyder velsignet.

Men som hun voksede op begyndte forældrene at få besvær med hende. Intet kunne hun finde ud af. Bad de hende om at folde tøjet og lægge det på plads, krøllede hun det og tabte det overalt i huset. Bad de hende om at gå til grønthandleren og købe gulerødder, gik hun til slagteren og købte finthakket oksekød. 

Men det blev værre endnu. En dag skulle forældrene have fint besøg, for rygtet om Maimoonas skønhed havde rejst langt, og nu ønskede en af landets kongesønner at se hende. Hun blev bedt om at opføre sig godt, og tage sit fineste tøj på.

Men Meimoona anede ikke hvilket tøj der var fint og hvilket der ikke var. Så snart stod hun iført en laset kjole, der fik hende til at ligne en sæk kartofler. Hun så ganske håbløs ud. Men forældrene havde for travlt med middagen til at bemærke hendes håbløshed.

Først da den rige kongesøn ankom, bemærkede de deres datter, men da var det for sent. Altså sad de til bors, forældrene iklædt deres fineste tøj, mens deres håbløse datter lignede en de havde samlet op fra grøften. Nej, hun ikke kun lignede en fra grøften, hun opførte sig ligeledes som en.

Maden blev hældt til alle sider da pigebarnet spiste, og hun talte som en fordrukken sømand. Kongesønnen forlod huset i al hast, og forældrene var så forargede over deres datter at de sendte hende væk.

Maimoona blev sendt til en lille landsby langt væk. Der boede hun i et faldefærdigt hus, der så ganske håbløst ud. Prøvede hun at udføre et godt stykke arbejde, gik det dårligt til og hun kom ofte til at ødelægge eller smadre ting i sine omgivelser. 

En dag var hun ude at gå, da hun mødte en mand der slæbte på et stort læs brænde.

"Skal jeg hjælpe dem med det store læs brænde?" Spurgte hun manden. Men han kiggede kort på hende og genkendte hende hurtigt.

"Nej, du er håbløs." Svarede han og skyndte sig videre.

Hun fortsatte ad stien et stykke længere, før hun mødte e kone der slæbte på to store kurve med æg.

"Skal jeg hjælpe dem med at bære de mange æg?" Spurgte hun. Men konen kiggede kort på hende og genkendte hende hurtigt. 

"Nej, du er det håbløse pigebarn." Svarede konen og skyndte sig videre.

Maimoona fortsatte videre. Men hun følte sig vemodig, og til sidste måtte hun stoppe ved mosen. Der stod hun og græd, iført sine slidte pjalter, da i det samme en grim  trold sprang frem fra mosen.

"Hold op! Hold op! Med det evindelige tuderri!" råbte trolden, for den var allerede godt træt af at høre pigebarnet græde

Men troldens ord fik bare pigen til at græde endnu mere. "Jeg kan ikke stoppe gråden, for jeg er ganske håbløs!" Svarede hun, mens hendes smukke øjne fyldtes med tårer.

"Hvem siger at du er håbløs?" Spurgte den grimme trold. 

"Det gør manden med brændet, og konen med æggene." Svarede hun sandfærdigt. 

"Du påstår at du er håbløs, men er du da ikke kommet her ved hjælp af dine stærke ben? Er en krøbling da ikke mere håbløs end du?" Spurgte trolden.

Pigen nikkede til svar, men tårerne dryppede stadig fra hendes kinder, ned i det grumsede mosevand.

"Du påstår at du er håbløs, men har du da ikke smukke øjne der kan se? Er en blind da ikke mere håbløs end du?" Spurgte trolden.

Pigen måtte igen nikke, men tårerne stoppede endnu ikke.

"Du påstår at du er håbløs, men du kan synge, danse og le. Er en død man da ikke mere håbløs end du?" Spurgte trolden.

Pigen nikkede og langsomt løb hun tør for tårer.

Trolden smilede tilfreds da hun endelig holdt op med at græde. 

"Nu må du dog gå, men føler du dig håbløs igen så kom da ikke her. For er jeg, en arme trold der bare vil have lidt ro i sin mose da ikke mere håbløs end du?" spurgte trolden, men hun nåede ikke at svarede før han var væk.

Maimoona kiggede længe efter trolden. Men til sidst måtte hun dog gå videre. Hun tænkte længe på det trolden havde sagt. 

Da følte hun pludselig en trang til at synge, og danse. Så det gjorde hun. Hun var ganske håbløs til begge dele. Hendes toner var skingre og hendes bevægelser var klodsede. Men hun huskede på de folk der var mere håbløse end hun. 

Folk holdt sig for ørerne og lukkede øjnene, når hun kom dansende og syngene, og i deres stille sind takkede de herren for at de ej var så håbløse som Maimoona...

 

 

Det er en lille historie, jeg ved ikke om i kan finde hoved eller hale i det. Men det gør ikke så meget. Jeg nød at skrive det.

Nogen gange føler vi os vel alle som Maimoona. Det er bare vigtigt, at vi ligesom hun husker at der altid findes nogle mere håbløse end os. 

 

Underskrevet:
Den håbløse forfatter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...